Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Sjællands Strygekvartet

ensemble

Sjællands Strygekvartet blev dannet i 2004 af fremtrædende musikere fra Sjællands Symfoniorkester og består af Anne Søe Iwan (primaria), John Bak Dinitzen (2. violin), Bernd Rinne (bratsch) og Richard Krug (cello). Lige siden den første optræden i Tivolis Koncertsal i 2006 er kvartetten blevet modtaget varmt af publikum i både Danmark og internationalt. Deres programsammensætning har en forkærlighed for den folkloristiske tone og en nysgerrighed for nye eller sjældent spillede værker. Med inspiration fra deres turnéer har de tilføjet farverige værker til deres repertoire, såsom musik af Dia Succari, Nikos Skalkottas, Komitas og Zhou Long. Kvartetten blander ofte disse værker med standardrepertoiret for strygekvartet med Janácek og Beethoven som nøglekomponister.

Sjællands Strygekvartet har indspillet Sunleif Rasmussen, Paul von Klenau og nu Anders Koppel's saxofonkvintet samt strygekvartetter for Dacapo Records.

Sjællands Strygekvartet optræder jævnligt med andre kammermusikere; deriblandt de franske klarinetister Olivier Patey og Christelle Pochet, den russiske pianist Sofya Gulyak, oboisten Henrik Goldschmidt, saxofonisten Benjamin Koppel og senest med italienske bandoneón-spiller Paulo Russo.

Sjællands Strygekvartet har været solist i Ludvig Spohrs Koncert for kvartet og orkester med deres "eget" orkester: Sjællands Symfoniorkester. Foruden jævnligt at optræde i de danske kammermusikforeninger, har kvartetten spillet på bl.a. Tivoli Festival, Frederiksværk Musikfestival, Odsherred Kammermusikfestival, Copenhagen Summerfestival og Bornholms Musikfestival. Senest i marts 2011 var kvartetten inviteret til Kina på 12 dages turné med koncerter rundt om i Kina.