Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Nancy Dalberg

composer
1881
1949

Nancy Dalberg (1881-1949) voksede op på det sydfynske gods Mullerup, som hendes familie havde erhvervet i 1882. Hun var datter af den driftige apoteker og fabriksejer Christian Hansen, som gennem sin grundlæggelse af en teknisk-kemisk laboratorievirksomhed blev en meget velhavende mand. I pagt med tidens dannelsesideal lærte Nancy som barn at spille klaver, men hendes ønske om at studere videre ved musikkonservatoriet i København blev afvist, da hendes far mente, at pladserne ved de offentlige uddannelsesinstitutioner burde gives til de mindrebemidlede. Hendes musikuddannelse kom derfor udelukkende til at foregå i privat regi.

I en alder af blot 20 år ægtede hun i 1901 ingeniørofficeren Erik Dalberg (1875-1945), som delte sin hustrus kunstneriske interesser og selv var en ivrig amatørmaler og lejlighedsdigter. Ægteparret Dalberg, som forblev barnløst, bosatte sig i København, men gennem mange år tilbragte de ferierne på Mullerup, hvor Nancy Dalbergs mor, Agnes Mathilde Hedemann, yndede at samle hele familien om sig. Selskabeligheden på de sydfynske godser var omkring århundredskiftet præget af livlig musikdyrkelse, og det blev næppe uden betydning for Nancy Dalberg, at hun siden sin barndom havde kendt den godt 20 år ældre komponist Hilda Sehested fra nabogodset Broholm.

Under sit ægteskab fortsatte Nancy Dalberg klaverstudierne hos professor Ove Christensen, og i 1907 afholdt hun i Hornung & Møllers sal en privatkoncert i velgørende øjemed. Programmet viser, at hun var skolet i et traditionelt klassisk- romantisk repertoire, der bl.a. omfattede værker af Mozart, Beethoven og Chopin. Men da hun ved et fald beskadigede sin ene arm, ophørte hun for en årrække med at spille klaver, og bortset fra at hun senere optrådte som akkompagnatør ved en af sine kompositions-koncerter, var hun ikke aktiv som koncertpianist. I 1909 begyndte hun at studere musikteori og komposition hos den norske komponist og kapelmester Johan Svendsen, og efter hans død to år senere fort- satte hun kortvarigt studierne hos komponisten og violinisten Fini Henriques, indtil hun i 1913 begyndte at tage undervisning hos komponisten Carl Nielsen.

Af hendes bevarede manuskripter, der findes på Det Kgl. Bibliotek, kan man se, at hun gennemgik en grundig skoling i musikteori og kom- position. Den omfattede øvelser i harmonilære og kontrapunkt samt instrumentation. Det var antagelig Carl Nielsen, der som led i undervisningen satte hende på den opgave at orkestrere et klaverarrangement af Mozarts g-mol symfoni. I det mindste blev hun gennem Carl Nielsens undervisning fortrolig med hans instrumentationspraksis, og hun kunne derfor hjælpe ham med at instrumentere hans værker, når han var i tidsnød. Således er dele af Carl Nielsens Fynsk Foraar instrumenteret af Nancy Dalberg under et sommerophold på Mullerup.

Nancy Dalbergs kompositioner omfatter sange, kammermusik og orkesterværker. Samlet set er hendes musikalske produktion ikke stor, og den er blevet til inden for et relativt kort tidsrum, fra omkring 1914 til slutningen af 1930erne. Men det er værd at bemærke, at hun var den første kvinde i Danmark, som komponerede en symfoni (cis-mol, 1917), og også det énsatsede orkesterværk Capriccio (1918), der her foreligger indspillet, er komponeret for symfoniorkester. Hendes første strygekvartet (d-mol, uden opus-nr.) blev præsenteret for offentligheden ved en koncert i november 1915, men forud var gået en mindeværdig opførelse i hendes eget hjem i december 1914. Carl Nielsen modtog hendes begejstrede tak for sin medvirken i kvartetten:

“Tak for den festlige Aften, De beredte mig forleden. Det var ligefrem med en Følelse af Lykke, at jeg sad og hørte paa, hvordan mine Toner fik Liv – særlig i Adagioen og Finalen. En saa smuk Udførelse havde jeg slet ikke troet mulig efter kun een Prøve. Det var en Aften, som jeg aldrig vil glemme, og det virkede helt overvældende paa mig at komme til at opleve saa stor en Glæde ... blot det, at De, Hr. Kapelmester, og de andre Kunstnere sad her og spillede paa noget af mit, det var næsten som at opleve et Eventyr!”

Den vellykkede opførelse bidrog til at sætte mod i komponisten, og året efter kunne hun ved sin første offentlige kompositions-koncert præsentere publikum for d-mol kvartetten, Scherzo for strygeorkester, op. 6 (1914), Andante serioso og Fantasistykke for cello og klaver (1915) samt et udvalg af sine sange. På hendes værkliste forekommer i øvrigt To Orkesterstykker med opusnummeret 9 (1918), men det drejer sig ikke om originale værker, idet de oprindelig udgjorde anden og tredje sats af hendes cis-mol symfoni. Måske var de begrænsede muligheder for at få opført orkestermusik afgørende for, at Nancy Dalberg efter 1918 koncentrerede sig om at komponere kammermusik og sange.

I 1920erne komponerede hun yderligere to strygekvartetter, der begge blev udgivet, hhv. Strygekvartet nr. 2 i g-mol, opus 14 (ca. 1922), og Strygekvartet nr. 3, opus 20 (1927). Sidstnævnte er tilegnet Carl Nielsen og viser med sit avancerede tonesprog, at Nancy Dalberg navnlig på strygekvartettens område bevægede sig langt ud over sit dur-mol tonale udgangspunkt. Af To Fantasistykker for violin og klaver, der daterer sig fra 1921, blev kun det andet med titlen Scherzo grazioso, op. 8 udgivet i 1927. Det er tilegnet violinisten Emil Telmányi, der ofte – ligesom den vidt berømmede Breuning-Bache kvartet – spillede ved koncerter i Nancy Dalbergs hjem og senere tog nogle af hendes værker på repertoiret. Arabisk Musik fra Sahara, for obo, bratsch og tromme (1928), er arrangeret over arabiske temaer, som Nancy Dalberg havde nedskrevet, da hun sammen med sin mand opholdt sig i Nordafrika i vinteren 1922-23.

Kompositionen af sange strækker sig over hele Nancy Dalbergs produktive periode, og da hovedparten af hendes henved 40 sange og enkelte duetter blev udgivet, vandt de ret stor udbredelse i samtiden, bl.a. gennem koncert-sangerne Anders Brems, Else Ammentorp og Ingeborg Steffensen. Sangene er overvejende komponeret til tekster af samtidige danske digtere som Mads Nielsen, Thor Lange og Hans Hartvig Seedorff Pedersen, men en lang række digtere fra 1800-tallet er også repræsenteret med enkelte tekster.

Som komponist deler Nancy Dalberg på flere punkter skæbne med sin kvindelige kollega Hilda Sehested. Begge levede en socialt betrygget tilværelse, der gjorde det muligt for dem at arrangere koncerter med egne værker, og begge var talent- fulde og kompositionsteknisk veluddannede, hvad selv de strengeste kritikere ikke var blinde for. Men begge måtte også erfare, at ideel kvinde- lighed og kompositionsvirksomhed blev opfattet som uforenelige størrelser. I forbindelse med Nancy Dalbergs kompositionskoncert i 1918 hed det f.eks.: “En Dame, der skriver Orkesterværker er en stor Sjældenhed, en Dame, der binder an med en Symfoni, et Fænomen”. Det var utvivlsomt ment som en kompliment, når samme anmelder fremhævede, at hendes symfoni var så dygtigt skrevet, “at mangen en af hendes mandlige Kolleger meget vel kunde være den bekendt”. Men den implicitte nedvurdering af skabende kvindelige kunstnere var ikke til at tage fejl af og har næppe kunnet undgå at virke tilbage på kvindernes skabertrang.

Det er ikke vanskeligt at høre inspirationen fra Johan Svendsen og Carl Nielsen i Nancy Dalbergs musik, men man kan med lige så stor ret pege på andre skandinaviske og europæiske komponister som hendes inspirationskilder. Og skal man med få ord karakterisere hendes musikalske stil, kan man sige, at hun udtrykte sig i et tonesprog, der havde sin rod i tysk senromantisk musik, tilsat et vist mål af centraleuropæisk og skandinavisk modernisme. Man kan ikke være uenig med den anmelder, der i hendes kompositioner savnede det “specifikt kvindelige” uden at det “mandligt robuste” var til stede. Man hvor kritikken dengang havde til hensigt at påpege en svaghed i hendes musik, må vi i dag beundre, at Nancy Dalberg insisterede på at udtrykke sig som sig selv.