Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Michaela Fukacova

cello
Michaela Fukacova er født og opvokset i et musikerhjem i Brno i Tjekkiet. Hun er uddannet i Brno og Prag og har desuden studeret hos André Navarra, Paul Tortelier og Mstislav Rostropovitj. I 1985 flyttede Michaela Fukacova til Danmark, hvor hun studerede i solistklassen hos professor Erling Bløndal Bengtsson på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. I 1986 afsluttede hun sin uddannelse med en sensationel debut, der med ét gjorde hende til en af Danmarks mest efterspurgte solister. Hun har tidligt i sin karriere deltaget i en række konkurrencer og er bl.a. prisvinder ved den prestigefyldte Tjajkovskij Konkurrence i Moskva. Det internationale gennembrud kom i 1990, hvor Michaela Fukacova debuterede i Paris og i London. Koncerter i New York, Berlin, Tokyo fulgte slag i slag. Siden har hun koncerteret i alle vesteuropæiske lande, i USA, Canada, Japan og Sydkorea, og hun har spillet under dirigenter som Jorma Panula, Hans Graf, Sixten Ehrling, Eliahu Inbal, Ferdinand Leitner, Libor Pesek og Aldo Ceccato. Michaela Fukacova har bevaret en nær kontakt med det tjekkiske musikliv, og hun optræder ofte med sit hjemlands orkestre, især den Tjekkiske Filharmoni. Hendes diskografi indeholder cellolitteraturens hovedværker af Dvorák, Elgar og Tjajkovskij samt oversete perler som Martinus cellokoncerter (indspillet med Odense Symfoniorkester) og Mysliveceks cellokoncert, for hvilken hun i 1994 modtog den klassiske grammy som årets bedste solist. Michaela Fukacova har siden 1990 adskillige gange optrådt som solist med Odense Symfoniorkester - både i indspilningsstudiet og koncertsalen. Hun har siden 2001 været ansat som solocellist i orkestret, samtidig me, at hun opretholder sin karriere som internationalt efterspurgt solist og kammermusiker.