Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Ib Nørholm

composer
1931
2019
Per Morten Abrahamsen

Ib Nørholm (1931-2019) komponerede allerede som skoledreng, og inden studentereksamen havde han debuteret som komponist (med en klaversonatine opført i Det Unge Tonekunstnerselskab 1947) og skrevet sin første opera: Sneglen og rosenhækken (1949 efter H. C. Andersen). 1950 begyndte han at studere musikhistorie og teori på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og tog desuden organisteksamen (1955). Som organist, musikkritiker (ved "Information" 1956-64) og ikke mindst som komponist blev han hurtigt en af de centrale personligheder i den kreds af unge komponister, der tegnede den ny musik i Københavns musikliv.

Fælles for de unge var følelsen af at befinde sig i en blindgyde. Den traditionelle æstetik som herskede på og udbredtes fra Musikkonservatoriet, havde mistet sin tiltrækningskraft for ungdommen. Der måtte en ny inspiration til, og den hentede de unge fra ISCM-festerne i Rom (1959) og Köln (1960) og fra serialismens højborg, sommer-kurserne i Darmstadt hvor Stockhausen, Boulez, Maderna og Nono var toneangivende.

Ib Nørholm valfartede med vennerne til de internationale musikcentre. Han så, lyttede og lærte. Og han blev en af hovedmændene i det opbrud i dansk musik der fandt sted i begyndelsen af 1960'erne med FLUXUS festivaler og ISCM festivalen i København 1964 som milepæle. Hovedværker fra disse år er Fluktuationer der fik den hollandske Gaudeamus pris 1964, og TV-operaen Invitation til Skafottet (1965) der forener tolvtoneteknik og collageprincipper.

1965 blev den afgørende skillelinje i Ib Nørholms udvikling som komponist. Det år indledte han et projekt som har vist sig frugtbart i mere end 40 år, og har resulteret i mere end 150 værker med klaverværket Strofer og marker (opus 33, 1965) som det første og skelsættende. Kort fortalt går projektet ud på at forene modernismens udtryksmuligheder med den lyrisk-melodiske udtryksfuldhed, som lå Ib Nørholm i blodet. Eller anderledes sagt: At sige farvel til æstetiske fordomme om hvad man må og skal; og goddag til et kompositionsteknisk håndværk der gør det muligt at udtrykke, hvad man vil.

Med denne målsætning kunne Ib Nørholm se på de klassiske genrer og former - symfoni, opera, strygekvartet, klaverlied - med nutidige øjne. 11 symfonier fra nr. 2 Isola bella (1968-71) til nr. 12 Virkeligheder (2009), fire operaer fra Den unge park (1970) til Sandhedens hævn (1985), talrige kammermusikværker og sange samt monumentale værker for sang og orkester som Elverspejl (1995-96) og Klokken (2005 efter H.C. Andersens eventyr) dokumenterer den styrke, hvormed Ib Nørholm har forfulgt sit mål gennem næsten et halvt århundrede. I kraft af disse og mange andre, præcist formulerede og udtryksfulde, værker står Ib Nørholm som fornyer af den klassiske tradition i efterkrigstidens danske musik.

Det gik ikke samtiden forbi. Gennem næsten 40 år fra 1963 til 2001 var Ib Nørholm en søgt og skattet kompositionslærer. Først på Det fynske Musikkon-servatorium, fra 1972 på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, hvor han i 1981 udfyldte det kompositions-professorat, der havde stået ubesat siden Vagn Holmboes afgang i 1965. Her prægede han generationer af unge komponister med sine idealer om forpligtende teknisk kunnen og kunstnerisk frihed, der afløste tidligere tiders samklang af konservatorium og konservatisme.

Ib Nørholm holdt op som kompositionsprofessor, da han fyldte 70 år i 2001. Men ikke som komponist. Omkring et halvt hundrede værker er kommet til efter pensioneringen. Han fornyer stadig sig selv og det musikliv, han er rundet af.