Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

DR KoncertKoret

ensemble
Agnete Schlichtkrull

DR KoncertKoret blev grundlagt i 1932 af dirigenten Mogens Wöldike som Statsradiofoniens Madrigalkor. Siden omdøbtes det til Radiokoret og i 2009, da DR flyttede til DR-byen, blev dets navn DR KoncertKoret. DR Koncertkoret, der har 74 professionelle sangere, hvoraf de 31 er fastansatte, har som opgave – foruden at medvirke i de symfoniske koncerter – at dyrke a cappella-repertoiret, med det klare mål at fremme vilkårene for såvel bestilling af ny musik som opførelse af eksisterende a cappella-musik af høj kvalitet.

Mogens Wöldike prægede DR KoncertKoret helt frem til 1970’erne, hvor englænderen John Alldis blev chefdirigent (1972-77). I årene 1985-88 var Per Enevold fast dirigent for koret, og svenskeren Stefan Parkman var korets chefdirigent fra 1989 til 2002. Uwe Gronostay, professor i Berlin og daværende kunstnerisk leder af Nederlands Kamerkoor var korets 1. gæstedirigent 1992-98, og i 1999 udnævntes Stephen Layton til ny 1. gæstedirigent. Stefan Parkman forlod efter 13 års samarbejde posten som chefdirigent i 2002, og DR KoncertKoret har herefter i en periode arbejdet uden fast chefdirigent, men i stedet haft en række af Europas bedste kor-dirigenter tilknyttet koret på projektbasis. Siden 2010 har Florian Helgath været korets faste syngemester .

DR KoncertKoret har de seneste år markeret sig kraftigt med cd-udgivelser hos Dacapo og Decca samt hos Chandos, hvor det er blevet til over 40 cd’er, såvel i forskellige samarbejder sopm rene a cappella-cd’er. Deltagelse i bl.a. Stockholm New Music, Ultima-festival, Slesvig-Holsten Musikfestival og Tampere International Choir Festival samt promenadekoncert i Royal Albert Hall (London) og koncerter i Alte Oper (Frankfurt) har endvidere medvirket til at slå DR KoncertKorets navn fast på den internationale musikscene. Koret har siden 1948 foretaget flere end 15 turnéer i Danmark og over 45 turnéer i bl.a. Europa, USA, Canada og Australien.