Subscribe to Dacapo’s newsletter with

String Quartets Vol. 4

CD (free shipping)

  • CD
    Jewel Case
    63,60 kr.
    Red titles 50%

Download

  • mp3
    mp3 (320kbps)
    55,20 kr.
    Red titles 50%
  • CD Quality
    FLAC 16bit 44.1kHz
    63,20 kr.
    Red titles 50%
Vagn Holmboe

String Quartets Vol. 4

The Kontra Quartet
The spirit of folk culture plays an important role in the music of Vagn Holmboe. As was the case with Béla Bartók, folkloristic studies have here contributed significantly to the compositional process. Holmboe is the most influential Danish composer of the generation after Carl Nielsen and his large output includes twelve symphonies, chamber concertos, and a long series of extremely fine string quartets.
Vælg foretrukket format til download af track.
String Quartet no. 10, op. 102 (1969)
1 I Tempo giusto - Andante - Allegro vivace 14:18 12,80 kr.
2 II Adagio - Molto vivace - Tempo giusto - Molto vivace 11:29 12,80 kr.
String Quartet no. 11, op. 111 (1972)
3 I Allegro leggiero 2:57 6,40 kr.
4 II Tempo giusto - Allegro robusto 4:59 6,40 kr.
5 III Andante tranquillo 7:02 9,60 kr.
6 IV Allegro brioso 3:31 6,40 kr.
String Quartet no. 12, op. 116 (1973)
7 I Allegro robusto 3:31 6,40 kr.
8 II Andante cantabile 7:28 9,60 kr.
9 III Allegro vivace 4:05 6,40 kr.
10 IV Adagio e tranquillo 2:08 6,40 kr.
11 V Allegro con fuoco 4:34 6,40 kr.
Total runtime: 
66 min.

Vagn Holmboe (1909-96) er blevet kaldt fyrtårnet i nutidig dansk musik. Og ikke kun på grund af det kompositoriske format, der kom til at omfatte 13 symfonier og 20 strygekvartetter og har placeret ham som en hovedskikkelse i det 20. århundredes musik. Nok så meget fordi denne ener i sin tid kaster lys til mange sider, og selv oplyser de mest forskellige områder.

Holmboe har fået status af noget nær indbegrebet af en særlig nordisk, eller i hvert fald nordeuropæisk musikalsk tone – tonalt forankret, diaton og/eller modal snarere end kromatisk, organisk i sin udvikling snarere end konfliktsøgende. Et musikalsk ståsted, som tillige har vundet betydelig genklang i den angelsaksiske verden.

Men med tiden, og efterhånden som et tonalt og ikke-modernistisk udgangspunkt for en komponist bliver mindre og mindre kontroversielt, kommer Holmboes tonesprog i virkeligheden til at fremstå mindre og mindre traditionelt. Ikke mindst set igennem det lys, det kaster både fremad og bagud i dansk musik.

Den unge Holmboes intense beskæftigelse med østeuropæisk folkemusik – han studerede i Rumænien 1933-34 – og dens udmønten i hans egen musikalske praksis kan således ses, og ikke mindst høres, som et afgørende nybrud i dansk musikalsk tradition. En slags tredie standpunkt i forhold til på den ene side de nationalistiske overleveringer fra 1800-tallet, på den anden side de centraleuropæiske symfoniske hovedstrømninger.

Med Holmboes og blandt andet hans jævnaldrende Herman D. Koppels inddragen andre kulturers musik i den danske, blev der åbnet for at en lokal tradition kunne eks- og importeres kreativt til andre lokale miljøer. Ligesom Holmboes arbejde med organisk musikalsk udvikling via hans særlige metamorfoseteknik, i sporene fra navnlig Jean Sibelius i Finland, har været med til at etablere en symfonisk stil, der afviger afgørende fra den centraleuropæiske traditions konfliktorientering.

Netop ved at lade sig inspirere fra så forskellige kilder – der igennem årene også kom til at inkludere Japan, Grønland, fuglesang samt den særlige jyske karskhed, han selv satte så højt – udviklede Holmboe et i sandhed enestående tonesprog, i betydningen suverænt uafhængigt af sine kilder. Og ved at åbne dansk – og nordisk – musik for også meget forskellige internationale inspirationer, kom han til at bidrage afgørende til at gøre sin region musikalsk selvstændig.

Vagn Holmboes 20 strygekvartetter er hans største indsats indenfor nogen genre, og ét af de både kvalitativt og kvantitativt største bidrag til genren hos nogen komponist i moderne tid. De spænder over så godt som hele hans karriere, fra kvartet nr. 1, op. 46 fra 1948-49 til kvartet nr. 20, op. 160 fra 1985, men i virkeligheden var hans beskæftigelse med genren endnu mere omfattende: helt frem til sin død i 1996 arbejdede han på flere kvartetværker – hans sidste værk overhovedet blev en koncert for strygekvartet og strygeorkester, og Paul Rapoports fortegnelse over Holmboes værker opfører ikke mindre end ti mere eller mindre ufuldendte kvartetter fra tiden før op. 46.

Som for så mange andre komponister gælder for Holmboe, at hvor orkestermusikken – 13 nummerede symfonier, 13 kammerkoncerter, 4 “Symfoniske metamorfoser” samt en lang række andre værker – viser hans tonesprog udfolde sig i stor skala og på bredt lærred, så er det i kvartetværkerne, at den store fordybelse i små ting sker, at hans kunst viser sig fra sin mest raffinerede side. Modsat det 20. århundredes andre store kvartetkomponister finder man i Holmboes kvartetter imidlertid hverken de radikale eksperimenter som hos Bartók eller de dybt personlige bekendelser som hos Sjostakovitj, endsige en grænseoverskridende nytænkning af kvartetmediet som hos Holmboes kendteste elev Per Nørgård. Men derimod en skarpt formuleret elegance, en økonomisk konversationskunst, en diskret humor og et afbalanceret raffinement i behandlingen af kvartetmediet, der mest af alt leder tanken hen på ét af Holmboes egne, ældre forbilleder, Haydn.

Værkerne

Kvartetterne på denne cd er alle komponeret i årene omkring 1970. På denne tid er det kompositionsmønster begyndt at udkrystallisere sig, som i store træk præger Holmboes produktion i de sidste 30 år af hans karriere. Det vil sige en kombination af dels en koncentreret beskæftigelse i korte perioder med enkelte formater - for årene omkring 1970 navnlig sige verdslig vokalmusik, både solistisk og for kor, dels lejlighedsvise solokoncerter, fra denne tid cello- og blokfløjtekoncerterne, og undervejs enkelte store orkesterværker som opsummerer hver deres tid, i dette tilfælde den 10. symfoni og den 4. af de symfoniske metamorfoser.

Samt endelig, som den fortløbende understrøm igennem hele Holmboes modne produktion, strygekvartetterne, hvoraf så mange som seks, nummer 10-15, er fra perioden 1968-1978. Holmboe har nu definitivt udviklet sit eget tonesprog indenfor den mest traditionsrige af alle kammermusik-genrer, hvor hovedinspirationerne er smeltet sammen til et samlet udtryk, hans eget. Den Haydn’ske koncentration af det musikalske materiale med lige dele ironi og økonomi, såvel som energien, inderligheden og de skarpe, folkemusikalske kanter, fra Bartók og fra Holmboes egne møder med østeuropæisk musik.

Og med udviklingen af et eget tonesprog er så også fulgt friheden til at kunne formulere sig på nye måder. Disse kvartetter er umis-
ken-deligt Holmboe, helt ned i at mange detaljer, ikke mindst repertoiret af rytmiske figurer og dramatiske effekter, går igen fra kvartet til kvartet. Men samtidig vendes og drejes, skilles og samles kvartetmediet, også hvad de store former angår, så tingene igen og igen synes at få deres egen betydning.

 

Det gælder i høj grad den tosatsede Strygekvartet nr. 10, opus 102 (1969), der med sine 26 minutters varighed er én af Holmboes længste. Man kan i den ane en slags skelet af den femdelte kvartetform, som Holmboe ofte benyttede sig af, også flere gange i de efterfølgende kvartetter. Det vil sige en relativt massiv, udspunden første del (Tempo giusto, dvs. roligt), en roligt skridende anden del (Andante), og en hvirvlende hurtig midterdel (Allegro vivace) - i anden sats her efterfulgt af en intens, deklamerende langsom del (Adagio) og en brillant finale.

Men selv om disse elementer fornemmes klart, så opleves kvartettens grundform tillige som de kun to overordnede, organiske forløb, satserne afgrænser. I begge tilfælde i skikkelse af en gradvis opbygning af energiniveauet fra en - også i dynamisk henseende - tilbageholdt, dæmpet og gennemsigtig begyndelse, frem mod en stadig tættere og hurtigere, samlet bevægelse. Der endda i hele kvartettens forløb kommer til at fremstå som én stor bue, hvor musikken synes både at udvikle sig ud fra og hen imod én eneste tone, det gentagne cis der både begynder og afslutter kvartetten.

Samtidig synes Holmboe også at spille bevidst imod lytterens forventninger: de svageste styrkegrader optræder ofte, når musikken bevæger sig hurtigst, hvad der ikke mindst er virkningsfuldt sidst i første sats, og både i hurtige og langsomme passager. Og såvel i hurtige som i langsomme passager turneres betoninger - og mangel på samme - gerne så overraskende og effektfuldt, at man som lytter konstant synes at få både materiale og pointer præsenteret fra nye vinkler.

Kvartetten er tilegnet medlemmerne af Københavns Strygekvartet, som uropførte værket den 7. april 1970 i Göteborg.

Sammenlignet med den ekspansive, tætte 10. kvartet fremstår Strygekvartet nr. 11, opus 111 (1972) som en næsten demonstrativ studie i kvartetformatet når det realiseres mest håndfast og koncentreret - inklusive undertitlen rustico, som kvartetten i øvrigt deler med Holmboes 31 år ældre 3. symfoni. Til gengæld er det den eneste af Holmboes kvartetter med en decideret karakterbetegnelse som undertitel.

Den er næsten 10 minutter kortere end forgængeren, og forløber i fire klart adskilte satser: en ligefrem, hurtig Allegro leggiero (dvs. let), en stampende todelt Tempo giusto (med langsom indledning), en roligt vuggende Allegro tran-quillo, og en hidsigt pulserende Allegro brioso til at danse ud på.

Men så er den heller ikke mere ligefrem: der er til stadighed finter og underfundigheder i musikken, som bringer helt andre steder hen end det overfladisk rustikke. Det kan godt være materialerne er rå, men forarbejdningen er alt andet. Det står klart bogstavelig talt fra de første takter, der nok flyder let og ubesværet, men gør det i kraft af et fiffigt vekselspil mellem på samme tid 2. violinen og bratschens sammenflettede hurtige 16’dele, celloens muntre pizzicato-linier, og 1. violinens let hektiske, springende og skævt betonede, korte motiver. Til slut i satsen hules bevægelsen endda så at sige ud indefra, når 1. violinen og celloen slutter som de begyndte, rundt om mellemstemmernes jævnt tikkende flageolet-akkorder. Det er mindst lige så spidsfindigt som det lyder.

Det samme er Allegro robusto-satsen med dens flittige - men aldrig forudsigelige - skift mellem to- og tredelt puls; et kunstgreb der også udnyttes med stor effekt i finalen - og klinger lige så forførende naturligt dér. Mens omvendt Andante tranquillo-satsens blide bølgebevægelser først ved nærmere eftertanke viser sig at glide ubesværet henover både fire-, fem- og seksdelte takter. Det kan godt være råmaterialerne er rustikke, men forarbejdningen i denne under overfladen så spidsfindige kvartet er alt andet.

Kvartetten blev uropført den 8. august 1973 i Sorø af Den skandinaviske Strygekvartet.

Strygekvartet nr. 12, opus 116 (1973) kan høres som en fuldt udfoldet version af den femsatsede form, der lå til grund for den 10. kvartet. Formen, hvor første og femte henholdsvis anden og fjerde sats mere eller mindre korresponderer omkring midtersatsen, forbindes navnlig med Bartók - ikke mindst hans 4. og 5. strygekvartet - men har hos Holmboe fået en egen drejning.

For hvor hos Bartók de tre midterste satser er to korte, hurtige satser omkring en vægtig, langsom og stemningsmættet central sats, dér spejler Holmboe så at sige dette princip, så midtersatsen hos ham er hurtig, mens satserne omkring den er langsomme. Dermed opleves formen hos Holmboe også grundlæggende forskellig, hvor nu både første, tredie og femte sats synes at korrespondere karaktermæssigt henover de to langsomme satsers fordybelse - og den enkelte kvartet mere end som en stor bue-konstruktion fremstår som ét intenst forløb.

Sådan opleves det ikke mindst i den 12. kvartet, hvor Allegro robusto-åbningen med det samme kontrasterer pulserende, dissonerende akkorder med hurtige, flagrende bevægelser i 1. violin og cello. Præcis de to rytmiske karakterer, der dominerer hele satsen sammen med den mere udspundne melodilinie, der sætter ind i celloen umiddelbart efter. Heroverfor er 2. sats, Andante cantabile, ét langsomt skridende forløb, hvor stemmerne indtræder én efter én - men da satsens tema endelig optræder fuldt udfoldet med 1. violinens indsats, viser det sig at være direkte beslægtet med cello-temaet fra 1. sats.

En lignende fortløbende, rytmisk fornemmelse møder man i midtersatsen, Allegro vivace, blot i meget hurtigt tempo, domineret af konstant strømmende ottendedels-trioler, der kun ophører, da de så at sige overskrides, nemlig på satsens kulminationspunkt, inden de påny vender tilbage for at afslutte satsen. Og mens den rytmiske bevægelse altså er stort set konstant, er det primært med klanglige virkemidler, at der skabes kontrast i satsens midterdel, idet alle fire strygere her spiller med sordin.

Den korte fjerde sats, Adagio e tranquillo, fungerer primært som opspænding til finalen, domineret af på den ene side lange, opadstræbende melodilinier i celloen, på den anden side faldende, elegiske melodilinier i 1. violinen. Finalen er til gengæld et virtuosnummer i flere henseender: det rasende hurtige tempo udspiller sig nemlig indledningsvis helt pianissimo, til overflod betegnet sotto voce (med dæmpet stemme). Igennem flere lange træk udvikler det sig igennem uophørlige ottendedels-bevægelser til lokale højdepunkter, før satsen - og kvartetten - kulminerer med en monumental gentagelse af både de dissonerende akkorder og det melodiske materiale fra begyndelsen af første sats.

Kvartetten blev uropført den 19. november 1973 i Hillerød af Københavns Strygekvartet.

Jakob Levinsen, 1998

Release date: 
October 1998
code: 
8.224101
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
730099980128
Track count: 
11

Credits

Recorded at the Danish Radio, Studio 2, on 16-18 December 1997, and 16-17 June 1998

Recording producer: Henrik Sleiborg
Sound engineer: Peter Bo Nielsen
Publisher: Edition Wilhelm Hansen A/S

Cover picture: Richard Mortensen: Komposition" (1941)

This CD has been recorded in cooperation with Danmarks Radio"