Subscribe to Dacapo’s newsletter with

Organ Music

CD (free shipping)

  • CD
    Jewel Case
    63,60 kr.
    Red titles 50%

Download

  • mp3
    mp3 (320kbps)
    55,20 kr.
    Red titles 50%
  • CD Quality
    FLAC 16bit 44.1kHz
    63,20 kr.
    Red titles 50%
Pelle Gudmundsen-Holmgreen

Organ Music

Eva Feldbæk
As the composer Pelle Gudmundsen-Holmgreen turns 70, we celebrate him with a striking new release. The organist Eva Feldbæk has taken on one of the composer's earlier works and challenged him to write new ones. The result is a record of organ works that span a period of over 25 years: from Mirror III from 1974 to Archaic Procession and Cabinet of Mirrors from this year. They mark a notable process of development in the work of a composer who has always set himself up in opposition to new dominant trends and gospels. Pelle Gudmundsen-Holmgreen has remained his own man, and that is the spirit that permeates this release. In 1999 Eva Feldbæk persuaded him to revive his old interest in composing for the organ, but now without the use of ‘iron blocks and extra stopping assistants' as in the earlier pieces. This led to a whole series of compositions where the experienced composer expresses himself in new, surprising ways - one of the pieces even has its roots in J.S. Bach's Kunst der Fuge.
Vælg foretrukket format til download af track.
Mirror III (1974)
1 I 5:21 9,60 kr.
2 II 3:07 6,40 kr.
3 III 3:47 6,40 kr.
4 IV 1:30 6,40 kr.
Still. Leben (1999)
5 Still 5:28 9,60 kr.
6 Leben 2:54 6,40 kr.
Countermove I-III (1999)
7 I 6:15 9,60 kr.
8 II 4:54 6,40 kr.
9 III 4:55 6,40 kr.
In triplum I-III (1999)
10 I 1:21 6,40 kr.
11 II 1:06 6,40 kr.
12 III 1:32 6,40 kr.
Der er så favrt i Jelling at hvile (2000)
13 Der er så favrt i Jelling at hvile (2000) 7:23 9,60 kr.
Arkaisk procession (2002)
14 Arkaisk procession (2002) 2:40 6,40 kr.
Spejlkabinet (2002)
15 Spejlkabinet (2002) 7:34 9,60 kr.
Total runtime: 
60 min.
Pelle Gudmundsen-Holmgreen

Pelle Gudmundsen-Holmgreen (f. 1932) er noget af et begreb i dansk musik. Både person og værker rangerer højt i det hjemlige univers, og han har om nogen bidraget til, at nyere dansk musik rummer træk, der notorisk afviger fra det, som f.eks. kendetegner musikken i det øvrige Skandinavien og Tyskland. Han er egenrådig og giver plads til forskellighed i både stil og klang, og han har på det bestemteste afvist at lade sig tyrannisere af f.eks. teoretikere og ‘trendsættere’, som vil noget bestemt i musikken. Han har karakteriseret sin musik som en slags ‘pyt-i-pande-musik’, der naturligt afspejler både hans europæiske og danske tilhørsforhold, men tillige giver plads for amerikanske impulser. Netop denne uortodokse sammensathed kan være forklaringen på, at mange udlændinge har haft svært ved at forstå hans musik og til tider har forvekslet hans intentioner “med ren forvirring og landsbytosse-mentalitet”. På det seneste har dette dog ændret sig betydeligt, og Pelle Gudmundsen-Holmgreen er i dag genstand for stigende international opmærksomhed.

Han har sine rødder i kunstens verden. Billedkunstens. Impulser herfra og ikke mindst fra faderen, billedhuggeren Jørgen Gudmundsen-Holmgreen, har præget ham meget stærkt: “Udover interessen for rum og stof har jeg fra ham overtaget en bevarelse af sanseligheden og fastholdelsen af barnesindet og forhåbentlig en troskyldighed i arbejdet.” (DMT-interview 1992). Det rumlige kan f.eks. komme til udtryk i mobilelignende former, og interessen for stoflighed er mærkbar i de fleste Gudmundsen-Holmgreen-værker, som med deres glatte, ru, kantede, bløde, rå og raffinerede overflader ridser rummet klart op.

I ungdomsværkerne fra 1950erne var det stilistiske afsæt dansk efter-nielsensk neoklassik krydret med vigtige impulser fra Bartok og Stravinsky. Men i 1960 indtraf et decideret vendepunkt, da Pelle Gudmundsen-Holmgreen (i lighed med fremtrædende jævnaldrende komponistkolleger som Per Nørgård og Ib Nørholm) under ISCM i Köln modtog omvæltende indtryk af centraleuropæisk avantgarde, frem for alt serialismens frontfigurer Boulez og Stockhausen – og ikke mindst Ligetis nye syn på klang. Den nye påvirkning fremgår umiskendeligt af værker som In terra pax (1961) og Chronos (1962), hvormed han for alvor tog forholdet ‘tid’ og rytme i musikken til behandling og slog sit navn fast som en af de centrale unge komponister i Danmark. Den centraleuropæiske afsmitning blegnede dog gradvist som følge af Gudmundsen-Holmgreens (og i det hele taget det danske miljøs) iboende skepsis overfor alt for rigide ideologier, og hurtigt kom nye impulser fra bl.a. USA til at spille en meget betydelig rolle ved udformningen af hans værker.

Den amerikanske indflydelse kom karakteristisk nok især fra en billedkunstner, Robert Rauschenberg. Med sine opsatser af fundne og samlede ting (‘combines’) satte han sig umiskendelige spor i værker som Collegium Musi­cum Koncert, Frère Jaques (begge fra 1964) og Repriser (1965), i hvilke Gudmundsen-Holmgreen bestræbte sig på “at skabe nogle gen­stands­prægede klange eller elementer og lade dem møde hinanden”. Trods bevarede træk fra serialismen er fænomener som collage og i særdeleshed gentagelse nu blevet nok så vigtige – i et antiekspressivt univers præget af både galgenhumor og groteskeri, nærmest som en musikalsk tilnærmelse til det sortsyn og den fokusering på absurditeten og meningsløsheden, man træffer hos den irske digter Samuel Beckett, som Gudmundsen-Holmgreen lige siden slutningen af 1950erne har været dybt optaget af “som et fast holdepunkt, en evig udfordrer, bekræfter og indgiver”. Følgende tre værker afspejler alene ved deres tekstvalg denne vedvarende forankring i Beckett, nemlig Je ne me tairai jamais. Jamais (1966), Songs Without for mezzosopran og klaver (1976) og Trois Poèmes (1989).

Den reaktion mod centraleuropæisk modernisme, der i Danmark for alvor slog igennem i midten af 1960erne, kom stærkest til udtryk i den såkaldte ‘ny enkelhed’ med dens karakteristiske elementer af bl.a. konkretisme og stilpluralisme. Gudmundsen-Holmgreen var blandt hovedskikkelserne i denne ‘bevægelse’, der naturligt anvendte ekstremt enkle moduler, små melodier og tilsvarende, som var bandlyst inden for den centraleuropæiske modernisme. Hos Gudmundsen-Holmgreen sættes enkelheden på spidsen i et værk som Tricolore IV (1969), der som titlen antyder stort set kun benytter tre klange og uundgåeligt måtte virke meget provokerende på samtiden. I den henseende er det dog nok Plateaux pour deux for cello og slagtøj (1970), der tager prisen med den næsten legendariske instrumentkombination, cello og båthorn; en klangkonstellation, der trækker forbindelseslinier tilbage til både futurismen og dadaismen. Samtidig er det en vigtig pointe, at selve formopbygningen tydeligt bærer præg af, at han har givet “parterne en nøje systematiseret omgangsform, et struktureret samvær.”

Strukturel orden og klarhed gør sig gældende overalt i Gudmundsen-Holmgreens musik. Siden midten af 1970erne manifesterer dette sig ikke mindst gennem anvendelsen af et såkaldt filter; d.v.s et bestemt udvalg af toner i form af et selvspejlende tonegitter, som medfører en symmetrisk struktur, herunder hyppige spejldannelser – jf. et værk som klarinettrioen Spejlstykker (1980), hvis titel “må opfattes ganske bogstaveligt”. Om anvendelsen af tonefilter siger han: “Jeg hjælper lytteren ved bl.a. at tilrettelægge det landskab vi bevæger os i ... (med) et filter af toner.” Store centrale værker som Symfoni, Antifoni (1977) og Concerto grosso (1990) udviser en sådan strukturel orden, men giver samtidig – som hovedparten af værkerne fra de seneste ca. tyve år – plads til artisteri, musikalsk varme og umiddelbarhed, sanselighed: “Den hårde periode i 1960‘erne med anti-kunst, nulpunkts-søgen på den ene side, serialisme på den anden, er et historisk fænomen ... Først og fremmest fordi Østens og Afrikas musik er trængt ind i Vestens musik og har givet den nye muligheder for sanselighed.” Det hører med til billedet, at Gudmudsen-Holmgreen aldrig har følt sig tiltrukket af elektronmusikken og dens muligheder, og blandt de sene hovedværker finder man karakteristisk nok fire strygekvartetter (nr. 5-8). ‘Instrumentalkoncerter’ som Triptykon (1985) for slagtøj og orkester og For cello og orkester (1996) understreger endvidere en øget interesse for musikeren i rollen som nærværende udøver, hvilket i høj grad også kendetegner udformningen af violinstemmen i et værk som Skabelsen – den 6. dag (1991). Der er simpelthen blevet plads til mere musik i værkerne, og i dag går Gudmundsen-Holmgreens drømme i retning af “at kunne forene askese med ekstase”.

Pelle Gudmundsen-Holmgreen har kaldt sig selv en biperson i dansk musik – en outsider, men som det fremgår, er han i virkeligheden et hovednavn – en ‘etableret outsider’, og han er da også en af de få danske komponister, der har modtaget Nordisk Råds Musikpris (i 1980 – for Symfoni, Antifoni).

Bertel Krarup

 

Pelle Gudmundsen-Holmgreen og orglet

Pelle Gudmundsen-Holmgreens orgelmusik falder i tre perioder med lange pauser imellem. Mirror III er fra 1974. Octopus stammer fra 1987, og ikke mindre end seks nye værker kommer til i årene 1999 til 2002.

I alle sine orgelværker vælger Gudmundsen-Holmgreen med sikker hånd hvilke egenskaber ved orglet han vil trække frem for at skabe sit musikalske univers. Derved knyttes musikken uløseligt til instrumentets væsen – samtidig med at den kan virke ‘u-orgelmæssig’ i gængs forstand.

I Mirror III, skrevet i 1974 til Jesper Jørgen Jensen, er et fremtrædende træk orglets ‘indbyggede’ evne til at spille musik i flere planer på samme tid. Ved hjælp af vidt forskellige klangfarver i 1. manual, 2. manual og pedalet (højre hånd, venstre hånd og fødderne) kan man give en illusion af 3 instrumenter en hel sats igennem. Når bladvenderen derudover i to af værkets fire satser spiller en ekstra stemme, opstår et fjerde plan; et eksempel på komponistens lyst til at føre sine ideer udover grænsen for det mulige for én spiller.

I det følgende orgelværk Octopus 1987, bestilt af Eva Feldbæk og indspillet med Svend Hvidtfelt Nielsen i Vestkirken, (dacapo nr. 8.224018) udvides ‘instrumentariet’ til to organister og to assistenter, som ved hjælp af registreringen (af- og tilkobling af stemmer) tilføjer musikken ekstra rytmiske lag og betoninger. Ved at gøre selve registreringen hørbar, ja voldsomt påfaldende, brydes der med al god praksis, som går ud på at registreringen skal være umærkelig. Igen en ‘u-orgelmæssig’ fremfærd, men samtidig fuldstændig i overensstemmelse med orglets egenskaber.

Efter Octopus gik der mange år inden komponisten igen lod sig overtale til at skrive for orgel – denne gang var mit ønske et værk, som skulle kunne spilles af én musiker. Bestillingen resulterede i 1999 i hele tre værker: Still.Leben (to satser), Countermove I, II og III og In triplum I, II og III.

Da komponisten stadig havde stof tilovers, kom en bestilling fra 2000-fonden meget tilpas. Dette værk fik titlen Der er så favrt i Jelling at hvile, og umiddelbart efter blev det korte Arkaisk procession til.

I Spejlkabinet fra 2002 trænger komponisten helt ind i orglet og finder igen en egenskab ved det, som så vidt vides aldrig før har været indkomponeret i orgelmusik. Den glissandovirk­ning, der opstår når orglets rørstemmer (trompet, fagot osv.) stemmes, bliver her et vigtigt element i et værk for en organist, to medspillere og to ‘stemmere’, som opholder sig inde i orglet.

Det groteske, det skæve og humoristiske i Gudmundsen-Holmgreens musik bliver ofte fremhævet og er også gældende for hans orgelmusik. Ved at se instrumentet ‘udefra’, uden at være tynget af traditionen fra den omfattende orgellitteratur, har komponisten skabt dybt original orgelmusik. Han skyr ingen anstrengelser for at få det rette klingende resultat (kan han få musik i tre planer, vil han have fire!), og han er vel nok den første, som har inkorporeret de rent praktiske foranstaltninger ved opførelsen af orgelmusik – stemning af rørstemmer, udtræk af registre, klapren fra svellen (pedal, som styrer låger, der åbner og lukker for orgelpiberne) m.m. – som fuldgyldige elementer i sin skaben.

Eva Feldbæk

 

Værkerne

Mirror III

Mirror III har fire satser. Melodier og harmonier spejles omkring en midtertone, og rytmer spejles omkring en midterakse. Eller sagt med en værktitel af middelalderkomponisten Guillaume de Machaut ”Min slutning er min begyndelse”. Satserne er noteret ‘optisk’, hvilket har været nødvendigt, da musikkens tid uafbrudt løber i langstrakte accelerandi og ritardandi, lag i lag, gående mod og med hinanden og i kurver af forskellig stejlhed – komplet umuligt at notere i metriske værdier. Dynamisk ligger de fire satser fast i hvert sit niveau (terassedynamik) gående fra ff til pp.

Still. Leben, Countermove, In triplum

Eva Feldbæk havde i længere tid opfordret mig til at skrive for orgel uden brug af jernklodser, ekstra registranter etc. ... usædvanlige besværligheder, der hørte med til min tidligere orgelmusik. Jeg satte mig for at skrive en mere ”handy” musik for orglet. Da jeg var blevet færdig med Still. Leben, syntes jeg ikke jeg havde opnået hvad jeg stilede efter. De to satser involverede ganske vist ikke underlige ting, men ”handy” er nu heller ikke lige ordet. Altså skrev jeg de tre satser i Countermove for at rydde yderligere op. Og da jeg heller ikke syntes dét var nok, skrev jeg de virkelig enkle stykker under titlen In triplum.

De tre serier (otte stykker ialt, 2+3+3) lyder ret forskelligt, men tager alle udgangspunkt i orglets væsen og klanglige resourcer. Overalt er der polyrytmik eller hierarkisk lagdeling, flerfarvethed, diatonik og melodi (det sidste kun så småt og i visse af satserne).

Der er så favrt i Jelling at hvile

Der er så favrt i Jelling at hvile blev skrevet til overførslen af Gorm den Gamles ben(e) til Jelling Kirke. Musikken er baseret på gamle og velkendte danske toner. Titlen er en til lejligheden retoucheret udgave af omkvædet ”Der er så favrt i Trondhjem at hvile” fra middelaldersangen Kong Oluf og hans broder.

Det var min ide at forene hvile og bevægelse. Hvile fornemmes i den indledende meget stilfærdige, diatoniske ‘klangsky’, der bliver et tilbagevendende lag stykket igennem, en slags klangpassacaglia. Oven på denne ‘sky’ toner der forskellige stumper fra vor nationale melodiskat frem, hæftet sammen, flettet sammen, på en forbavsende måde – ingen melodi forekommer i sin helhed. Jeg forestiller mig at det kunne lyde eller være sådan i en drøm; også Drømte mig en drøm i nat forekommer – ganske vist sporadisk og i for hurtigt tempo.

Bevægelse opstår undervejs og er momentvis af en grotesk, pseudo-jazzet karakter – Gorm den Gamle blev immervæk flyttet nu – men til slut sænker roen sig atter. Såvel ben som hjerte finder hvile (og sol går ned).

Arkaisk procession

I Arkaiskprocession manifesterer vor fælles kulturelle baggrund sig i en kort procession af gamle, men ranke skikkelser. De toner frem i form af fire middelalderlige folkeviser. I adstadigt tempo bevæger de sig fremad – sammen, dvs. melodierne klinger samtidigt, eller ligger oven på hinanden, lag på lag. Det er svært at forestille sig at det skulle kunne lade sig gøre: at lade melodierne være sig selv og samtidigt få dem til at klinge sammen på en gunstig måde. Men det kunne det!

De fire melodier er: øverst Dronning Dagmar (i oktav-clusters), derunder Drømte mig en drøm i nat og Esbern Snare og i pedalet Kong Oluf og hans Broder.

Pelle Gudmundsen-Holmgreen

Spejlkabinet

Gudmundsen-Holmgreens musik har i så høj grad været præget af polyfoni og spejling, at associationen til J.S. Bachs spejlfugaer i Die Kunst der Fuge næsten kom af sig selv. Derfor var det oplagt at bestille et spejlstykke over Die Kunst der Fuge-temaet. Ideen har ligget nogen tid og blev først omsat i musik, efter at komponisten var inde i orglet og høre rørstemmerne blive stemt. Muligheden for at tilføre musikken en ekstra dimension ved hjælp af rørstemmernes glissando og måske også selve ideen om musik, som spilles både orglet og inde i orglet virkede inspirerende. Resultatet blev Spejlkabinet (2002). Foruden organisten medvirker to assistenter ved orglet og to ‘stemmere’, som ændrer visse toner ved at stemme dem op og ned i langsomme glissandi.

Eva Feldbæk

 

Release date: 
November 2002
code: 
8.224254
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
730099995429
Track count: 
15

Credits

Recorded in Vestkirken, Ballerup, on 7-8 June and 22-23 September 2002
Recording producer: Finn Kaufmanas
Sound engineer: Finn Kaufmanas
Registration: Christian Tilma
Assistant in Mirror III: Christian Tilma
Assistants in Cabinet of Mirrors: Karina Agerbo, Niels Danielsen, Carsten Popp and Christian Tilma

Publisher: Edition Wilhelm Hansen, member of KODA, Denmark

Cover picture: Jørn Larsen: Avant" (1989)

Dacapo Records acknowledge with gratitude the financial support of Danish Organists' Association, Danish Composers' Society/KODA's Funds for Social and Cultural Purposes and Magister Jürgen Balzers Fond"