Subscribe to Dacapo’s newsletter with

Lucio Silla

CD (free shipping)

  • CD
    Jewel Case-Slipcase
    159,20 kr.

Download

  • mp3
    mp3 (320kbps)
    110,40 kr.
  • CD Quality
    FLAC 16bit 44.1kHz
    126,40 kr.
W.A. Mozart

Lucio Silla

Henriette Bonde-Hansen, Simone Nold, Kristina Hammarström, Jakob Næslund Madsen, Lothar Odinius, Danish National Chamber Orchestra, Adam Fischer
This CD is released by the Danish National Chamber Orchestra on its own record label DRS, distributed by Dacapo.

W.A. Mozart was only 16 when he wrote his seventh opera, Lucio Silla. But even as a teenager Mozart could knock spots off leading colleagues with his incredible musical imagination. He set the action in ancient Rome, where a tyrannical dictator is torn between power and love.

There are very few CD recordings of this work of W.A. Mozart's youth. Here we can present a new interpretation which shows that the opera fully deserves a place on the opera stages and CD shelves of the world. The Danish National Chamber Orchestra and the Austro-Hungarian star conductor Adam Fischer have polished up this neglected Mozart jewel, and now Dacapo can add the opera to the series of Mozart releases that we have the pleasure of distributing for the Danish Radio Sinfonietta.
"There are several performances of this opera available, and this new one turns out to be the best all around."
Robert Levine, Classics Today
Vælg foretrukket format til download af track.
Lucio Silla KV 135 (1772)
1 Sinfonia: Molto allegro - Andante - Molto allegro 7:02 9,60 kr.
2 Act I Scene 1: Recitative: Ah ciel, l'amico Cinna qui attendo invan (Cecilio, Cinna) 2:04 6,40 kr.
3 Act I Scene 1: Aria: Vieni ov'amor t'invita (Cinna) 7:21 9,60 kr.
4 Act I Scene 2: Accompanied Recitative: Dunque sperar poss'io di pascer gli occhi miei (Cecilio) 2:15 6,40 kr.
5 Act I Scene 2: Aria: Il tenero momento premio di tanto amore (Cecilio) 7:43 9,60 kr.
6 Act I Scene 3: Recitative: A te dell'amor mio, del mio riposo (Silla, Celia) 1:11 6,40 kr.
7 Act I Scene 3: Aria: Se lusinghiera speme pascer non sa gli amanti (Celia) 5:26 9,60 kr.
8 Act I Scene 4: Recitative: Signor, duolmi vederti ai rifiuti, agl'insulti Esposto ancor (Aufidio, Silla) 0:34 6,40 kr.
10 Act I Scene 5: Aria: Dalla sponda tenebrosa vieni o padre, o sposo amato (Giunia) 6:35 9,60 kr.
11 Act I Scene 6: Recitative: E tollerare io posso si temerari oltraggi? (Silla) 1:31 6,40 kr.
13 Act I Scene 7: Accompanied Recitative: Morte, morte fatal della tua mano (Cecilio) 4:43 6,40 kr.
14 Act I Scene 8: Arioso: Fuor di queste urne dolenti (Chorus, Giunia) 6:26 9,60 kr.
16 Act I Scene 9: Duet: D'Eliso in sen m'attendi ombra dell'idol mio (Giunia, Cecilio) 6:27 9,60 kr.
17 Act II Scene 1: Recitative: Tel' predissi, o Signor, che la superba (Aufidio, Silla) 1:07 6,40 kr.
19 Act II Scene 2: Recitative: Ah non mai non credea (Silla, Celia) 0:56 6,40 kr.
20 Act II Scene 3: Recitative: Qual furor ti transporta? (Cinna, Cecilio) 2:37 6,40 kr.
22 Act II Scene 4: Recitative: Ah, si, s'affretti il colpo (Cinna, Celia) 1:04 6,40 kr.
23 Act II Scene 4: Aria: Se il labbro timido scoprir non osa (Celia) 4:00 6,40 kr.
25 Act II Scene 5: Aria: Ah se il crudel periglio (Giunia) 7:53 9,60 kr.
26 Act II Scene 6: Accompanied Recitative: Ah si, scuotasi omai (Cinna) 0:42 6,40 kr.
28 Act II Scene 7: Recitative: Signor, ai cenni tuoi il Senato fia pronto (Aufidio, Silla) 0:54 6,40 kr.
29 Act II Scene 8: Recitative: Silla? L'odioso aspetto destami orror. Si fugga (Giunia, Silla) 0:36 6,40 kr.
31 Act II Scene 9: Recitative: Che intesi, eterni Dei? (Giunia, Cecilio) - Accompanied Recitative: Chi sa, che non sia questa (Cecilio, Giunia) 2:48 6,40 kr.
32 Act II Scene 9: Aria: Ah se morir mi chiama (Cecilio) 6:46 9,60 kr.
33 Act II Scene 10: Recitative: Oh Ciel? Si lagrimosa si dolente io t'incontro? (Celia, Giunia) 1:07 6,40 kr.
34 Act II Scene 10: Aria: Quando sugl' arsi campi (Celia) 6:33 9,60 kr.
35 Act II Scene 11: Accompanied Recitative: In un istante oh come (Giunia) 3:01 6,40 kr.
36 Act II Scene 11: Aria: Parto, m'affretto. Ma nel partire il cor si spezza (Giunia) 4:23 6,40 kr.
37 Act II Scene 12: Se gloria il crin ti cinse (Chorus) 2:13 6,40 kr.
38 Act II Scene 12: Recitative: Padri Coscritti non ignorate l'antico odio funesto (Silla, Giunia, Aufidio) 1:10 6,40 kr.
39 Act II Scene 13: Recitative: Sposa ah no, non temer (Cecilio, Silla, Giunia, Aufidio) 1:00 6,40 kr.
40 Act II Scene 14: Trio: Quell'orgoglioso sdegno oggi umiliar sapro (Silla, Cecilio, Giunia) 3:56 6,40 kr.
42 Act III Scene 1: Aria: Strider sento la procella (Celia) 3:53 6,40 kr.
43 Act III Scene 2: Recitative: Forse tu credi, amico che Celia giunga a raddolcir un core (Cecilio, Cinna) 0:57 6,40 kr.
45 Act III Scene 3: Recitative: Ah no, che'l fato estremo (Cecilio, Giunia) 1:08 6,40 kr.
46 Act III Scene 4: Recitative: Tosto seguir tu dei, Cecilio, i passi miei (Aufidio, Giunia, Cecilio) 0:43 6,40 kr.
48 Act III Scene 5: Accompanied Recitative: Sposo ... mia vita ... Ah dove, dove vai? (Giunia) 3:12 6,40 kr.
49 Act III Scene 5: Aria: Fra i pensier piu funesti di morte (Giunia) 2:59 6,40 kr.
51 Act III Scene 8: Finale: Il gran Silla a Roma in seno (Chorus, Giunia, Cecilio, Cinna, Silla) 3:07 6,40 kr.
Total runtime: 
170 min.
CategoryID: 
Klassik
Unyttige folk?

Af Claus Johansen

Lucio Silla havde premiere i Milano den 26. december 1772. Det var hverken første eller sidste gang, der blev sat musik til teksten om den tyranniske romerske hersker, der lader det gode i sig sejre. Egentlig ikke en revolutionerende forestilling, for i den formelle opbygning med 3 akter, en lang række virtuose arier i forskellige stilarter, nogle få ensembler, et hav af recitativer og lange (nu forsvundne) balletindslag lignede den hundredvis af andre operaer, man kunne opleve på de omkring 150 teatre, som betjente 1700-tallets italienere. Det sensationelle ved denne Lucio Silla var for det første, at kvaliteten var så høj (både dekorationer, medvirkende, musikken og teksten var i top) og for det andet, at musikken var komponeret af et barn.

Barnet hed Wolfgang Amadeus Mozart og vi, der kender resten af hans liv og ved, hvad han drev det til, kan let begå den fejltagelse at se Lucio Silla som begyndelsen, et forstudie til de 6-7 såkaldt store operaer fra hans sidste 10 år. Men sådan kunne ingen tænke den 26. december 1772. For det publikum, som ventede i et overophedet teater i mere end tre timer var Lucio Silla ny musik og hvis de tænkte på Mozart som andet end et fænomen, har de vel oplevet ham som moderne komponist og hans opera som den foreløbige top på en lang og mærkelig karriere.

Der sidder han med paryk og sandsynligvis i en rød kjole ved sit spinkle italienske cembalo på gulvet foran scenen (orkestergrave hører til en senere tid), lidt bleg, meget træt og vel også en smule nervøs. Hjulpet godt på vej af næsten 60 solidariske musikere leder han en 6 timer lang forestilling. Dirigere gjorde ingen dengang, for det var ikke nødvendigt. Han giver indsatser, akkompagnerer, angiver et tempo og markerer en puls. Resten klarer koncertmesteren og orkestret. Musikerne kan den italienske stil, for de spiller aldrig andet, og sangerne klarer sig selv, de er blandt Norditaliens bedste: Kastraten Venanzio Rauzzini og sopranen Anna Amicis Buonsolazzi i de to store roller som Cecilio og Giunia (Mozartfamilien var venner med dem begge og samarbejdet forløb perfekt). Lidt mere usikkerhed var der over Silla, kirkesangeren Bassano Morgnoni, som nok kunne synge, men som aldrig havde stået på en scene før, hvilket er et dårligt udgangspunkt for indehaveren af en titelrolle. Mozart reducerede hans parti og gav så meget desto mere til Celia og Cinna, som ved premieren blev sunget af to kvinder, og hvis partier egentlig var tænkt som biroller. Dermed fik operaen af praktiske hensyn en lidt anden byrdefordeling, end man var vant til, hvilket dramatisk set nok er en fordel.

Og her er vi tæt på noget centralt i Mozarts geni: Kombinationen af praktiske hensyn, fremragende håndværk og instinktivt dramatisk sans. Hvordan han gjorde er en gåde. Drengen var 14 år og for overhovedet at komponere de mange recitativer og arier må man beherske italiensk. Man må være velbevandret i verseformer, have en dramatisk, psykologisk og erotisk erfaring ingen 14-årig har og desuden vide overordentlig meget om sangteknik: Hvad byder man en af Europas bedste koloratursopraner, hvad kan en førsteklasses kastrat og hvad kan en uerfaren tenor ikke? Alt det vidste han tilsyneladende uden videre, og derudover kendte han orkestrets hemmeligheder, han forstod at male gravkammerstemning, jubel, fest, forelskelse, fortvivlelse og raseri ganske som de bedste af hans voksne kolleger.

Snakken gik i Milano og musikerne, hvoraf mange selv skrev musik, må være blevet imponerede efterhånden som prøverne afslørede, hvad den lille østriger havde komponeret, sangerne må have spredt rygter om hans evner som akkompagnatør og en stor del af publikum havde mødt ham før. Men hvem var den lille blege mand og hvor kom de evner fra? Der var tre timer til tæppet gik, og folk har haft nok at tale om, mens de ventede på at operaen skulle begynde.

Hele historien kendte ingen dengang, og rygterne talte i øvrigt ikke lige sandt alle sammen. Fra Napoli kom historier om hans overnaturlige evner, det var vist noget med en magisk ring. Andre kunne fortælle, hvordan han kunne spille med et stykke stof over klaviaturet, så han ikke kunne se sine hænder. Der var fortællinger om hans evne til at improvisere en arie ud af den blå luft, og flere havde hørt ham akkompagnere musik, han stort set ikke kendte i forvejen. Mange kunne fortælle om hans seneste triumfer. De havde hørt fortællingen om den midaldrende koncertmester Leopold Mozart, der i 11 måneder forberedte sin søn på en Italiensturné, som kom til at vare mere end et år. Det var i 1769 og rejsen blev en kæde af triumfer med invitationer fra flere kardinaler, storhertugen af Toscana, kongen af Napoli, gesandten lord Hamilton og paven selv. Men også med kontakter til store italienske opera- og kirkekomponister som Picini og Sammartini i Milano og Paisiello og Jomelli i Napoli. Mozart skrev sin første strygekvartet i Italien, i Rom hørte han Gregorio Allegris Miserere og skrev efter sigende den komplicerede musik ned efter hukommelsen. Han var i audiens hos Pave Clemens XIV i juli 1770, hvor han modtog den Gyldne Spore samt retten til at kalde sig Cavaliere (ridder), en ret han aldrig brugte.

Han begyndte at skrive sin karnevalsopera Mitridate, mens han studerede kontrapunkt hos den legendariske komponist Padre Martini i Bologna, og blev på sin lærers opfordring valgt ind i byens Accademia Filarmonica. Mitridate havde premiere i Milano ved juletid 1770 og succesen var total. Flere bestillinger løb ind på en stor festkantate, Ascanio in Alba, og en ny opera til Milano. I foråret 1771 var Leopold Mozart og hans søn et smut hjemme i Salzburg, men allerede i efteråret var de tilbage i Milano, hvor Ascanio havde premiere. Leopold kæmpede for at få sin søn ansat hos ærkehertug Ferdinand, men det mislykkedes, bl.a. takket være et ondskabsfuldt brev fra hans mor Maria Theresia, kejserinden i Wien, som advarede ham mod familien Mozart, som hun kalder unyttige folk, "gens inutiles". Så tager de unyttige folk hjem igen for at medvirke ved festlighederne, da den nye ærkebiskop skal indsættes i Salzburg. Mozart, som er i god form fra Italien, skriver operaen Il Sogno di Scipione og får til gengæld en stilling til 150 Guilden og orlov, så han kan tage til Milano og skrive den nye opera Lucio Silla.

De kom til Milano i oktober 1772 og fra da af kan vi følge dem tæt i de breve, de skriver hjem til familien i Salzburg.

(Leopold Mozart til sin kone. 14. november 1772)

… Ingen af sangerne er kommet endnu, bortset fra Signora Suarti, som synger det andet herreparti. Wolfgang morer sig i ventetiden med at komponere korene, der er i alt tre og han er ved at bearbejde de recitativer, han skrev i Salzburg. Forfatteren har sendt teksten til Abbed Metastasio i Wien til godkendelse og denne tilføjede, efter at have rettet og ændret ikke så lidt, en hel scene i anden akt. Wolfgang har nu skrevet alle recitativerne og ouverturen … 

(Leopold Mozart til sin kone. 5. december 1772)

Signora De Amicis kom meget sent i nat. Hendes rejse fra Venedig til Milano i postvogn med seks heste har taget en uge, da vejene er oversvømmede og fulde af mudder. Desværre er den stakkels tenor så syg, at han ikke kan komme. Så teatersekretæren er sendt til Torino med postvogn, og en anden kurer er taget til Bologna, for at finde en tenor, som skal spille rollen som Lucio Silla; han skal derfor ikke bare synge godt, men må også være en førsteklasses skuespiller og han skal se pæn ud. Da han endnu ikke er kommet, kan du nok forstå, at den vigtigste del af operaen ikke er komponeret endnu …

(Wolfgang til sin søster. 5. december 1772)

Jeg mangler stadig at komponere 14 numre, og så er jeg færdig. Men trioen og duetten kan faktisk gælde for fire. Det er umuligt for mig at skrive meget, for her er intet nyt og dertil kommer, at jeg ikke aner, hvad det er jeg skriver, for jeg har ikke andet i hovedet end min opera, og jeg kommer bare til at skrive dig en arie i stedet for nogle ord (…) Jeg har lært et nyt sprog af Fru d´Aste, det er let at tale, men besværligt eller umuligt at skrive, det er lidt barnligt, men godt nok til Salzburg.

(Leopold Mozart til sin kone. 12. december 1772)

… Signora De Amicis beder mig hilse. Hun er meget tilfreds med de tre arier, hun har fået. I hendes største arie har Wolfgang indlagt passager, som er usædvanlige, ret enestående og ualmindeligt svære, og hun synger dem forbløffende godt. Jeg skriver dette med en slidt pen og meget dårligt blæk, for Wolfgang, som komponerer ved det andet bord, har det gode blæk …

(Leopold Mozart til sin kone. 18.december 1772)

… Vi skal holde den første prøve med alle instrumenterne klokken halv ti i morgen tidlig. I de sidste dage har vi haft tre prøver på recitativerne. Tenoren kom først i går aftes og Wolfgang skrev to arier til ham i dag, han mangler stadig to. Den næste prøve er søndag, den tredje tirsdag og generalprøven onsdag den 23. Jeg sidder her og skriver til dig klokken elleve om aftenen og Wolfgang er lige blevet færdig med den anden af tenorens arier. Vi spiser julemiddag med hr. og fru Germani …

(Wolfgang til sin søster. 18. december 1772)

… Du modtager dette brev, min kære søster, samme aften som operaen har premiere. Tænk på mig, min kære søster, og prøv af al magt at forestille dig, at også du ser og hører den. Det er svært, for den er allerede 11. I øvrigt tror jeg fuldt og fast, at om dagen er det lysere end til påske. Vi skal spise med Herr von Mayr i morgen, og hvorfor? Fordi han har inviteret os. Der er prøve på teatret i morgen, men impressarioen har bedt mig om ikke at sige det til nogen, ellers kommer der en hel folkemængde, og det kan vi jo ikke have …

(Leopold Mozart til sin kone. 26. december 1772)

Vi har netop rejst os fra frokostbordet. Operaen begynder om 2-3 timer. Må Gud være os nådig. Generalprøven i forgårs gik så godt, at vi har grund til at håbe på en stor succes. Selve musikken – uden ballet – varer fire timer …

(Leopold Mozart til sin kone. 2. januar 1773)

… Operaen var en succes, skønt der forekom en del forstyrrende hændelser ved premieren. Forestillingen skulle begynde ved Angelus, men den kom i gang tre timer for sent, altså klokken otte tysk tid. Derfor var den ikke færdig før klokken to om morgenen. Årsagen var, at ærkehertugen først rejste sig fra måltidet kort før Angelus, og så skulle han skrive fem breve med nytårshilsener og jeg må nok tilføje, at han skriver meget langsomt.

Forestil dig hele teatret, som omkring klokken halv seks var så fyldt, at ikke en sjæl kunne komme ind. På premiereaftenen er sangerne altid nervøse, fordi de skal optræde for et så fornemt publikum. Men her måtte sangere, orkester og publikum (hvoraf mange stod op) vente utålmodige i den ophedede atmosfære indtil operaen kunne begynde. Dertil kom, at tenoren er en kirkesanger fra Lodi, han havde aldrig før optrådt på en stor scene og blev først engageret en uge før premieren. På det sted, hvor primadonnaen i sin første arie forventer en vred gestus fra ham, overdrev han så meget, at det så ud som om han ville slå hende på øret og stikke hende en på næsen. Tilskuerne brød ud i latter. Signora De Amicis, som blev revet med af sin egen optræden, forstod ikke, hvad de lo af, og sang ikke så godt resten af aftenen. Desuden var hun jaloux, fordi ærkehertuginden klappede så snart kastratsangeren kom på scenen. Det havde han selv sat i scene, man havde nemlig fortalt ærkehertuginden, at han ikke kunne synge for nervøsitet med mindre hoffet ville opmuntre ham.

For at formilde Signora De Amicis inviterede hoffet hende den følgende dag, og hun var i audiens hos de kongelige højheder en hel time. Derefter begyndte operaen at gå godt, og skønt teatret gerne er tomt til åbnings-operaen, har der de første seks aftner været så fyldt, at man knap kunne mase sig ind. Dertil kommer at primadonnaen får det på sin måde, så alle hendes arier må gentages …

(Leopold Mozart til sin kone. 9. januar 1773)

… Operaen er en enestående succes, og hver dag er teatret forbavsende fuldt. Hver eneste aften bliver flere arier gentaget, og siden premieren bliver operaen mere populær og vinder et stadigt voksende bifald. Grev Castelbarco har foræret min søn et guldur …

(Leopold Mozart til sin kone. 16. januar 1773)

… Wolfgangs opera er nu blevet opført sytten gange, og den vil gå i alt tyve gange. Direktionen, som først havde regnet med fem hundrede dukater, har nu tjent mere end tusinde …

(Leopold Mozart til sin kone. 27. februar 1773)

Jeg kan blot skrive et par ord i dag, det er sidste dag i karnevallet og fasten begynder i marts. Det er som om alle er blevet vanvittige. Vi rejser hjem om en to-tre dage …

Claus Johansen er journalist ved DR

 

Opera fra en svunden tid

Af Jørgen Hansen

I efteråret 1772 forlod Leopold Mozart Salzburg med sin 16-årige søn Wolfgang og rejste til Italien. Målet var Milano, hvor Wolfgang skulle komponere en opera seria til Regio Ducal Teatret. Premieren skulle finde sted den 26. december, hvilket var den føste aften i karnevalssæsonen, og det var en uhørt ære for den unge Mozart at få lov at åbne sæsonen på det berømte teater.

Leopold og Wolfgang ankom syv uger før premieren. Med sig i tasken havde Mozart en række recitativer og kor til den nye opera, Lucio Silla, resten skulle han skrive på stedet, når han havde lært sangerne at kende.

Librettoen til Lucio Silla var skrevet af Giovanni de Gamerra, som var ved at slå igennem som tekstforfatter i Milano. Gamerra havde fundet sit emne i romerrigets historie. Hovedpersonen Lucius Sulla (138-78 f.Kr.) var romersk general i den romerske republiks sidste tid. Han tog magten i Rom med vold i 82 f.Kr. og udnævnte sig selv til diktator. Selv om han kun blev ved magten i tre år, blev det en af de blodigste perioder i Roms historie. Sulla forfulgte alle modstandere nådesløst, og når han havde taget livet af dem, gav han deres besiddelser til sine venner. Men i begyndelsen af år 79 f. Kr. trak han sig tilbage, og selv om han kun levede et år mere, så

døde han, ganske usædvanligt for et romersk over-hoved, en naturlig død.

Der var intet mærkeligt i, at det netop var et emne fra Italiens glorværdige fortid, som Gamerra havde valgt. Han skrev sig ind i en operatradition, som havde udviklet sig eksplosivt fra begyndelsen af 1700-tallet, nemlig den alvorlige og højstemte opera seria.

I Italien var opera seria i midten af århundredet nærmest at betragte som en national kunstform, langt mere populær end det talte teater, og i karnevalssæsonen fra 26. december til askeonsdag kunne en by som Venedig præstere hele 10 nyskrevne operaer.

Emnerne i de populære seria-operaer kom først og fremmest fra det klassiske Rom og Grækenland eller fra den klassiske mytologi. Her kunne man både møde Alexander den Store, Karthagos dronning Dido og den romerske kejser Titus. Men fælles for de herskere, der blev fremstillet på scenen, var, at de, uanset hvor grumme og umenneskelig de måtte have været i virkelig-heden, blev skildret som ædle herskere, der besad både stor godhed og nåde. Således også Lucius Sulla, som i den virkelige verden havde sat plakater op i Rom med navne på sine fjender og betalt rundhåndet til den, som

dræbte én på listen. I Gamerras libretto forsøger Lucio godt nok at tvinge Giunia, datter af en af hans fjender, til ægteskab, men hun elsker den landsforviste senator Cecilio. Lucio røres af de unges kærlighed og ender med at give Giunia og Cecilio sin velsignelse, tilgive sine fjender og ydermere lægge kronen og give folket frihed! Langt fra virkelighedens verden.

Da temaet var valgt, gik Gamerra i gang med selve teksterne. Traditionen var, at handlingen skulle have et centralt tema, at den skulle finde sted inden for en kortere periode, helst 24 timer og foregå på steder, som lå tæt på hinanden (her er det i og omkring Lucio Sillas palads).

Der måtte højst medvirke otte personer (Gamerra har seks), og scenen måtte kun være tom under sceneskift og mellem akterne. Endvidere måtte han ikke skrive en ulykkelig slutning, og han skulle overholde god smag. Død måtte helst ikke forekomme, og hvis det ikke kunne undgås, skulle det finde sted uden for scenen, og da kun selvmord og død i kamp – drab var ikke tilladt.

Teksten var adskilt i tre akter og ordnet som en række arier adskilt af recitativer. Kor kunne blot bruges undtagelsesvis, og kun i slutningen af operaen – en regel som Gamerra ikke overholder. Der måtte også kun være et eller to stykker for mere end én stemme, som regel i slutningen af de første akter – i Lucio Silla er det en duet og terzet.

Også personerne havde en hel klar rangfølge. Øverst stod det elskende par, prima donna (Giunia) og primo uomo (Cecilio) og over for dem befandt magten sig: Førstetenoren (primo tenore, her Lucio Silla). Så kom det andet par, seconda donna og secondo uomo, her Celia og Cinna. Nederst i hierarkiet stod secondo tenore eller ultima parte, i denne opera repræsenteret af Lucio Sillas fortrolige, Aufidio.

Den libretto, som Mozart fik i hånden, opfyldte altså fuldstændig forventninger til en opera seria-tekst. Og på samme måde havde Mozart en række konventioner, som han kunne læne sig op ad, da han gik i gang med at komponere.

For det første eksisterede der en række arietyper, som dels kunne bruges til forskellige sindsstemninger, dels skulle vise sangernes formåen. Det var arietyper som bravur-arie, aria cantabile, aria d’affetto og di mezzo carattere.

Dernæst var der et system for, hvilke sangere, der skulle have hvilken type og hvilket antal arier. Kastratsangeren skulle have de bedste arier. Han var nemlig publikums feterede midtpunkt og i øvrigt den dyreste at engagere for teatret. I Lucio Silla er det rollen som Cecilio, der er skrevet for en kastrat, og ved premieren blev rollen sunget af tidens berømteste, italieneren Venanzio Rauzzini. Kastraten (primo uomo) og førstedamen (prima donna) skulle have hver fire-fem arier, det andet par tre-fire hver.

Førstetenoren havde som regel det samme antal som førsteparret. Hos Mozart blev tenoren dog syg, og da afløseren ikke var nogen stor sanger fik han kun to arier. Og endelig havde secondo-rollerne en-to arier.

Flere teoretikere beskrev i 1700-tallet musik som værende inddelt i tre stillejer, der refererede til samfundets klasser: Den høje stil, aristokratiet, den midterste stil, borgerskabet og den lave stil, bondestanden.

Den høje stil blev benyttet til "alle store følelser, de ophøjede såvel som de frygtelige" og til de voldsomme lidenskaber såsom ædelmodighed, storhed, magt, stolthed, overraskelse, vrede, frygt, galskab, hævn og tvivl.

Til den midterste stil regnedes mildere følelser: Kærlighed, ro, tilfredshed, glæde og opstemthed, og musikken skulle være "opfindsom, behagelig og flydende, i stand til at glæde mere end at ophidse og til at give plads til eftertanke".

Den lave stil skulle være populær og forståelig, spøgefuld og lystig og "i det hele indeholde alt, hvad der hører under det komiske og karrikaturen".

Efterhånden som den komiske opera, opera buffa, vandt indpas, især fra 1750 og frem, blev det også reglen, at den høje og midterste stil skulle bruges i opera seria og den lave og midterste stil i opera buffa.

I opera seria blev stilforskellene både brugt til at skabe afveksling i musikken og til at signalere personens klassetilhørsforhold. En af tidens populære librettister, Goldoni, skrev om brugen af stilarter, sådan som han lærte det i sin ungdom: "Librettisten skal … fordele bravur-arier, handlings-arier, menuetter og rondoer og sikre, at to patetiske arier ikke følger hinanden. Hertil kommer overvejelserne om personernes rang. En passioneret arie, bravur-arier eller rondoer skrives ikke til bipersoner. Deres midterstil skal sætte hovedpersonernes høje stil i relief. Dog kan hovedpersonerne godt have arier i den midterste stil."

Mozart har altså haft et katalog af regler og muligheder at komponere på.

Kigger man nærmere på Lucio Silla, er det tydeligt, hvordan Mozart på én gang opnåede at leve op til konventionerne og dermed give publikum, hvad de forventede, og samtidig sætte sit eget helt personlige fingeraftryk på musikken. Det sidste ses især i recitativerne. Mozart kunne vælge at skrive secco-recitativer, dvs. kun akkompagneret af et cembalo, eller accompagnato-recitativer, som benyttede hele orkestret.

Sammenlignet med andre operaer er der et meget højt antal orkesterakkompagnerede recitativer i Lucio Silla. Fordelen ved den typer recitativer var, at Mozart ved hjælp af orkestrets klangfarver kunne nå et lag dybere i de følelser, personerne skal udtrykke. Og vi hører et tonesprog, som er helt Mozarts eget i en sådan grad, at det dukker op igen mange år senere:

Den arie, som Cecilio præsenterer sig med, begynder med et recitativ med orkesterledsagelse. Den allerførste strofe, som Mozart lader Susanne synge i Figaros Bryllup lige før hendes vidunderlige arie i 4. akt, Deh vieni non tardar. Men hvad har Cecilio og Susanna da til fælles? Ved første øjekast overhovedet intet. Cecilio er en romersk adelsmand fra en fjern fortid, Susanna er tjenestepige i en (for Mozart) højst aktuel nutid. Men der er jo lige det med kærligheden. Cecilio synger: "Kan jeg da stadig håbe at fæstne mine øjne på min elskede?" Susanna: "Nu kommer da øjeblikket, da jeg, uden sorger, kan nyde at være i min elskedes arme."

Det handler altså om forventningens glæde, tanken om et snarligt gensyn med den elskede. Det er den følelse Mozart sætter i musik, og selv om der er 14 år mellem de to recitativer, er tonen i dem fuldstændig den samme.

Mozart benytter sig her af det midterste stilleje, netop det musiksprog, der bruges til at beskrive de mildere følelser som kærlighed og forventningens glæde.

I paladset hos Lucio Silla holdes Giunia fanget, for Silla elsker hende og vil gifte sig med hende. Hun afviser ham, for han er hendes fars fjende, og hun vil hellere dø end give ham sit ja til ægteskab. Første gang vi møder de to, er i et langt recitativ fyldt med Giunias had og Sillas forsøg på at overtale hende til ægteskab. Følelserne kommer mere og mere i kog, og da Giunia bryder ud i sin store arie, Dalla sponda tenebrosa, forventer man, at det må ske med den allerstørste musikalske udladning. Men sådan går det ikke.

Arien begynder helt stille, som om Giunia endnu forsøger at beherske sig. Først efter den stille, første del af arien bryder uvejret for alvor løs over Sillas hoved. Hvad er det Mozart opnår? Dels at karakterisere Giunia, dels at økonomisere med virkemidlerne. Hvordan skulle han have bygget op til det store udbrud, hvis han var begyndt med at lade hele orkestret og sopranen give alt, hvad de kan? Og hvordan skulle publikum have holdt til at høre seks minutters uafbrudt vredesudbrud? Mozart benytter sig af en teknik, som går igen hos de fleste af samtidens komponister: Chiaroscuro. Det er italiensk, betyder lys og mørke og handler om at arbejde med kontrasterne. Ikke bare fra en arie til den næste, men også i den enkelte arie.

På samme måde som musikkens stil kan signalere noget om situationen og karakterisere personen, således bruges også instrumenterne til at sende forskellige signaler. Lyden af trompeter og pauker, det er lyden af en hersker. Vi hører det første gang i Sillas første arie. Arien begynder med stort forspil, og allerede i den første akkord får vi beskeden fra orkestret: En hersker taler. Trompeter og pauker annoncerer hans ankomst og støtter ham hele arien igennem.

Mozarts Lucio Silla er ofte beskrevet som en kedelig opera, skrevet af en ung mand, som endnu ikke havde fundet sit eget tonesprog. Men i virkeligheden skriver Mozart med stor overlegenhed en opera, som har sine egne traditioner og måder at lyde på. 250 år senere har vi ikke længere lyden af opera seria i ørerne, for genren blev nemlig løbet fuldstændig over ende af de komiske operaer. Og det var her, at Mozart leverede sine sene mesterværker.

Jørgen Hansen er operaredaktør ved DR

 

Handlingen

Operaen udspiller sig i Rom, ca. 80 år f.Kr.

Diktatoren Lucio Silla har vundet borgerkrigen med sin modstander Marius, der ikke overlevede. Lucio Silla har landsforvist oppositionens nye leder, Cecilio, og har ydermere løjet ham død, både for offentligheden og især for Cecilios hustru, Giunia, som Silla er håbløst forelsket i.

  1. akt: Cecilio har trodset sin landsforvisning, og er kommet tilbage til Rom for at kæmpe mod Lucio Silla og hjælpe sin elskede Giunia. Hans nærmeste ven Cinna, der også er Sillas fortrolige, sætter Cecilio ind i den nyeste udvikling, og viser ham Giunias tilholdssted.

Lucio Silla prøver at få sin søster, Celia, til at tale godt for sig hos Giunia, og kæder samtidig sin lykke sammen med hendes: når Silla bliver gift med Giunia, kan Celia blive gift med Cinna, som hun hemmeligt elsker. Silla møder Giunia og prøver at vinde hendes hjerte med mildhed, men bliver hårdt afvist, og sværger en grusom straf over hende.

Cecilio finder Giunia ved hendes faders gravplads sammen med de trofaste tilhængere, og de genforenes i tåreblændet lykke.

  1. akt: Sillas højre hånd, Aufidio, opfordrer ham til at få Senatets støtte til ægteskabet med Giunia.

Cecilio overhører samtalen og er parat til åben kamp, men overtales af Cinna til at besinde sig af hensyn til Giunias liv.

Cinna møder først Celia, der næppe tør betro ham sin kærlighed, og derefter Giunia, der er kaldt til Silla og aner uråd. Hun beder Cinna tage vare på Cecilio, der vil være dødsdømt, hvis han bliver fanget. Cinna sværger hævn over diktatoren Silla.

Silla forsøger atter forgæves at vinde Giunias kærlighed, og forsvinder i en sky af trusler. Cecilio kommer til, og den forskrækkede Giunia trygler ham om at søge i sikkerhed.

Celia prøver igen at overtale den ulykkelig Giunia til at komme Silla i møde, men Giunia er fast besluttet på at modstå Sillas tilnærmelser og vil søge hjælp i Senatet.

På Kapitol har Aufidio samlet senatorerne, og for en sikkerheds skyld omringet dem med en talstærk hær. Senatorerne erklærer da også Silla deres fulde støtte. Silla forklarer at han vil lægge borgerkrigens rædsler bag sig gennem ægteskab med sin modstanders datter, Giunia. Giunia nægter rasende. Cecilio dukker op i samme øjeblik for at dræbe Silla, men overvindes let og dømmes til døden.

  1. akt: Cinna gør hvad han kan for at få Cecilio benådet. Celia lover at prøve at formilde sin bror.

Giunia har fået lov at tage afsked med Cecilio, inden han føres bort til sin henrettelse, og hun forbereder sig på at følge ham i døden.

Silla kalder alle til sig og meddeler overraskende sin beslutning: benådning af Cecilio og Giunia og frihed for alle undertrykte.

Release date: 
May 2008
code: 
8.226069-71
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case-Slipcase
Barcode: 
636943606926
Track count: 
51

Credits

Recorded at the Danish Radio Concert Hall, Copenhagen, in February 2001

Recording Producer: Peter Laenger
Sound engineer: Lars C. Bruun
Executive Producer and Artistic Manager: Tatjana Kandel

Post Danmark is main sponsor for the Danish Radio Sinfonietta