Subscribe to Dacapo’s newsletter with

Chamber Music

CD (free shipping)

  • CD
    Jewel Case
    63,60 kr.
    Red titles 50%

Download

  • mp3
    mp3 (320kbps)
    55,20 kr.
    Red titles 50%
  • CD Quality
    FLAC 16bit 44.1kHz
    63,20 kr.
    Red titles 50%
Jørgen Bentzon

Chamber Music

Lars Thodberg Bertelsen, Danish Chamber Players
Jørgen Bentzon, who was a pupil of Carl Nielsen and Sigfrid Karg-Elert, was one of the most significant Danish composers of the generation after Carl Nielsen. In the 1920s and 1930s he developed a distinctive instrumental texture known as character polyphony, which he tried out and developed in his six Racconti. Alongside his composing activities Bentzon taught at Københavns Folke-Musikskole, a school for people's Music\ that he had helped to found in 1931.\\\
Vælg foretrukket format til download af track.
Sonatina Op. 7 (1924)
1 I Allegro 5:19 9,60 kr.
2 II Adagio 6:23 9,60 kr.
3 III Rondo. Allegro 4:39 6,40 kr.
Divertimento Op. 2 (1921)
4 Divertimento Op. 2 (1921) 10:25 12,80 kr.
Intermezzo Op. 24 (1933-34)
5 Intermezzo Op. 24 (1933-34) 5:59 9,60 kr.
Mikrofoni No. 1 Op. 44 (1939)
6 I Nocturne 6:33 9,60 kr.
7 II Intermezzo 3:34 6,40 kr.
8 III Hymn 6:25 9,60 kr.
Variazioni interrotti Op. 12 (1925-26)
9 Variazioni interrotti Op. 12 (1925-26) 13:11 12,80 kr.
Total runtime: 
62 min.
JØRGEN BENTZON

Jørgen Liebenberg Bentzon blev født i København i 1897. Faderen og farfaderen, Povl og Lars Bent­zon, var fremtrædende landinspektører – den sidstnævnte indlagde sig store fortjenester som konsulent ved Lammefjordens udtørring – men familien dyrkede også flittigt musik. Den tæller i Jørgen Bentzons egen generation hans fætre fløjtenisten Johan Bentzon og komponisten Niels Viggo Bentzon.

Allerede som barn og ganske ungt menneske var Jørgen Bentzon kunstnerisk og intellektuelt udviklet. Han havde mange interesser; i konfirmationsalderen kastede han sig over malerkunsten, og i en ung alder beherskede han flere sprog. Også musikken var han tidligt blevet sporet ind på. Som syvårig var han begyndt at spille cello, og efter at være startet på jurastudiet blev han elev i harmonilære af sin kusine Christy Bentzon, hvorved hans beskæftigelse med musik blev grundigere funderet. Fra studietiden stammer de tidligste kompositioner, bl.a. et par klaversonater i udpræget senromantisk stil. I 1915 blev Bentzon elev af Carl Nielsen, som skulle få afgørende indflydelse på den unge komponists arbejder, og i 1920 drog han til Leipzig for at studere ved det derværende konservatorium. Her blev han elev af bl.a. Sigfrid Karg-Elert, og således godt rustet tog han i 1921 tilbage til København, hvor han afsluttede sin juridiske embedseksamen og fik ansættelse som sekretær i Justitsministeriet.

Nu begyndte Jørgen Bentzons komponistkarriere at tage fart. Han skrev sit første orkesterværk, Drama­tisk Ouverture, i 1922, og i 1924 havde han allerede to strygekvartetter bag sig. Fra 1924 stammer hans Sonatine for fløjte, klarinet og fagot – et værk som præges af en polyfoni, hvor de enkelte instrumenter i et vist omfang udfolder sig frit i pagt med deres individuelle karakter. Trioen er dermed et første skridt henimod den “karakterpolyfoni”, som kendetegner Bentzons se­nere kammermusikværker. Med trioen fik Bentzon i øvrigt et internationalt gennembrud, idet den blev opført ved ISCM-festen i Frankfurt am Main i 1927 og der høstede megen anerkendelse.

På turen til Frankfurt fulgtes Bentzon med sin lidt yngre komponistkollega Finn Høffding, og det var på denne rejse, de stiftede bekendtskab med den tyske komponist Fritz Jöde, hvis arbejde i den første statslige Jugendmusikschule i Schloss Berlin-Char­lottenburg og senere i den første Volksmusik­schule i Berlin havde vakt betydelig opsigt. Jödes “Offene Singstunden” var et forsøg på at aktivere de bredere samfundslag for på denne måde at skabe fornyelse inden for den folkelige sang. Det følgende år, i 1928, kom Bentzon og Høffding i forbindelse med Paul Hindemith, og de blev da for alvor inspireret til et forsøg på at etablere en folkemusikskole på dansk grund. Det lykkedes for dem at få planen gennemført, og i 1931 åbnede Københavns Folke-Musikskole. Resten af sit liv var Bentzon stærkt engageret i skolens drift, og det pædagogiske arbejde og i øvrigt mødet med tidens “Neue Sachlichkeit” gav sig stærke udslag i hans værker. Det skal indskydes, at Jørgen Bentzon ved siden af sit virke i folkemusikskolen fra 1933 beklædte embedet som protokolsekretær i Ju­stitsministeriet.

Fra 1928 og de følgende mange år indtager kompositioner for skolekor, amatørorkester og små ensembler en betydelig plads i Jørgen Bentzons produktion. Arbejdet med musikpædagogikken levnede dog også tid til komposition i de større former. Eksempler på dette er Kammerkoncert nr. 1,Symfonisk Trio, samt Kammerkoncert nr. 2,Intermezzo espressivo, som uropførtes i hhv. 1929 og 1931. I disse værker ar­bejder Bentzon med sin stærkt udviklede “karakterpolyfoni”; han skriver selv om Kammerkoncert nr. 2 og dermed om denne særlige form for flerstemmighed: “Værket er i een Sats. Dets Form og hele musikal­ske Struktur er fra først til sidst bestemt af Instru­men­ternes individuelle Liv. Instrumentet er altsaa ikke blot en orkestral ‘Farve’, men et Egenvæsen, karakteriseret ved en særlig Tematik og et særligt Udtryk. Til Tonekontrast og Klangfarvekontrast svarer Udtrykskontrast, for Værkets Komponist det nødvendige indre Komplement til Instrumental­stem­mer­nes frie tonale (ikke atonale) Spil. Derfor Betegnelsen ‘espressivo’.”(citeret fra Morten Topp: “Jørgen Bentzon”, Musik & Forskning 4 (1978), s. 33).

I 1935 komponerede Jørgen Bentzon sin første Racconto, som i løbet af 14 år skulle få følge af endnu seks værker med denne betegnelse. I disse kammer­musikværker gennemprøvede Bentzon karakterpolyfonien i en række forskellige instrumentkombinationer. Men også korkompositionernes antal voksede stærkt i løbet af 1930’erne; af disse værker fik de tre fabler, Ørnen og Pilen,Løvens Part og Døden og Brændehuggeren, til tekster af La Fontaine den største udbredelse. For orkester skrev Bentzon i 1934 Fotomontage – påvirket af den skæbnesvangre udvikling i Tyskland i disse år – samt Variationer for mindre Orkester (1935-36), som Bentzons biograf Morten Topp har karakteriseret som et nationalt modstykke til det internationale Fotomontage.

Bentzons beskæftigelse med først og fremmest kammermusikkens udfordringer fortsattes 1930’erne igennem, men i 1940’erne kastede Bentzon sig tillige over operaen og symfonien. Saturnalia, Jørgen Bent­zons største værk og eneste opera, blev komponeret i årene 1942-44 og fik sin førsteopførelse på Det Kongelige Teater den 15. december 1944. Komponisten havde selv forfattet librettoen, som bygger på Apulejus’ “Det prægtige æsel”, men skønt kritikken efter urpremieren generelt var positiv, påpegede flere anmeldere bl.a., at værket led af mangel på dramatisk fremdrift. Saturnalia har da heller formået at gøre sig gældende i repertoiret, men til gengæld er den suite fra operaen, som Bentzon selv arrangerede, et af hans hyppigst opførte orkesterværker.

Den første symfoni, som bærer undertitlen Symfoniske Karakterstykker, er baseret på motiver fra romaner af Charles Dickens og fik sin uropførelse i 1941. Modtagelsen var blandet, men værket er af Nils Schiør­ring i Musikkens Historie i Danmark (bd. 3 s. 215) karakteriseret således: “Ret beset rummer Dickens-symfonien (–) så mange charmerende og alligevel alvorligt konciperede træk, at den står sig som et værdifuldt bidrag til den danske symfonilitteratur i en brydningstid.” Morten Topp har betegnet den anden symfoni, der uropførtes i 1948, som en syntese af Bentzons livværk: “Med dette intense og rigt facetterede værk har Bentzon sat sig et værdigt eftermæle, skabt sig et tonende Credo.” (Morten Topp, op.cit. s. 70).

Ved siden af sin komponistvirksomhed var Jørgen Bentzon en flittig skribent og debattør. Han markerede sig således gerne i den offentlige debat, og som medlem af flere bestyrelser var han i høj grad med til at præge musiklivet i sin samtid. Dette sidste gælder ikke mindst hans arbejde i Foreningen “Ny Musik”, hvor han 1920-23 sad i censurkomitéen 1924-27 og 1927-30 var formand.

Jørgen Bentzons kompositoriske virke var kendetegnet ved to modsatrettede bestræbelser: dels et stærkt intellektuelt forsøg på at forny det musikalske udtryk og kompositionsteknikken ad polyfon vej, dels et forsøg på at bringe musikkulturen ud til de store masser og i det hele taget berige den pædagogiske musik med værker for udøvere på alle niveauer. Ved sin død i 1951 var det ikke lykkedes Bentzon at forene disse bestræbelser, men med sin produktion står han som en af sin generations betydeligste danske komponister, der med ud­gangs­punkt i Carl Nielsens sene værker og 1920’er­nes tyske neobarok skabte en stærkt personlig stil.

VÆRKERNE

Jørgen Bentzon fik sit internationale gennembrud som kompo­nist med Sonatine pour flûte, clarinette et basson op. 7. Vær­ket er komponeret maj-august 1924 og blev urop­ført i Dansk Koncert-Forening den 25. februar 1925. Det er til­eg­net Dansk Blæser­kvintet, dvs. Blæserkvintetten af 1921, og blev ved uropførelsen spillet af tre af den­nes musikere, Holger Gilbert-Jespersen, fløjte, Aage Oxenvad, klarinet, og Knud Las­sen, fagot – i øvrigt alle daværende medlemmer af Det Kongelige Kapel. Det var de sam­me musikere, der i 1927 fremførte sonatinen ved ISCM-festen i Frankfurt am Main, hvor den vakte berettiget opsigt. Sonatinens tre satser er enkle i de­res opbyg­ning: første sats er i sonatesatsform, anden sats i ABA-form, og endelig er trediesatsen en regulær rondo med en coda baseret på satsens hovedtema. Den stærke bin­ding til den klassiske formlære giver sig også udslag i det satstekniske, som er yderst polyfont præget og desuden rum­mer mange melodiske sekvenser. Totakts­struk­turen, som er sær­lig hyppig i finalen, forlener værket en vis mosaikagtig karak­ter. Et stærkt sam­men­bindende element i sonatinen er beto­nin­­gen af kvart­intervallet.

Divertimento i en Sats for violin, viola og violoncel op. 2 stammer fra foråret 1921 og uropførtes ved en elevkoncert på Det Kongelige Danske Musik­konser­vato­ri­um den 3. juni samme år. Triosatsen rummer klare påvirkninger fra Bentzons lærer Carl Nielsen og fremstår desuden med en klang­­lig opulens, som Bentzon snart forlod til fordel for en personlig og knap udtryksform. I sommeren 1921 kompone­rede Bent­zon endnu en triosats, der i 1922 opførtes sammen med divertimentoet. Men formo­dent­­lig pga. de stilistiske afvigelser, som Morten Topp har fremhævet det, blev tanken om en fuld strygetrio opgivet, og diver­ti­mento­satsen alene har siden udgjort opusnum­mer 2.

Intermezzo op. 24 for violin og klarinet er tilegnet den tyske komponist og mu­sik­pædagog Ernst-Lothar von Knorr, der i midten af 1920’erne blev stærkt engageret i den tys­ke folkemusikskolebevægelse, og som Bentzon havde mødt i Heidelberg i 1927 i forbindelse med sin deltagelse i den omtalte ISCM-fest i Frankfurt am Main. Intermezzoet blev påbegyndt i efteråret 1933 og er slutdateret den 7. januar 1934. Det blev uropført i Det Unge Tonekunstnerselskab den 26. oktober 1934 af Gerhard Rafn, violin, og Aage Oxenvad, klarinet. Kompositionen er en typisk eks­ponent for Bent­zons trang til at lade instrumenterne folde sig ud i pagt med deres klanglige natur og er som sådan et fint eksempel på hans karakterpolyfoni.

Mikrofoni nr. 1 op. 44 må, som nummereringen antyder, være tænkt som det første kammermusikværk i en række. Det er særpræget såvel i sin besætning, der ud­gøres af baryton, fløjte, violin, cello og klaver, som i tekstvalget, dvs. de korte latin­ske verselinier, der antagelig er forfattet af Bentzon selv. Mikrofoni nr. 1 forelå fær­dig­komponeret 9. oktober 1939 og er tilegnet komponistens hustru, Karen Bentzon.

Bentzons Variazioni interrotti op. 12 er komponeret i 1925-26 og tilegnet Poul Schierbeck. Værket, der kombinerer to træblæsere, klarinet og fagot, med en stryge­tri­o, blev uropført ved en kompositionsaften den 16. marts 1927 af Aage Oxenvad, Knud Lassen, Gerhard Rafn, Axel Jørgensen og Paulus Bache. Jørgen Bentzons nære ven Finn Høffding har i en artikel i tidsskriftet Musik i 1967 skrevet følgende om Va­ria­zioni interrotti: “Titlen på værket hentyder til, at variationsrækken efter 9. variation med dens udeb­ben­de tilføjelser fører til en afbrydelse, der bringer et selvstændigt og kon­trasterende mellemafsnit, hvor i lang tid strygetrioen spiller alene. Klarinetten træ­der først ind på det punkt, hvor strygetrioen begynder at få træk, der minder om tema­ets bevægelse; fagotten deltager først mod slutningen af kontrastdelen på et dynamisk højdepunkt med det fyldige klingende dybe b fortefortissimo (de andre instrumenter har kun forte) for at tilkendegive vendepunktet, der tager sigte på genoptagelsen af te­maet og en ny og udvidet variationsrække, der munder ud i en coda, der kombinerer temabestanddele med bestanddele fra kon­trast­delen i vekslende tempo. Temaet, som indtræder solo i klarinetten, er i sin sluttethed og prægnans et fund.”

Claus Røllum-Larsen, 1999

Release date: 
February 2000
code: 
8.224129
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
730099982924
Track count: 
9

Credits

Recorded at Fuglsang, Lolland, on 20 May 1997, 15-17 December 1998 and 14-15 April 1999

Recording producer: Jesper Jørgensen
Sound engineer: Jesper Jørgensen

Cover picture: Jais Nielsen: Ung pige hæfter strømper" (1913)"
564