Subscribe to Dacapo's newsletter

Vocal Music Vol. 2

Dietrich Buxtehude

Vocal Music Vol. 2

Johan Reuter, Copenhagen Royal Chapel Choir Københavns Drengekor, Dufay Collective, Ebbe Munk
Dietrich Buxtehude (ca. 1637-1707) was one of the chief figures in North German music of his time. Although he never held a position that required him to compose vocal music, he left over 120 vocal works featuring an extremely wide range of texts, scorings, genres, and compositional styles. This second volume of the Naxos re-issue edition of the complete vocal music recorded by Dacapo includes such masterpieces as Alles, was ihr tut, Buxtehude's most popular cantata during his lifetime, and one of the finest examples of the late sacred concerto, the dramatic Fürwahr, er trug unsere Krankheit, an intense and expressive setting of the passion theme which is remarkable for its stark dynamic contrasts and rests.
Buy album
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,0027,60 kr.
    mp3
    €3.7 / $4.03 / £3.16
    Add to cart
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,0031,60 kr.
    CD Quality
    €4.24 / $4.61 / £3.61
    Add to cart
Total runtime: 
51 min.
DIETERICH BUXTEHUDE: EN BIOGRAFISK SKITSE

Dieterich Buxtehude tilbragte hele sit liv ved Østersøkysten. Sandsynligvis fødtes han 1637 i den dengang danske by Helsingborg. Hans far Johannes (Hans), også organist, var indvandret til Danmark, uvist hvornår, fra Ol­des­loe i Holsten. I 1641 udnævntes Johannes Buxtehude til organist ved Skt Mariæ Kirke i Helsingborg, og kort tid derefter flyttede han til den anden side af Øresund for at overtage orga­nist­embedet ved Skt Olai Kirke i Helsingør. Dieterichs nøjagtige fødselsdato er ukendt, men ved hans død i 1707 blev han omtalt som ca. 70 år gammel (kirkebøger fra så langt tilbage i tiden som 1637 er ikke bevaret, hverken fra Helsingborg, Helsingør eller Oldesloe). Som barn i Helsingør må Dieterich Buxtehude have haft en bevidsthed både om sin tyske arv og om sine danske omgivelser, og han er formentlig vokset op som tosproget. I Helsingør og under hans tidlige år i Lübeck stavede Buxtehude normalt sit fornavn “Diderich”, men senere underskrev han sig regelmæssigt “Diete­rich” eller “Dietericus.”

De latinkundskaber, som Buxtehude senere lagde for dagen, tyder på, at han som dreng gik i latinskole. Han er utvivlsomt begyndt at spille orgel hos sin far, men vi har ingen som helst oplysninger i øvrigt om hans lærere. Andre mulige emner i Danmark er Claus Dengel, der var organist ved Skt Mariæ Kirke i Helsingør fra 1650 til 1660, og den berømte Johann Lorentz den yngre, som virkede ved Skt Nikolaj Kirke i København fra 1634 til sin død i 1689. Lorentz var elev af og svigersøn til Jacob Praetorius i Hamborg, og familien Buxtehude lærte ham at kende i 1650 da hans far, orgelbyggeren Johann Lorentzen den ældre, døde. Det er tænkeligt, at Buxtehude senere har studeret hos Heinrich Scheide­mann i Hamborg eller Franz Tunder i Lübeck.

I slutningen af 1657 eller begyndelsen af 1658 overtog Buxtehude det organistembede ved Skt Mariæ i Helsingborg, som hans far havde haft inden han flyttede til Helsingør. Han virkede der indtil han i oktober 1660 blev organist ved Skt Mariæ i Helsingør, kaldet den tyske kirke fordi den betjente byens udenlandske befolkning samt garnisonen på Kronborg. I Helsingør forventedes det af Buxtehude, at han spillede ved gudstjenestens begyndelse mens præsten iførte sig messeklæder; sammen med kirkens kantor skulle han sørge for instrumental- og vokalmusik ved kirkelige højtider og i øvrigt efter pastorens anmodning.

Stillingen som organist og Werkmeister ved Skt Mariæ Kirke i Lübeck blev ledig ved Franz Tunders død den 5. november 1667, og Die­te­rich Buxtehude blev formelt udnævnt den efter­følgende april. Dette var et meget mere fornemt og velaflønnet embede end det, han havde haft i Hel­singør; han fik den højeste løn af samtlige musikere i Lübeck og tjente næsten lige så meget som pastoren ved Skt Mariæ.

Buxtehude aflagde ed som borger i Lübeck den 23. juli 1668, hvilket gav ham ret til at giftes og etablere sig i byen. Straks den 3. august giftede han sig med Anna Margaretha Tunder, en af hans forgængers døtre. Dieterich og Anna Margaretha Buxtehude fik syv døtre i ægteskabet, som alle blev døbt i Skt Mariæ. Tre døde som spædbørn, en fjerde overlevede kun indtil de tidlige voksenår, og da Buxtehude døde var der tre tilbage i huset: Anna Margreta, døbt den 10. juni 1675, Anna Sophia, døbt den 30. august 1678, og Dorothea Catrin, døbt den 25. marts 1683. Som faddere til Buxtehudes børn stod højt placerede medlemmer af bysamfundet, slægtninge til de velhavende grossister, som boede i Skt Mariæ sogn og styrede både kirken og byen. Selv tilhørte Buxtehude kun den 4. rangklasse, sammen med mindre grossister, detailhandlende og bryggere; ved at bede mennesker fra højere sociale lag om at være faddere til sine børn – og ved i nogle tilfælde at give børnene navn efter dem – skaffede han sig også deres protektion for sine musikalske forehavender.

Som organist ved Skt Mariæ var Buxtehude først og fremmest forpligtet til at spille ved de store for- og eftermiddagsgudstjenester på søn- og helligdage. Han var som sagt også indehaver af stillingen som Werkmeister, dvs. administrator og kasserer ved kirken, et embede, der indebar betydeligt ansvar og prestige. De regn­skabsbøger, som han førte i egenskab af Werk­meister, indeholder ganske detaljerede oplysninger om kirken og dens musik. Kantoren ved Skt Mariæ, der også var lærer ved Catharineum-skolen, var ansvarlig for den liturgiske musik, som blev opført af voksne mandssangere samt drenge fra skolen. Dette drengekor optrådte sammen med de fleste af byens stadsmusikanter fra et stort pulpitur foran i kirken over korgitteret. To stadsmusikanter, en violinist og en lutenist, optrådte regelmæssigt sammen med Buxtehude fra det store orgel.

Buxtehude overtog fra Franz Tunder en tradition hvorefter der på det lokale erhvervslivs foranledning afholdtes koncerter fra det store orgel i kirkens vestlige ende. Tunder havde gradvist udvidet sine orgelkoncerter med vokale og instrumentale indslag; det siges, at hans koncerter fandt sted på torsdage før åbningen af Børsen. Inden for et år fra sin ankomst til Lübeck havde Buxtehude væsentligt udvidet mulighederne for at opføre koncerterende musik fra det store orgel, idet han fik bygget to nye pulpiturer – med hver sin donator – ved den vestlige ende, således at der på de nu i alt seks pulpiturer blev plads til ca. 40 sangere og instrumentalister. Buxtehude kaldte sine koncerter for Abendmusiken og ændrede tidspunktet for deres afholdelse til søndage efter aftensang. Det blev omsider til fast tradition, at de fandt sted på de to sidste søndage efter Trinitatis og på 2., 3. og 4. Adventssøndag hvert år. Senest 1678 havde Buxtehude indført den praksis, at hans egne oratorier blev opført som føljetoner på disse søndage. Herudover opførte han kon­cer­terende musik fra det store orgel ved almindelige gudstjenester, selv om denne aktivitet ligesom de nævnte Abendmusiken lå uden for hans officielle pligter ved kirken.

I 1703 kunne Buxtehude fejre 35 års tjeneste som organist ved Skt Mariæ. Han var da ca. 66 år gammel og sikkert bekymret for sine tre ugifte døtres fremtid, så han begyndte at lede efter en efterfølger, der ville gifte sig med Anna Margreta, hans ældste datter, som var 28. De første aspiranter, vi har nogen viden om, var Johann Mattheson og Georg Friederich Händel, som på det tidspunkt begge var ansat ved operaen i Hamborg. De rejste sammen til Lübeck den 17. august 1703 og lyttede til Buxtehude “med værdig opmærksomhed”, men da ingen af dem var spor interesseret i ægteskabstilbuddet vendte de tilbage til Hamborg dagen efter. Johann Sebastian Bach gjorde sit berømte besøg hos Buxtehude i efteråret 1705 under Abend­musik-sæsonen og blev boende i Lübeck i henved tre måneder. Bach kan også have været interesseret i at overtage Buxtehudes stilling, men der er intet positivt bevis for, at det var tilfældet. Omtalen af rejsen i Bachs nekrolog er utvetydig med hensyn til formålet, som var at høre Buxtehude spille orgel, og i sin rapport til konsistoriet i Arnstadt, skrevet ved hjemkomsten den efterfølgende februar, hævdede Bach, at han var taget til Lübeck “for at lære at forstå det ene og det andet” ved mesterens kunst. Buxtehude døde den 9. maj 1707 og efterfulgtes af Johann Christian Schieferdecker, som giftede sig med Anna Margreta den 5. september samme år.

Blandt de overleverede dokumenter er der kun få, som belyser Buxtehudes liv, men de synes at tegne konturerne af en alsidig personlighed, hvilket jo svarer ganske godt til den stilistiske bredde i hans musik. Ved siden af sine forskellige opgaver som komponist, organist, cembalist og dirigent arbejdede Buxtehude både med tal og med ord i sine egenskaber af henholdsvis regnskabsfører og digter. Han skrev dedikationsdigte til sine venner Johann Theile og Andreas Werckmeister, og han synes selv at have forfattet teksterne til adskillige af sine vokal­værker. Han var en samvittighedsfuld tjener af kirken og en dristig entreprenør hvad angår Abend­musiken. Tekstvalget i hans vokalmusik bevidner dyb kristen fromhed, mens hans portræt sammen med Johann Adam Reinken i “Häusliche Musikszene”, malet 1674 af Johann Voorhout, viser en verdensmand. Disse to aspekter ved Buxtehudes personlighed stilles elegant over for hinanden i en kanon skrevet for Meno Hanneken, en teologistuderende i Lübeck; under Buxtehudes motto, “Non hominibus sed Deo” (ikke til mennesker men til Gud), besynger teksten verdslige glæder: “Divertisons nous au­jourd’­hui, bouvons à la santé de mon ami” (lad os more os i dag og drikke en skål for min ven).

Forfattere fra hans egen og den efterfølgende generation beskæftiger sig kun sjældent med Buxtehude. Og dog blev han æret både i det 17. og det 18. årh. på en måde, der i det lange løb skulle få langt større betydning end nok så mange lovord; hans musik blev nemlig kopieret så flittigt, at der er bevaret mere af den, og i et større antal genrer, end af musik af nogen anden samtidig nordtysk komponist.. Hans vokalmusik findes fortrinsvis i kopier udført af – eller på vegne af – hans ven Gustav Düben, der var kapelmester hos kongen af Sverige. Mange afskrifter af hans frie orgelværker stammer fra kredsen omkring J.S. Bach, mens de fleste eksisterende håndskrifter af hans koralbaserede orgelmusik er i Johann Gottfried Walthers hånd. De eneste større publikationer fra Buxtehudes egen levetid var to samlinger af sonater for violin, viola da gamba og cembalo (dacapo 8.224003 og 8.224004).

BUXTEHUDES VOKALMUSIK

Selv om Buxtehude aldrig sad i en stilling hvor han var forpligtet til at skrive vokalmusik, efterlod han mere end 120 vokalværker, der udviser meget stor spredning med hensyn til tekstvalg, besætning, genre, kompositorisk stil og omfang. De udsatte tekster, som næsten alle er kirkelige, er på fire sprog; de benyttede ressourcer spænder fra en enkelt stemme med ét instrument og continuo til ni stemmer med femten instrumenter og continuo fordelt på seks kor. Kun få af disse værker kan betragtes som egentlig luthersk liturgisk musik, idet liturgien som nævnt var kantors ansvarsområde. De blev snarere opført under Buxtehudes ledelse fra Skt Mariæ kirkes store orgel under altergangen ved formiddagsgudstjenesten, i forbindelse med aftensang eller måske ved koncerter som komponistens Abendmusiken.

Buxtehude overtog veletablerede traditioner med hensyn til den musikalske udsættelse af sine tekster. Tyske 1600-talskomponister havde for vane at transformere bibelsk prosa til gejstlige koncerter, og strofisk digtning til sange eller arier. Hvis til gengæld digtet var en kirkelig salme knyttet til en kendt melodi, blev melodien sædvanligvis indarbejdet i en gejstlig koncert.

Den tyske gejstlige koncert for både få og mange stemmer fik sit gennembrud tidligt i 1600-tallet i værker af Praetorius, Schütz, Schein og Scheidt. Den blev ofte beskrevet af samtidens teoretikere som en komposition hvori sangere og instrumentalister strides med hinanden, og det er da specielt karakteristisk ved genren, at et musikalsk motiv knyttet til en bestemt tekstfrase kastes frem og tilbage mellem de forskellige stemmer. Formen er sædvanligvis gennemkomponeret, bestående af en række afsnit, som profileres ved hjælp af kontrasterende metrum, satsstruktur og eventuelt besætning, således at hvert afsnit udtrykker nuancerne i det pågældende tekststykke.

Ordet “aria” er den eneste vokalmusikalske genrebetegnelse, som Buxtehude påviseligt selv anvendte. Hans arie-tekster består altid af strofisk poesi (normalt nydigtet) og de musikalske udsættelser kan være enten rent strofiske eller med strofisk variation, eller også i gennemkom­po­neret form. En instrumental ritornel plejer at markere opdelingen i strofer. Sammenlignet med koncerten har ariens satsstruktur en tendens til at være mere homofon, dens frasestruktur at være mere regelmæssig og dens stil mere en­heds­præget, med større vægt på den overordnede atmosfære end på enkelte ord.

Buxtehudes koralmelodibehandling rækker fra temmelig enkle harmoniseringer med instrumentale indskud til sammensatte koncerterende udsættelser. Koralkoncerterne udviser én væsentlig forskel fra koncerterne med bibelsk tekst, idet det normalt er koralmelodien frem for tekstfrasen, som genererer de musikalske motiver.

Mens disse genrer forblev klart adskilte tidligere i århundredet, begyndte de i Buxtehudes og hans samtidiges hænder at flyde sammen. Hos Buxtehude sker sammensmeltningen af koncert og arie på to forskellige måder. På den ene side stiller han genrerne over for hinanden som selvstændige satser inden for et større værk, som vi nu ville betegne som en kantate, under bibeholdelse af de fleste genrespecifikke stiltræk, herunder deres forskellige tekstgrundlag. På den anden side udvider han hver enkelt genre ved i et afsnit eller to af et værk at indføje stiltræk, der er forbundet med den anden, eksempelvis concertato indskud for instrumenterne mellem fraserne i en arie, eller arielignende afsnit inden for en koncert.

Kommentarer til værkerne

Teksten til Das neugeborne Kindelein (BuxWV 13) blev udgivet i 1588 af Cyriacus Schneegaß og forekommer i talrige 1600-talssalmebøger til skiftende melodier, men Buxtehude valgte at se bort fra alle disse og udsætte de fire strofer som en gennemkomponeret arie for fire stemmer samt instrumenter. Værket er et udmærket eksempel på komponistens evne til at inkorporere elementer fra koncerten i arie-genren. Hver tekststrofe består af fire vers på otte stavelser, og udsættelsen af de første tre vers af str. 1 afspejler denne poetiske struktur til fuldkommenhed, således som det også er tilfældet gennem hele arien “Dir, dir Höchster” i Alles was ihr tut. Til gengæld ophører de regelmæssige fraser herefter, og 4. vers udvides v.hj.a. kontrapunktisk udveksling og gentagelse. Dog er man fortsat bevidst om versets integritet og strofen afgrænses ved en ritornel, som man jo forventer det inden for arie-genren. Concertato-elementerne er meget mere fremtrædende i 2. strofe med bl.a. taktartsskift inden for strofen, men ritornellen (denne gang i dominanten) vender tilbage for at minde os om, at der stadigvæk er tale om en arie. Visse regelmæssige fraser dukker op i 3. strofe samtidig med, at talrige instrumentale indskud understreger kon­cert­stilens fortsatte tilstedeværelse, og dette gælder også 4. strofe, som følger i ny taktart efter en anden ritornel. Den gennemkom­po­ne­re­de koncerts store fordel er dens evne til at afspejle enhver tekstlig nuance; dette ses f.eks. i 3. strofes stærke kontraster mellem Guds forsoning og venlighed udtrykt i adagio-akkorderne i 1. vers og modstanden mod djævelen manifesteret ved den skarpe, hurtige og gentagne udsættelse af ordet “trotz” i 3. vers. Dette hybridværk udviser også en mere vidtrækkende tonal plan end flertallet af Buxtehudes arier.

Der Herr ist mit mir (BuxWV 15) er en af Buxtehudes mest homogene og umiddelbart tilgængelige kirkekoncerter, måske skrevet i samme hensigt som Alles was ihr tut, dvs. at appellere bredt til Lübecks borgere. Teksten omfatter to Davidssalmevers, hver begyndende med ordene “Herren er med mig,” som Buxtehude udsætter på et skarpt profileret og hyppigt gentaget rytmisk motiv, som høres allerede i begyndelsen af instrumentalforspillet. Heroverfor stiller han den modsatte frase i slutningen af 1. vers (“Hvad kan mennesker gøre mig?”) med stærkt kontra­ste­rende adagio-akkorder. Det andet hovedafsnit, svarende til 2. vers i teksten, har en blidere karakter måske fremkaldt af ordene “Herren er min hjælper”; den tredelte taktart er med til at blødgøre rytmen i indledningsmotivet, og karakterskiftet understreges yderligere af en overgang til dur-modus i afsnittets begyndelse. Hele vejen igennem disse to afsnit er det teksten, som er drivkraften; den er også hele tiden tydelig, idet satsstrukturen forbliver fortrinsvis homofon og stemmefordelingen konstant. Selve musikken får imidlertid overtaget i det afsluttende “Alleluia”-afsnit, som er en ciacona bestående af 19 variationer over en ostinato-bas på to takter. Her indfører Buxtehude varieret stemme­anvendelse, virtuose instrumental- og vokal­partier samt kontrapunkt for at føre værket til en brilliant afslutning.

Fürwahr, er trug unsere Krankheit (BuxWV 31) har en dramatisk karakter, som allerede manifesterer sig i den indledende symfonis første takter med stærke dynamiske kontraster og pludselige pauser. Hovedparten af teksten i denne kirkekoncert foredrages i de to afsnit for solostemmer, basafsnittet i koncerterende stil med hele instrumentariet og sopranafsnittet i et dramatisk recitativ ledsaget af gamber (disses stemmer er mærket “tremulo” med henblik på en specielt ekspressiv effekt). Folkets medfølelse med Esajas’ lidende tjener udtrykkes dramatisk af Buxtehude ved at udtage et enkelt halvvers, “Vi regnede ham for plaget … ,” og gentage det på rondo-maner og med stigende intensitet fra duet til trio til tutti-ensemble. Det strengt imitative kontrapunkt i tutti-omkvædet og ved af­slut­ningsordene “Vi fik lægedom ved hans sår” står i markant kontrast til blok-homofonien ved “os til fred.” Dette fremragende værk, et af de fineste eksempler på den sene kirkekoncert, er over­leveret i Buxtehudes eneste autografpartitur blandt Düben-musikalierne i Uppsala. Dets intense og ekspressive behandling af passionstemaet minder om kantatecyklusen Membra Jesu nostri (BuxWV 75), som Buxtehude dedicerede til Gustav Düben i 1680.

At dømme ud fra overleveringen var Alles, was ihr tut (BuxWV 4) muligvis det mest populære af Buxtehudes vokalværker i hans egen levetid. Det er det eneste af dem, som forekommer i hele tre manuskripter: ét kopieret i Lübeck under komponistens tilsyn, et andet delvis kopieret af hans ven Gustav Düben ved det svenske hof, og et tredie ved fyrstehoffet Holstein-Gottorp. Kompositionen har bevaret sin popularitet til i dag, især takket være dens direkte og indsmigrende stil. Den er ét blandt kun fire af Buxtehudes vokalværker, som sammenføjer tre forskellige stiltyper – kirkekoncerten til bibelsk tekst, arien til strofisk tekst, og udsættelsen af en koraltekst til dennes allerede eksisterende melodi – til hvad vi i dag betegner som en kantate. Tekstkompilationen afspejler den gældende arbejdsmoral hos Lübecks forretningsdrivende; til at begynde med høres Kolossenserbrevets formaning til at gøre alting i Jesu navn, og til slut løftet om at påtage sig det arbejde, som Gud har tildelt hver enkelt ud fra dennes kald og samfundsmæssige stilling. Indledningskoncerten “Alles was ihr tut” er i starten holdt i atypisk homofon stil, dog med overgang til en mere kontrapunktisk satsstruktur ved ordet “danket.” Arien “Dir, dir Höchster” er ikke, som man kunne have ventet, for solostemme men for firestemmigt kor i streng homofoni. Den er en udsættelse af et digt af en ukendt forfatter (måske Buxtehude selv) og dens tre strofer bliver artikuleret ved en livlig ritornel samt kortere, instrumentale mellemspil mellem fraserne. Den anden tekst fra Bibelen, “Habe deine Lust,” er udsat for bassolist i arioso-stil og leder over til afslutningskoralen, som består af str. 6-7 fra Georg Nieges salme “Aus meines Herzens Grund” til en anonym melodi fra 1500-tallet. Bux­te­hude har komponeret denne sats i sin mest karakteristiske koralstil, dvs. homofont med instrumentalinterludier mellem de enkelte vers, og først for solostemme, dernæst for kor. Herved bliver individet så at sige inddraget i fællesskabet for at skabe en virkelig tilfredsstillende konklusion.

Tillæg

Tidligt i sin forskerkarriere opdagede Bruno Grusnick en tiltalende men anonym udsættelse af lovsangen Magnificat i Düben-samlingen i Uppsala. I 1931 udgav han den som et værk af Buxtehude med den begrundelse, at andre af komponistens værker er overleveret anonymt i Uppsala. Mange år senere, da Grusnick studerede Düben-samlingen som helhed, opdagede han at håndskriftskilden til dette værk stammede fra det centrale Tyskland og at Buxtehude følgelig ikke kunne have skrevet det (jf. Svensk tidskrift för musikforskning 48, 1966, s. 148, n. 153). I Georg Karstädts katalog over komponistens produktion er det opført blandt de tvivlsomme værker som BuxWV Anh. 1. I mellemtiden var der dog udkommet flere udgaver under Buxtehudes navn, og mange tror stadigvæk at det er komponeret af ham på trods af, at der ikke findes beviser herfor. Den musikalske stil er meget mindre sofistikeret end i selv de mest ligefremme blandt Buxtehudes autentiske værker; man kan eksempelvis jævnføre indlednings­ritornellen med ritornellen til arien i Alles was ihr tut (BuxWV 4). Hertil kommer, at den regelmæssige opførelse af Magnificat ved søndagsvesper i Skt Mariæ kirke, Lübeck, tilhørte kantors ansvarsområde, og korets bibliotek indeholdt hele 36 udsættelser ved tyske og italienske komponister. Buxtehude havde ingen særlig anledning til at skrive liturgisk vokalmusik, men har efterladt to storslåede orgeludsættelser: Magni­fi­cat Primi Toni (BuxWV 203) og Te Deum (BuxWV 218).

Kerala Snyder, 2001

Release date: 
June 2001
Cat. No.: 
8.224160
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
730099986021
Track count: 
5

Credits

Recorded at Vejleå Kirke, Ishøj, 12-14 June 2000

Recording producer: Morten Winding
Sound engineer: Maibritt Sune Andersen

Harpsichord by Rasmus Manley after Elbedo Gregori
Organ by Henk Klop, Netherlands

Cover picture: Jan Breughel d.Æ. (1568-1625) and Pieter van Avont (1600-1632): Hellig familie i en blomster- og frugtkrans".

"