Subscribe to Dacapo's newsletter

Organ Works Vol. 4

Dietrich Buxtehude

Organ Works Vol. 4

Bine Bryndorf, Dietrich Buxtehude

The Danish-born organ master Dietrich Buxtehude's (c.1637-1707) music greatly influenced the younger J.S. Bach with its clarity of line, its nobility and its often daring harmonic invention, all combined in the stylus phantasticus. This exclusively authentic recording of Buxtehude's complete organ works takes us to Stockholm and the church of Buxtehude's most noble and honoured friend\, Gustav Düben, who is also responsible for handing down most of Buxtehude's oeuvre.\\\

Buy album

SACD

  • SACD
    Super Jewel Case
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Add to cart
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Add to cart
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Add to cart
Total runtime: 
65 min.
Dietrich Buxtehude

Dietrich Buxtehude tilbragte hele sit liv ved Østersøkysten. Sandsynligvis fødtes han 1637 i den dengang danske by Helsingborg. Hans far Johannes (Hans), også organist, var indvandret til Danmark, uvist hvornår, fra Ol-des-loe i Holsten. I 1641 udnævntes Johannes Buxtehude til organist ved Sct. Mariæ Kirke i Helsingborg, og kort tid derefter flyttede han til den anden side af Øresund for at overtage orga-nist-embedet ved Sct. Olai Kirke i Helsingør. Dietrichs nøjagtige fødselsdato er ukendt, men ved hans død i 1707 blev han omtalt som ca. 70 år gammel (kirkebøger fra så langt tilbage i tiden som 1637 er ikke bevaret, hverken fra Helsingborg, Helsingør eller Oldesloe). Som barn i Helsingør må Dietrich Buxtehude have haft en bevidsthed både om sin tyske arv og om sine danske omgivelser, og han er formentlig vokset op som tosproget. I Helsingør og i sine tidlige år i Lübeck stavede Buxtehude normalt sit fornavn “Diderich”, men senere underskrev han sig regelmæssigt “Diete-rich” eller “Dietericus.”

De latinkundskaber, som Buxtehude senere lagde for dagen, tyder på, at han som dreng gik i latinskole. Han er utvivlsomt begyndt at spille orgel hos sin far, men vi har ingen som helst oplysninger i øvrigt om hans lærere. Andre mulige emner i Danmark er Claus Dengel, der var organist ved Sct. Mariæ Kirke i Helsingør fra 1650 til 1660, og den berømte Johan Lorentz den Yngre, som virkede ved Sct. Nikolaj Kirke i København fra 1634 til sin død i 1689. Lorentz var elev af og svigersøn til Jacob Praetorius i Hamborg, og familien Buxtehude lærte ham at kende i 1650, da hans far, orgelbyggeren Johan Lorentz den Ældre, døde. Det er tænkeligt, at Buxtehude senere har studeret hos Heinrich Scheide-mann i Hamborg eller Franz Tunder i Lübeck.

I slutningen af 1657 eller begyndelsen af 1658 overtog Buxtehude det organistembede ved Sct. Mariæ i Helsingborg, som hans far havde haft, inden han flyttede til Helsingør. Han virkede der, indtil han i oktober 1660 blev organist ved Sct. Mariæ i Helsingør, kaldet den tyske kirke fordi den betjente byens udenlandske befolkning samt garnisonen på Kronborg. I Helsingør forventedes det af Buxtehude, at han spillede ved gudstjenestens begyndelse, mens præsten iførte sig messeklæder; sammen med kirkens kantor skulle han sørge for instrumental- og vokalmusik ved kirkelige højtider og i øvrigt efter pastorens anmodning.

Stillingen som organist og Werkmeister ved Marienkirche i Lübeck blev ledig ved Franz Tunders død den 5. november 1667, og Dietrich Buxtehude blev formelt udnævnt den efter-følgende april. Dette var et meget mere fornemt og velaflønnet embede end det, han havde haft i Hel-singør; han fik den højeste løn af samtlige musikere i Lübeck og tjente næsten lige så meget som pastoren ved Marienkirche.

Buxtehude aflagde ed som borger i Lübeck den 23. juli 1668, hvilket gav ham ret til at gifte sig og etablere sig i byen. Straks den 3. august giftede han sig med Anna Margaretha Tunder, en af hans forgængers døtre. Dietrich og Anna Margaretha Buxtehude fik syv døtre i ægteskabet, som alle blev døbt i Marienkirche. Tre døde som spædbørn, en fjerde overlevede kun indtil de tidlige voksenår, og da Buxtehude døde, var der tre tilbage i huset: Anna Margreta, døbt den 10. juni 1675, Anna Sophia, døbt den 30. august 1678, og Dorothea Catrin, døbt den 25. marts 1683. Som faddere til Buxtehudes børn stod højt placerede medlemmer af bysamfundet, slægtninge til de velhavende grossister, som boede i Marienkirches sogn og styrede både kirken og byen. Selv tilhørte Buxtehude kun den 4. rangklasse sammen med mindre grossister, detailhandlende og bryggere; ved at bede mennesker fra højere sociale lag om at være faddere til sine børn – og ved i nogle tilfælde at give børnene navn efter dem – skaffede han sig også deres protektion for sine musikalske forehavender.

Som organist ved Marienkirche var Buxtehude først og fremmest forpligtet til at spille ved de store for- og eftermiddagsgudstjenester på søn- og helligdage. Han var som sagt også indehaver af stillingen som Werkmeister, dvs. administrator og kasserer ved kirken, et embede, der indebar betydeligt ansvar og prestige. De regn-skabsbøger, som han førte i sin egenskab af Werk-meister, indeholder ganske detaljerede oplysninger om kirken og dens musik. Kantoren ved Marienkirche, der også var lærer ved Catharineum-skolen, var ansvarlig for den liturgiske musik, som blev opført af voksne mandssangere samt drenge fra skolen. Dette drengekor optrådte sammen med de fleste af byens stadsmusikanter fra et stort pulpitur foran i kirken over korgitteret. To stadsmusi-kanter, en violinist og en lutenist, optrådte regelmæssigt sammen med Buxtehude fra det store orgel.

Buxtehude overtog fra Franz Tunder en tradition, hvorefter der på det lokale erhvervslivs foranledning afholdtes koncerter fra det store orgel i kirkens vestlige ende. Tunder havde gradvist udvidet sine orgelkoncerter med vokale og instrumentale indslag; det siges, at hans koncerter fandt sted på torsdage før åbningen af Børsen. Inden for et år fra sin ankomst til Lübeck havde Buxtehude væsentligt udvidet mulighederne for at opføre koncerterende musik fra det store orgel, idet han fik bygget to nye pulpiturer – med hver sin donator – ved den vestlige ende, således at der på de nu i alt seks pulpiturer blev plads til ca. 40 sangere og instrumentalister. Buxtehude kaldte sine koncerter for Abendmusiken og ændrede tidspunktet for deres afholdelse til søndage efter aftensang. Det blev omsider til fast tradition, at de fandt sted på de to sidste trinitatissøndage og på 2., 3. og 4. adventssøndag hvert år. Senest 1678 havde Buxtehude indført den praksis, at hans egne oratorier blev opført som føljetoner på disse søndage. Herudover opførte han kon-cer-terende musik fra det store orgel ved almindelige gudstjenester, selv om denne aktivitet ligesom de nævnte Abendmusiken lå uden for hans officielle pligter ved kirken.

I 1703 kunne Buxtehude fejre 35 års tjeneste som organist ved Marienkirche. Han var da ca. 66 år gammel og sikkert bekymret for sine tre ugifte døtres fremtid, så han begyndte at lede efter en efterfølger, der ville gifte sig med Anna Margreta, hans ældste datter, som var 28. De første aspiranter, vi har nogen viden om, var Johann Mattheson og Georg Friedrich Händel, som på det tidspunkt begge var ansat ved operaen i Hamborg. De rejste sammen til Lübeck den 17. august 1703 og lyttede til Buxtehude “med værdig opmærksomhed”, men da ingen af dem var spor interesseret i ægteskabstilbuddet, vendte de tilbage til Hamborg dagen efter. Johann Sebastian Bach aflagde sit berømte besøg hos Buxtehude i efteråret 1705 i Abend-musik-sæsonen og blev boende i Lübeck i hen ved tre måneder. Bach kan også have været interesseret i at overtage Buxtehudes stilling, men der er intet positivt bevis for, at det var tilfældet. Omtalen af rejsen i Bachs nekrolog er utvetydig med hensyn til formålet, som var at høre Buxtehude spille orgel, og i sin rapport til konsistoriet i Arnstadt, skrevet ved hjemkomsten den efterfølgende februar, hævdede Bach, at han var taget til Lübeck “for at lære at forstå det ene og det andet” ved mesterens kunst. Buxtehude døde den 9. maj 1707 og efterfulgtes af Johann Christian Schieferdecker, som giftede sig med Anna Margreta den 5. september samme år.

Blandt de overleverede dokumenter er der kun få, som belyser Buxtehudes liv, men de -synes at tegne konturerne af en alsidig personlighed, hvilket jo svarer ganske godt til den stilistiske bredde i hans musik. Ved siden af sine forskellige opgaver som komponist, organist, cembalist og dirigent arbejdede Buxte-hude både med tal og med ord i sine egenskaber af henholdsvis regnskabsfører og digter. Han skrev dedikationsdigte til sine venner Johann Theile og Andreas Werckmeister, og han synes selv at have forfattet teksterne til adskillige af sine vokal-værker. Han var en samvittighedsfuld kirkens tjener og en dristig entreprenør hvad angår Abend-musiken. Tekstvalget i hans vokalmusik bevidner dyb kristen fromhed, mens hans portræt sammen med Johann Adam Reinken i “Häusliche Musikszene”, malet 1674 af Johann Voorhout, viser en verdensmand. Disse to aspekter ved Buxtehudes personlighed stilles elegant over for hinanden i en kanon skrevet til Meno Hanneken, en teologistuderende i Lübeck; under Buxte-hudes motto, “Non hominibus sed Deo” (ikke til mennesker, men til Gud), besynger teksten verdslige glæder: “Divertisons-nous -au-jourd’-hui, buvons à la santé de mon ami” (lad os more os i dag og drikke en skål for min ven).

Forfattere fra hans egen og den efterfølgende generation beskæftiger sig kun sjældent med Buxtehude. Og dog blev han æret både i det 17. og det 18. årh. på en måde, der i det lange løb skulle få langt større betydning end nok så mange lovord; hans musik blev nemlig kopieret så flittigt, at der er bevaret mere af den, og i et større antal genrer, end af musik af nogen anden samtidig nordtysk komponist. Hans vokalmusik findes fortrinsvis i kopier udført af – eller på vegne af – hans ven Gustav Düben, der var kapelmester hos kongen af Sverige. Mange afskrifter af hans frie orgelværker stammer fra kredsen omkring J.S. Bach, mens de fleste eksisterende håndskrifter af hans koralbaserede orgelmusik er med Johann Gottfried Walthers hånd. De eneste større publikationer fra Buxtehudes egen levetid var to samlinger af sonater for violin, viola da gamba og cembalo (Dacapo 8.224003 og 8.224004).

 

Buxtehudes musik for tasteinstrumenter

Buxtehudes musik for tasteinstrumenter kan opdeles i værker med og uden obligatorisk pedal-stemme. Nordtyske orgler havde de mest veludviklede pedalværk i Europa, og det er så godt som sikkert, at Buxtehude skrev sine pedaliter-stykker med henblik på opfør-else på orgel, selv om de også ville have kunnet spilles på clavichord eller cembalo med pedal. Styk-kerne for manualer alene, hvoraf der er tre på denne cd, kan spilles på cembalo, clavichord eller orgel. Blandt manualiter-stykkerne findes dansesuiterne og variationerne over verdslige melo-dier næsten alle i et enkelt håndskrift; de opføres oftest på cembalo, som f.eks. af Lars Ulrik Mortensen på hans indspil-ning til Dacapos Buxtehude-serie. Resten af manuali-ter-stykker-ne er for-trinsvis overleveret i kilder, som også omfatter pedaliter-kompositioner, og af den grund med-tages de i moderne udgaver af Buxtehudes orgel-musik.

Således afgræn-set kan orgel-musikken, manualiter såvel som pedaliter, igen op-deles i to hovedkate-go-rier: frie værker der ikke benytter en allerede eksisterende melodi, og udsæt-telser af traditionelle lutherske koraler. I de frie orgelværker, betegnet Prælu-di-um, Præ-ambulum eller Toccata, kombinerer Buxtehude flere stiltyper og satsstrukturer, over-vej-ende en meget fri stil som er idioma-tisk for instrumentet, men tillige mere fast-struktu-rerede stilarter som fugaen, hvor et givet antal stemmer spiller sammen kontra-punk-tisk. Den uforudsigelighed, hvormed Buxte-hude sammensætter disse elementer, er et hovedtræk ved stylus phantasti-cus, som er termen opfundet i 1650 af Athanasius Kircher for at beskrive “den frieste og mest uhæmmede kompositionsmetode”.

Det nordtyske Praeludium udviklede sig i 1600-tallets senere del fra mindre værker, som sandsynligvis var ment som egentlige forspil til vokalmusik – f.eks. de Praeludia der til-skrives Jacob Prætorius og Heinrich Scheidemann – under påvirkning af den fler-led-de-de italienske toccata som dyrket af bl.a. Girolamo Frescobaldi. Buxtehudes Toccata i d (BuxWV 155) har en italiensk titel, men indtager sin plads blandt hans pedaliter-kompo-si-tioner som et ypperligt eksempel på den tyske stylus phantasticus og er et af hans hyp-pigst spillede værker. Indledningen udviser alle stilens karakteristika: storslåede skalaer, et afsnit for solo pedal, forskellige figurer der udsmykker akkordprogres-sioner samt et kort fugato. De to fugaer har beslægtede temaer, det ene en variant af det første i tredelt takt-art; begge opløses hurtigt i fantasia-lignende passager efter to kortvarige ekspo-si-tioner. Heroverfor har det første værk på denne cd, Toccata i F (BuxWV 157), kun en enkelt fuga, der til gengæld udvikles længere og er tæt integreret med det frie indled-nings-afsnit, som forudskikker gentagelsestonerne i fugaens tema. I lighed med præludier-ne kan Buxtehudes canzonaer indeholde en, to eller tre fugaer, og et eksempel på hver type er indspillet her (henholdsvis BuxWV 167, 171 og 168). BuxWV 168 har tre fugaer hvoraf den sidste præsenteres både recto et inverso, en teknisk bedrift allerede noteret af Friedrich Wilhelm Marpurg i hans Abhandlung von der Fuge 1753. Samtlige canzonaer er manua-li-ter-stykker og mangler de toccata-agtige passager som karakteriserer prælu-dierne.

Koraludsættelserne på denne cd er meget forskellige fra dem, der indspilledes i vol. 1-3. Disse var alle korte stykker (orgelforspil), hvor melodien kun præsenteres en enkelt gang i en enkelt stemme og i en konsistent stil. Nu stilles vi over for et rigt udvalg af koralfantasier, langt mere omfattende kompositioner, hvori koralmelodien optræder mange gange, enten som en helhed eller opdelt i brudstykker og henlagt til forskellige stemmer. Forskellen høres tydeligt, hvis man sammenligner orgelforspillet “Gelobet seist du, Jesu Christ” i vol. 1 med koralfantasien her. Forspillet (BuxWV 189) indeholder 27 takter og varer kun halvandet minut, mens fantasien (BuxVW 188) indeholder 155 takter og varer i otte minutter. Hertil kommer at fantasien er opdelt i fem forskellige afsnit, hvert af dem svarende til en enkelt frase i koralen. I første afsnit og begyndel-sen af det andet (fra 1:49) udvikles melodien fugalt; derefter optræder den fragmenteret i peda-let med figurationer i manualerne. Tredje afsnit (fra 3:19) vender tilbage til fugastilen med et kromatisk modtema, mens fjerde afsnit (fra 5:04) skifter til dansestil og danse-rytme – en gigue, der måske hentyder til englenes glæde som omtalt i denne tekst-linje. Der er adskil-lige ekkoer mellem de to manualer, hvilket er et ofte forekom-men-de træk ved koralfanta-si-en. Det sidste afsnit (fra 6:55) udgør en toccata--lignende finale over de fire sidste toner, Kyrieleis. Buxtehude byder på et endnu større teknisk udvalg og end-nu større komposito-risk udfoldelse i sit mesterværk inden for genren, “Nun freut euch, lieben Christen g’mein” (BuxWV 210), hvorimod han i “Nun lob, mein Seel, den Herren” (BuxWV 212) koncentrerer sig om ekkoer. I hans “Magnificat Primi Toni” (BuxWV 204), der bygger på Franz Elers version, som publiceredes i Hamborg 1588, ligger begyndelsen skjult i den indledende fanfare, mens resten af formlen afgiver melodisk materiale til de tre følgende fughette. De her gengivne koralmelodier stam-mer fra en håndskrevet koralbog (nu Lübeck, Stadsarkiv hs. 13) som blev fremstillet til koret i Buxtehudes kirke og sandsynligvis daterer sig til slutningen af 1660’erne eller begyndelsen af 1670’erne.

Værkerne på denne cd er nøje udvalgt for at fremhæve den skønhed, der er forbundet med  -komma middeltonestemningen på det såkaldte “Düben-orgel” som blev benyttet ved indspil-ningen. Denne stemning var meget udbredt i 1500- og 1600-tallet. Den har den fordel, at den indeholder otte rene dur-tertser, men samtidig den ulempe at man ikke kan spille i alle tonearter. 11 ud af 12 kvinter stemmes   syntonisk komma for lavt, begyn-dende med es og sluttende med gis. Men cirklen bliver ikke sluttet; det sidste gis er ikke et as, og når det spilles under et es, lyder det mere som hylet fra en ulv end som en kvint, hvorfor inter-vallet også kaldes en ulvekvint. Der er således ingen enharmoniske ækviva-lenter, selvom dette instrument er udstyret med delte overtangenter, der gør det muligt at spille både es og dis. Mange af Buxtehudes værker forudsætter toner, der ikke er til stede i ren middeltonestemning, og orglerne i Helsingør og Helsingborg, der benyttedes ved de første tre cd’er i denne serie, står i uligesvævende stemning, hvor det er muligt at spille i alle tone-arter. Værker i tonearter med få fortegn som de her indspillede lyder imidlertid smukkest i ren middeltonestemning.

Kerala J. Snyder, 2006

Release date: 
March 2006
Cat. No.: 
6.220514
FormatID: 
SACD
CoverFormat: 
Super Jewel Case
Barcode: 
747313151462
Track count: 
13

Credits

Recorded in the German Church of Stockholm 30-31 March 2005
Recording producer: Henrik Sleiborg
Sound engineer: Clemens Johansen
Assistant: Martin Riessen
Mastering: Clemens Johansen
Graphic design: Elevator Design www.elevator-design.dk

This CD was recorded in cooperation with the Royal Danish Academy of Music and the Danish Broadcasting Corporation Dacapo acknowledges with gratitude the financial support of Solistforeningen, Gramex and DOKS (Dansk Organist
og Kantor Samfund).

randomness