Subscribe to Dacapo's newsletter

Morgen- og aftensange

C.E.F. Weyse

Morning and Evening Songs

Else Torp, Mathias Hedegaard, Marie Rørbech

Med deres beskedne form hører B.S. Ingemanns og C.E.F. Weyses Morgen- og aftensange til det ypperste i dansk musik og rummer uden tvivl de mest koncentrerede satser i dansk musikhistorie. En ting er de kendte melodier, som bl.a. ‘I Østen stiger solen op’, ‘Lysets engel går med glans’, ‘Nu titte til hinanden’ og ‘Dagen går med raske fjed’ (‘Altid frejdig når du går’), som generation efter generation af børn tidligt er blevet tiltrukket af. Noget andet er – som med H.C. Andersens eventyr – at de voksne efterhånden kan høre noget mere; komponistens særpræg, de skarpe rytmer – ja, sangene er helt udsøgte i deres harmonier og nogle steder formet, så de næsten kan minde om moderne signalvirkninger og med skiftende akkordopløsninger som farver. Det er ikke kun tekst og melodi, der her smelter totalt sammen, men også det klassiske og det romantiske i den danske guldalder, som her bliver til ét.

Buy album

CD

  • CD
    Digipack
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Add to cart
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Add to cart
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Add to cart
Total runtime: 
55 min.
C.E.F. Weyse
Morgen- og aftensange

6. august 1837 skrev Lucie Ingemann, digteren Bernhard Severin Ingemanns hustru, til ægte-parrets gode veninde Ingeborg Christiane v. Rosenørn: “Bernhard skriver ikke i denne tid, men det er som oftest tilfældet om somme-ren. Dog har han skrevet nogle morgensange, egentlig for asylbørnene; men på én nær kan de godt passe for børn i det hele taget.”

Initiativet til at skrive for asylbørnene kom if. højskolemanden Hans Rosendal fra landets kronprinsesse, Caroline Amalie, der var dybt fortrolig med Inge-manns digtning. Hun havde oprettet et børneasyl (= børnehave) i København i 1829, og det blev hurtigt fulgt af flere, efter at Det kjøbenhavnske Asylselskab i 1835 var blevet oprettet. Det var Caroline Amalies ønske, at asylbørnene foruden skolefag og håndarbejde skulle have fortælling og sang. Mht. sange var problemet blot, at der ikke fandtes morgensange, der var egnede for børn.

Opfordringen kom til Ingemann på et lykkeligt tidspunkt. 1835 havde vennen H.C. Andersen sendt ham sine hefter med Eventyr fortalte for børn. Herved opdagede Ingemann – med F.J. Billeskov Jansens ord – “at poesien intet tabte ved at lempe sig efter barnets tone”. Med udgangspunkt i eventyrenes sprog og i oplevelser fra en lykkelig barndom i præstegården i Torkildstrup på Falster arbejdede Ingemann sig nu frem til sin egen barnetone i Morgensange for børn. Caroline Amalies gode ven, teolog og lærer ved asylerne, Peter Rørdam fungerede som mellemled mellem hende og digteren. I sommeren 1837 drog han til Ingemanns hjem i Sorø for at hente sangene. Mens han en tid opholdt sig i præstegården i det nærliggende Lynge hos familien Fenger, kom der besøg: “Om eftermiddagen kom Ingemann. Han bragte asyl-morgensalmerne med, og var ret fornøjet, fordi både Fenger og jeg syntes om dem. Han er en mand, som tåler ros, uden at blive fordærvet, men ikke dadel; han anser sin skribentvirksomhed for ubetydelig, og er i den henseen-de ofte hel mismodig. Han aner ikke selv, hvor mange hjerter han glæder.” Sådan beretter Rørdam i sin dagbog 7. juni, og 22. juli kunne han skrive til Ingemann og fortælle om kronprinseparrets begejstring for de nye sange.

Da de var blevet trykt, sendte Ingemann et eksemplar til den tidligere nævn-te veninde, fru Rosenørn: “Tillad mig at sende Dem medfølgende småsange, som jeg tror vil finde genklang i Deres kærlig fromme sind, uagtet de nærmest er bestemt for børn; men børn skulle vi jo dog alle i en vis forstand være, og den glade følelse af barneforholdet til den store evige Fader ved jeg, De kender og holder fast på. Når den stemning indfinder sig hos mig, føler jeg mig allerlykkeligst, og det kommer mig da for, som hin store Fader så mildt dertil og betragtede selv menneskenaturens mindst glædelige fænomener som store børnestreger, hvorover han i sin uendelige kærlighed slog en streg.” Senere skildrede Ingemann mere detaljeret i sin Levnetsbog, hvorledes hans barn-doms kærlighed til naturen og til dyrene havde inspireret ham til morgensan-gene. Han nævner storken, som bringer “den favre tid, vi vented så længe” og “sneglekærligheden”, der fandt udtryk i linjen “nu sneglen med hus på ryg vil vandre”.

Digtene var nu trykt, men hvad med melodier? Peter Rørdam havde i sit juli-brev til Ingemann foreslået en vis “Kroien”, antagelig komponisten Hans Ernst Krøyer, ophavsmand til glade studenterviser og fædrelandssangen “Der er et yndigt land.” Men Ingemann er antagelig gået sine egne veje og har henvendt sig til Christoph Ernst Friedrich Weyse.

At Weyse i forvejen kendte Ingemanns digtning, kan vi slutte os til. Han havde i sin bogsamling digtsamlingen Julegave fra 1816. Heri står teksten til julekantaten “Jubler, o jubler i salige toner”, som han satte musik til i 1821. Også Ingemanns “Danevang, med grønne bred” kendte han. Dette digt blev med hans godkendelse sat sammen med hans melodi til “Vil du være stærk og fri” fra Ludlams hule og offentliggjort i en sangbog i 1819. Alt dette har Inge-mann sandsynligvis været vidende om, men vi har ikke nogen oplysninger om det. Hvorom alting er, så var Weyse i 1837 dansk musiks store gamle mand med et væld af herlige melodier bag sig, og det har i sig selv været tilstrækkelig grund for Ingemann. Melodierne udkom i december 1837. De var kun forsynet med første strofe af hver sang. Ingemann havde nemlig skænket overskuddet af tekstudgaven til asylerne, og det måtte noden ikke konkurrere med.

Der er en sang til hver af ugens dage. Men kun lørdagssangen “Nu titte til hinanden” og søndagssangen “Nu ringer alle klokker mod sky” har direkte forbindelse til bestemte ugedage. Lørdag var for Ingemann dødens dag (“han bærer barnet op til Gud på armen”), og søndag opstandelsens dag (“det var en søndag morgen skøn, vor Frelser stod op af graven”). Fredagssangen “Morgenstund har guld i mund” er den eneste, som ikke er alment kendt. Velsagtens pga. Grundtvigs populære salme med en tilsvarende begyndelses-linje har salme- og sangbøger undladt at optage den, skønt dens kvaliteter ikke står synderligt under de øvriges. Torsdagssangen “Gud ske tak og lov” er den, som særlig er beregnet på asylbørnene. Heri skildres det fattige barns situation, som afsluttes med den glade kendsgerning, at de “har kærlig-heds-asylet fundet.” Der er tilløb til diskrete tonemalerier i melodierne, som fx højtonen på “glans” i “Lysets engel går med glans”, den opadstigende bevæ-gelse i starten af “I østen stiger solen op”, og den hendøende “susen” i slut-ningen af første strofe af “Nu vågne alle Guds fugle små.” Med enkle midler er det lykkedes Weyse at skabe en række vidunderlige melodier, der er inderligt forbundet med teksterne. Også han kunne trække på inspiration fra sin barn-doms univers. På klaveret i hans beskedne hjem i Altona stod J.A.P. Schulz’ Religiöse Oden und Lieder, som han som dreng med iver havde sunget og spillet. Blandt disse sange kan man finde forløbere for morgensangenes melodier.

Vi kender ikke Ingemanns takkebrev til Weyse, efter at melodierne var kom-met frem, men vi kender heldigvis Weyses svar. Heri viser komponisten, hvor mesterligt han havde tilegnet sig det danske sprog. Han skriver:
“Skønt jeg undertegnede C.E.F. Weyse plejer at være temmelig skrivedoven i epistolarisk henseende, kan jeg dog dennegang ikke undlade at takke Dem, mi domine professor, for Deres venskabelige skrivelse og bevidne Dem min glæde over, at De er tilfreds med min komposition af Deres smukke morgen-sange. Men jeg kan også forsikre Dem, at jeg har tillavet melodierne ret con amore, da jeg fandt, at De havde været så særdeles heldig i at udtrykke deri den barnet særegne inderlighed og ukunstlede hjertelighed.”

Morgensangene begyndte deres sejrsgang fra asylerne ud i skolerne. Op-rindelig var det meningen, at de skulle synges med klaverledsagelse, da der var klaver i Caroline Amalies asyl. Men uden klaver kunne de være vanskelige at synge, da visse udholdte toner i melodierne syntes at kræve et modspil fra modstemmer. Weyses gode bekendt sang-læreren Carl Joachim Borchhorst lod derfor sine skolebørn synge sangene i flerstemmig udsættelse til komponi-stens udelte tilfredshed.
Morgensangenes betydning for de mange, mange generationer af danske-re, der har sunget dem i deres barndom og har haft dem med sig som en del af deres åndelig-musikalske bagage på rejsen gennem voksenlivet, kan næppe overvurderes. Mange skribenter, fx Tove Ditlevsen, Dan Turèll og Bjarne Reuter, har søgt at indkredse den fortryllelse, der udgår fra sangene. Ingemanns enestående evne til at skildre lyset og den tro, som det er billede på, har, i samklang med de weyseske melodier, vist sig at besidde en ene-stående slidstyrke.

I selv-tak-brevet til Ingemann efterlyser Weyse flere sange “af den art – må-ske aften- eller bordsange”. Ingemann efterkom med glæde opfordringen og sendte syv aftensange. Denne gang er der ikke tale om en helstøbt samling, men om en række enkeltsange, der dog alle har aftenen og natten som emne. Skønt barnet nævnes i de fleste sange, så er vel kun “Til vor lille gerning ud” en egentlig barnesang. Igen er det Ingemanns evne til at skildre lyset, her den nedgående sols, i prægtige billeder som fx slottet i vesterled, der er “tækket med gyldne skjolde”, der fængsler. For slet ikke at tale om de kosmiske visio-ner af stjernehimlen med sine “øjne fuldklare”, hvor Vorherre selv våger “ved skabningens store vugge”.
Mange af melodierne har større eller mindre “romancepræg”, dvs. de er bre-de og indeholder store spring og vanskelige rytmer. Ikke desto mindre har børn til alle tider haft stor glæde af – ikke mindst sammen med voksne – at synge med på de seks af dem. Kun den sidste af dem “Den store stille nat går frem” er blevet forbeholdt solosangen. Sangene er i modsætning til morgen-sangene udformet med en selvstændig melodi over for et – mere eller mindre – selvstændigt klaverakkompagnement, sådan som alle Weyses større sange er udformet. Igen var Ingemanns glæde og taknemmelighed åbenbart over-strømmende, men Weyse kunne berolige ham med forsikringen om, at “slige smukke digte komponerer sig selv. Ergo er det spørgsmålet, om det er mig, der har komponeret dem”.

De to samlinger blev i eftertiden hurtigt opfattet som et samlet kunstværk, til trods for de ret store forskelle. Langt de fleste af dem gled ind i de gængse salme- og sangbøger og blev i løbet af anden halvdel af 1800-årene en umi-stelig del af dansk identitet.

Ingen har smukkere end Ingemann beskrevet Weyses melodier. De to kunstnere mødtes, såvidt vi ved, aldrig personligt. I en skildring af en gammel musikprofessor, som Ingemann indlagde i sin roman Landsbybørnene fra 1850, indføjede han nogle af de bekendte weyseske karaktertræk. Et sted lader han professoren spille nogle børnesange, som han har komponeret:

“Han spillede nu nogle ganske simple, men uendelig yndige melodier i en stil, som uden at være kirkelig eller bestemt religiøs, dog nærmede sig dertil; de havde noget så fredeligt, tillidsfuldt og beroligende, som når et barn ser sin fader ind i øjnene eller skjuler sit ansigt i sin moders barm. De var føjede til nogle sange for børn, men som voksne også kunne tilegne sig.”

Udvalgte sange
Weyse kom til København som 15-årig og blev optaget som både elev og logerende i huset hos komponisten Johann Abraham Peter Schulz, der var ansat som kapelmester ved Det Kgl. Teater. De første sange er naturligt nok udformet i den enkle, folkelige stil, som kendetegner lærerens Lieder im Volkston. En sang som “Vipper springe over klinge” blev hurtigt yndet og holdt sig gennem mange generationer som en populær fællessang om høsten.

En ulykkelig forelskelse i den velhavende købmandsdatter Julie Tutein bragte en ny tone ind i Weyses tonesprog. I anden del af Friedrich Schillers trilogi Wallenstein fandt han to strofer, hvori fyrstinde Thekla udøser sin kær-lighedssorg: “Der Eichwald brauset, die Wolken gehn.” I et malende akkom-pagnement, bestående af brudte akkorder i triolbevægelse i fis-mol, skildrer Weyse det naturens oprør, som understøtter de følelser, der kommer til udtryk i sangstemmen. Da den unge digter Adam Oehlenschläger hørte denne sang, oversatte han teksten til dansk og indlagde den i sit læsedrama “Sanct Hans-aften-Spil”, som indgår i hans Digte 1803. Bagest i digtsamlingen, som er den danske romantiske litteraturs gennembrudsværk, kunne man i nogle udgaver finde et lille nodeblad med Weyses melodi.

I de følgende år lå Weyse stille som komponist, men efter at have oplevet Mozarts Don Giovanni på Det Kgl. Teater i 1807 vågnede han atter op til dåd. Med syngespillet Sovedrikken indledtes den store produktion af teatersange, som sammen med klaversangene især har holdt hans navn levende. Af selv-stændige sange kom der forholdsvis få i perioden op til omkring 1830. Men så tog produktionen til gengæld fart, og i de sidste 10 år af sit liv komponerede Weyse en række fællessange, solosange og korsange, der står som noget af det fineste i den danske sangtradition.

Med Den signede dag med fryd vi ser, der har tekst af N.F.S. Grundtvig, havde han tidligere skabt en salmemelodi, som er blevet danskernes natio-nalsalme. Morgen- og aftensangene er derimod ikke salmer, men åndelige sange, i første omgang beregnet på asylets, skolens og hjemmets sang. På solosangens område forsøgte han sig i en mere international stil med Acht Gesänge (1838), der bl.a. indeholder tekster af Goethe og Schiller. På dansk blev det til samlingen Ni danske sange (1837), hvorfra her er hentet “Hvad toner gennem skoven” og “Kommer hid, I piger små”. Førstnævnte stammer fra et glemt skuespil Prinsesse Isabella, men er (ligesom “Natten er så stille”) komponeret uden tilknytning til det. Digteren Johan Ludvig Heiberg havde Weyse kendt, siden denne var dreng. Heiberg var musikalsk set opdraget af Weyse, og han gengældte vennens indsats ved bl.a. at skrive vaudevilletek-sten Et eventyr i Rosenborg have til ham. Lauras romance (“Hvad toner gen-nem skoven”) er med sin smukke, bårne melodik over akkompagnementets brudte akkorder skrevet i den teaterromancestil, som Weyse bl.a. havde stu-deret i F.L.Æ. Kunzens syngespil, hvoraf flere hørte til Det Kgl. Teaters favo-ritter. Med Willemoes havde Grundtvig skabt et markant hædersdigt, som fik stor betydning for den opblussen af fædrelandskærligheden, som er karakteri-stisk for årene op mod 1800-tallets midte. Søhelten Peder Willemoes, som han havde kendt personligt, døde som kun 25-årig i slaget ved Sjællands Odde i 1808. Weyse iklædte digtet en værdig, neddæmpet lyrisk-patetisk tonedragt, som slog vældigt an. Da Grundtvig året efter melodiens tilblivelse i sine histori-ske Mands Minde-foredrag nåede til skildringen af Willemoes’ liv brød tilhører-ne spontant ud i “Kommer hid, I piger små”. Hermed var en dansk fælles-sangstradition skabt.

Weyse kendte som nævnt den idealistiske, sygdomsmærkede sanglærer Carl Joachim Borchhorst. På foranledning af denne komponerede han en række vidunderlige småsange til brug for Borchhorsts skolebørn. To af dem er her konverteret til solosange med nykomponeret akkompagnement i bedste Weyse-stil ved Yngve Jan Trede. I den livlige På Strandvejen skildrer digteren Henrik Hertz en lystig køretur i det fri, og melodien er tilsvarende livlig. Barka-rolen “Natten er så stille” er optegnet – som et af Weyses ret få bevarede sanghåndskrifter – i et brev til stedsønnen Ferdinand Schauenburg Müller. Typisk for Weyses nøgterne indstilling til sin kunst ledsager han sangen med beklagelser over den manglende nattero i gården til ejendommen, hvor han bor. Det skønne digt med den kongeniale musik er et af de absolutte højde-punkter i dansk sanglyrik.

En del af Weyses sange blev til på foranledning af andre som lejligheds-sange. I 1833 komponerede han således melodien til Man tænder fakkel til bryllupsfest (F.C. Hillerup) i anledning af et sølvbryllup. Da dette sølvbrudepars datter Augusta Manthey siden holdt sølvbryllup med sin mand pastor Peter Andreas Fenger i 1855 skrev Grundtvig Det er så yndigt at følges ad til Wey-ses melodi. Med en ændret slutningsstrofe kunne den siden anvendes ved alle bryllupper og sølvbryllupper, og sådan har den været dyrket med stor hengivenhed.

Weyse har ydet væsentlige bidrag til den danske skat af julesange. Med “Dejlig er den himmel blå” (De hellige tre konger) havde Grundtvig i 1810 skabt en yderst velkommen julesang for børn. Weyse lavede to versioner, dels en for én stemme med klaver, dels som korsang for børn i Trestemmige og firstemmige sange fra 1838. Til julemorgen 1825 havde Grundtvig skrevet “Velkommen igen, Guds engle små”, som han læste lige efter sin prædiken. Weyse komponerede sin melodi som korsang til skolebørnene i 1838, men den gled snart ind i de efterfølgende koralbøger. Ingemanns venskab med præstefamilien Marie og Johannes Ferdinand Fen-ger er allerede omtalt. Det var hos dem, Peter Rørdam fik morgensangene overrakt. Den musikalske familie dyrkede ivrigt fællessangen, og Ingemann skrev “Julen har bragt” (Børnenes julesang) til familiens mange børn. Weyse satte den i musik og puttede den ind i sine Trestemmige sange fra 1841, hvor også “Natten er så stille” og “Rullende hen ad de støvede veje” findes.

Weyse var i tresserne, da han skabte hovedparten af de sange, som brin-ges her. Men der var, med musikhistorikeren Nils Schiørrings udtryk, noget “uroprindeligt i Weyses musikalske udtryksform, som aldrig forlod ham; tværti-mod skabte han ved slutningen af sit liv værker, der var fuldt så værdifulde, som værkerne fra de unge år”. Da Romancer og sange udkom i 1852 blev de sammen med det efterfølgende bind fra 1860 hurtigt udsolgt. Oplag fulgte på oplag som vidnesbyrd om den intensive dyrkelse af Weyses sangkunst, der fandt sted i de danske hjem. Den sangkunst blev også det inspirerende forbil-lede for den frodige vokale skaben hos komponister som Niels W. Gade, J.P.E. Hartmann, Peter Heise, P.E. Lange-Müller og Carl Nielsen.

Sten Høgel, 2006

Release date: 
May 2006
Cat. No.: 
8.224714
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Digipack
Barcode: 
747313691425
Track count: 
23

Credits

Recorde in Dronningesalen, Diamanten, The Royal Library, 15-17 February 2006
Producer: Morten Mogensen
Engineer: Morten Mogensen

Cover design: Denise Burt Elevator Design

Publisher: Edition Wilhelm Hansen AS

This CD has been released and published in cooperation with The Royal Library in on the occasion of the Danish Cultural Canon 2006

The release is supported by the the Danish Ministry of Culture.

randomness