Subscribe to Dacapo's newsletter

Den Danske Revy 1940-1945 Vol. 1

Den Danske Revy 1940-1945 Vol. 1

1940'erne var et årti, som blev skåret skarpt over på midten af de jublende majdage i 1945. Dette afspejles i Dacapos nye revy-udgivelse, som omfatter fem cd'er med musik fra nogle af danmarkshistoriens mest dramatiske år, nemlig 1940-45.

Under den tyske besættelse af Danmark førte besættelsesmagtens ekstreme følsomhed overfor satire til, at der vogtedes over hvert talt og sunget ord fra danske revyscener. Mange revyforfattere konsulterede derfor teatercensor I.C. Normann, som med sin dybe indsigt i revyens væsen var i stand til at imødegå presset fra de tyske myndigheder. I samarbejde med Normann lykkedes det nu revyforfatterne at give de satiriske tekster en uangribelig formulering, og dermed gøre den danske revy til en væsentlig faktor i modstandskampen.

På de fem cd'er fra Dacapo finder vi en række fine eksempler på, hvordan underfundighed og tvetydighed blev dansk revys stærkeste våben - ikke mindst PH's historiske Man binder os på mund og hånd. Men her er også sange og viser som Flyv min hest med Marguerite Viby, Der er meget langt til Rungsted med Osvald Helmuth, Jeg ved et spil om en vej med Berthe Quistgaard - og meget andet.

Buy album
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,0027,60 kr.
    mp3
    €3.7 / $4.03 / £3.16
    Add to cart
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,0031,60 kr.
    CD Quality
    €4.24 / $4.61 / £3.61
    Add to cart
Total runtime: 
77 min.

1. Den lysegrønne sang
(M: Aage Stentoft / T: Arvid Müller; opt. 1940)
Gerda og Ulrik Neumann

Fra Apollo Revyen 1940, Apollo Teatret. I slutningen af 30'erne optrådte søskendeparret på førende varietescener i Europa og var bl.a. på en Englandsturne med Jack Hyltons orkester. Krigsudbruddet i september 1939 tvang dem til at vende hjem, og Aage Stentoft sikrede sig parrets medvirken i sin næste revy. I stedet for at anvende deres gennemarbejdede internationale repertoire tilbød han dem denne bagatel af en vise, som i første omgang blev refuseret af Ulrik. Han lod sig dog heldigvis overtale og parret fik en altovervældende succes med denne landeplage, der siden er indgået i det stedsegrønne folkelige repertoire.

2. Kirsten Piils kilde
(M: Svend Madsen / T: Ludvig Brandstrup; opt. 1940)
Ann Sofi Norin

Fra Apollo Revyen 1940. Apollo Teatret. Med sin karakteristiske diktion symboliserer ASN her Dyrehavens kendte kilde, hvis udspring blev fundet i 1583 af en vis Kirsten Piil. Om det stille kildevæld, der efter sigende havde helbredende kraft, kunne man på mere realistisk vis, her i det dramatiske 1940, påpege at det også havde en beroligende virkning på nervesystemet.

3. Degnens vise
(M. & T: Arvid Müller; opt. 1940)
Ludvig Brandstrup

Fra Apollo Revyen 1940. Apollo Teatret. Dagbladet BTs anmelder, Hans Brix sluttede sin omtale af revyen således: Nu holder vi ikke til at rose mere og flere. Kom så, Brandstrup! Vend den imaginære skrå i kinden og hæft de blide øjne mod det ubegribelige sted på balkonen til højre, hvor du altid har noget for! Du skal roses og æres for meget, og især for Degnens Vise, der var en meget nobel skæmt. Guldfisk med blink.\

4. Jeg er så glad
(M: Aage Stentoft / T: Arvid Müller; opt. 1940)
Osvald Helmuth

Fra Apollo Revyen 1940. Apollo Teatret. I rollen som en køkkenkarl, der skræller løg, mens tårerne triller, får O.H. denne omtale af dagbladet Politikens Frederik Schyberg: "Teksten er tørre blade som af et vissent løg uden kerne. Men Helmuths mageløse ægthed gjorde den til noget. Han var selv dens kerne. Han sidder der og synger, mens tankerne ligesom skriver deres lysavis på hans brede pande. Stort, tydeligt og dog i uafladelig ilen skifter bogstaver, ord, sætninger over hans ansigts lærred. Et hverdagsmenneske på scenen i en revy. Bagefter var der det store bifald."

5. Den gode vise
(M: arr. Aage Stentoft / T: Børge Müller; opt. 1940)
Osvald Helmuth

Fra Apollo Revyen 1940. Apollo Teatret. Til tonerne af den gamle børnesang Pandeben, godt det gror, bagved det forstanden bor fortæller O.H. om fortræffelighederne ved en morsom vise, der netop er ved at blive skrevet. Handlingsreferatet afslører ikke nytænkning på området, men O.H.s fremstilling gør det også overflødigt.

6. Schaldemose
(M: Aage Stentoft / T: Børge Müller; opt. 1940)
Ludvig Brandstrup

Fra Apollo Revyen 1940. Apollo Teatret. Den nyligt indførte mørklægning kunne skabe orienteringsproblemer især for ældre mennesker. Hermed opstod der en, omend skrøbelig, mulighed for et erhverv, der med betegnelsen ‘mørkelods'og uden sikre indtjeningsmuligheder var forbeholdt mere adrætte medborgere.

7. Hvis din vej skulle falde forbi
(M: Sven Gyldmark / T: Aage Steffensen; opt. 1940)
Valdemar Schiøler Linck

Fra Cirkus Revyens Sommer Show 1940. Teltet, Dyrehavsbakken. Berlingske Tidendes anmelder Svend Kragh-Jacobsen skrev bl.a.: "Schiøler Linck havde fået forestillingens godter. Først en vise om "Hvis din vej skulde falde forbi". Den slog an, ikke mindst velturnerede vers om Drastrups C.L.O.C.-kager og Freddies malerier havde en smule af det bid, man savnede aftenen igennem" og videre: "det er længe siden, han har haft en så god aften med sikker pointering og fiffig mimik."

8 I gør Dyveke til due
(M: Kai Normann Andersen / T: Poul Henningsen; opt. 1940)
Liva Weel

Fra revykomedien "Dyveke", Arne Weel Teatret i Riddersalen 1940. Denne komedie havde Kjeld Abell oprindelig skrevet med Bodil Ipsen som titelrolleindehaver i tankerne, men forestillingen kom ikke til opførelse. Senere mente Arne Weel, at den - med indlagte aktuelle viser af Poul Henningsen - ville kunne passe perfekt til Liva. Og det kom den til. Forestillingens idé, der går ud på, at Chr. IIs varmblodige elskerinde Dyveke (lille due) med digterens mellemkomst bliver kaldt tilbage til jorden for at fortælle sandheden i stedet for myten, fremgår af hendes entrésang. For lyttere med musikalsk gehør fortjener det at blive nævnt, at de akkompagnerende pianister på disse Dyveke-indspilninger er identiske med dem der deltog i forestillingen: Hans Kaufmann og Amdi Riis.

9. Man binder os på mund og hånd
(M: Kai Normann Andersen / T: Poul Henningsen; opt. 1940)
Liva Weel

Fra revykomedien "Dyveke", Arne Weel Teatret i Riddersalen. 1940. I sin oprindelige form udtrykte denne vise en kritik af de krigsførende stormagter, ikke mindst nazi-Tyskland. Begivenhederne den 9. april tvang censor til så omfattende rettelser, at PH måtte skrive både denne og forestillingens andre viser om. I sin mesterlige omskrivning, der nu tilsyneladende handler om ægteskabets ufrihed, får han alligevel den oprindelige mening frem. Og den blev forstået. Således har Arne Weel beskrevet modtagelsen på premiereaftenen: "Der blev nogle øjeblikkes isnende stilhed, ikke en hånd rørte sig, men som efter en fælles indskydelse rejste alle sig i tavshed ... Sjældent har mennesker - publikum, kunstneren, digteren - været knyttet så stærkt til hinanden." Dagbladet Politikens anmelder, Frederik Schyberg konstaterede at, "Der var viser af Poul Henningsen, som beviste, at der kan skrives satirisk lysskrift midt over en mørkelagt revy-himmel."

10. Jeg gi'r mit humør en gang lak
(M: Kai Normann Andersen / T: Poul Henningsen og Poul Martin Jørgensen; opt. 1940)
Liva Weel

Fra Revykomedien "Dyveke", Arne Weel Teatret i Riddersalen. 1940. I titelrollen og iført et flammerødt renaissancekostume oplevede Liva med denne forestilling en af sin karrieres største triumfer. "Ikke siden Scala-dagene har Fru Livas Humør udfoldet sig så lykkeligt som ved denne Lejlighed", skrev anmelderen G.W. i dagbladet Social-Demokraten. Blandt viserne, der ved en senere lejlighed blev betegnet som "Smilehuller i en Mørketid", var denne den mest humørfyldte. Ved premieren blev Liva klappet taktfast igennem dette trods alt optimistiske og iørefaldende refræn.

11. Jeg har kun li'e til skatten
(M: Kai Normann Andersen / T: Poul Henningsen; opt. 1940)
Liva Weel

Fra revykomedien "Dyveke", Arne Weel Teatret i Riddersalen. 1940. I denne vise, hvor skatten ikke alene betyder afgift til staten, giver PH udtryk for sit frisind på det seksuelle område. Som så ofte før ganske vist, men alligevel et halvt århundrede før topløse kvinder blev et almindeligt syn på badestranden. Besættelsestidens tvang skabte da også andre og måske nok så væsentlige udfordringer for revyforfatterne. Ved "Dyvekes" sidste og 392. opførelse gik PH på scenen og sagde bl.a. "I dag har teatret en større mission end nogensinde. Pressen ta'r sig af verdensbegivenhederne. På teatret derimod kan bålet endnu tændes til belysning af det almenmenneskelige ... Jeg ved ikke nogen skønnere præstinde for det menneskelige end Liva Weel. Hun er en storm, et smil, hjerte, klogskab, temperament og fin kunstnerisk beregning ... Hun løfter os ud over tid og rum, og det har vi så godt af i disse indelukkede tider, i dette indelukkede land. Det er fine timer nu - for os."

12. Diogenes vise
(M: Kai Normann Andersen / T: Poul Henningsen; opt. 1940)
Knud Heglund

Fra revykomedien "Guderne te'r sig", Apollo Teatret. 1940. Efter triumfen med "Dyveke", og mens denne forestilling endnu blev spillet, forsøgte Abell, PH og Normann Andersen sig med endnu en revydering af en forestilling af ældre dato. Denne gang en oldgræsk komedie, der, som det før er set i teaterhistorien, kan give alibi til senere satiriske forfattere. De gode bestræbelser til trods nåede denne forestilling ikke en tilsvarende popularitet som "Dyveke", men PH levede også her op til sin målsætning, der allerede var udtrykt i "Dyveke"s program: "Hvis visen skal være et våben, som den altid har været det også storpolitisk, så må den både more og mene." Her får han god hjælp af Knud Heglund, der gør sin entre som Diogenes.

13. Så er verden lyserød
(M: Kai Normann Andersen / T: Poul Henningsen; opt. 1940)
Ellen Gottschalch

Fra revykomedien "Guderne te'r sig", Apollo Teatret 1940. I rollen som nøjsomhedens gudinde går E.G. med PHs ord ind for glæden over tingene i sig selv i stedet for glæden ved at besidde dem. I forestillingens klaverakkompagnement har E.G. utvivlsomt haft en mere fleksibel mulighed for en nuanceret formulering af teksten end her, hvor hun må bøje sig for pladeselskabets merkantile interesser og følge Teddy Petersens dansevenlige orkester.

14. Dit liv bugter sig
(M: Kai Normann Andersen / T: Poul Henningsen; opt. 1940)
Ellen Gottschalch

Fra revykomedien "Guderne te'r sig", Apollo Teatret 1940. Også her drejer det sig om en danseudgave, hvor denne melodiøse slowfox i stedet for et banalt refræn er blevet forsynet med en vedkommende tekst, der bl.a. opfordrer til at holde sig rank. Man kan nemt forestille sig, at denne vises autorer ikke har været blinde for indsmigrende toners mulighed for at døve besættelsesmagtens opmærksomhed f.eks. overfor budskabet "La vær å knæl - for du ejer selv din sjæl". Man kan kun gætte på hvor mange - eller få - danseglade der fangede det.

 

15. Sådan er det i Athen ved nat
(M: Kai Normann Andersen / T: Poul Henningsen; opt. 1940)
Kordt Sisters

Fra revykomedien "Guderne te'r sig", Apollo Teatret 1940. I sin omtale af forestillingen skrev Niels Schiørring i dagbladet National Tidende den 23/9 1940: "Kai Normann Andersen har skrevet musikken og gjort det med så heldig en hånd, at man ikke mindes så megen iørefaldende musik af ham samlet i en én forestilling ...en god hjælp fik han af søstrene Kordt, som med deres artistiske sikkerhed prægede den gennemgående Athenienservise, så at den blev et af aftenens mest levende indtryk."

16. En dejlig dag
(M: Aage Stentoft / T: Børge Müller, opt. 1941)
Ludvig Brandstrup

Fra Sommerrevyen 1960, Apollo Teatret. 1940. Forestillingen, der havde premiere nytårsaften, gav i sin udformning som fremtidsvision rige muligheder for satiriske ind- og udfald. Da de generelt var rettet mod nazismen og den tyske besættelsesmagt, blev der samme aften nedlagt forbud mod revyens kontroversielle indhold. Det blev således kun premierepublikummet der kom til at opleve besættelsestidens stærkeste revy, men i den kraftigt censurerede fortsættelse overlevede på utrolig vis denne vise, hvis underfundighed åbenbart gik hen over hovedet på de fornærmede.

17. Det var det gode ved det surrogat
(M: Aage Stentoft / T: Børge Müller, opt. 1941)
Ludvig Brandstrup

Fra Sommerrevyen 1960, Apollo Teatret. 1940. Ifølge dagbladet Social-Demokratens anmelder: "en god vise, som Brandstrup foredrager med hele den pågående henvendelse ud mod publikum, der nu er blevet han manér." I øvrigt afspejler denne vise hele forestillingens bærende idé om, at man i en tænkt fremtid anskueliggør et fælles håb om et frit Danmark. Tidsforskydningen giver også som her mulighed for ‘tilbageblik'af satirisk art.

18. Artist
(M: Aage Stentoft / T: Børge Müller, opt. 1941)
Ludvig Brandstrup

Fra Sommerrevyen 1960, Apollo Teatret. 1940. I en anmeldelse kunne man læse, at L.B.s lune, velbehandlede replik og viseforedrag sikrede ham publikums sympati og at "de af hans viser der duer, sidder som de skal". Mere er der vel egentlig ikke at sige om denne.

19. Er der no'et at grine a‘?
(M: Aage Stentoft'/ T: Poul Sørensen og Børge Müller; opt. 1941)
Ludvig Brandstrup

Fra Sommerrevyen 1960, Apollo Teatret. 1940. Denne titel til trods, dette citat fra dagbladet Politikens anmelder Poul Weblund: "Latteren fulgte denne gode revy fra dens første billeder til de sidste. Man morede sig over de påfund, som "tidskoloritten" af 1960 gav anledning til, men som intet øjeblik var et mål i sig selv, kun påskud til at få perspektiv i fænomener, som i dag er for nære."

20. Nå farvel
(M: Svend Madsen / T: Peer Guldbrandsen; opt. 1941)
Ludvig Brandstrup

Fra Sommerrevyen 1960, Apollo Teatret. 1940. Som en af de scenekunstnere, der på den mest elegante og underfundige måde undsagde nazismen og styrkede det nationale fællesskab og modstandskampen, var L.B., en sand frihedskæmper. Det kan derfor virke ejendommeligt at han åbenbart ikke forstod en lyd af de holdninger, der lå bag den hjemlige ungdoms jazzdyrkelse. Her burde han i stedet kunne have glædet sig over sine entusiastiske forbundsfæller.

21. Hans Peter på kaffebar
(M: Willy Kierulff / T: Carl Viggo Meincke og Poul Sørensen; opt. 1941)
Ellen Løjmar

Fra Cirkus Revyen 1941, Teltet, Dyrehavsbakken. En forestilling, der gjorde lykke ifølge Politikens anmelder, der, selvom han mente det kneb lidt med viserne, tilføjede, at det dog var en absolut første klasses vise om alt det frygtelige, der skete, fordi Hans Peter gik på kaffebar.

22. Nagge-sagge
(M: Sven Gyldmark / T: Aage Steffensen; opt. 1940)
Carl Fischer

Fra Cirkus Revyen 1941, Teltet, Dyrehavsbakken. Et steffensensk rimorgie skrevet direkte til C.F.s fænomenale tungeraphed og mnemoteknik. 

"\

Release date: 
June 2000
Cat. No.: 
DCCD 9815
FormatID: 
Digital album
Barcode: 
730099981545
Track count: 
22
randomness