Subscribe to Dacapo's newsletter

Tornerose

Peter Heise

The Sleeping Beauty

Helle Charlotte Pedersen, Marianne Rørholm, Michael Kristensen, Stephen Milling, Canzone Choir, Helsingborg Symphony Orchestra, Frans Rasmussen

Heise holds a place of honour in the pantheon of Danish music for his \romances\\ and for the national opera Drot og Marsk (King and Marshal). It is often overlooked that Heise was an internationally oriented composer, and that he also composed a symphony and a score of outstanding chamber works and concert pieces as Bergliot and Tornerose. In Heise's several hundred romances melody, harmony, accompaniment and the choice of texts together reach the zenith of this genre in Denmark. He died far too early at the age of 49. If Heise's romances had been written to German texts, he would have been sure of international fame.\

Buy album Stream
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,0027,60 kr.
    mp3
    €3.7 / $4.03 / £3.16
    Add to cart
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,0031,60 kr.
    CD Quality
    €4.24 / $4.61 / £3.61
    Add to cart
Total runtime: 
74 min.
Peter Arnold Heise

Komponisten Peter Heise blev født den 11. februar 1830 som den femte søn i en anset embeds­mandsfamilie i København. Moderen døde ved hans fødsel. Som barn har han nok holdt af musik, han skal have haft en smuk sangstemme og spillede også lidt klaver. Efter endt skolegang i Borgerdydskolen begyndte han imidlertid, som faderen ønskede, at studere jura på universitetet med det formål at gøre karriere som embedsmand. Samtidig tog han ivrigt del i det akademiske liv i Studenterforeningen og sluttede sig her til en kreds, der foruden en del andre senere berømtheder omfattede digteren Christian Richardt. Ham havde Heise kendt allerede fra skoletiden, og med ham sluttede han et venskab, der kom til at vare livet igennem.

Men da han i 1848 havde taget filosofikum bestemte han sig alligevel for at forlade juraen til fordel for musikken. Som lærer valgte han komponisten og organisten A.P. Berggreen. Studenterforeningen, som han ikke forlod, bød ham bl.a. med dens studenterkomedier rige muligheder for at udfolde sine anlæg. Desuden komponerede han melodier til nogle af Jens Chr. Hostrups sangspil. Allerede her mærkes hans store talent som romancekomponist.

I 1852 drog Peter Heise til Leipzig for at studere hos den berømte musikteoretiker Moritz Hauptmann. Ved hjemkomsten året efter kunne han så selv praktisere som musiklærer i København. Han blev også dirigent for Studenter-Sangforeningen, og han komponerede i den sammenhæng en ruskantate til tekst af Hostrup og Richardt. Samtidig modtog han vejledning som komponist hos Niels W. Gade, der ud over at være den højt ansete komponist var leder af Musikforeningen. I 1858 fik Heise ansættelse som organist i Sorø og sanglærer ved akademiet, og året efter kunne han gifte sig med Ville Hage, en datter af storkøbmanden, konsul Alfred Hage. Han beholdt sin stilling i Sorø indtil 1865, men var dog i stand til sammen med sin unge hustru at foretage en længere rejse til Rom i 1861-62. Det var her, han traf sammen med Bjørnstjerne Bjørnson, og den dramatiske scene Bergliot blev til. Senere rejser til Paris i 1865 og igen til Rom i 1867 og 1868-69 bidrog til at holde Heise i kontakt med det kulturelle miljø i Europa og dets dyrkelse af fortidens såvel som samtidens store. Blandt komponisterne var det J.S. Bach, Händel, Mozart, Schubert og Schumann, som han værdsatte højst, mens hans forhold til Wagners musik livet igennem forblev mere problematisk.

Siden begyndelsen af 1850’erne havde Heise fået udgivet små samlinger af romancer til tekster af bl.a. Oehlenschläger, Chr. Winther og Carsten Hauch, og i 1857 udkom Havfruens Sange til B.S. Ingemanns digte. Disse udgivelser havde skaffet ham et ry som komponist og som indsigtsfuld og forstående læser af den bedste danske lyrik, og selv om han også komponerede andet, f.eks. en ouverture til Carsten Hauchs tragedie Marsk Stig (opført 1858 i Musikforeningen), blev det da vokalmusikken, hans romancer og sange, hans kor og kantater, der især gjorde ham kendt.

Men ikke kun den lyriske vokalmusik. Heises sange havde lydt fra Det Kgl. Teaters scene i Hostrups sangspil siden 1850, og tanken om at præstere noget større og mere sammenhængende må fra tid til anden have meldt sig hos ham. I 1860’erne samarbejdede han med Henrik Hertz om syngestykket Paschaens Datter, der kom op på teateret i 1869. Det blev dog ikke nogen stor succes. Langt bedre gik det med Ernst v. d. Reckes lyriske drama Bertran de Born, der blev opført første gang i 1873, og hvortil Heise havde komponeret syv sange. Men med operaen Drot og Marsk, som Heise komponerede i samarbejde med vennen Chr. Richardt, og som første gang gik over scenen 25/9 1878, blev der skabt et mesterværk, der den dag i dag hører til Det Kgl. Teaters repertoire og af mange betragtes som den betydeligste danske opera fra det 19. århundrede.

Arbejdet med de dramatiske værker bremsede dog ikke Heises produktivitet på andre områder. Til Københavns andet musikalske kulturcentrum, Musikfor­e­ning­en, skrev han således korværket Efteraars­stor­me­ne (1860) og en symfoni i d-mol (1865, opført 1868), samt de to værker, der foreligger her: Tornerose og sangscenen Bergliot. Desuden blev mange af hans romancer og sange, der havde større format end de borgerlige musikstuer kunne bære, opført ved Musikforeningens koncerter.

Heise døde den 12. november 1879. Hans sidste arbejde blev sangcyklusen Dyvekes Sange, måske efter Schumanns forbillede, til tekster af Holger Drach­mann. Som romancekomponist kom han til at fortsætte en tradition, der var grundlagt ved århundredets begyndelse af C.E.F. Weyse og fortsat af komponister som J.P.E. Hartmann og Henrik Rung. Den blev efter Heise ført videre af bl.a. P.E. Lange-Müller.

Tornerose

Udgangspunktet for Chr. Richards tekst til Tornerose er brødrene Grimms eventyr om prinsessen, der af en ond fe dømmes til 100 års søvn i sit slot, bevogtet af edderkoppespind og tornede roser, men som derefter befries af den modige prins. Chr. Richardt har givet historien en særlig drejning ved at udelade feen og hendes dom og koncentrere sig om befrielsen.

Værket åbnes med et kor, der skildrer det mystiske sceneri omkring borgen i skoven, hvor Tornerose sover. Eneboerens bøn bringer os nærmere den egentlige handling, navnlig da han hører stemmer fra skoven. Et lystigt kor af ubekymrede unge mænd danner kontrast til indledningen, idet de nærmer sig, fast besluttet på at vække og befri prinsessen. En af dem skiller sig ud fra skaren, en kongesøn, der præsenterer sig i romancen “Så langt jeg kan mindes, drømte jeg om dig”. Han er også den eneste, der ikke afviser den gamle eneboer, som advarer de unge mod deres forehavende. Eremitten, hvis rolige melodier er ledsaget af højtidelige blæserklange, belærer ham om, at kraft og våben vil være uden virkning, kun “tro og kærlighed” vil kunne bringe ham til målet. Mens skaren af unge mennesker drager bort, synger kongesønnen sin anden romance “Gamle, se, dit øje tykkes mig et klaret visdomsvæld!”. Eneboeren rækker ham en harpe, der skal hjælpe ham, hvis han har det rette sind til at bruge den. Det viser han, at han har, ved at akkompagnere sig selv med den i en ny strofe af romancen.

I det fjerne høres, hvor ilde det går skaren af de unge, som vil trænge ind i borgen. I et kort kor hører man, hvordan de såres af rosernes torne, så de må falde sovende om. Kun kongesønnen, som har givet afkald på sit blanke våben, kan gøre sig håb om at overvinde vanskelighederne. Værkets første del slutter med et kor, hvor eneboerne sender ham på vej med deres velsignelse.

Anden del beskriver nu kongesønnens kamp mod de onde ånder, der bevogter slottet. Han udtrykker sig i smukke romancer til sit strengespil, mens det gradvis går op for ånderne, der også kun langsomt vækkes, at han er en farlig fjende. I et ophidset kor slynger de deres forbandelser imod ham, mens han svarer dem med den lille vise “Altid frejdig, når du går”. Dog ikke på Weyses melodi, som teksten i andre sammenhænge forbandt sig med, men på Heises smukke romancemelodi. Kampen er hård, og han er nær ved at tabe harpen og falde i søvn, da Tornerose vågner og kan bistå ham. Nu må ånderne endeligt flygte, og i arier og duetter – nogle af dem kræver stor virtuositet af sangerne – kan de unge opdage de følelser, der knytter dem sammen. Til sidst kalder Tornerose på sine duer og terner, mens kongesønnen kan vække sine sovende fæller. Også eneboerne kommer til og alle forenes i et afsluttende glædeskor.

“Tornerose” er et såkaldt koncertstykke, en verdslig kantate for soli, kor og orkester, med en opbyggelig, moralsk handling, formet over et kendt motiv. Den passede på den måde fortrinligt ind i Musikforeningens programtraditioner, hvor Niels W. Gade tidligere havde introduceret genren med f.eks. Elverskud. Her blev Tornerose opført første gang 24/3 1873. Stykket blev taget op igen flere gange, bl.a. i 1879 ved en mindekoncert kort efter Heises død.

Bergliot

Med dybe orkesterklange indleder Heise Bergliots beskrivelse af optakten til det vigtige og højtidelige møde mellem kongen Harald Hårderåde og hendes husbond. Til trods for sin sikre tro på, at en forsoning mellem den mægtige Einar Thambarskelve og kongen skal skaffe fred i landet, er hun spændt, og uroen mærkes i akkompagnementet til hendes rolige melodilinier.

Naturen giver det første varsel om, at noget er galt. Det blæser op. I et recitativ udtrykker Bergliot tvivl og usikkerhed. Men snart hører hun våbenlarm; i et stort arioso forlanger hun at blive kørt til kamppladsen, og hun anråber Sankt Olaf om hjælp. Hvad der her møder hende, fortæller hun igen i et recitativ. Einar og deres søn, Eindride, er dræbt, bønderne er rådvilde, og kongen drager bort. Nederlaget for de stolte forhåbninger står klart.

Hendes sorg får udtryk i den strofiske romance, “Falden er herligste høvding i Norden”. Men den følges umiddelbart af en stor arie, der skal opflamme bønderne til at forfølge kongen og hævne de grusomme drab. Vreden slår igen om i sin modsætning, og i en rolig, udtryksfuld andante ser hun sin egen, usikre skæbne i øjnene. Fra Odin kan hun ikke vente hjælp, og “den nye Gud i Gimle” har frataget hende alt. Tanken om hævn viger, og hun samler sig om sine døde. Slutningen er bygget op som en bredt anlagt sørgemarch, der skildrer hjemfarten. Den indledes med dystre blæserakkorder. Med monoton stemme giver Bergliot sine instrukser til folkene. Stemmeføringen er stadig i ro i det lyriske midterparti, hvor en blid melodi i orkesteret ledsager hendes erindring om, hvor festligt de før drog ind i gården. Nu er det hele forbi, sørgemarchen vender tilbage: “Kør langsomt! thi vi kommer tidsnok hjem!”

Bjørnstjerne Bjørnson og Heise traf hinanden i Rom i 1861. Her skrev Bjørnson sit digt, og Heise komponerede kort efter musik til det. Bjørnson blev begejstret, selv om der endnu kun var tale om en version for solostemme med klaver, og han forestillede sig et videre samarbejde mellem dem om en opera. Den synes dog ikke at være blevet til noget; men Bergliot vidner om et lykkeligt møde mellem de to så forskellige kunstnerpersonligheder. Heise instrumenterede siden værket og tilegnede det til Niels W. Gade. Den dramatiske sangscene blev uropført i Musikforeningen i 1866 med Det Kongelige Teaters fejrede mezzosopran Josephine Zinck som solist.

Carsten E. Hatting, 2000

Release date: 
July 2000
Cat. No.: 
8.224132
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
730099983228
Track count: 
17

Credits

Recorded in the Helsingborg Concert Hall on 26-29 May and 18-19 October 1999

Recording producer: Maibritt Sune Andersen
Executive producer: Peter Grønlund
Sound engineer: Hans Nielsen, Focus Recording
Editing engineer: Maibritt Sune Andersen

Cover picture: Christine Løvmand (1803-1872): "Rosentræ omgivet af passionsblomster og fuchsia"

dacapo acknowledges, with gratitude, the financial support of Dansk Kor Forbund, Dansk Kapelmesterforening, Augustinus Fonden and Solistforbundet af 1921