Subscribe to Dacapo's newsletter

Mitridate re di Ponto

W.A. Mozart

Mitridate re di Ponto

Maria Fontosh, Henriette Bonde-Hansen, Kristina Hammarström, Anders Jerker Dahlin, Lisa Larsson, Mathias Zachariassen, Sine Bundgaard, Danish National Chamber Orchestra, Adam Fischer

Mozarts historisk-heroiske drama, skrevet af den helt unge komponist

Buy album Stream
Download
  • mp3 (320kbps)
    158,00 kr.
    mp3
    €21.2 / $23.07 / £18.07
    Add to cart
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    179,00 kr.
    CD Quality
    €24.01 / $26.13 / £20.48
    Add to cart
"Interpretatorische Wellness"
Gerhard Persché, Fono Forum
“This set is a winner.”
Robert Levine, Classics Today
"I shall be surprised to hear a more satisfying Mozart opera recording any time soon". <br>RECORDING OF THE MONTH - June 2010
David Vickers, Gramophone
"Henriette Bonde-Hansen est une Aspasia lumineuse, au phrase immaculé, Lisa Larsson la plus délicieuse des Ismene, Maria Fontosh un Sifare vibrant, Sine Bundgaard un Arbate de jolie couleur, et la mezzo Kristina Hammarström un Farnace juvenile."
Michel Parouty, Diapason
"Fischer gives a crisp, authoritative performance."
Charles H. Parsons, American Record Guide
Total runtime: 
167 min.
CategoryID: 
Klassik
Mitridate

Musik af en teenager

Af Claus Johansen

Den 12. december 1769 tog Wolfgang og Leopold Mozart af sted på deres første Italiensrejse. Ud af Salzburg og op over de bjerge, som aldrig optræder i Mozarts breve. Tre dage senere ankom de til Innsbruck. Guvernøren stillede sin private vogn til deres rådighed, og de spillede ved en koncert arrangeret af grev Künigl. Den unge komponist har vel optrådt med de gamle velprøvede numre, lidt bladspil, lidt improvisation på cembaloet, lidt selvkomponeret musik, måske har han sunget en arie, måske har han spillet på sin violin. Han kunne det meste, og hans far var heller ikke dårlig, de rejste med et godt show, og de var ikke ukendte. Men det tager tid at rejse over Alperne, også for folk med talent. De følger den samme rute, som i dag fører tusinder af togrejsende over Alperne og ned i Italien, hvor citronerne gløder. Det foregår med vogn og masser af udskiftelige heste. En uge senere er de nået til Brixen, og så kommer den by, italienerne kalder Bolzano i Sydtyrol. I den lille by Roverto samles en stor menneskemængde for at høre Wolfgang improvisere på orglet i kirken. I Verona bor de på "Hotel de to Tårne". Leopold gør reklame for sin søn og sønnen Wolfgang skriver hjem til sin søster om en italiensk sangerinde på en charmerende blanding af tysk og italiensk: "Ha una Schnoffelte voce e canta sempra zu tardi" (hun har en hæs stemme og er altid bagefter). Den 5. januar optræder han i byens filharmoniske selskab – og gør så stort indtryk, at de senere udnævner ham til titulær kapelmester. Fik vi nævnt, at den unge mand er 13 år gammel.

Fra Verona går det lettere, uden så mange bjerge, ned på de store sletter. I Mantua går de i teatret og hører Hasses Demetrio, "… slet ikke dårligt", skriver det unge menneske, hvorefter han kritiserer de medvirkende sønder og sammen. I Cremona overværer de La Clemenza di Tito uden at ane, at Wolfgang om lidt over 20 år vil gøre den samme historie udødelig gennem sin musik.

I Milano møder de den berømte Sammartini, tager til reception hos guvernøren af Lombardiet, og får en bestilling på en opera, som skal have premiere næste sæson. Videre med skriftlige anbefalinger til gode venner i Parma, Bologna og Firenze. Wolfgang tænker ikke på operaen, men skriver til gengæld sin første strygekvartet på kroen i Lodi og dertil en række arier og lidt kirkemusik i den moderne italienske stil. I Parma spiser de middag med La Bastardella, en sangerinde, som har fået sit tilnavn, fordi hun er uægte født, og som har en stemme, der går fra det dybe til det rigtigt høje C (altså en oktav over det høje). Wolfgang skriver hjem til sin søster om hende: "hun har en smuk stemme, en pragtfuld hals og et ufatteligt omfang". Det er i Bologna, han møder Padre Martini, den klassiske kirkemusiks chefideolog, som hurtigt må se i øjnene, at han ikke kan lære den 14-årige dreng ret meget. De kommer til Rom ved påsketid, hvor de overværer en opførelse af Allegris Miserere, et stykke musik, der er så helligt, at kun Vatikanets musikere og sangere må se noderne. Umiddelbart derefter nedskriver Wolfgang en fejlfri version af det, han har hørt. Historien bliver fortalt af hans far, og måske er det et reklamenummer, men det virker ikke usandsynligt, sammenholdt med hvad den dreng ellers foretog sig. Det fortsætter med koncerter, sammenkomster, arbejde, middage og god mad. De har det dejligt og tænker ikke meget på den nye opera. Den 8. maj fortsætter de til Napoli. Her møder de den engelske ambassadør Sir William Hamilton, hvis kone ifølge Leopold spiller cembalo med stor følelse og er meget charmerende, (det er kone nr. 1, nr. 2 er hende med admiral Nelson, men det er en anden historie - desværre).

På vejen nordpå får Wolfgang sit livs største udmærkelse, han bliver af paven selv udnævnt til Ridder af den gyldne Spore, men det lader ikke til at gøre det store indtryk på ham.

Den 10. juli forlader de Rom og arbejder sig langsomt nordpå. I Bologna begynder den nye opera endelig at presse sig på. Wolfgang modtager librettoen til Mitridate, re di Ponto og må konstatere, at ingen har taget det mindste hensyn til, at han er et barn næsten uden operaerfaring. Dette er en ganske almindelig italiensk opera-seria-tekst af den mest komplicerede slags med helte og heltinder fra den klassiske oldtid. Handlingen foregår i Lilleasien på øen Ponto. Kongen Mitridate vender hjem efter krigen mod romerne. Han skal giftes med Aspasia, som hans egen søn Sifare også elsker. Den anden søn, Farnace, står i ledtog med romerne og nægter at gifte sig med Ismene, som Mitridate har udset til ham. Mitridate kommer efterhånden i konflikt med hele sin familie og dømmer dem alle til døden, men ender med at dø for sit eget sværd for at undgå romernes triumf. Og da Mitridate må siges at være en tyran, ender operaen derfor nærmest godt.

Mozarts Mitridate er, hvad litteraturforskerne kalder et historisk-heroisk drama, og den genre regnedes som den fineste teaterform i anden halvdel af 1700-tallet. Det er et væsen med to hoveder, det ene er den franske klassicistiske tragedie, den anden den italienske opera seria. Begge er styret af indviklede konventioner, der ganske som moderne koncepter fastsætter regler for alt. I en opera seria består kunsten i at udfylde rammerne kreativt og kunstnerisk uden at gå uden for dem. Resultatet bliver et kunstværk, hvor man opfatter en helhed gennem mange lag: Første lag består af teksten, som de fleste i teatret ofte kender på forhånd, andet lag består af komponistens musik, der som regel er ny, tredje lag af dekorationer, kostumer og lidt sparsomt skuespil, og fjerde lag består af de medvirkendes musikalske improvisationer, der forventes at skifte fra aften til aften, men som alligevel er underlagt et sæt regler. Dermed opstår et raffineret og uforudsigelig kunstværk, der på én gang er stift, konventionelt, moderne, gammeldags, spontant og variabelt. Komponisten er kun en del af helheden, men det er altafgørende, at han følger spillereglerne.

At være operakomponist i 1700-tallets Italien er forbundet med stress. Man kan forberede sig, læse teksten, lægge en plan og måske i forvejen komponere de mange recitativer, et par marcher og kor og måske en ouverture. Men det vigtigste, arierne må vente til sidste øjeblik, for de skal produceres i samarbejde med sangerne på teatret. Og hverken sangere eller komponister bor nødvendigvis i den by, hvor teatret ligger. De kommer i sidste øjeblik, og det er her til allersidst, at komponisten i rasende tempo skal skrive, prøve, skrive om, kassere og foretage valg. Det minder om vore dages workshops – det er bare værre. At en midaldrende violinist uden operaerfaring og hans 13-årige søn uden nogen erfaring klarer den belastning på et af Italiens største teatre er uforklarligt, men det går, og det går godt.

De første recitativer bliver skrevet i sensommeren 1770. Så flytter de to Mozarter til Milano i oktober. De bor tæt ved teatret og må kæmpe med de sædvanlige intriger: En anden komponist, som ønsker at skrive alle primadonnaens arier, bliver udkonkurreret, og arbejdet går i gang, mens sangerne begynder at indfinde sig.

Mozart opererer med fem personer – der skal manøvreres som brikker i et brætspil. Øverst det elskende par: Førstekastraten "Primo uomo" (Sifare) og førstesopranen "Prima donna" (Aspasia) og mod dem magthaveren "Primo tenore" (Mitridate). Så kommer lidt nede af rangstigen "Secondo uomo" (igen en kastrat) og "seconda donna" (endnu en so-pran) og dertil måske et par småroller.

De øverste i hierarkiet skal have de fleste, sværeste og bedste arier. Sådan er reglerne, og den lille komponist følger dem. Han skriver sig igennem ædle følelser, indviklede intriger og bunker af arier, som hver især beskriver en affekt. Der er tale om 22 arier plus det løse, og det vil bl.a. sige et hav af recitativer. Tre af forestillingens partier er skrevet til kastratsangere: Sifare, Arbate og Farnace. Ved premieren blev de sunget af mandlige sopraner og en mandlig alt. De er som de øvrige partier komponeret med en voksen mands erfaring og en omfattende viden om både sangteknik, stemmetyper og italiensk sprog. Og dertil kommer, at Mozarts orkestersats er både intelligent og virtuos. Første orkesterprøve er den 22. december, og det er et mirakel, at drengen når det. Musikken er ikke bare god sammenlignet med samtidig italiensk opera, den overgår meget af det, italienerne har hørt før. Ved premieren i Milano den 26. december dirigerer den lille dreng fra Salzburg opførelsen fra sit cembalo. Jubelen er enorm, de skriger "eviva il maestro" og mange numre må gives dacapo.

Operaen blev opført 20 gange, siden forsvandt den fra repertoiret for først at vende tilbage i vor tid. At en lille dreng kan skrive en opera, er i sig selv enestående. At en lille dreng kan skrive så god en opera som Mitridate, er ubegribeligt. Når vi er blevet snydt for den i så mange år, har det intet med musikkens kvalitet at gøre, kun med det faktum, at handlingen og musikkens stil ligger langt fra det sentimentale, småborgerlige operaideal, vi har vænnet os til. Dette er den aristokratiske 1700-tals-opera, og den forekommer kedelig, hvis man ikke som tilhører er villig til at gøre en indsats. Hvis man er med på idéen, er belønningen enorm, for musikken kan faktisk konkurrere med den sene Mozart selv, og dermed er den vel hævet over enhver anden konkurrence.

Pligt og passion - Aristokratiets teater

Af Johan Fjord Jensen

Det heroiske drama er først og fremmest aristokratiets teaterform, hvor digtningen tjener til opretholdelsen af kongemagtens interesser og samtidig fortolker de problemer, det aristokratiske publikum havde ved den måde, magten blev opretholdt på. Det er et drama, der foregår ved et hof engang i den antikke fortid. I denne hofverden består konflikter. Det er i en utrolig grad fyldt med konflikter, og de personer, der befolker hofferne, befinder sig uafladeligt i konflikt. Det gør de efter den hovedregel, at jo fornemmere de er, jo stærkere og jo mere uløselige bliver deres konflikter. Selve dette at være hensat i disse konflikter, bliver et tegn på fornemhed, hvor det allerfornemste er at være skakmat: som kongelig at være hensat i en situation, hvor enhver handlemulighed er udelukket, og hvor derfor alene selvmordet – den tragiske død – tegner sig som stil og ædel udvej.

Det er klart, at så selvmorderiske dramaer og en så selvmordeisk livsstil ikke opstår, hvis ikke der i de høviske og aristokratiske lags liv havde været indeholdt grundlæggende, ja næsten dødelige konflikter. Det er også klart, at når de pågældende lag i så stort et

omfang søgte til netop de heroiske genrer, så var det, fordi genrerne var med til at udvikle og forfine en livsstil, som gjorde det muligt at leve med konflikterne.

De heroiske dramaer er udfoldet om en konflikt mellem pligt og passion. Denne konflikt opstår i sammenstødet mellem tre faktorer:

  1. de statsligt bestemte pligter,
  2. de sociale normer og følelser (familiekrav og venskabsloyalitet) og
  3. kærligheden som passion.

Konfliktens ydre poler er næsten altid de statsligt bestemte pligter og kærligheden som passion, men i faktorernes indbyrdes møde sker der karakteristiske skift. Mens de statslige pligter aldrig antager form af passion, og omvendt kærligheden efter sit begreb aldrig opfattes som blot pligt, så antager de sociale normer og følelser skiftevis karakter af passion (nemlig når de kommer i strid med de statslige pligter) og pligt (nemlig når kærligheden som passion kommer i strid med dem). I visse af de heroiske dramaer forskydes den tragiske konflikt imod passionerne, der
tragisk støder sammen med mellemfeltet af sociale normer. I andre af de heroiske dramaer forskydes konflikten imod de statslige pligter, idet den tragiske konflikt da udløses ved disses brutale sammenstød med de sociale følelser. Hvad enten konflikterne antager den ene eller anden form, har de næsten altid sammenstødet mellem de statslige pligter og kærligheden som passion som yderste årsag. Tre ting er i denne forbindelse bemærkelsesværdige:

Bemærkelsesværdigt er for det første, at den enevældige statsmagt, som dramaet beskriver, reelt er ustabil, og at ustabiliteten og værnene imod den er den yderste grund, som stykkets pligtlære indretter sig efter. Den europæiske hofpolitik var endnu på dette tidspunkt i overvejende grad indrettet på igennem alliancer og krige at sikre og eventuelt udvide de forskellige kongers magt- og udbytningsområde og til det formål også at udnytte alle muligheder, som de kongelige slægtsalliancer gav. Denne krigeriske allianceverden afspejles overalt i det historisk heroiske dramas konflikter og igennem alt, hvad de udløser ind over dramaerne af pligter og skyldigheder. Ved at tilgodese disse hensyn plejede dramaerne de enevældige hoffers magtinteresser.

Bemærkelsesværdigt er for det andet, at i forhold til de statsligt bestemte pligter kommer det høviske og aristokratiske følelsesliv i klemme. Udgør pligterne det uafrystelige vilkår for al udfoldelse inden for dette univers, så udgør kærligheden den uafrystelige passion, som har så uhyre vanskeligt ved at tilpasse sig disse vilkår. Om denne kærlighed gælder, at den i et betydeligt antal tilfælde er skjult. Det er den blandt andet, fordi de unge levede under det vilkår, at de sociale forbindelser, de indgik i (forældre-børn, ægteskabet), ikke blev knyttet sammen igennem følelser og af følelsesbestemte valg; følelseslivet blev derfor skilt ud fra forbindelserne og ledt ind i ikke-institutionelle baner. Følelserne blev hemmelige og skjulte. Ved ikke at være bundne til de sociale forbindelser stod de i fare for at komme i konflikt med de pligter og normer, der knyttede sig til disse. At en sådan fare bestod, er det heroiske dramas talrige konflikter et vidnesbyrd om. Der består i disse dramaer et grundlæggende skel imellem, hvad mennesket er underlagt som vilkår og pligt, og hvad det længes imod af tilbøjelighed. I denne modstilling er kærligheden udsigtsløs. Forud for den tragiske konflikt henleves den i det skjulte. Under og efter konflikten tilbagevises den hertil igen som den ædle, hemmelige tilbøjelighed, der bliver til rest, når den i det ydre har opgivet sit mål igennem afkaldet.

Bemærkelsesværdigt er da for det tredje, hvorledes det heroiske drama løser sig ud af konflikten mellem de statsligt bestemte pligter og kærligheden som passion. Det gør det igennem selvafkaldet. Det heroiske dramas grundlæggende lære og eksistensberettigelse er, at man ikke selv råder for sin skæbne, men at man, når den nu engang foreligger, må tilpasse sig den ved at døde sine egne følelsesmæssige behov. Når kærligheden så sjældent gensvares, men mødes af alle mulige former for blokade, så har det at gøre med, at således har disse mennesker oplevet alt, hvad der havde udspring i dem selv: som noget der ikke førte til noget. Det måtte man så lære at leve med, lære det igennem selvofring, afkaldet på sin kærlighed.

Når denne lære ved sin gennemførte fordring på selvafkald overhovedet havde nogen appel til aristokratiet, så var det ved den supplerende lære, at ved at ofre sig selv viste man sin ædelhed og fornemhed. For en verden, der helt var indrettet efter prestigeværdier, var dette ikke så lidt. Begår i en tragedie en hovedperson et tragisk selvmord, eller udvikler der sig en symbolsk død, hvor den heroiske helt afstår fra at virkeliggøre sin kærlighed, bekræftes på én gang styrken i kærligheden, og respekten for de normer, som den er stødt imod. Men ikke blot holdes kærligheden intakt i selvmordet; ved ikke at blive virkeliggjort, fremtræder den som forædlet – som fornem. Nu begik jo hverken hoffets eller aristokratiets damer og herrer selvmord, blot fordi de havde overværet en tragedie eller hørt en opera. Men de lærte at udøve de hemmelige mord på deres egne følelser og tilbøjeligheder og at opfatte dette som en forædlingsvirksomhed, ud af hvilken som resultat kom deres egen fornemhed.

Uddrag af Dansk Litteraturhistorie, vol. 4

Patriotismens tid, 1746-1807

© 1983 Gyldendalske Boghandel

Trykt med venlig tilladelse fra Gyldendal

Release date: 
December 2009
Cat. No.: 
6.220580-82
FormatID: 
SACD
CoverFormat: 
Box
Barcode: 
747313158065
Track count: 
60

Credits

Indspillet i Danmarks Radios Koncertsal, Radiohuset, København, 2002-03 Producer: John Frandsen Teknik: Lars C. Bruun Executive producer og kunstnerisk ledelse: Tatjana Kandel Artwork: Mads Winther Distributed by Dacapo Records www.dr.dk/mozart (p) 2004 (c) 2009 DRS