Subscribe to Dacapo's newsletter

Den Danske Revy 1940-1945 Vol. 5

Den Danske Revy 1940-1945 Vol. 5

1940erne var et årti, som blev skåret skarpt over på midten af de jublende majdage i 1945. Dette afspejles i Dacapos nye revy-udgivelse, som omfatter fem cd'er med musik fra nogle af danmarkshistoriens mest dramatiske år, nemlig 1940-45.

Under den tyske besættelse af Danmark førte besættelsesmagtens ekstreme følsomhed overfor satire til, at der vogtedes over hvert talt og sunget ord fra danske revyscener. Mange revyforfattere konsulterede derfor teatercensor I.C. Normann, som med sin dybe indsigt i revyens væsen var i stand til at imødegå presset fra de tyske myndigheder. I samarbejde med Normann lykkedes det nu revyforfatterne at give de satiriske tekster en uangribelig formulering, og dermed gøre den danske revy til en væsentlig faktor i modstandskampen.

På de fem cd'er fra Dacapo finder vi en række fine eksempler på, hvordan underfundighed og tvetydighed blev dansk revys stærkeste våben.

Buy album
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,0027,60 kr.
    mp3
    €3.7 / $4.03 / £3.16
    Add to cart
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,0031,60 kr.
    CD Quality
    €4.24 / $4.61 / £3.61
    Add to cart
Total runtime: 
78 min.

1. Puk, puk, faldera
(M: Amdi Riis / T: Poul Henningsen; opt. 1943)
Gerda Gilboe

Fra Hornbæk Revyen 1943, Hornbæk Badehotel. Med gennemført præcision og gehør rammer hun hver en tone i denne musikalsk krævende vise. Af en anmeldelse fremgår det i øvrigt, at hun fremførte den på skælmsk vis og med en gratie, som om den hørte hjemme på Den kgl. Ballet.

2. Selskabslege
(T: Robert Storm Petersen; opt. 1943)
Helge Kjærulff-Schmidt

Fra Hornbæk Revyen 1943, Hornbæk Badehotel. Han genoplivede mindet om Storm Ps monologer fra \Edderkoppen"s dage med en skildring af moderne selskabslege", var de få ord, Politikens Viggo Cavling havde tilovers for denne fremragende fortolkning af den sublime humorist.

3. Den var lille i fjor
(M: Amdi Riis / T: Epe; opt. 1944)
Erika Voigt

Fra Apollo Revyen 1944, Apollo Teatret. Berlingske Tidendes anmelder faldt for fristelsen, der ligger gemt i denne vises titel: "Den var lille i fjor - men mindre i år! Den kunstneriske indsats i forrige års Apollorevue var lille - den er mindre i år. Erika Voigt undskylder dette i en af sine viser med, at satiren ikke er død, men sover kun ..." Dette kunne man vel opfatte som et hjertesuk fra en censurplaget forfatter, mens man til gengæld kunne opleve en spillevende E.V., der i sidste vers giver et strålende vidnesbyrd om sin mesterlige parodieringsevne.

4. En dame fra 90'erne
(M: Aage Stentoft / T: Arvid Müller; opt. 1944)
Erika Voigt

Fra Apollo Revyen 1944, Apollo Teatret. Berlingske Tidendes anmelder, der ikke var udelt begejstret for denne revy, fandt dog et lyspunkt i "den dejlige humørfyldte Erika Voigt, der trallede og dansede og spjættede og satte liv i det hele, når melankolien var ved at brede sig. Hendes berømte Tante Agathe er denne gang blevet til en can-can pige fra 90'erne. Hun er ikke til at stå for - hverken når hun danser på et ben eller går ned i spagat."

5. Der er meget langt til Rungsted
(M: Aage Stentoft / T: Arvid Müller; opt. 1944)
Osvald Helmuth

Fra Apollo Revyen 1944, Apollo Teatret. En benzinløs tid med hestetrukne taxaer og begrænsninger i den offentlige transport gjorde cyklen uundværlig for de fleste. Vareknaphedens mangel på dæk og slanger skabte dog også begrænsninger for dette populære transportmiddel og danner i øvrigt grundlag for denne vises komplicerede hændelsesforløb.

6. Bag om disken
(M: Aage Stentoft / T: Arvid Müller; opt. 1944)
Ludvig Brandstrup

Fra Apollo Revyen 1944, Apollo Teatret. Som en folkelig type med mindelser om landsbyskolelæreren, degnen i Nørre Bjært og kaperkusken er L.B., nu som grønthandler, inde på den omsiggribende gedulgte tuskhandel og varebytning. I visen bliver begrebet udvidet til også at omfatte nogle af tidens mest omtalte rokeringer indenfor teaterdrift, krisepoliti, radionavne, filmbranchen samt fraværet af en ensartet diktion blandt de kongelige skuespillere.

7. Man bruger sin stemme
(M: Amdi Riis / T: Poeten; opt. 1944)
Ludvig Brandstrup

Fra Apollo Revyen 1944, Apollo Teatret. I rollen som gårdsanger inspirerede L.B. publikum til at kaste mønter op til sig, og teatret besluttede, at pengene skulle gå til institutionen Børnenes Kontor. Man kan gætte sig til, at samme revys sprælske "Dame fra 90'erne" også må have udløst en regn af mønter. Et af de specielle Neuruppin-rim fra "Blæksprutten" lyder således: "I Apollo kasted man mønterne sløjt - der kom ører i øjet på Erika Voigt". Da revyen sluttede, var der indsamlet over 3000 kr.

8. Årenes gang
(M: Aage Stentoft / T: Arvid Müller; opt. 1944)
Osvald Helmuth

Fra Apollo Revyen 1944, Apollo Teatret. Osvald demonstrerer her sin virtuositet, troværdig i rollen som den lille mand, den jævne dansker. Her med nogle betragtninger over den trøstesløse tid, man må se at komme igennem, indtil krigen og besættelsen er overstået. I sine erindringer "Lev stærkt - dø gammel" fortæller O.H.: "Under prøverne på forestillingen var der, foruden censor, også tyske repræsentanter tilstede. Det, der lå bag denne vise, forstod de ikke et muk af."

9. Kom som du er
(M: Aage Stentoft / T: Poul Sørensen og Epe; opt. 1944)
Osvald Helmuth

Fra Apollo Revyen 1944, Apollo Teatret. Visen tager udgangspunkt i tidens restriktionsplagede beklædningssituation, de af samme grund nedslidte private garderober samt selskabelighedens afhængighed af, hvad gæsterne selv medbringer. Som følge af den stærkt begrænsede ytringsfrihed drejer de øvrige emner sig om en vis "Mugge" Locher, der af egen lomme betalte Det kgl. Kapel for at markere sig som dirigent, samt en præst, der med trompetspil ville lokke ungdommen til gudstjeneste.

10. Det er ikke nær så slemt
(M: Amdi Riis / T: Mogens Dam; opt. 1944)
Ludvig Brandstrup

Fra Apollo Revyen 1944, Apollo Teatret. Besættelsestidens stærkt begrænsede muligheder for satirisk udfoldelse (ikke mindst for Apollo Teatrets vedkommende) kommer til udtryk i denne vise, der handler om en hyrevognskrig mellem Taxa (de autoriserede med pligter og rettigheder) og de såkaldte "Lillebiler" (der normalt kun kørte som private vognmænd). Visen omhandler også den nyligt i revysammenhæng så omtalte Berthe Quistgaard, der nu skal udfolde sit pikanteri i Noel Cowards Privatliv, samt en aflyst koncert i KB Hallen, hvor Gerda Neumann skulle have optrådt.

11. Incassator søges
(T: Arvid Müller; opt. 1944)
Christian Arhoff og Poul Wøldike

Fra Apollo Revyen 1944, Apollo Teatret. I forestillingen blev sketchen spillet af C.A. og Osvald Helmuth. På denne grammofonindspilning blev sidstnævnte erstattet af P.W. Uanset hvem med- eller modspilleren er, demonstrerer C.A. her helt og holdent sin meget personlige og folkekære stil.

12. Stik mig en af dine gamle plader
M: Amdi Riis / T: Ludvig Brandstrup; opt. 1944)
Ludvig Brandstrup

Fra Apollo Revyen 1944, Apollo Teatret. Materialemangel nødvendiggjorde, at man for at købe en ny grammofonplade også måtte aflevere en gammel, hvad samlere begræder i dag. Hvad man har givet i bytte for at erhverve denne får stå hen i det uvisse, men man har næppe kunnet klare sig alene ved hjælp af det begreb, visens refræn i øvrigt giver udtryk for: at komme med en tydeligt usandfærdig og før hørt undskyldning. Som så mange af besættelstiden viser munder også denne ud i en forhåbning om bedre tider.

13. Åh, Mogens
(M: Kai Ewans / T: Knud Pheiffer; opt. 1944)
Tove Steines

Fra Casino Revyen "10 -11- 16", Casino Biografen, Istedgade. I en omtale af revyen skrev Det Ny Radio Blad: "Der er fest og farver over Knud Pheiffers Casino Revy. Forestillingen er elegant sat op, og man morer sig aftenen igennem over de unge kunstneres glade smil og humørfyldte numre, - intet under, at revyen blev en strålende succes." Som scenografi til denne vise var fire af revyens medvirkende udstyret med store paphoveder, der karikerede de populære personligheder med fælles fornavn, men med efternavnene Lind, Wieth, Lorentzen og Kilde.

14. Jitter-Bach
(M: Kai Ewans / T: Knud Pheiffer; opt. 1944)
Aase Werrild

Fra Casino Revyen "10-11-16", Casino Biografen, Istedgade. Aa.W., der i forvejen var kendt som jazz- og refrænsanger, fik her sin debut som revyskuespiller. Hun fik gode anmeldelser, bl.a. af Svend Kragh-Jacobsen: "Af damerne stjal Aase Werrild billedet. Hun kan synge - vi ved det, men hørte det gerne. Først et jazz-potpourri , dygtigt gjort, og senere den fin-fine Jitterbach, som man nød." Komponisten K.E. havde ladet sig inspirere af en kammermusikpræget indspilning med Benny Goodmans orkester, og dette vakte også opmærksomhed hos pressen, der som helhed fandt at der med denne revy var skabt en helt ny musikalsk tone og, som ovennævnte anmelder mente: "Ingen af sommerens mange revyer har som denne opvist en sådan opfindsomhed, ja vittighed og originalitet i musikvalg og arrangement."

15. En tjener er også et menneske
(T: Knud Pheiffer og Tao Michaelis; opt. 1944)
Knud Pheiffer og Ole Monty

Fra Casino Revyen "10-11-16", Casino Biografen, Istedgade. O.M. optræder her for første gang i revysammenhæng, efter at han siden 1941 havde deltaget i K.P.s kabaret "Vi Unge". Phielsebach er endnu ikke opfundet.

16. Man sku' ha' det som Diogenes
(M: Amdi Riis / T: Mogens Dam; opt. 1944)
Sigrid Horne-Rasmussen

Fra Hornbæk Revyen 1944, Hotel Marienlyst, Helsingør. Det Ny Radio Blads grammofonanmelder Scout omtaler denne indspilning som "den originale - meget originale indsyngning ved Sigrid Horne-Rasmussen. Vi skal ikke indlade os på nogen bedømmelse af det såkaldt sanglige, men nøjes med at konstatere, at fruen er sig selv lig fra tidligere plader - hvis De forstår, hvad jeg mener!"

17. Vi er alle i samme båd
(M: Ukendt oprindelse / T: Poul M. Jørgensen; opt. 1944)
Helge Kjærulff-Schmidt

Fra Hornbæk Revyen 1944, Hotel Marienlyst, Helsingør. Denne klassiker i dansk revyhistorie er en omskrivning af en gammel navervise Fuglen og Fritz, der under lystig selskabelighed også var på Poul Henningsens private repertoire. Stig Lommer så i et tidsskrift Arne Ungermanns tegning af den danske befolkning forsamlet i en båd og kombinerede den med repetitionsvisen. Med sin gode idé fik han både kunstnerens tilladelse til at bruge tegningen som bagtæppe og samtidig forfatteren inspireret til at skrive en usædvanlig fantasifuld tekst. De mange repetitioner med ombytninger af rimord, for ikke at tale om vejrtrækning og betoninger, kræver et artistisk mesterskab, som H.Kj.S. ikke alene levede op til. Med sin rumsterstang, høje dannebrogshat, pegepind og eminente formuleringsteknik blev han selv en del af Danmarkshistorien.

18. En yndig lille fjer
(M: Amdi Riis / T: Arvid Müller; opt. 1944)
Gerda og Ulrik Neumann og Svend Asmussen

Fra Hornbæk Revyen 1944, Hotel Marienlyst, Helsingør. Med fremragende artisteri nåede denne trio et højdepunkt i dansk revyhistorie med denne blanding af sketch og præsentation af musik. I en efter-festen-situation og stadigt berusede giver de udtryk for en rejselængsel, som de i øvrigt delte med hovedparten af befolkningen. Ved hjælp af nogle efterladte instrumenter og egen evne til at spille og synge i mange landes musikalske stilarter kommer de - og vi - alligevel vidt omkring. "Ikke en overflødig lyd eller bevægelse - lutter kultiveret charme og musikglæde. Det vil jeg høre igen." Skrev Svend Kragh-Jacobsen.

19. Dagbogsblade af Storm P
(T: Robert Storm Petersen; opt. 1944)
Helge Kjærulff-Schmidt og Gunnar Lauring

Fra Hornbæk Revyen 1944, Marienlyst Badehotel. De to folkekære skuespillere, der hver for sig havde opnået stjernestatus gennem en række lystspilfilm, levendegør her Storm P.s klassiske tegneserie-vagabonder.

20. Profeten Mikkelsen
(T: Poul Mourier; opt. 1944)
Poul Mourier

Fra Helsingør Revyen 1944, Helsingør Sommerteater. Besættelsestiden gav også anledning til, at flere sekterisk religiøse bevægelser havde fremgang. Selvom psykiatere og præster advarede, fik den 21-årige tynde, blege og sorthårede profet John Axel Mikkelsen fra Vendsyssel tilslutning til sin bevægelse "De sidste Israelitter". Han havde brudt sin tilknytning til Jehovas Vidner og forkyndte nu at Jorden ville gå under den 10. marts. Senere blev det ændret til den 15. marts. Hans tilhængere, deriblandt 12 udvalgte disciple, ville på undergangsdagen blive afhentet i en ark, som ville afgå fra Ålborg til Tusindårsriget.

"\

Release date: 
October 2004
Cat. No.: 
DCCD 9819
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
730099981941
Track count: 
20