Subscribe to Dacapo’s newsletter with

Concertos

SACD (free shipping)

  • SACD
    Super Jewel Case
    111,60 kr.

Download

  • mp3
    mp3 (320kbps)
    55,20 kr.
  • CD Quality
    FLAC 16bit 44.1kHz
    63,20 kr.
Emil Hartmann

Concertos

Christina Åstrand, Stanimir Todorov, Helsingborg Symphony Orchestra, Hannu Lintu

Emil Hartmann (1836-1898) experienced great success when he toured Germany and the rest of Europe conducting his own works, and was often compared to the great Romantic masters of the European musical scene. But at home in Denmark the composer was overshadowed throughout his life by his famous father J.P.E. Hartmann, whose centenary we celebrate this year. The writer Hans Christian Andersen actually said of the two Hartmanns that old Hartmann is a born composer, young Hartmann was brought up to it. With this recording of Emil Hartmann's three concertos - for violin, cello and piano - we can be in no doubt that the fame that \\young Hartmann\\ enjoyed abroad was more than deserved. Here you can listen to three of the finest Danish soloists today expressing themselves in Emil Hartmann's full-blooded Romantic concertos with the special Nordic element that gives the music unusual melodic beauty.

Vælg foretrukket format til download af track.
Concerto for violin and orchestra in G minor, op. 19 (1876)
1 I Allegro 9:10 9,60 kr.
2 II Andante - Allegretto scherzando - Andante 7:29 9,60 kr.
3 III Finale 8:36 9,60 kr.
Concerto for violoncello and orchestra in D minor, op. 26 (1879)
4 I Allegro moderato - Andantino - Allegro - Andantino - Allegro 9:18 9,60 kr.
5 II Canzonetta; Andante 3:26 6,40 kr.
6 III Rondo pastorale: Allegretto - Andantino 6:08 9,60 kr.
Concerto for piano and orchestra in F minor, op. 49 (1890)
7 I Allegro 10:09 12,80 kr.
8 II Canzonetta: Andante 8:09 9,60 kr.
9 III Finale: Allegro 7:44 9,60 kr.
Total runtime: 
70 min.
Emil Hartmann
 

Emil Hartmann (1836-1898) var oldebarn af komponisten Johann Hartmann (1726-1793), der var indvandret i Danmark i 1760’erne, og ældste søn af J.P.E. Hartmann (1805-1900) og dennes musikbegavde kone Emma Hartmann. Han viste tidligt, at de musikalske gener også var gået i arv til ham, idet han begyndte at komponere, førend han kunne tale rent. Så længe Emil og hans søskende fik privatundervisning i hjemmet, indgik musik på lige fod med skolefagene, men ellers fik Emil Hartmann ikke nogen formaliseret musikalsk uddannelse.

Sin første større kompositoriske opgave fik han i 1858, da han sammen med sin barndomsven og senere svoger August Winding fik overdraget at skrive musikken til Bournonvilles ballet Fjeldstuen. Premieren den 13. maj 1859 blev modtaget med stort bifald, og de fleste anmeldelser var glimrende. Således stod der, at “de to unge komponister, August Winding og Emil Hartmann, der så dygtigt og karakteristisk har understøttet balletdigtningen, har fuld ret til at tilegne sig deres del af den varme, velfortjente anerkendelse.” Hertil skal tilføjes, at Win-dings lærer, Niels W. Gade og Emils far også kunne tage deres del af æren, da de hver især havde hjulpet de to unge komponister med instrumentationen.

Året efter rejste de to venner på en studietur til Paris, og efter hjemkomsten påbegyndte Emil Hartmann et nyt scenisk værk, musikken til Hostrups syngespil En nat mellem fjeldene, der fik en blandet modtagelse. Om premieren skrev H.C. Andersen i sin dagbog: “Om aftenen i teatret at høre første gang Emil Hartmanns musik til Hostrups Natten mellem fjeldene; musikken fyldte mig ikke, og stykket var bundkedsommeligt. Ideen er poetisk, og det kan måske være meget smukt at læse, men det er aldeles ikke dramatisk, der var en uro i første akt og en stilleståen i sidste, der foregik i mørke, elskeren sov lige til stykkets slutning, og da han trådte op, sov jeg. Hostrups og Emils venner var særdeles glade, poeten Richard var overlegen og klog mod mig, da jeg ikke var med. Der blev meget klappet, men også hysset.” Anmelderne var dog gennemgående rosende og mente, at det var en lovende debut som dramatisk komponist.

Det gav blod på tanden. Allerede kort tid -efter gav Emil Hartmann sig i kast med en opera med titlen Elverpigen til tekst af teater-historikeren Thomas Overskou. I sommeren 1864 havde han 1. akt færdig, men premieren måtte vente til november 1867 på grund af interne stridigheder på Det Kgl. Teater. Det var efter denne premiere, at H.C. Andersen udtalte, at “gamle Hartmann er født komponist, unge Hartmann er opdraget til det”. Det var en ikke ganske retfærdig dom over Emil Hartmanns talent, men det var en opfattelse, der deltes af mange af hans samtidige i hjemlandet. Snart skulle der dog indtræffe en væsent-lig forandring i hans liv. Allerede 14 dage efter premieren på Elverpigen drog han afsted på en studierejse financieret af Det Anckerske Legat. Rejsen, der varede et halvt år, gik til Berlin, Leipzig, Paris, Wien og Dresden.

Mødet med det tyske musikliv blev af afgørende betydning for Emil Hartmann. I Berlin svælgede han i operaer, han aldrig havde haft mulighed for at høre før, bl.a. Wagner, sunget af fremragende sangere, og de mange koncerttilbud overvældede ham. Især frydede han sig over de mange populære symfonikoncerter, hvor man nåede ud til et meget bredere publikum end i København. Han stiftede bekendtskab med førende musikere som den kgl. kapelmester Wilhelm Taubert og dirigenten Julius Stern, der havde sit eget konservatorium. Taubert ofrede megen tid på at gennemgå Emil Hartmanns medbragte partiturer med ham og udtalte bl.a., at hans symfonier led af samme fejl som Gades: de var for homofone, han savnede polyfonien i instrumentationen og stemmeføringen. Imidlertid opførte Stern med stor succes den ene af dem ved en af sine symfonikoncerter.

I Leipzig var det især det muntre liv sammen med de mange studerende af mange forskellige nationaliteter ved det berømte konservatorium, der tiltalte Emil Hartmann. Til gengæld stillede han sig kritisk over for Tysklands musikby nummer et. Han var af den opfattelse, at komponisterne komponerede mere for hinanden end for folket, og at det var en “lille temmelig blaseret hob”, der gav tonen an. Takket være sin svoger Niels W. Gade fik han forbindelse med både Gewandhaus-koncer-ternes dirigent Carl Reinecke og den berømte koncertmester Ferdinand David samt andre medlemmer af Gewandhaus-koncerternes direktion, der lovede ham at opføre en af hans symfonier i den kommende sæson, hvis han omarbejde den efter deres forslag. Det ville Hartmann ikke, men han fik succes med en kvintet og en trio ved konservatoriets kammermusiksoiréer, så noget fik han dog opført i Leipzig.

Paris, hvor han tidligere havde været, tiltalte ham ikke særlig meget musikalsk, så da han ankom til Wien i april 1868, ærgrede han sig over, at han ikke havde sprunget opholdet i Paris over, da han trivedes godt i Wien, selv om musiksæsonen næsten var forbi.

Studierejsen havde givet Emil Hartmann smag for at arbejde i Tyskland, og i 1871 var han tilbage i Leipzig, hvor han fik antaget korværket Winter und Lenz til opførelse i Gewandhaus og udvidede sin bekendtskabs-kreds. Efter hjemkomsten forsøgte han sig atter som operakomponist med Korsikaneren, til en tekst af Saint-Georges, oversat at Adolph Hertz, der senere blev kendt for at være den første, der oversatte Wagners tekster til dansk. Premieren i april 1873 var ikke nogen succes, og det blev Emil Hartmanns sidste forsøg i den dramatiske genre i over 20 år. Sommeren 1873 tvang hans dårlige helbred ham til at tage på sanatorium i Schweiz. Det hjalp imidlertid ikke på hans svage nerver, så året efter lod han sig frivilligt indlægge i næsten et år på sindssygehospitalet på Oringe ved Vordingborg, hvad der betød et alvorligt afbræk i hans musikalske karriere. Først i 1876 følte han sig rask nok til atter at rejse ud, og igen var det det tyske musikliv, der trak som en magnet. I Berlin så han Wagners operaer i stjernebesætninger, overværede Wagners personlige prøver på den første opførelse af Tristan og Isolde i Berlin og hørte Brahms’ nykomponerede Ein deutsches Requiem, og navnlig stiftede han en række bekendtskaber, der skulle blive nyttige for ham i fremtiden.

Fra 1878 kom der for alvor fart i de udenlandske engagementer, hovedsagelig i Tyskland. I april var Emil Hartmann således atter i Berlin, hvor Königliche Capelle opførte hans ouverture Hærmændene på Helgeland, og selv medvirkede han i en opførelse af serenaden for klarinet, cello og klaver, mens Benjamin Bilse tog hans Nordiske folkedanse på programmet i sine populært anlagte orkesterkoncerter i Konzerthaus på Dönhoffplatz. Også musikforlæggere besøgte han ihærdigt både i Berlin og Leipzig, som han også besøgte for at genopfriske gamle bekendtskaber og stifte nye. Grundlaget for en karriere i Tyskland var lagt. I 1880’erne og 1890’erne delte Emil Hartmann sol og vind lige mellem Tyskland og Danmark, men der var ingen tvivl om, at det var i Tyskland, han trivedes bedst. Hjemme blev han rubriceret som “sin fars søn og Gades svoger”, men selv om man også i Tyskland kendte til hans familieskab med Gade, værdsatte man ham også for hans egen skyld. Mens man i Danmark mente, at han blev protegeret frem, måtte han i Tyskland kæmpe sig frem på egen hånd. De kontaktpersoner, han havde skaffet sig, undte han ikke ro, førend de havde skaffet ham engagementer eller sørget for, at hans musik blev opført. Og det lykkedes som regel. Efterhånden begyndte der at komme en jævn strøm af fremragende anmeldelser af hans musik fra alle de større tyske byer som Berlin, Hamborg, Leipzig, Dresden, München, Magdeburg, Halle o.m.a. De første år var det især hans ouverture Hærmændene på Helgeland og Es-dur-symfonien, opus 29, men efterhånden udvidedes repertoiret, og mens det i begyndelsen var så fornemme orkestre som Berliner Filharmonikerne, Königliche Capelle i Berlin og Königliche Sächsische Musikalische Capelle (senere Staatskapelle Dresden), der opførte Emil Hartmanns værker under ledelse af de respektive kongelige kapelmestre, overtog han senere selv taktstokken og arrangerede komponistaftener, hvor han udelukkende diri-gerede egne værker med stor succes. Navnlig hans Nordiske folkedanse og Skandinavisk folkemusik opnåede en popularitet, der i hans egen levetid kunne måle sig med Brahms’ Ungarske danse.

I København arrangerede Emil Hartmann sine egne koncerter i Casino og optrådte med komponistaftener i Tivoli, hvor han præsenterede de samme programmer, som gjorde lykke i udlandet. Selv om han selv syntes, at han blev dårligt behandlet, fik han dog tit positive anmeldelser, der næsten alle fremhævede, at hans musik var melodiøs, formsikker og velklingende. Det, der fik ham til at fare i flint gentagne gange, var beskyld-ningen om, at musikken ikke var original, at han lænede sig alt for meget op ad sine forbilleder, ja sommetider ikke syntes at være i stand til at skelne mellem, om det var hans egen opfindelse eller andre komponisters motiver, som kom frem fra erindringen, når nodepapiret lå foran ham.

I slutningen af 1880’erne begyndte Emil Hartmann atter at tænke på at skrive en ope-ra, men vejen var lang. Først overvejede han Walter Scotts Pigen fra søen, men efter at musik-historikeren Carl Thrane og teatermanden P.A. Rosenberg begge havde måttet opgive at udforme en tilfredsstillende libretto, blev der stille om planerne et stykke tid. I stedet tog han mod et tilbud om at skrive musik til et skuespil om Kristian II, der skulle op på Dagmarteatret, hvor Emil Hartmanns yngste datter, Agnete, var skuespillerinde. Han kunne dog ikke få operaidéen ud af hovedet og bestemte sig nu for, at teksten skulle udarbejdes på basis af Henrik Hertz’s skuespil Svend Dyrings hus fra 1837, der i sin tid var blevet opført med musik af Henrik Rung. Det, der tiltalte ham ved Hertz’ stykke, var muligheden for at benytte den nordiske folketone i musikken, som han havde haft så megen succes med i Tyskland, og operaen var da også primært beregnet på de tyske scener. Han havde talt meget med sin vordende svigersøn, sceneinstruktøren Julius Lehmann, om dette emne, og Lehmann havde indvilget i at udarbejde et scenario til en opera i fire akter, selv om han ikke mente at kunne påtage sig udarbejdelsen af selve teksten.

Derfor henvendte Emil Hartmann sig i sommeren 1890 til Christian Richardt, der i 1878 havde høstet megen anerkendelse for sin tekst til Heises Drot og marsk, i håbet om, at denne lod sig overtale. Richardt var i begyndelsen ikke helt afvisende, men anbefalede dog Emil Hartmann at henvende sig til Ernst von der Recke; men med al respekt mente Emil Hartmann ikke, at han var særlig egnet. Han forespurgte dog, men Recke var syg og turde ikke binde an med opgaven, så Emil Hartmann forsøgte at lægge et mildt pres på Richardt ved at sige, at både teaterchef Fallesen, forfatteren Erik Bøgh og sceneinstruktøren og skuespilfor-fat-teren William Bloch, der var en af Emils venner, mente, at det var af afgørende betydning, at det blev netop Richardt, der skrev librettoen. Intet hjalp dog, Richardt afslog, og projektet blev indtil videre lagt på hylden.

Sidst på året opstod der også andre mere presserende problemer at tage stilling til. Ved Niels W. Gades pludselige død i december blev tre af de betydeligste poster i Københavns musikliv ledige: dirigentstillingen i Musikforeningen, organistembedet ved Holmens Kirke og direktørposten for musikkonservatoriet. Det sidste løstes nemt via statutterne, men de to andre poster skabte splid: besættelsen af organistembedet udviklede sig til en sag, fordi man uden opslag valgte Thomas Laub, hvad der skabte vildt oprør blandt de organister, der havde tænkt sig at søge det, blandt dem Emil Hartmann, og dirigentposten fordi der var dyb uenighed om, hvorvidt Emil Hartmann var velegnet til at blive hans efterfølger, selv om Gade sit sidste leveår havde bedt Emil Hartmann om at være parat til at springe ind, hvis han blev syg. Ved Musikforeningens generalforsamling stod valget mellem ham og Franz Neruda; det blev trods alt Emil Hartmann, men han varetog kun posten en sæson, så frasagde han sig hvervet, så han atter kunne foretage sine lange koncertrejser i Tyskland.

Det gav ham også tid til at realisere operaplanerne, efter at det var lykkedes at overtale Julius Lehmann til selv at skrive teksten. Den lille opera i nordisk folketone, der fik titlen Ragnhild (“Runenzauber”), gik tilsyneladende en lys fremtid i møde, da det i løbet af 1897 lykkedes Emil Hartmann at få den antaget til både hofoperaerne i Berlin og Dresden og Stadttheater i Hamborg samt en række andre scener, men efter den vellykkede premiere i Hamborg under ledelse af Gustav Mahler og efterfølgende opførelser i Dresden opstod der stridigheder med hofoperaen i Berlin, der førte til, at operaen aldrig kom frem der og ej heller balletten En bryllupsfest i Hardanger, der var komponeret til samme scene. Denne sag og den barske modtagelse Ragnhild fik i København, forbitrede Emil Hartmanns sidste leveår, og den komiske opera Det store lod efter Hertz’ Sparekassen, som han havde komponeret i den sikre tro, at Ragnhild blev en succes, nåede han aldrig at se på scenen. Han døde 18. juli 1898.

 

Værkerne

 

Koncert for violin og orkester i g-mol, opus 19

Engang i begyndelsen af 1870’erne havde violinisten Anton Svendsen opfordret Emil Hartmann til at skrive en violinkoncert, og denne havde beredvilligt fulgt opfordringen, men havde måttet lade et ufuldstændigt klaverudtog ligge under sin sygdom. I vinteren 1875/76 genoptog han arbejdet og bad Anton Svendsen om at se på den, da han gerne ville have en fagmand til at afgøre, om den overhovedet kunne spilles. I januar 1876 medbragte han koncerten til Berlin, hvor han kom meget i huset hos musikforlæggeren Fritz Simrock. Her traf han bl.a. violinisterne Heinrich de Ahna og Joseph Joachim, som han tilegnede sin koncert. Simrock påtog sig at udgive værket både i klaverudtog og i partitur og stemmer; problemet var blot, at koncerten endnu ikke var instrumenteret, men Simrock ønskede at sikre sig den, så den ikke udkom i Leipzig. I februar spillede Anton Svendsen og Emil Hartmann midterstykkerne ved en af de filharmoniske koncerter og gjorde megen lykke, og en måned senere spillede de den for Gewandhaus-direktionen, der antog den til opførelse i den efterfølgende sæson, hvilket uvist hvilken grund ikke blev til noget. Førsteopførelsen fandt derfor sted 13. januar 1877 i Musikforeningen i København med Anton Svendsen som solist og Gade som dirigent. Modtagelsen var ikke over-strømmende. Koncerten blev bl.a. beskyldt for at være fuld af øresønderrivende tonekombinationer, selv om man erkendte, at den vidnede om en virkelig begavelse og en vis kompositorisk rutine, og koncerten havde da også opnået en vis succes hos publikum, primært takket være Anton Svendsens udførelse.

Allerede 23. marts samme år blev den opført i Berlin med Felix Meier som solist. Emil Hartmann overværede selv denne koncert og skrev stolt hjem til sin kone, at han hørte fra alle sider, at det var den bedste violinkoncert, der var skrevet efter Mendelssohns. Få dage efter spillede koncertmester de Ahna den med komponisten ved klaveret for at præsentere den for et indbudt publikum af fremragende autoriteter. I 1878 blev den opført i Magdeburg og Erfurt og i januar 1881 i Berlin i en ny bearbejdelse med den unge, lovende Franz Krezma som solist. Succesen var hjemme i Tyskland.

 

Koncert for violoncel og orkester i d-mol, opus 26

Cellokoncerten blev formodentlig til i løbet af 1879. I hvert fald sendte Emil Hartmann den omkring den tid til den tyske cellovirtuos, Friedrich Grützmacher, der allerede som 18-årig var blevet solocellist i Gewandhaus Orkestret og fra 1860 var solocellist i hofkapellet i Dresden. Han var en selvbevidst herre, der også gav sig af med at udgive cellomusik af en lang række kendte komponister. Om dette udgiverarbejde skrev han, at det var hans formål at finde ud af, hvad disse mestre egentlig havde tænkt sig og at notere det, de ikke havde skrevet, ned til mindste detalje. Og det mente han, at han havde mere ret til end nogen anden. Den holdning kom Emil Hartmann også ud for, selv om flere tyske komponister havde advaret ham om, at når man gav efter for Grützmachers lyst til at forandre og gøre bedre, så blev man aldrig færdig. Bl.a. ønskede han, at Emil Hartmann skulle indføje en brillant afslutning på 1. sats, som tydeligt lød, som om den var komponeret af Grützmacher. Arbejdet trak ud, selv om Grützmacher selv havde lovet at opføre koncerten i Dresden i sæsonen 1878/79. Det blev dog ikke Grützmacher, der kom til at uropføre den, for inden han nåede at spille den, var den blevet opført i Musikforeningen i København den 19. marts med den unge danske cellist Robert Hansen som solist. Koncerten fik en god modtagelse i det meste af pressen, bl.a. skrev Berlingske Tidende: “Hartmanns violoncel-koncert er en komposition, der straks tiltaler ved sin stærkt udprægede melodiøse karakter og en elegisk grundtone, der gør sig gældende i alle tre satser. Øret følger med fornøjelse fra tema til tema, men savner hist og her – mest i canzonetta’en – fast og energisk sammensluttede former. Denne mangel opvejes dog rigeligt ved tiltalende friskhed i opfindelsen og en smuk behandling af den obligate stemme, der giver violoncellisten en ikke let, men taknemmelig opgave at løse ... både komponisten (som selv dirigerede) og solisten høstede stærkt og almindeligt bifald.”

Grützmacher kom dog til at spille koncerten, da Musikforeningen satte den på programmet igen halvandet år senere, hvor den blev karakteriseret som “et melodiøst, dygtigt formet og instrumenteret arbejde”. I Dresden mente man, at “cellokoncerten opviste en temmelig stærk national farvning, men at det nordiske element ikke var påtrængende, men snarere gav værket en melodiøs skønhed”. Det var de karaktertræk, der blev fremhævet igen og igen i Emil Hartmanns musik.

 

Koncert for klaver og orkester i f-mol, opus 47

Klaverkoncerten blev skitseret sommeren 1887, og i februar 1890 skrev Emil Hartmann til legationssekretær Vilhelm Greibe i Hamborg, der ofte var ham behjælpelig med at arrangere koncerter, at han havde skrevet en ny klaverkoncert, som han foreslog blev opført med den unge Agnes Hansen (senere gift Adler), der var søster til Robert Hansen, der havde uropført cellokoncerten. Hun havde tidligere spillet den for Gade, der havde antaget koncerten til opførelse i Musikforeningen; men på grund af hans pludselige død i december 1890, var det Emil Hartmann selv, der 12. marts 1891 fik mulig-hed for at dirigere sit værk. Selv Poli-tikens anmelder, der ellers ikke var ubetinget venligt stemt over for Emil Hartmann, konstaterede, at værket var velegnet til opførelsen i Musikforeningen og fortsatte: “Det er fint og dygtigt gjort, med Emil Hartmanns velkendte smidighed både i selve udarbejdelsen og i det instrumentale. Indholdet et ingenlunde betydeligt, nærmest blidt og blødt, men klaverpartiet, der ikke lod til at være særligt vanskeligt, er behandlet med megen smag ...”

Efter en opførelse i Berlin samme forår blev koncerten i “Berliner Lokal-Anzeiger” karakteriseret som “god tysk musik” uden særlig nordisk karakter, snarere i retning af Weber, mens “Berliner Fremdenblatt” mente, at koncerten var et fint, formfuldendt arbejde, der var en bemærkelsesværdig berigelse af repertoiret.

Inger Sørensen, 2005

Release date: 
June 2005
code: 
6.220511
FormatID: 
SACD
CoverFormat: 
Super Jewel Case
Barcode: 
747313151165
Track count: 
9

Credits

Recorded in Helsingborg Konserthus on 1-5 September 2003 and 20-21 August 2004
Recording producer: Preben Iwan
Sound engineer: Preben Iwan

Graphic design: elevator-design.dk
Cover image: Denise Burt

Dacapo Records acknowledges, with gratitude, the financial support of Weyse Fonden, Generalkonsul Einar Høyvalds Fond and Solistforeningen af 1921