Idylls, elegies

Spøgelseskoraler

af Andrew Mellor

Endnu før sin debut fra solistklassen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 2022 havde Matias Vestergård skrevet tre operaer og en helaftensballet, sidstnævnte til Det Kongelige Teater i København. Han er både en betydningsfuld ny stemme i ny dansk musik og en sjældenhed inden for den: en ubesværet, fleksibel, produktiv og stilistisk alsidig komponist, som trækker på genrer fra salmesang til kabaret og samtidig undersøger nogle af de grundlæggende forestillinger om lyd og lydfrembringelse.

Den her indspillede musik er skrevet under Vestergårds studietid på konservatoriet og afspejler en erkendelsesproces, som komponisten selv kalder “mit yngre jegs forsøg på at forholde sig til den klassiske musiktradition, jeg elsker.” En af hans hovedinspirationskilder i slutningen af 2010’erne var Ferrucio Busonis tekster og musik, men de foreliggende ensembleværker rummer også umiskendelige spor af hans lærere Hans Abrahamsen og Simon Løffler, foruden at de indimellem sender et smil i retning af afdøde Pelle Gudmundsen-Holmgreen.

Som pianist og sanger er det med en blanding af lettelse og ærbødighed, at Vestergård nærmer sig genren instrumentalmusik for ensembler. “Mit mål i forbindelse med at skrive en masse instrumentalmusik er at finde den mest upraktiske måde at komponere noget meget simpelt på,” siger han. “Jeg vil gerne skrive kønne melodier, men så er det heller ikke mere tilfredsstillende kun at præsentere kønne melodier; de skal brækkes op, skjules eller anbringes bag forhindringer.”

Ofte består melodierne af korallignende temaer – et levn fra komponistens fortid som kirkemusiker. “Tanken om mennesker i færd med at synge samme rytme firstemmigt giver stor mening for mig,” siger komponisten. Der er strøet spredte, splintrede og skjulte koralmelodier ud over musikken her, men de er sjældent åbenlyse. “Hvis man har en koral som grundmateriale, gælder det om at finde ud af en måde at komme så langt væk fra den som muligt.”

Three Idylls (2017, rev. 2019) er skrevet til de ti instrumentalister i Esbjerg Ensemble (en kombination af strygekvartet og blæserkvintet med mulighed for at tilføje klaver og slagtøj). Det var et af de første værker, hvor Vestergård forholdt sig til det samlede tekniske potentiale hos de forhåndenværende instrumenter snarere end at udtænke “ren musik” og orkestrere den senere. Det førte komponisten til at udforske forskellige alternative teknikker, herunder at får strygere til at spille på begge sider af broen samtidig ved at bruge buen under broen og spille pizzicato over den (teknikken dukker op igen i Træk).

“Pifa” citerer temaer fra to af Schuberts klaversonater i et landskab af pastoral, skyfri skønhed (meget af letheden opnås ved at lade strygerne stryge under broen, hvor tonehøjderne fra den første Schubert-melodi også er placeret – antydet, men ikke opdaget).

“Hetärengräber” er inspireret af Rainer Maria Rilkes liste-lignende digt af samme navn, som beskriver en mumificeret ægyptisk konkubine og indholdet af hendes sarkofag. Komponisten blev optaget af skønheden og nærværet i genstandene, sådan som de to aspekter bliver sammenføjet gennem digterens beskrivelse af dem, og genskaber dem ved at bruge “meget tørre og dæmpede lyde, som for mig at høre fornemmes som genstande af ler, gamle perler og så videre. ” Satsen benytter også tonehøjder svarende til bogstaver i digtet, hvilket med komponistens egne ord resulterer i “en bluesagtig a-mol skala.”

“Caccia” lader jagt-kanonen “Se je chant” fra 1200-tallet trave råt og energisk af sted i jordhøjde, indtil et stemningsskift antyder billeder af sårede dyr. Hornisten synger klagende lyde og spiller samtidig, buer bevæger sig hen over løse strenge, en tamtam hvisler.

Six Elegies (2016, rev. 2019) kom til verden under en workshop med Esbjerg Ensemble i 2016, men blev revideret betydeligt i 2019. Tilsyneladende består den af seks kontrasterende karakterstykker, men musikken bindes sammen af sit fælles udgangspunkt i to koraler – en af Bach og en af Vestergårds selv.

I første sats med angivelsen “frosset, streng” synes komponistens egen koral knap nok i stand til at bryde ud af sine omgivelser, der fungerer som en slags musikalsk spændetrøje. I anden sats med angivelsen “nervøs, indtrængende” hører vi nu og da akkordunderlaget for Bach-koralen antydet (det vender mere sammenhængende tilbage i sjette sats, som er en gennemlysning af Bachs eget orgelpræludium over den samme koral, “Das alte Jahr vergangen ist”, BWV 614 fra Orgelbüchlein. Den tredje sats er angivet “med desperation” og den fjerde “begravelsesagtig”. I den femte bliver al den indtil nu hørte musik rullet op, når hele ensemblet indfanger flygtige passager fra de foregående satser og spiller dem baglæns i højt tempo.

Ligesom Six Elegies slutter strygekvartetten Træk (2019) med en koral. Dette værk – hvis titel kan antyde både vind, utæthed, berøring, særkender, bevægelse, vandring, flugt – gav Vestergård den helt særlige mulighed at skrive et konkurrenceværk, som adskillige ensembler ville komme til at spille umiddelbart efter hinanden på samme dag. At høre stykket fremført af forskellige ensembler til Den Internationale Carl Nielsen Kammermusikkonkurrence 2019 i København svarede til “et helt års kompositionsstudier”, siger komponisten.

Konkurrencearrangørerne udbad sig et teknisk krævende værk, netop som komponisten var begyndt at udforske forestillinger om instrumentale muligheder, der helt naturligt udfordrer musikerne og ensembledisciplinen. Fra Three Idylls genbrugte han ideen om at lade strygere frembringe lyde med bue og fingre samtidig, “hvilket kun et strygeinstrument er i stand til.”

Partiturets centrale idé er forestillingen om kvartetten som en enkelt luftbåren organisme eller en tæt flok af dem. Der udforskes fuglelyde og vingebevægelser. Partituret kræver betydelig virtuositet og akrobatisk snilde, og det reagerede de deltagende musikere ved konkurrencen i 2019 positivt på. “De forstod alle sammen både værket og de tekniske aspekter, også selv om de nåede frem til forskellige resultater,” husker komponisten.

Nogle elementer i Træk er ligefremt beskrivende (om end også stemningsskabende), som når der bliver basket i den indledende “Bastard Wing.” I koncertsalen er musikkens fysiske krav endnu mere åbenlyse – og i sig selv en indirekte afspejling af dyrs adfærd (også her bliver der strøget under broen). “Ghost movement” er en Cage-lignende pause, hvor musikerne får besked på ikke at sænke deres instrumenter, men heller ikke frembringe lyde med dem.

Tredje sats, “Strejffugle”, er inspireret af forestillingen om “en langsom, men målrettet vandring fra kysten ud i havet om efteråret” med en følelse af vingede væsener ovenover. I de indledende takter skal violinisterne stemme instrumenterne en halvtone ned undervejs, så den afsluttende koral kan spilles på løse strenge, også selv om den er opdelt i moduler på kryds og tværs af ensemblet.

Under arbejdet med Six Elegies opdagede Vestergård den danske digter Lea Marie Løppenthin (f. 1987). Mødet med hendes værker blev afgørende for komponisten, der beskriver dem som “ekstremt poetiske og meget fjollede på en dybsindig måde.” Han genkender egenskaberne hos sig selv, siger han, men havde i lang tid kæmpet med at få dem frem i sin musik og i stedet bevæget sig i retning af en “senromantisk Weltschmerz” med tilbøjelighed til at forankre hans musik i alvor. (Løppenthin skrev senere librettoen til Vestergårds første opera, Titanic, fra 2019).

To Løppenthin-sange (2018) har visse lighedstræk med afdøde Pelle Gudmundsen-Holmgreens lakoniske, stavelsesbaserede og fonetiske måde at sætte ord i musik på, både hvad angår deres særegne æstetik og med hensyn til princippet om at afbalancere banalitet og skønhed. De udvalgte digte er fra Løppenthins samling Marts er bedst (2016), som ifølge komponisten er meget generationstypisk poesi med titler som “vind” og “søvn”, men som også udvinder nærgående menneskelige iagttagelser af sådanne elementer.

Værket er skrevet for sanger og den særlige instrumentsammensætning i Figura Ensemble (dog med kontrabassen erstattet af cello), ovenover hvilken stemmen lyder nærmest løsrevet, og ifølge en angivelse i partituret “temmelig neutral”. Teksten tager føringen, og dens søgende og legende egenskaber er altid i forgrunden.

Francesca Nocturnes (2019) for strygetrio, fløjte og engelskhorn udgør fire forskellige reaktioner på den amerikanske fotograf Francesca Woodmans karakteristiske sort-hvide udtryk. “Jeg elsker hendes uskarpe nuancer og mørke, grumsede baggrunde,” siger Vestergård, der har sammenlignet musikkens tilblivelse med at “redigere et foto og manipulere forskellige aspekter for på den måde at gøre det mere kornet eller farverigt eller andet.” Snarere end en reaktion på fire forskellige fotografier kan hver enkelt sats snarere sammenlignes med forskellige filtreringer af det samme billede. Rent musikalsk er “billedet” endnu en koralmelodi.

Musikkens særlige mørke klangfarver opnås ved brugen af nok en speciel udvidet teknik, nemlig ved at bede fløjtenisten spille på instrumentet med trompetembouchure. Komponisten sammenligner selv den konkrete lyd, det resulterer i (han lærte sig at frembringe den på en til lejligheden indkøbt fløjte) med stemningen af “såret dyr”, der findes i den sidste af hans Three Idylls. “Jeg tænkte, at noget ved denne lyd svarede til Woodmans fotografier,” siger han.

Der lurer et nattemørke bag den sarte flerstemmighed i disse stykker, som i lige så høj grad skabes gennem at stemme strengene lavere som af den klagende fløjte, hvor tonehøjderne afhænger af musikeren, der udfører dem. I de første tre satser spiller strygerne udelukkende på de respektive instrumenters omstemte nederste streng. Indimellem kan koralmelodien (og nogle gange også dens underliggende akkorder) anes gennem dunkelheden. Derudover forekommer form og materiale udelukkende som spøgelsesbilleder indhyllet i forfald og mystik.