Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

enTmenschT

Line Tjørnhøj

enTmenschT

Theatre of Voices, Paul Hillier

I enTmenschT sammenfletter Line Tjørnhøj ordene fra fire elskende midt mellem verdenskrigenes ødelæggelse – de romantiske forviklinger mellem den tysk-jødiske kunstner Charlotte Salomon og den krigstraumatiserede, radikale stemmelærer Alfred Wolfsohn og komplikationerne efter den ekspressionistiske kunstner Oskar Kokoschkas besættelse af komponisten, forfatteren og socialite Alma Mahler. Disse ekstremt stærke følelsesfortællinger trækker Tjørnhøj ind i en moderne kontekst af miljøødelæggelse, flygtningestrømme og kløften mellem vores digitale og offline selv. En enestående udforskning af den menneskelige stemme – et vindue til sjælen.

Køb album Stream

CD

  • CD
    Digipack
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
  • FLAC 24bit 192kHz
    131,00 kr.
    Studio Master +
    €17.57 / $19.13 / £14.98
    Køb
Theathre of Voices performing enTmenschT by Line Tjørnhøj (2018) © Anders Bigum
enTmenschT er et værk der bør ses og høres. Dacapos indspilning lader os opleve Theatre of Voices' fantastiske præstation fuldt ud
Gianni Morelenbaum Gualberto, Disorder at the Border
Ensemblet synger, sukker, stønner og skriger umenneskeligheden ud – så det for lytteren både er grænseoverskridende voldsomt og aldeles bjergtagende og (med tanken på krigen i Europa) tematisk aktuelt
Ivan Rod, Ivan Rod
En totaloplevelse af fragmenteret sang, tale, forvrængning, støj, pusten, tale, skrig, hakken, stønnen med mere
Valdemar Lønsted, Information
Theater of Voices synger, græder, hvisker og stønner, med spontane og direkte udtryk, i en naturlig og gennemsigtig sang
Carme Miró, Sonograma Magazine
Theatre of Voices synger med patos og præcision
Liam Cagney, Gramophone
Total runtime: 
60 min.

Uddrag fra opførelse af enTmenschT med Theatre of Voices og Paul Hillier

Ukendelige jeg’er

Af Tim Rutherford-Johnson

I
I oktober 1943 blev den tysk-jødiske kunstner Charlotte Salomon deporteret fra sit eksil i Sydfrankrig til Auschwitz, hvor hun blev myrdet af nazisterne. Hun var en dybt original kunstner og er i dag bedst kendt for Leben? oder Theater? (Livet? eller teater?), et “syngespil” bestående af 769 selvbiografiske gouacher samlet i bogform. Kæmpeværket Leben? oder Theater? er arrangeret som en redigeret fortælling med billedtekster, andre tekster og forslag til musikledsagelse – det største enkelte værk skabt af en jødisk kunstner under Holocaust. Med sine mange lag og referencer omtales det indimellem som den første graphic novel og omfatter ud over refleksioner over kunst, filosofi, kreativitet, død og familie også beskrivelser (under pseudonymer) af Salomons affære med den radikale sangpædagog Alfred Wolfsohn, der blandt sine elever talte Salomons stedmor, alten Paulina Salomon-Lindberg.

Siden udgivelsen af Charlotte Salomons værk i 1963 har hun fået kultstatus i kunstverdenen og er i de senere år blevet behandlet både på film, i romanform og i videnskabelige studier. Mange af detaljerne i Salomons liv er det dog kun muligt at udlede af de halvvejs fiktive tekster i Leben? oder Theater? I 2015 dukkede der imidlertid et nyt dokument op, som ændrede vores forståelse af hende radikalt. Det var et – aldrig afsendt – brev til Alfred Wolfsohn, hvor Charlotte Salomon beskrev de seksuelle overgreb, hun havde været udsat for af sin morfar, Ludwig Grünwald. Både Grünwalds hustru og to døtre (heriblandt Salomons mor) begik selvmord, og som journalisten Tony Bentley i 2017 skrev i et portræt af Charlotte Salomon i magasinet The New Yorker,har Grünwalds overgreb “antagelig strakt sig over generationerne”. Endnu mere chokerende rummede Charlotte Salomons brev tilsyneladende også hendes tilståelse af at have myrdet Grünwald ved at forgive ham med barbituratet Veronal. Mens han døde for øjnene af hende, tegnede hun roligt et portræt af ham og skrev samtidig i sit brev: “Den [giften] virker, mens jeg skriver. Måske er han allerede død. Tilgiv mig.”

II
I 1914, 30 år før Charlotte Salomons død, var en anden tumultarisk affære mellem to kunstnere ved at nærme sig sin afslutning. Efter at have mistet sin første mand, Gustav Mahler, indledte komponisten, musen og societykvinden Alma Mahler i 1911 en affære med den ekspressionistiske østrigske maler Oskar Kokoschka. Forholdet blev både lidenskabeligt og kunstnerisk givende: Alma Mahler sad model for Kokoschka adskillige gange, og hans fineste billede, Vindbruden, viser dem liggende sammen. Men det var også følelsesmæssigt udmattende. Oskar Kokoschka var en krævende og dominerende elsker (han kom sig aldrig over, at hun fik en abort efter at være blevet gravid med ham). Hun for sin del opfordrede ham efter Første Verdenskrigs udbrud til at melde sig til den østrig-ungarske hær i håb om på den måde at kunne afslutte forholdet.

Da Alma Mahler i 1915 giftede sig med arkitekten Walter Gropius, blev Kokoschka dybt fortvivlet. Han var stadig besat af kærlighed og udtænkte en usædvanlig og foruroligende måde at bekæmpe sine hjertesorger på, nemlig ved at bestille en dukke i legemsstørrelse fra dukkemageren Hermine Moos i München. Han angav præcise specifikationer for dukken med henblik på at få den til at ligne Alma Mahler fuldstændig. “Hvis De er i stand til at løse opgaven, sådan som jeg forestiller mig den,” skrev han, “kære Fräulein Moos, og narre mig med en sådan magi, at når jeg ser den og rører ved den, har jeg min drømmekvinde foran mig, vil jeg være Deres kreative færdigheder og kvindelige sensitivitet evigt forbundet.” Dukken viste sig imidlertid at være en katastrofe. Den lignede overhovedet ikke i tilstrækkelig grad og blev af Kokoschka oplevet som et uhyre. Selvom den fungerede som model for flere senere malerier, valgte han i 1919 efter et fugtigt selskab at hugge hovedet af den, hælde en flaske rødvin over det, og langt om længe frigøre sig af sin besættelse.

Moralen i begge disse fortællinger om menneskelige følelser in extremis er brudfladen mellem kunstnerens offentlige image – myrdet jøde, ekspressionistisk mester – og et foruroligende billede af privatpersonen. Line Tjørnhøj har efter at være blevet inspireret af hver enkelt fortælling samlet dem i kombinationen af sangcyklus, installation og drama med titlen enTmenschT som eksempler på, hvor uforudsigelig en autentisk identitet kan være. Begge fortællinger tvinger sin hovedperson ud i situationer med en ekstrem følelsesmæssig belastning, der afslører en overraskende – og foruroligende sandhed. Begge fortællinger er forbundet med den teknologiske brutalitet i begyndelsen af det 20. århundrede og de to verdenskrige, men Tjørnhøj fører dem op til nutiden, hvor klimaødelæggelser, flygtningestrømme og skellet mellem digitale og analoge identiteter medfører tilsvarende udfordringer, når det gælder om at genvinde vores autentiske humanitet.

Denne humanitet er ifølge Line Tjørnhøj placeret i stemmen. “Stemmen er et andet ord for det autentiske menneske eller den autentiske person,” siger hun. “Der er et åbenlyst særkende i stemmen. Vi genkender hinanden på vores stemmer og kan mærke på andres stemme, om de taler sandt eller ej.” Det gælder sågar også, siger hun, for stemmerne hos så exceptionelt erfarne professionelle sangere som dem i Theatre of Voices. Selv når de synger smukt og klassisk, eller når de stønner og hvæser og hvisker – og det gør de ofte i denne musik – afspejler deres stemmer, hvem de er som mennesker. Stemmen kan også åbne veje til personlige eller psykologiske sandheder, som ellers har været skjult. Efter at være blevet traumatiseret af sine oplevelser som portør under Første Verdenskrig udviklede Alfred Wolfsohn metoder til at synge og vokalisere som en form for psykoterapi. Hans elever blev opfordret til at udvide deres stemmers omfang og udtryk på alle tænkelige måder – også gennem skrig – og på den måde få adgang til og helbrede deres egne traumer.

Der er helt bevidst kun en enkelt stemme i enTmenschT, der ikke åbner en sådan vej, og det er Line Tjørnhøjs egen, der bliver projiceret gennem højtlæsning af den digitale computerstemme. Med sine indimellem skæve rytmer og sin mærkeligt søvndyssende intonation er det tydeligvis en unaturlig stemme, men den symboliserer samtidig den nutidige kunstners perspektiv i forbindelse med at deltage i og ved siden af de historiske fortællinger. I sceneudgaven af enTmenschT var Line Tjørnhøj desuden til stede – både som kunstner og figur – i en række skulpturer af kunstneren Signe Klejs, der var opstillet på scenen side om side med sangerne. For Tjørnhøj udgjorde de ikke kun visuelle modstykker til den sungne musik, men ved at være model for Klejs på samme måde, som Alma Mahler ville have været for Oskar Kokoschka, gav de hende også mulighed for at forstå lidt af forholdet mellem dem. Selvom Line Tjørnhøj ikke i denne forbindelse var til stede gennem sin stemme, var hun det alligevel gennem sin direkte oplevelse af at være model for et kunstværk.

enTmenschT er ikke et narrativt drama i traditionel forstand, men omorganiserer snarere situationer fra de to pars biografier på en følelsesmæssig tidslinje. Librettoen til værket er – bortset fra de to computermonologer – hentet fra de fire ulykkelige elskendes egne ord, heriblandt de to skæbnesvangre breve fra henholdsvis Charlotte Salomon til Alfred Wolfsohn og Oskar Kokoschka til Hermine Moos. I to tidligere scener, #suicidal og #puppetry, etableres omdrejningspunktet for hver af historierne: I den første overvejer Charlotte Salomon i selskab med sin bedstemor (der er deprimeret og skyldtynget) og bedstefar (misogyn og hyklerisk) at dræbe sin krænker, mens Oskar Kokoschka i den anden specificerer de ønskede materialer til fremstilling af Alma Mahler-dukken over for Hermine Moos. I begge tilfælde er sangstemmen afgørende, hvad enten forbilledet er opera (som i den første scene) eller madrigal (som i den anden). Men efter en computeroplæst #explanation begynder stemmens integritet at bryde sammen i #ifwarisanindustryhowcantherebepeace. Denne sats er konstrueret som en collage af tekstfragmenter og ekspressive rå lyde med mindelser om både Kurt Schwitters’ dadaistiske lydpoesi og Alfred Wolfsohns eksperimenter med psykoterapeutisk vokalisering. Som ikke-syngende medvirkende skal Theater of Voices’ dirigent, Paul Hillier, bjæffe instruktioner (lidt hen ad Wolfsohns måde at gøre det på, forestiller man sig) til de andre om, hvordan de bør synge: “Lyt! Angrib! Skrig!”

I den mere blide duo #thebeastinside synger mezzo og tenor ord fra Charlotte Salomon og Alfred Wolfsohns breve til hinanden. Det er bemærkelsesværdigt, bemærker Line Tjørnhøj, at de ofte bruger de samme ord i forskellige breve. På den måde bliver de nærmest én stemme, hvilket komponisten fremhæver ved at flette deres musikalske linjer sammen på de steder, hvor de gentager hinanden, og lokke dem fra hinanden, når de ikke gør det. Sangerne “synger” fortsat primært i klassisk forstand, men stemmerne er allerede begyndt at blive flået fra hinanden i støn og prust i slutningen af hver frase. Da fortællingen bevæger sig ind i sin afsluttende fase, bliver “klassisk” sang imidlertid i stigende grad afløst af mere grundlæggende stemmelyde – og dermed kommer den mere autentiske stemme hos sangerne og i deres roller stadig mere i forgrunden. #joy er en melodi bestående af ekstatisk åndedræt, mens #licht splitter stemmen i en krystallinsk struktur af sammenflettede lyde: hvæsen, overtoner og isolerede fonemer. I #throwbacks, værkets mest komplekse sats, vender tekster fra Salomon og Wolfsohns breve tilbage – nu artikuleret i form af håndtegnede grafiske partiturer skabt med fyldepen og tykke kulstreger, hvis grove og slingrende linjer minder om de malede bogstaver i Leben? oder Theater? eller om Oskar Kokoschkas ekspressionistiske fantasier. De efterfølges af hviskede ord af Kokoschka og Alma Mahler fra den sidste fase af forholdet. Paul Hillier vender tilbage i en talerolle for at opføre de grafiske partiturer sammen med barytonen (der afslutter med en steril oplæsning af titlerne på nogle af Kokoschkas malerier: Dukken, Den Elskede, Fetichen, Den Tavse Kvinde) og sætter i gang med et afsluttende, ironisk tysk børnerim: “Åh nej, det er slut, enden, færdig, åh nej, tag dine lommetørklæder frem.” I værkets afslutning #lament bliver stemmerne reduceret til et væv af suk og fløjt. Mens sangen opløses til nærmest kun at være luft gennem en strube, får vi måske samtidig et glimt af deres menneskelighed i dens mest blottede form.

Release date: 
maj 2023
Cat. No.: 
8.224739
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Digipack
Barcode: 
747313693924
Track count: 
11

Credits

Recorded at Trinitatis Kirke, Copenhagen, on 15–18 August 2022
Original tracks for #lament and #licht recorded by Morten Olsen, 2018

Recording producer: Preben Iwan
Engineering, editing, mixing and mastering: Preben Iwan

℗ & © 2023 Dacapo Records, Copenhagen

Unknowable Selves, by Tim Rutherford-Johnson, translated from the English by Jakob Levinsen
Proofreaders: Jens Fink-Jensen, Hayden Jones
Cover sculpture and installation © Signe Klejs
Cover photo © Kåre Viemose

Publisher: Edition·S, www.edition-s.dk

enTmenschTis dedicated to Theatre of Voices and Paul Hillier.

Theatre of Voices is supported by the Danish Arts Foundation and Holbæk Municipality, www.theatreofvoices.com

With support from Augustinus Fonden and Solistforeningen af 1921

randomness