Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Harp Concerto

Martin Stauning

Harp Concerto

Zachary Hatcher, DR Symfoniorkestret, Joshua Weilerstein

I Martin Staunings værker oplever man ofte kraften i det usagte – i afstanden mellem tonerne, i den flygtige retorik eller i den teatralske antydning. I harpekoncerten (2020), der blev skrevet under coronapandemien, gik Stauning imidlertid ret konkret til værks ved at lade harpens strenge fungere som tremmer, som solisten er fanget bag – lukket inde, helt fysisk, uden mulighed for at gøre sig fri.

Køb album Stream
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.28 / $9.05 / £8.18
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.62 / $10.36 / £9.37
    Køb
  • FLAC 24bit 96kHz
    105,00 kr.
    Studio Master
    €14.12 / $13.77 / £12.45
    Køb
Zachary Hatcher © Agnete Schlichtkrull
Det er simpelthen et henrivende aparte stykke musik, Martin Stauning har bikset sammen her
Sune Anderberg, SEISMOGRAF
Total runtime: 
24 min.
Indespærret

af Andrew Mellor

Martin Stauning er uddannet balletdanser, hvilket betød, at han som barn regelmæssigt var i berøring med Det Kongelige Teater og Det Kongelige Kapel. En af hans tidligste oplevelser på scenen var, da han spillede Maries søn i Alban Bergs opera Wozzeck i en opsætning på Den Kongelige Opera. Barnets nysgerrighed efter den brutale verden omkring ham ansporede Staunings egen undrende tilgang til lyd, performance og æstetik.

Da Stauning var 24 år, stoppede han som balletdanser og blev optaget på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København. Derfra debuterede han som komponist i 2016, efter at han allerede havde fået opført to strygekvartetter, som er kendetegnet ved deres sonderende karakter, sikre form og behændige dosering af varierende musikalsk energi.

To år senere blev Staunings første store orkesterværk, Liminality, uropført af DR Symfoniorkestret. Partituret udforsker principper om overgang, kontrast, åbenhed og indadvendthed samt den postmodernistiske betragtning om, at et stykke musik først eksisterer som kunstværk, når lytteren reagerer på det. Samtidig understregede Liminality Staunings evne til at skrive for symfoniorkester med klarhed og elegance, uanset hvilke lyde han fandt på at søge efter hos orkestret.

I Staunings værker oplever man ofte kraften i det usagte – i afstanden mellem tonerne, i den flygtige retorik, i den teatralske antydning eller den afsmittende virkning af kontrast eller konfrontation. “I stedet for egentlige fortællinger, forstået som en slags programmusik, forsøger jeg at opstille stærkt reducerede klanglige rum, hvor lytteren frit kan associere til værkernes titler,” har komponisten sagt.

I maj 2021 uropførte DR Symfoniorkestret Staunings harpekoncert under ledelse af dirigenten Joshua Weilerstein. Værket blev bestilt af orkestret til dets egen soloharpenist siden 2016, den amerikanske harpespiller Zachary Hatcher. Partituret blev skrevet i løbet af 2020 og 2021, hvor Danmark var nedlukket på grund af coronapandemien.

Under skabelsen af sit nye værk var Stauning opmærksom på hvor få harpekoncerter, der er skrevet, og det med god grund. Med afsæt i Luciano Berio (nærmere bestemt den italienske komponists Chemins I for harpe) reducerede Stauning antallet af lyse strygere, hvilket resulterede i et partitur med otte musikere i hver strygersektion. Grebet giver soloinstrumentet en større frihed og mere plads og mindsker samtidig risikoen for, at strygernes høje toner påvirker harpestemmen.

Til gengæld afføder den reducerede strygerbesætning også et større fokus på de dybere strygeres klangfarver – som modvægt til harpens lyse – samtidig med at reduceringen bevirker en større adræthed i de enkelte strygersektioner, der kan artikulere og udtrykke sig i det, Stauning har beskrevet som en mere “salonagtig” stil.

Koncerten er opdelt i tre satser, hvor de to første hver indeholder tre afsnit (‘A’, ‘B’ og ’C’), der bygger på det samme grundmateriale, men føres i forskellige retninger. Det resulterer i en fast forankret formel, som er blevet udforsket af mange andre nordiske komponister. I dette tilfælde bryder det designtræk også med en anden af koncertens centrale ‘spejl’-teknikker.

Et af Staunings indledende koncepter blev født ud af observationen af, at harpen er et helt særligt instrument i visuel henseende med musikerens håndgribelige interaktion med de lange, lodrette strenge, tydelige for enhver. Hvis man lagde harpen fladt ned, forestillede Stauning sig, at man næsten kunne se strengespilleren som en marionetdukkefører, der hiver i snorene.

I partituret, der fulgte, bliver denne teatralske idé realiseret ved at lade harpen have en direkte, entydig effekt på de instrumenter, der omgiver den i orkestret. Hver gang harpespilleren knipser en streng, lød Staunings princip, skulle der komme en øjeblikkelig ‘spejlreaktion’ fra orkestret – som var ensemblet et gigantisk dukketeater under harpens kommando.

En anden spejling ses i, at Stauning undervejs lader strygerne i orkestret knipse deres strenge på samme måde som harpen. I løbet af koncerten trækkes solist og orkester imidlertid væk fra hinanden, og et stykke inde danner strygerne noget, der minder om tremmer, bag hvilke harpespilleren er fanget eller “låst inde ... helt fysisk”, som Stauning formulerer det. Ved koncertens slutning, forklarer han, sidder harpespilleren “bogstaveligt talt og flår i strengene og kan ikke komme ud”.

Inden da har Staunings harpe på dygtig vis lokket orkestret ind i nye tilstande. Den viser sig at have en særlig kontrollerende effekt på orkesterklaveret, træblokke og cabasa samt strygerne.

Efter at solisten i første sats med sine bløde, fokuserede, men strenge, rytmiske virkninger gradvist indpisker et Sacre-lignende raseri i træ- og messingblæsere, spiller harpen en beskeden kadence før den centrale, langsomme sats, der minder om en burlesk, natlig dans. Tredje sats går direkte over i en malstrøm ført fremad af drivende rytmer. End ikke harpens engleagtige arpeggioer kan berolige orkestrets snerrende salver, men en simpel fis-mol-akkord er i sidste ende nøglen til udfrielse.

Andrew Mellor er forfatter til bogen The Northern Silence – Journeys in Nordic Music and Culture (Yale University Press)

Release date: 
august 2022
Cat. No.: 
8.226631
FormatID: 
Digital only
Barcode: 
636943663127
Track count: 
7

Credits

Recorded live at Koncertsalen, DR Koncerthuset, on 19-21 May 2021

Recording producer and editing: Morten Mogensen
Sound engineering, mix and mastering: Mikkel Nymand, Morten Mogensen

℗ & © 2022 Dacapo Records, Copenhagen

Locked up, by Andrew Mellor, translated from the English by Jakob Levinsen
Proofreaders: Jens Fink-Jensen, Colin Roth
Artwork: Studio Tobias Røder, www.tobiasroeder.com

Publisher: Edition·S, www.edition-s.dk

The Harp Concerto was commissioned by the Danish National Symphony Orchestra for Zachary Hatcher

This digital-only release has been made in cooperation with DR (Danish Broadcasting Corporation)

With support from Koda Kultur