Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

The Island in the City

Bent Sørensen

The Island in the City

Trio con Brio Copenhagen, DR Symfoniorkestret, Jukka-Pekka Saraste

Bent Sørensens lavmælte univers rummer ensomhed, nostalgi og en følelse af tab og afsked. Af værkerne på dette album har hans tripelkoncert, L'Isola della Città (Øen i byen) fra 2015, en renhed, der gør den til et af Sørensens mest umiddelbare og gribende orkesterværker. Bent Sørensens dramatiske Second Symphony (2019) er et hovedspring ud i musikhistoriens efterklang, hvor fantasien bader sig i melodier, klange og strukturer og hver lyd betragtes med den største omhu og raffinement.

Køb album Stream

CD

  • CD
    Jewel Case
    139,50 kr.
    €18.76 / $18.3 / £16.55
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.28 / $9.05 / £8.18
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.62 / $10.36 / £9.37
    Køb
  • FLAC 24bit 96kHz
    105,00 kr.
    Studio Master
    €14.12 / $13.77 / £12.45
    Køb
Trio con Brio Copenhagen & Jukka-Pekka Saraste © Nicolas Koch Futtrup
To fantastiske eksempler på, at Bent Sørensens nostalgiske drift er absolut moderne, ekvilibristisk og foreløbig uden udløbsdato.
Sune Anderberg, SEISMOGRAF
[...] vidunderlige teksturer, som er meget billedskabende i denne spændende fortolkning af Trio con Brio og DR Symfoniorkestret under Jukka-Pekka Saraste.
Remy Franck, PIZZICATO SUPERSONIC
Bent Sørensen er blevet urimelig god til at skabe klangskøn og overraskende musik for orkester
Henrik Friis, Politiken
Vidunderlige teksturer, der er meget stemningsfulde i denne spændende fortolkning af Con Brio Trio og Danmarks Symfoniorkester
Remy Franck, PIZZICATO SUPERSONIC
Total runtime: 
58 min.
Øen i byen

af Jens Cornelius

“Sluk mikrofonen, når du optræder – så lytter tilhørerne mere efter.” Det råd fik Bent Sørensen af en ældre kollega, da han som ung musiker optrådte med guitar og folkemusik. Og i sine mesterlige kompositioner fra 1980’erne til i dag har Sørensen vist, at han tog rådet til sig. Hver lyd i hans musik er overvejet med største omtanke og raffinement. “Hvis man vil ødelægge stilheden, kræver det, at man er god til det,” siger Bent Sørensen selv. “For hvad er bedre end stilhed?”

Bent Sørensens stilhed er kun sjældent idyllisk. Hans lavmælte univers rummer ensomhed, nostalgi og en følelse af tab og afsked. Den fortabte tid omfatter også musikkens klassiske arv, der er en understrøm i hans modernistiske tonesprog. En ensom g-mol-treklang i L’Isola della Città står så forladt, at det skærer i hjertet, mens melodiske treklangsvendinger er beroligende som minderne om en vuggevise i en fjern fortid. Fjernheden udtrykker han med stor teknisk færdighed og i utallige nuancer – og med en sorgfuld erkendelse af, at imens fortiden fjerner sig, kommer vi selv i samme tempo hele tiden nærmere på kun at være et minde. Det skaber et hudløst nærvær i Bent Sørensens tyste univers.

L’Isola della Città (2014–2015)
“Da jeg skrev L’Isola della Città, boede jeg i centrum af København i en lejlighed, der som den eneste i gaden havde balkon, og når jeg gik ud på balkonen, var det ligesom at stå på en ø,” fortæller Bent Sørensen. “Støjen og larmen nede fra gaden dannede et kontrapunkt til min egen tilstand. Især om natten. Og måske foregår denne musik også om natten, ligesom det meste af min musik gør, fordi den bliver skrevet om natten.”

Sørensen på balkonen var “øen i byen”, L’Isola della cittá.

“Jeg ved ikke hvorfor titlen blev på italiensk,” tilføjer han. “En del af min kunstneriske psykologi er, at jeg kun kan skrive et stykke, hvis det har en titel. Det giver mig en slags mantra og gør musikken lidt mindre abstrakt at arbejde med.”

Værkets kombination af klavertrio og symfoniorkester har et oplagt historisk forbillede i Beethovens Tripelkoncert fra 1803, og det viser sig også efterhånden, at Beethoven spiller med i Sørensens værk, men ikke hvad angår den grundlæggende form og rollerne i musikken. Hos Sørensen er værkets satser nemlig smeltet sammen til et hele, og også de tre solomusikere er smeltet sammen: “Min tripelkoncert er ikke en koncert for tre solister, men for én solist, som er en klavertrio. Trioen danner en ø, og orkestret bevæger sig omkring den og imod den. Klavertrioen lukker sig om sig selv, også når der foregår noget meget voldsomt omkring den.”

Fra begyndelsen er det klart, at det ikke er en koncert, hvor tre solister kappes om opmærksomheden – eller kappes med orkestret om magten. Rollerne er i bevægelse allerede fra første takt, hvor det ikke er trioens solostrygere, men orkestrets egen soloviolinist og solocellist, der indleder. Derefter glider trioens to strygere ind som en skygge i musikken, så det er svært at skelne, hvem der spiller hvad.

Trioens pianist dukker først op i overgangen til den vægtige 2. sats, der starter med en firstemmig klaverfuga af reneste klarhed. Det er Beethovens Klaversonate op. 110, der spøger her, både hvad angår idéen om en fuga (en sjælden forekomst i Sørensens værker) og den truende mur af klang, man hører lige inden.

At orkestrets opbakning til pianisten vokser til en langsom oversvømmelse, står først klart, da det næsten er for sent. De to solostrygere reagerer med et lamento, en klagesang, hvor deres stemmer flettes meget tæt sammen i en duet. En ny oversvømmelse skyller ind over dem, denne gang domineret af dæmpede messingblæsere, der sniger deres styrke tæt ind på trioen.

Satsens symmetri vender sig om, helt konkret, da klaveret gentager sin fuga, men denne gang i omvending. Og nu slutter trioens to strygere sig til. Ensomheden er forvandlet til en paradoksal “ensomhed i fællesskab”, som lukker sig om sig selv, da næste bølge skyller over trioen. Satsen ender med en kort, klagende solokadence for celloen.

3. sats er et usædvanligt intermezzo, som befinder sig i et højt leje af lyse farver og sagte nuancer. Pulsen synes næsten gået i stå, da en simpel melodi træder ud af den stillestående luft og etablerer sig som en kanon. Kanonen fordeler sig mellem trioen, orkestrets strygere og orkestrets to klarinetter. Sørensen karakteriserer temaet som “en koral, der hvisker”, og i et flygtigt øjeblik af skrøbelig sameksistens er alle for en kort stund forenet med samme formål. Lydstyrken er pianississimo, og klaverets tremolando-spil gør sartheden endnu mere skælvende. Det afsluttes af en solo, denne gang for trioens violinist, som med scherzando-kadence lægger op til den hurtige 4. sats.

4. sats er kort og med en komprimeret toccata-agtig energi, der usædvanligt for Bent Sørensens musik drives frem af markante rytmer og abrupte spjæt. Pianistens hænder samles i et meget tæt register, der fortætter trioens fællesskab til en indædt kerne. Det afrundes af værkets tredje solokadence, denne gang i klaveret.

5. sats med karakterbetegnelsen “Lamentoso” er en bevægende afrunding og afsked. Vuggevisen fra 1. sats vender tilbage som et kerneminde for trioen. Og nu dukker Beethoven op igen – denne gang idéen fra 2. satsen af hans 4. klaverkoncert, hvor solisten upåvirket af de truende omgivelser fortsætter sin rolige eksistens. “Det er David overfor Goliat, og her er idéen om ’en ø i byen’ tydeligst,” siger Bent Sørensen. “Man hører en meget enkel klavertrio og så orkestret som en enorm skikkelse, der prøver at overvælde de tre. Men trioen har fundet sig selv og kan spille den samme akkord igen og igen uden at skænke orkestret en tanke. De bliver forløst, og stykket ender.”

L’Isola della Città har en renhed, der gør det til et af Sørensens mest umiddelbare og gribende orkesterværker. Det er skrevet til Trio con Brio Copenhagen, der tilbage i 2007 uropførte Sørensens klavertrio Phantasmagoria. Bent Sørensen komponerer helst sine stykker til musikere, han kender, og Trio con Brio Copenhagens utrolig tætte samspil er en del af karakteren i L’Isola della Città: Trioens to strygere er søstre, og cellisten er gift med pianisten, og efter 25 års samspil har det skabt en så stærk enhed, at trioen netop kan tale med én stemme og danne én solistrolle tilsammen.

L’Isola della Città blev komponeret på bestilling af DR Symfoniorkestret, Trondheim Symfoniorkester og Trondheim Kammermusikfestival og uropført 21. januar 2016 af Trio con Brio Copenhagen og DR Symfoniorkestret, dirigeret af Joshua Weilerstein. I 2018 blev Bent Sørensen belønnet for L’Isola della Città med den store amerikanske Grawemeyer Award, der før er blevet tildelt blandt andre Pierre Boulez, György Kurtág og Kaija Saariaho.

Second Symphony (2016–2019)
Second Symphony blev komponeret i årene 2016-19 på bestilling fra DR Symfoniorkestret sammen med Oslo Filharmonikerne og Göteborg Symfoniorkester. Den blev uropført 27. februar 2020 af DR Symfoniorkestret og Jukka-Pekka Saraste.

Selvom ordet “symfoni” gennem tiden er blevet brugt på utallige måder, er Second Symphony en “klassisk” symfoni med fire satser i arketypiske forhold. Værket er et hovedspring ud i musikhistoriens efterklang, hvor fantasien bader sig i melodier, klange og strukturer, mens rationaliteten samtidig betragter det udefra og på afstand. Dobbeltsynet forekommer helt ud i titlen: Bent Sørensens første symfoni hed Symphony (på engelsk, ikke dansk), og Second Symphony rummer flere betydningslag. Det kan forstås som “efterfølgende symfoni”, “underordnet symfoni” eller måske bare “endnu en symfoni”? Desuden er “second” (på dansk: sekund) jo både navnet på et tidsinterval og et toneinterval.

“Titler er en del af mine drømme – de drømme, der bliver til musik,” forklarer Bent Sørensen. “Af flere ret uforklarlige grunde er det vigtigt for mig ikke ’bare’ at nummerere symfonierne og dermed markere en genre, og Second Symphony er både en titel og en del af en drøm.”

Det ligger ikke til Bent Sørensens temperament at begynde sine værker med et brag, men i Second Symphony er man nok så tæt på, som man kan komme. 1. sats begynder som et skrig i slowmotion, der skaber ekkoer gennem hele satsen. I den episodisk sammensatte sats opstår gang på gang nye afsnit af den symfoniske energi fra indledningen, mens en dæmpet soloviolin trækker i modsat retning – mod fortid, drømme og afsked.

Symfoniens langsomme 2. sats er med Sørensens egne ord “temmelig melodiøs”. “Min måde at opfatte struktur på er tæt forbundet med melodi,” siger Sørensen. “Da jeg var yngre, var det noget, jeg var bange for – man kan godt blive bange for det, man er god til. Med årene er jeg blevet mere modig til at fortælle mine historier i melodier.” I satsen træder det melodiske frem som erindringer og blegnede familieportrætter på væggen, og også denne gang med en soloviolin i musikkens bakspejl. “Den gode melodi har sine egne minder,” forklarer Bent Sørensen.

3. sats er en scherzo, Bent Sørensen beskriver som “myldrende, rytmisk, med nærmest fysiske møder – blide og voldsomme – som kærlighedsakter mellem forskellige lag af musikken.” Satsen ender i en utilsløret, kort slutspurt, inden den straks derefter klasker sammen. Og så slutter symfonien ligesom L’Isola della Città med en “Abgesang”, en afrunding, dog her mere definitiv end i tripelkoncerten. Bent Sørensen sammenligner symfoniens sidste sats med “et musikalsk skib, der kommer nærmere, for bare at forsvinde”. Skibet er ladet med minder, og til sidst forsvinder det ud i horisonten, når soloviolinen spiller en smuldret frase fra den gamle middelaldersalme “Giv mig, Gud, en salmetunge”.

“Jeg opfatter mig i høj grad som en selvbiografisk komponist. Mit liv og min musik er flettet sammen,” siger Bent Sørensen. “I sidste sats af symfonien er der strejf af en fortid – min fortid. Der kommer et citat fra min 4. strygekvartet, Schreie und Melancholie, og jeg mærker også en påvirkning af det faktum, at min mor gik bort under mit arbejde på værket. Det er måske det ’farvel’, jeg skriver i toner.”

Release date: 
august 2022
Cat. No.: 
8.226086
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
636943608623
Track count: 
9

Credits

L’Isola della Città recorded on 23–25 August 2021, Second Symphony recorded live on 27–28 February 2020, both at Koncertsalen, DR Koncerthuset, Copenhagen

Recording producer: Bernhard Guettler
Recording engineer: Mikkel Nymand
Editing, mix and mastering: Bernhard Guettler, Mikkel Nymand

℗ & © 2022 Dacapo Records, Copenhagen

The Island in the City, by Jens Cornelius, translated from the Danish by Colin Roth
Proofreaders: Jens Fink-Jensen, Hayden Jones
Artwork: Studio Tobias Røder, www.tobiasroeder.com

L’Isola della Città: For my parents. Commissioned by the Danish National Symphony Orchestra, Trondheim Symphony Orchestra and Trondheim Chamber Music Festival. Written for Trio con Brio Copenhagen

Second Symphony: Commissioned by the Danish National Symphony Orchestra, Oslo Philharmonic and Gothenburg Symphony Orchestra

Publisher: Edition Wilhelm Hansen AS, www.wisemusicclassical.com

With support from Erik Birger Christensens Fond, KODA Kultur, Sonning Fonden and Solistforeningen af 1921

This recording was made in cooperation with DR (Danish Broadcasting Corporation)

randomness