Rosenbad · Pantomime

Nøglerne til udgangen

af Andrew Mellor

Claude Debussy sagde engang, at ‘musik er en drøm, som man har trukket sløret tilbage fra’. Ny nordisk musik, som ellers er kendt for at være stram og rationel, kommer tættest på den erklæring i værkerne skrevet af Bent Sørensen, en komponist, der som hurtigt fandt en original og karakteristisk egen stemme i en tid, der var stærkt præget af flux og overgange. Sørensen har trukket sløret tilbage for blot at erkende, som Debussy før ham, at livets og kærlighedens vigtigste spørgsmål ikke har entydige svar; at det bedste, en kunstner kan gøre, er at stille spørgsmålene så klart formuleret som muligt.

Sørensens musik kan føles som resultatet af en drøm, på samme tid vag og præcis, nærværende og uhåndgribeligt. Den har, ligesom drømme, ofte en tendens til at forstørre små bitte detaljer, samtidig med at den udvisker kanterne mellem det virkelige og det tænkte. I Sørensens værker opløses ofte de momenter, som fortællingen bygger på – og det hjælper dem ikke, at komponisten kun tøvende håndterer sine foretrukne intervaller og velskabte melodier. Disse melodier kan sløres med harmonisk røgslør eller kvæles ved hjælp af stilhed. Men på samme tid har de beholdt og endda bestyrket deres plads i hjertet af Sørensens tonalt frie, teksturmæssigt sanselige musik. Af og til fornemmes de stærkest, når de teknisk set slet ikke er til stede.

I en periode viste en fornemmelse af smuldrende skrøbelighed, i melodierne og andre steder, et stærkt slægtskab med forløb af opløsning og forfald – et slags musikalsk modstykke til udtryksstærke fotografier af forladte balsale og smuldrende paladser. I de nyere værker kan vi dog ane en spinkel følelse af fornyelse og optimisme vokse frem fra ruinerne, som om komponisten føler sig kaldet til oftere at kaste blikket i en anden, opadpegende retning, trods den fortsatte udkrystallisering af hans etablerede stil.

Disse ideer om forfald blev fostret af melodiske mønstre, der konsekvent ledtes nedad, og af musik overstrøet med nedadgående glissandi – som sukke af dødelighed eller træthed. I værker fra midten af det andet årti i det enogtyvende århundrede hører vi oftere disse små glissandi pege opad, og vi møder melodiformer, der på en eller anden vis taler om dæmring såvel som skumring, uanset sammenhængen. I stedet for uafvendeligt at synke i dybderne opdager Sørensens musik, mere og mere, nøglerne til en anden udgang – måske endda til et nyt liv.

Papillons Trilogien

Papillons er en trilogi af værker fra 2013-14, fyldt med et tidevand af frygt, håb og nostalgi, og forenet af deres fælles musikalske materie. Hvert af de tre værker, Mignon, Pantomime og Rosenbad, bruger den samme klaverstemme som anker igennem satserne, men hver varierer rækkefølgen af klaversatserne og sætter dem i en forskellig instrumental sammenhæng: Mignon (Dacapo 8.226134) er for klaver og strygere; Pantomime for klaver og et ensemble af strygere, blæsere og slagtøj, og Rosenbad for klaverkvintet. Sørensen har sammenlignet den kompositoriske proces med at “fortælle den samme fuldstændig forskellige historie”.

Historien forvandles ikke alene af de kontrasterende krumspring i de tre besætninger, men også af de forskellige energifelter, som disse besætninger omgiver den centrale klaverstemme med. Således kan trilogien ses som en slags puslespil; ikke blot en udforskning af, hvor­ledes forskellige instrumenter eller instrumentgrupper kan overtale, friste, lokke eller påvirke hinanden, men også som en test af, hvilken sammensætning, der bedst kan frigøre eller fastholde materialet – materiale, som lige ofte kan føles fastlåst eller frit flydende, grundstødt eller ­luftbåret.

Men der er et lag mere i dette puslespil, nemlig mysteriet om dets oprindelse. Når man sammen­ligner Pantomime, Rosenbad og Mignon, bliver det i hvert stykke umuligt at sige, hvad der kom hvorfra. Vi hører måske en Sørensen-melodi, vi genkender formen på, som for eksempel firetoners-temaet spillet af oboen i ‘Andante’-satsen af Pantomime – et tema, der bliver gennemgående. Men vi kan ikke med sikkerhed vide, om oboen kom først med den gestus, af den simple grund at den samme firetoners-form refereres andre steder i Mignon og Rosenbad. I hvert værk gøres vi stærkt opmærksom på en anden, anderledes musik, der foregår andetsteds.

Papillons – Pantomime (2013-14)

I første sats af Pantomime forsøger klaveret at lægge stemme til et elegant, næsten blues-agtigt motiv, der til sidst foldes ud til en krystalklar solo. Kun ved at lokke de andre instrumenter ind i sit revir med skvulpende sekstendedelsbølger kan solisten komme i nærheden af at tøjle ensemblet. På samme vis ønsker det ‘Scherzando’, der følger, at sætte gang i en fritløbende moto perpetuo, der dog snart dør ud. Denne gang er det klaveret, der bliver viklet ind i stygernes nervøse energi, for så at falde hen i nedtrykthed. I ‘Andante’-satsen, stykkets hjerte, opstår en rørende, men naiv, forening af klaver og blæsere, baseret på dette echt-Sørensen obo-motiv. Det bliver forskrækket af slagtøjsinstrumenterne, nogle af dem i strygernes hænder; klaveret ryster blæserne af sig, men klokker advarer det mod at fortsætte alene.

Men i den følgende ‘Calmo con delicatezza’ er klaveret alene – fortabt i sin egen verden prøver det at klynge sig til en genkendelig melodi i højre side af klaviaturet, men er hjælpeløst, mens det fortvivlet trækkes nedad mod venstre side. Når vi kommer til ‘Fluente’, er klaveret helt forsvundet; en bratsch og en cello samler en vuggevise op, som oprindelig blev antydet af fagotten i slutningen af ‘Andante’, før oboen kaster sig ud i, hvad der synes at være et grandiøst, lyrisk udsagn, som dog er ovre, så snart det er begyndt. Eller er det? Oboen genfødes på det samme ‘D’, som den just forlod i det andet ‘Calmo con delicatezza’, spindes sammen med fagotten og en spøgelsesagtig sav som forspil til klaverets kortvarige genoptagelse af materialet fra sin egen begyndelse. Dette materiale slår snart rod, ansporet af tremolo strygere og en marimba.

De cykliske klavermønstre i den sidste ‘Allegretto’, med vildt slagtøj, antyder en større sikkerhed. Men melodierne i sig selv er lige sårbare som ensomme enkeltpersoner i et travlt rum. Igen er klaveret forfaldet til mørke tanker, her i skikkelse af en listende, kromatisk baslinje. Hen over alle syv satser i ‘Pantomime’ får vi følelsen af, at disse ofte dysfunktionelle, ensomme instrumenter har skimtet en gensidig afhængighed, måske endda kærlighed, og er kommet forjættende tæt på at give sig hen til den.

Papillons – Rosenbad (2013)

Rosenbad begynder med den ‘Allegretto’-sats, der afslutter Pantomime, og den anderledes besætning kaster øjeblikkeligt et andet lys på denne halvvejs kendte historie. Klaveret, som nu er hjertet i et samlet og føjeligt ‘Klassisk’ ensemble, dominerer. Strygerne kan kun lige hænge fast på det, før de falder af i svinget og snubler ind i tavshed. Men det er kvartetten, der lokker klaveret tilbage til samtalen i den følgende ‘Calmo con delicatezza’ med summende, flagrende tremolandi. De refererer til den lignende sats i Pantomime, men her forbereder de vejen for genkomsten af klaverets elegante motiv, som koste, der glatter isen for en curlingsten. Hvor ‘Scherzando’-satsen i Pantomime var forfulgt af problemer, synes møllehjulet i Rosenbad i det store hele at dreje uforstyrret, mens det maler sin vej gennem de kendte melodiske former. Når klaveret oplever sin tillidskrise, er strygerne blot medfølende. De hjælper det tilbage på fode, før de placerer glorier over klaverets kalligrafiske udgydelser i ‘Andante’-satsen, og iscenesætter en direkte spejling af dets materiale som en hyldest.

I ‘Fluente’ gentager klaveret sin solo, der hed ‘Calmo con delicatezza’ i Pantomime, men materialet føles modigere. Nu kan klaveret med sindsro trække sig tilbage en stund og høres faktisk slet ikke i ‘Molto espressivo con disperazione’, der ender med den samme nagende gestus af gentagne toner, der åbner sidste sats og indledningsvis inficerer den. Denne musik synes forsigtigt og omhyggeligt at bevæge sig ned fra en følelse af vakkelvorn ængstelse, afsats for afsats. Efter en opadstræbende bølge finder strygerne fodfæste på en durterts. Det lykkes også for klaveret at få sit evindeligt flydende materiale sikkert i land og træde væk fra det; strygerne skifter til woodblocks, alle undtagen førsteviolinen, som synger et sidste, tilsløret farvel.

Fantasia Appassionata (2017)

Alle tre værker i Papillons-serien er tilegnet Sørensens hustru, pianisten Katrine Gislinge. I sommeren 2017 engagerede festivalen Sommerkoncerter på Langeland Sørensen til at skrive et klaverværk til at markere festivalens 40-års jubilæum. Han leverede behørigt Fantasia Apassionata for solo klaver, også tilegnet Gislinge og uropført af hende i Stoense Kirke på Langeland den 12. august 2017.

På samme koncert spillede Gislinge Beethovens Klaversonate Nr. 23, Appassionata, og Brahms’ Syv Fantasier, Op. 116. Sørensens værk, som falder i syv dele, der spejler de vekslende ‘capricci’ og ‘intermezzi’ i Brahms’ Fantasier, indeholder adskillige referencer til begge stykker, både åbenlyse og mere hemmelighedsfulde. Værket er overstrøet med melodiske former, der føles sært bekendte. Den splintrede Allegro appassionato-indledning til Sørensens første ‘­ Capriccio’ samler sig sammen ved hjælp af deklamerede punkterede rytmer og en treklang nedad, begge to elementer, der høres i løbet af de første sider af Beethovens sonate.

Sørensens Brahms-lignende forløb af søgende temaer kulminerer i en fuga angivet som ­Allegro ma non troppo. Fugaens tema, en slags kromatisk vuggevise i form af en bue (arke­typisk Sørensen), overlever betydelig turbulens, samt indbrydende Beethovenske akkorder, før den atter vender tilbage i samme tempo. Men her er fuga-temaet blevet vendt om, og dets mest distinkte figur, en opadgående formindsket septim, falder nu nedad i stedet for at stræbe opad. Som stykket tager sin afsked, hører vi en reminiscens af dette interval igen: ikke alene stiger det opad igen, det er også blevet strammet en halvtone ind til en velklingende, veltilpas ­forstørret kvint.

Andrew Mellor er journalist og kritiker med særlig interesse for kultur og musik fra Danmark og de nordiske lande.