Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

12 Nocturner

Bent Sørensen

12 Nocturner

Katrine Gislinge, Nightingale String Quartet

Bent Sørensens 12 Nocturner er en samling af korte stykker med stor virkning. Forunderlig stem­ningsmusik med en vibrerende magisk klang, der som stjerner i natten når os på milevid afstand.

Køb album Stream
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
  • FLAC 24bit 96kHz
    105,00 kr.
    Studio Master
    €14.09 / $15.33 / £12.01
    Køb
© Lars Skaaning
Ugens album på P2
DR P2 Ugens Album
Total runtime: 
36 min.
Klaveret i natten

Af Esben Tange

Bent Sørensens 12 Nocturner er en samling af korte stykker med stor virkning. Forunderlig stemningsmusik med en vibrerende magisk klang, der som stjerner i natten når os på milevid afstand. Hvor Chopins ikoniske 1800-tals nocturner er dunkle og anelsesfulde, er der hos Bent Sørensen tale om lysende musik – en klanglig prisme i hele tonespektret, nocturnen genfortryllet i det 21. århundrede.

Under arbejdet med de 12 stykker, der er komponeret drypvis i årene fra 2000 til 2014, er der for Bent Sørensen spiret en særlig kærlighed til klaveret frem. Og med den adgang til nye musikalske zoner; en ny klang, en skønhed, en renhed.

Det begyndte med en inspiration, der kom indefra. Bent Sørensens mindelser om at nynne vuggesange for sine to døtre som små, er udgangspunkt for “Wiegenlieder”, der er den 11. Nocturne, men som er komponeret først. Læg dertil sælsomme natlige oplevelser i København:

“Der er noget med kombinationen af klaver og nat. Jeg har altid været fascineret af lyden af et klaver fra langt borte, og flere gange er jeg gået gennem byens mørke – om aftenen og natten – og er stoppet op ved lyden af et klaver, der trænger ud fra et vindue. Den smukkeste nattelyd – gådefuld og mystisk på en uforklarlig måde”, siger Bent Sørensen.

Til trods for interessen og den særlige aura, der står omkring klaveret, havde Bent Sørensen i mange år svært ved at komponere for netop det instrument. Men i mødet med de to pianister Leif Ove Andsnes og Katrine Gislinge, til hvem hovedparten af stykkerne er komponeret, blev der tændt en lyst, og en oplevelse af at musikken kunne “svømme og svæve”, fortæller Bent Sørensen. “Det er som om, at klaveret er kommet til at forstå mig, og nu er jeg blevet enormt glad for at skrive for klaver.”

En række af stykkerne er forbundet med andre værker af Bent Sørensen. Det gælder i særlig grad trilogien Papillons, hvor en central klaverstemme komponeret til Katrine Gislinge indgår i et skyggespil med henholdsvis strygekvartet, ensemble og strygeorkester. Og hvor romantikkens gådefulde pige Mignon gøres til et spejlingspunkt for kærligheden. Der er også glimt af musik, som kan genfindes i klaverkoncerten La Mattina (2009), og to af stykkerne er udfoldet i Bent Sørensens
Matthæuspassion (2019).

Med de 12 Nocturner, der i 2014 blev samlet og gennemskrevet i deres nuværende form, har Bent Sørensen skabt en række natlige scener. Rammen er en nat fra aften til morgen.

Den første, “Mignon – und die Sonne geht unter”, er solnedgangsmusik, der bygger på et digt af Pia Juul, “Og solen går ned”. Der er tale om kondenseret musik. Øjebliksbilleder, hvor vi træder ud af den vante tid, ramt af månens stråler. En mørk natlig flod, der trækker os ned i skjulte drømmebyer. En hvirvlende, nænsom dans fortættet i ekstatisk nærvær. Natten som et selvforglemmelsens rum, et fatalt omstyrtende rum og et fortrøstningens rum.

I den niende, “Sigrids Wiegenlied”, der er komponeret til Leif Ove Andsnes’ nyfødte datter, hører vi en svag stemme i det fjerne og er vidne til at et barn i ly af natten løftes ind i verden. Den sart glitrende “304 Sterne in einem kleinen Fenster”, der følger efter, er inspireret af et citat af Peter Asmussen: “Hvis man ikke vidste, hvor man var, kunne man tro, man var et andet sted.”

Endelig i den sidste, koralstudiet “Und die Sonne geht auf”, er det mod slutningen, som om klaveret transcenderer og genfindes i en ny skikkelse. Igennem et sagte flimrende tremolo fornemmes dagens første stråler. Solen står op.

Som ekstranummer følger endnu et kort klaverstykke, “Walzer – Unter dem Meer”, komponeret med tanke på den ekspressive tyske billedkunstner Markus Lüpertz, der ligesom Bent Sørensen skaber ny ekspressiv kunst i en intens udveksling med fortiden. Med udgangspunkt i en sitrende ekkoverden, der åbenbarer et lyrisk syngende motiv fra Papillons, hvirvles vi blidt ind i en sunken vals, der trods draget af havets bund er mættet med lys. Og med en udklang, hvor der anes toner fra en fremmed planet i form af fire strygeres hviskende strøg, udvides rummet atter. Et varsel om en ny tid. Et møde.

Release date: 
oktober 2021
Cat. No.: 
8.226627
FormatID: 
Digital album
Barcode: 
636943662724
Track count: 
13

Credits

Recorded live at Koncertsalen, DR Koncerthuset, on 14 January 2021
Recording producer: Thore Brinkmann
Sound engineer: Mikkel Nymand
Editing and mastering: Thore Brinkmann

℗ & © 2021 Dacapo Records, Copenhagen

The piano at night, by Esben Tange, translated from the Danish by Colin Roth
Proofreaders: Colin Roth, Jens Fink-Jensen
Photos p. 1 and 5: © Peter Christian Christensen
Cover design: Studio Tobias Røder, www.tobiasroeder.com
Publisher: Edition Wilhelm Hansen, www.wisemusicclassical.com

This release has been made in cooperation with DR (Danish Broadcasting Corporation)

With support from KODA Kultur

Dacapo Records is supported by the Danish Arts Foundation

8.226627

randomness