Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Brass Concertos

Ole Schmidt

Brass Concertos

Gábor Tarkövi, Jesper Busk Sørensen, Jens Bjørn-Larsen, Stefan Dohr, Aalborg Symfoniorkester, Giordano Bellincampi

Pianisten, dirigenten og komponisten Ole Schmidt (1928-2010) var en af nordisk musiks store multitalenter. Påvirket af Bartók, Stravinsky og den fransk-orienterede neoklassicisme og dertil udstyret med en vis nordisk klarhed, kombinerer hans musik rytmisk energi, fortættet ekspressivitet og underspillet humor. Schmidts podieerfaring gav ham en teknisk indsigt i orkestrets instrumenter, hvilket tilførte raffinement og pragmatisme til hans større partiturer – åbenlyst i de tre markante messingkoncerter på dette album.

Køb album Stream

SACD

  • SACD
    Super Jewel Case
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
  • FLAC 24bit 96kHz
    105,00 kr.
    Studio Master
    €14.09 / $15.33 / £12.01
    Køb
Ole Schmidt © Rigmor Mydtskov
En fin lille udgivelse (...) især andensatsen, en dybsindig lento, er fascinerende
Peter Dürrfeld, Kristeligt Dagblad
Bellincampi dirigerer Aalborg Symfoniorkester, der ophøjer blæsersolisternes præstationer. Koncerten for horn og orkester, er et meditativt værk med en ekspressiv og imponerende trompetsolo fremført af Stefan Dohr
Núria Serra, Sonograma Magazine
Det er en tankefuld komposition
Gregers Dirckinck-Holmfeld, Gregers DH
Perfekt balanceret og rent afgrænset Dacapo indspilning
David Denton, Davids Review Corner
Bellincampi og Aalborg Symfoniorkester spiller med afslappet autoritet, og har virkelig førsteklasses solister
Mikael Garnæs, Magasinet Klassisk
Total runtime: 
44 min.
Skyggespil

Af Andrew Mellor

Ole Schmidt var en af nordisk musiks store multitalenter og en af de første danske musikere, der forfulgte en dirigentkarriere uden for landets grænser. Hans skelsættende indspilninger af Carl Nielsens symfonier med London Symfonikerne, fra begyndelsen af 1970’erne, har dog ofte overskygget hans enorme musikalske alsidighed, som strakte sig over en karriere som jazzpianist til at komponere musik til ballet og spillefilm.

Schmidt studerede klaver, direktion og komposition på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København, hvor han havde Vagn Holmboe, Finn Høffding og Niels Viggo Bentzon som lærere. Kort efter hans officielle debuter som komponist og dirigent i 1955 blev hans ballet Feber opført på Den Kongelige Ballet, hvilket førte til, at han blev ansat på Det Kongelige Teater som kompagniets balletdirigent i 1959 og var det i de efterfølgende seks år.

Schmidt blev senere chefdirigent for Hamborg Symfonikerne og Aarhus Symfoniorkester og var i perioder tilknyttet DR Underholdningsorkestret. Han var også fast gæstedirigent ved Royal Northern College of Music i Manchester og 1. gæstedirigent for Toledo Symfonikerne i Ohio. I Danmark var han bannerfører for musik af Niels Viggo Bentzon, Karl Aage Rasmussen og flere andre og dirigerede den første offentlige opførelse af Rued Langgaards apokalyptiske opera Antikrist, som senere blev udgivet på EMI.

Ole Schmidt var en mand, der kunne fylde et rum ved sin blotte tilstedeværelse, og hvis stærke personlighed og voldsomme temperament under orkesterprøver ofte overskred grænsen for normal opførsel i det afmålte Skandinavien. Hans åbenhjertige holdning til kulturpolitik og skarpe vid skaffede ham lige så mange fjender som venner. Hans musik var lige så uhæmmet. Påvirket af Bartók, Stravinsky og den fransk-orienterede neoklassicisme og dertil udstyret med en vis nordisk klarhed, kombinerer hans musik rytmisk energi, fortættet ekspressivitet og underspillet humor.

Schmidt studerede direktion hos Sergiu Celibidache og Rafael Kubelík, og hans erfaring på podiet gav ham en teknisk indsigt i orkestrets instrumenter, hvilket tilførte raffinement og pragmatisme til hans større partiturer, samtidig med at det udstyrede ham med evnen til at nedfælde sin musik hurtigt. Som forløber for den finske komponist Kalevi Aho holdt Schmidt af at komponere koncerter for sjældne soloinstrumenter, og udover værkerne på denne udgivelse omfatter hans værkproduktion også koncerter for guitar, akkordeon og fløjte. Schmidts omkring 200 færdiggjorte værker indbefatter også bemærkelsesværdige balletpartiturer og strygekvartetter samt underlægningsmusik til stumfilm, korværker og diverse symfoniske værker og kammerværker.

På titelbladet til Schmidts Pièce Concertante, op. 19 (1964), står der ‘for trompet og basun, strygere, harpe, slagtøj og celeste’. Parallellen til Bartóks banebrydende Musik for strygere, slagtøj og celeste (1936) er iøjnefaldende, ikke kun hvad angår instrumentbesætning og tekstur, men også stykkets hektiske, rytmiske udtryk.

Schmidts jazzerfaring kan meget vel være grunden til, at han placerede trompeten og basunen helt i forgrunden af lydbilledet, men i virkeligheden er alle musikerne i ensemblet solister. Partituret har en livlig concerto grosso-stemning over sig og et gennemgående godt humør som trækker tråde til Knudåge Riisagers værker – den måske mest franskprægede danske komponist fra midten af det 20. århundrede. Det kontante spil fra klaveret i ensemblet er med til at understrege Schmidts letfodede stil og rytmiske fremdrift.

Ole Schmidt udnytter kontrasten i klangregister og karakter hos de to messingblæsere, men formår at binde dem tæt sammen, mens de præsenterer og videreudvikler samme musikalske materiale. Nogle gange lyder de to instrumenter som ét, andre gange er de fastlåst i en livlig samtale, hvor de afslutter hinandens sætninger eller spiller melodien frem og tilbage over et net som to tennisspillere. Mod slutningen af stykket danser de sammen i en stor kadence, som indleder en coda, der begynder med behersket mystik og ender i fuldt flor.

Schmidt var fast besluttet på at skrive koncertstykker til solister, hvis instrumenter hidtil var blevet overset i repertoiret. Hans Koncert for tuba og orkester (1975) er tilegnet den svenske tubaspiller Michael Lind, som uropførte den i 1975, to år før han blev solotubaspiller i Stockholm Filharmonikerne.

Fra sin erfaring med at dirigere hundredvis af orkesterpartiturer, vidste han, hvordan tubaen blev brugt – og misbrugt – af andre komponister. I tubakoncerten var han derfor fast besluttet på at udforske instrumentets fulde udtryksmæssige og tekniske potentiale. Solisten sættes eksempelvis til at spille hurtige tonerækker og indviklede figurer for at gøre opmærksom på instrumentets evne til at bevæge sig smidigt og ubesværet, samtidig med at tubaens mere genkendelige karaktertræk – uafrystelige, kraftige – bringes i spil. Schmidt tvinger dog aldrig instrumentet til at være noget, det ikke er.

Med en uortodoks besætning af blæsere og dybe strygere kan man sige, at koncerten udspiller sig i de samme skygger som soloinstrumentet. Der hviler en nattestemning over den stridslystne jagt i første sats, som opildnes af lilletrommen, og i den eftertænksomme, langsomme sats optræder gennemsigtige, natlige harmonier og et kontrapunkt. Selv i den skrøbelige, tilbageholdende og afsluttende allegro giusto skævvrides den tredelte takt af forskudte accenter.

Schmidt opnår dette ved at behandle soloinstrumentet med underfundighed snarere end med den tyngde og fylde, det sædvanligvis forbindes med. Tubaen spiller en åndfuld kadence i første sats, indledt med en højtliggende solofløjte, og i anden sats stiger tubaen til vejrs med en rørende melodi og slutter sig til solocelloen og fagotterne i respektfuldt duetspil. Med triolstød og glissando-teknik ender det hele spøgefuldt.

Schmidts Koncert for horn og kammerorkester (1966) falder nydeligt i to halvdele: Første sats, largoen, er skiftevis sørgmodig og spændstig; anden sats, allegro giusto, er letbevægelig og lumsk. Partituret indledes med et overdådigt soloafsnit for solisten med en melodisk bredde krydret med kromatiske indstik. Dette fører til et begravelsesagtigt afsnit, hvor hornet præsenterer koncertens første tema.

Senere i satsen lokker glidende toner fra paukerne solist og orkester ud i en intens strid, hvor det første tema bliver revet i stykker af ensemblet. Ved at spille en kort kadence, der genkalder det melodiske materiale fra det indledende afsnit, lukker hornet omsider lidt lys og luft ind i musikken, inden de begravelsesagtige strygere trækker musikken tilbage i mørket.

Den frygtindgydende atmosfære punkteres, hvis ikke afbrydes, af orkestrets perkussive start på andensatsen. Gradvist forkaster denne hastige musik mørket fra den foregående sats og gyder jorden for hornets ankomst i et noget bedre humør. Orkestret følger hornets melodiske materiale som en skygge – en klassisk Schmidt-teknik – og genererer stadig mere overskud og energi, indtil det ikke kan mønstre mere.

En meditativ hornsolo med håndstoppede genspejlinger som rungende ekkoer får med orkestrets hjælp solisten til at mande sig op til en energisk solokadence, med referencer til både første og andet tema og bragende glissandoer og ildevarslende halvtoner, gentagne og faldende. En festlig, næsten triumferende gengivelse af hovedtemaet med fuld støtte fra orkestret synes endegyldigt at forvise de mørke tanker.

Release date: 
marts 2022
Cat. No.: 
6.220702
FormatID: 
SACD
CoverFormat: 
Super Jewel Case
Barcode: 
747313170265
Track count: 
6

Credits

Recorded at Koncertsalen, Musikkens Hus, Aalborg on 17-21 May 2021

Recording producer: Thore Brinkmann
Sound engineer: Thore Brinkmann
Editing, mix and mastering: Thore Brinkmann
SACD mastering: Ragnheiður Jónsdóttir

℗ & © 2022 Dacapo Records, Copenhagen

Shadow games, by Andrew Mellor, translated from the English by Nikolaj Skinhøj
Proofreaders: Jens Fink-Jensen, Colin Roth
Artwork: Studio Tobias Røder, www.tobiasroeder.com

Publisher: Edition Wilhem Hansen AS, www.wisemusicclassical.com

With support from Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Augustinus Fonden, Dansk Kapelmesterforening, Gudrun & Palle Mørchs Mindefond, Solistforeningen af 1921, Sonning-Fonden and William Demant Fonden

randomness