Fête galante

POUL SCHIERBECK: Fête GALANTE af Jens Brincker

Poul Schierbeck (1888-1949) blev født i et musikinteresseret akademisk hjem og begyndte efter studentereksamen at studere jura. Han afbrød studierne til fordel for private musikstudier med bl.a. Carl Nielsen og Thomas Laub som vejledere. I begyndelsen af 1. verdenskrig gjorde han militær-tjeneste som løjtnant, og 1916 fik han ansættelse som organist i Skovshoved Kirke, hvor han virkede til sin død 1949.

I årene efter krigen begyndte Poul Schierbeck at gøre sig gældende som komponist og fik 1919 det Anckerske Legat. Samme år giftede han sig med operasangerinden Sylvia Larsen der blev den selvskrevne fortolker af de mange sange, som præger hans produktion. Sammen rejste ægteparret 1920 på studierejse til Italien gennem England, Frankrig, Schweiz og Tyskland hvor Poul Schierbeck færdigkomponerede sin Symfoni op. 15, der var påbegyndt før krigen.

Symfonien blev uropført i Göteborg 1922 med Carl Nielsen som dirigent, og gentaget senere samme år i København. Året efter dirigerede Poul Schierbeck selv symfonien i Finland. Overalt blev symfonien godt modtaget og fremhævet for sin instrumentation.

Det gav Poul Schierbeck mod til at begynde på sit næste store projekt: Operaen Fête galante op. 25, der bygger på et skuespil som forfatteren Max Lobedanz havde sendt til Poul Schierbeck 1920 med opfordring til at komponere scenemusikken. Schierbeck overtalte Max Lobedanz til at skrive skuespillet om til operalibretto, og 1923 gik han i gang med at komponere. Arbejdet varede til 1927 for der var bud efter Poul Schierbeck fra mange sider. 1921 havde han med succes komponeret en kantate til Universitetets immatrikulationsfest, og den fik mange efterfølgere: En række kantater blev komponeret i 1920’erne, og efter Carl Nielsens død 1931 var han landets førende kantatekomponist frem til 1945, hvor indvielsen af Radiohusets koncertsal blev markeret med en Schierbeck-kantate.

I 1931 blev Fête galante opført på Det Kgl. Teater, og samme år blev Poul Schierbeck knyttet til Det Kgl. Danske Musikkonservatorium som lærer i komposition og instrumentation. En lang række danske komponister fra Jørgen Jersild og Leif Kayser frem til Jan Maegaard har nydt godt af hans undervisning der sammen med Ludolf Nielsens privatundervisning har bidraget til at hæve en traditionelt klodset og provinsiel dansk instrumentationspraksis mod internationalt niveau.

Ouverturen til Fête galante blev komponeret nogle år efter afslutningen af operaen til o-pførelsen på Det Kgl. Teater 1931. Den samler temaer fra operaen til et symfonisk forløb hvor flotte marcher -veksler med smægtende melodier i et fyrværkeri af orkesterpragt. Det blev Schierbecks mest populære orkesterværk og en fast bestanddel af danske orkestres repertoire.

Fête galante

Operaen Fête galante er Poul Schierbecks hovedværk og det eneste af hans musikdramatiske værker som nåede frem til scenen. Den blev opført på Det Kgl. Teater 1931 og taget af plakaten efter syv opførelser, hvorefter komponisten på teatrets opfordring gennemførte nogle revisioner og stramninger med henblik på en genopsætning. Denne kom først 1960, hvor Fête galante holdt sig på repertoiret nogle sæsoner.

Titlen refererer til rokokotidens franske malerkunst hvor f.eks. Watteaus billeder af intime fester der iscenesætter adelens flirtende fornøjelser i mytologiske rammer gik under navnet “Fêtes galantes”. Rammen er en “bryllupsfest” i det 18. århundredes Frankrig hvor en adelig libertiner på skrømt gifter sig med en ung, troskyldig pige, der elsker ham af et godt hjerte. Med en lakaj forklædt som notar og en ægteskabskontrakt underskrevet med en blækklat prøver vor adelsmand at forføre pigen, men forstyrres af en teaterdirektør og pengeafpresser, af en duellant og endelig af Kong Ludvig XV.s uventede ankomst.

Operaen ender selvfølgelig med dydens triumf. Adelsmanden indser at han ikke kun begærer pigen, men også elsker hende. Pigen tilgiver ham hans bedrag. Og Ludvig den XV. bortfører teater-direktørens indladende kone i den tro at hun er bruden.

Fête galante deler dette sujet med nogle af det tidlige 1900-tals mest populære operaer: Richard Strauss Rosenkavaleren og Ariadne på Naxos og portrætterne af “små kvinder” i Puccinis operaer. Men Poul Schierbeck blander ingredienserne på sin egen måde og med heldig hånd. Balancen mellem det komiske og det lyriske holdes levende af de to dominerende kvindeskikkelser, den elskende Suzon og den kokette La Scaramouche.

Erotikken gnistrer i scenerne mellem libertinerens tre adelige venner og teater-direk-tørens kone, men oprøret anes også i kontrasten mellem de adeliges letsind og den for-armede teaterdirektørs griskhed. Kun den afsluttende scene hvor de elskende erkender den store kærlighed og forsones, mangler den følelsesdybde, der skal gøre operaens happy ending troværdig. Fête galante er mere rokoko end romantik.

Jens Brincker er tidligere lektor i musikvidenskab, Københavns Universitet.

www.komponistforeningen.dk

Første akt

I havesalen på den unge grev René de la Rochefoucaulds slot i Versailles venter hans fire venner, Saint Lambert, Montmorency, d’Argenville og Lauzannes, på hans tilbagekomst. Han har forelsket sig i en ung pige, Suzon, med hvem han samme aften vil fejre -bryllup – dog kun på skrømt, idet de fire venner skal optræde som vidner pro forma, og en af lakajerne skal fungere som lakaj. Alt dette finder sted, mens den kvindekære konge er bortrejst et par dage; han plejer ellers strengt at håndhæve sin førsteret til bruden, når hans adelsmænd gifter sig. René kommer med den intetanende Suzon, som forestilles for de fire venner, der har svært ved at bevare alvoren. De trækker sig tilbage, og efter en kort kærlighedsscene går også de to “brudefolk”. Da scenen har stået tomt et øjeblik, smutter Scaramouche ind i salen. Mens han tager for sig af lækkerierne på bordet, præsenterer han sig som teaterdirektør, intrigant – og diskret leverandør af kvinder til adelsmændene. Han lytter ved døren, bag hvilken den fingerede vielse finder sted, og pludselig går døren op, og lakajen Jean tumler ud, forklædt som notar. Scaramouche fralokker den fulde fyr det falske vielsesdokument, som han straks efter får lejlighed til at vise Suzon, idet han afslører bedrageriet for hende. Han tilbyder hende – mod en passende betaling – at få det forsynet med en rigtig notars underskrift, hvorved det vil blive gyldigt, men hun tror ikke et ord af, hvad han siger, og viser ham bort. En lille tvivl er dog sået i hendes sind.

Anden akt

Første billede

Lidt senere på aftenen i den samme sal. Under et længere, stumt optrin træffes der forberedelser til aftenens fest. Scaramouches kone, som er med i hans skuespillertrup, indvies af sin mand i hans planer om at slå mønt af den falske vielsesattest. Saint Lambert, Lauzannes og Montmorency træder ind for at høre, om alt er rede til aftenens teaterforestilling, og navnlig den sidstnævnte falder ganske for La Scaramouche, som heller ikke er utilbøjelig til at bønhøre ham; hun indbyder herrerne til at overvære hendes omklædning – og Scara-mouche må bide sin skinsyge i sig. Han træffer Suzon, hvem han atter tilbyder ægteskabsdokumentet, som det i mellemtiden er lykkedes ham at få en rigtig notar til at skrive under på. De overraskes af René, som viser Scaramouche bort. Han tilstår nu over for -Suzon, at deres vielse ikke er gyldig, men at han elsker hende, og at hun inden aften skal være hans ægte hustru. Hun har ikke så meget som villet kaste et blik på dokumentet og tror, at han kun siger det for at prøve hende. Scaramouche indrømmer for sin kone, at han er slået i marken i første omgang, men er dog overbevist om, at han nok skal sejre til sidst. Da der pludselig lyder militærmusik fra det fjerne, genkender han kongens regimentsmusik og får da den idé at provokere kongen til et uanmeldt besøg endnu samme aften; opfyldt af nyt håb drager han ud for at realisere sin plan, mens militærmusikken fortsætter for lukket tæppe.

Andet billede

Under aftenfesten forelsker markis d’Argenville sig i Suzon, hvis følelser for René han kun anser for at være af overfladisk art. Han bestormer hende med sine bønner, men hun afviser ham; han bliver påtrængende og går over til håndgribeligheder, og nu overraskes de af det øvrige selskab. Trods de -andre venners advarsler insisterer René på at ville duellere med d’Argenville, som er en øvet pistolskytte. Han sender en tjener efter notaren, som skal komme øjeblikkeligt.

Tredje akt

René overvejer situationen i enrum; han foragter sig selv, fordi han har kunnet tænke på at bedrage Suzon og vil nu sætte alt ind på, at hun skal være hans hustru på lovformelig vis – også for det tilfælde, at han skulle falde i duellen. Tjeneren bringer notaren, som efter nogen forhandling indvilger i at sætte sit navn under ægteskabspapiret – for derefter at opdage, at han allerede har gjort det tidligere på dagen på opfordring af en anden mand, som gav ham penge for det. René kalder vennerne ind og lader dem underskrive attesten, som jo nu har gyldighed, og tager det løfte af dem, at de aldrig vil åbenbare hans oprindelige bedrageriske hensigter for Suzon, som han elsker. Uset af herrerne har Suzon overværet dette sidste optrin.

D’Argenville kaldes ind, og der træffes forberedelser til duellen. Netop som man skal til at skyde, meldes kongen, som straks efter træder ind, ledsaget af et følge, hvori Scara-mouche skjuler sig. Da loven forbyder dueller, søger man at udgive det hele for en spøg: Kongen konstaterer imidlertid ved at affyre de to pistoler op imod loftet, at de var -skarpladte, men gør ikke mere ud af sagen. Derimod er han lidt stødt over, at René har forsømt at indbyde ham til sit bryllup, og insisterer på at se bruden. René tøver, men den rådsnare Saint Lambert henter La Scaramouche, der præsenteres for kongen som Renés hustru. Han bliver straks meget indtaget i hende og indbyder hende til at følge ham til en souper på slottet, blot et par timer – hvad hun ikke lader sig sige to gange. Kongen drager af med hende – mens jalousien endnu en gang er ved at tage livet af Scaramouche. Han prøver en sidste gang at klemme penge ud af René for underskriften på dokumentet, men må nøjes med den ære at have betalt grevens ægteskabskontrakt, og nedtrykt forlader han slottet. René takker vennerne for deres værdifulde bistand. Nu træder Suzon ind; hun er omsider blevet klar over, at det virkelig fra begyndelsen har været Renés plan at narre hende, og hun river dokumentet i stykker. De tre herrer samler stumperne op og lister stille ud. René beder Suzon om tilgivelse, og i en stor duet forsones de og vandrer ud sammen. Da scenen er blevet tom, kommer de tre venner ind sammen med notaren, der bærer det atter sammen-klistrede dokument. De anbringer papiret midt på skrivebordet mellem to kande-labre, hilser ærbødigt på det og går leende ud.