Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Værker for klaver

Poul Ruders

Værker for klaver

Rolf Hind

Ruders is by nature what the Germans call an Ausdrucksmusiker. Everything he has written is marked by a decided will to expression. Stylistically, he operates with a wide-ranging expressive register. Of his earliest development one could almost say that it followed several tracks - something that can also to a certain extent be read out of his piano output. It consists of six works for solo piano and two piano concertos, and spans a period from 1967 to 1994.

Køb album Stream
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,0027,60 kr.
    mp3
    €3.7 / $4.03 / £3.16
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,0031,60 kr.
    CD Quality
    €4.24 / $4.61 / £3.61
    Køb
Total runtime: 
69 min.
Poul Ruders

Ruders er af natur det, der på tysk hedder ‘Ausdrucksmusiker’. Alt hvad han har skrevet, er mærket af en udtalt vilje til udtryk. I stilistisk henseende betjener han sig af et vidtspændende udtryksregister. Om hans tidligste udvikling kan man næsten sige, at den forløb ad flere spor – noget, der også til en vis grad kan aflæses i hans klaverproduktion. Denne omfatter seks værker for soloklaver og to klaverkoncerter og spænder tidsmæssigt fra 1967 til 1994. Fire af soloværkerne, heriblandt de to sonater, udgør indholdet på den foreliggende cd med Rolf Hind.

Mødet med Pendereckis ny-ekspressive musik, specielt værket Threnos, gjorde den unge Poul Ruders til komponist. Debuten, klaverværket Tre Breve fra den ukendte soldat (1967), taler sit tydelige sprog. Viljen til udtryk er som hos Penderecki enorm, næsten voldsom; men ‘brevenes’ polsk influerede al fresco-stil fortonede sig snart.

Sidst i 1960’erne var dansk musik inde i en interessant postseriel udvikling kendetegnet ved begreber som ‘ny enkelhed’, ‘konkretisme’, ‘stilpluralisme’ og ‘citater’. Ruders modtog i begyndelsen af 70’erne mærkbare impulser fra den jævnaldrende Karl Aage Rasmussens særlige citat-stil, sædvanligvis omtalt som ‘musik på musik’, og fra Peter Maxwell Davies’ furorevækkende musikteatralske værker. Især sidstnævntes brug af førklassisk musik gav inspiration til Ruders’ ‘middelalderstil’, hvis mest spektakulære frugt blev pasticheværket Middelaldervaria­tio­ner fra 1974, et stykke burlesk middelalder-verfremdung midtvejs mellem komposition og arrangement. Lige så centralt, men af andre grunde, står imidlertid den klaversonate, hvormed Ruders gik ind i årtiet: Dante-Sonaten. I teknisk henseende er den vel endnu ufærdig, men i stil og indhold peger den i højere grad end 70’ernes øvrige værker frem mod senere ‘abstrakte dramer’ som f.eks. Saaledes saae Johannes. Fra 1977 stammer det sjældent hørte klaverværk Syv recitativer.

Perioden 1970-80 var Ruders’ læreår. Fra omkring 1980 var han klar til at producere hovedværker i dansk musik som kammerkoncerten for ni instrumenter Four Compositions (1980) og den vidunderlige neobarokke violinkoncert nr. 1 (1981) – mønstereksempler på den dengang karakteristiske ruderske ‘uforudsigelighed’: abstrakt ekspressionisme og solfyldt neoklassicisme står her side om side. Sonate nr. 2 for klaver fra 1982 indgår i en kreds af værker fra disse år, som kredser om det samme tematiske materiale: en klaverkoncert (som siden er trukket tilbage), 1. sats af 2. strygekvartet (1979), 1. sats ‘Variationer’ af Four Compositions og mesterværket Manhattan Abstraction for stort orkester (1982), et værk der endnu venter på en adækvat fortolkning på cd.

Siden 1974 har Ruders med tiltagende styrke været optaget af den gamle engelske vekselringningsteknik. Idéen hertil fik han fra Lord Peter Wimsey-romanen De ni klokkeslag af Dorothy L. Sayers, hvori de engelske klokkeres ‘change ringing’ spiller en afgørende rolle i handlingen. Spørger man, hvad det var for muligheder, han fik øje på i vekselringningstabellerne, får man det svar, at de egnede sig til at skabe ‘lange forløb’ eller ‘min egen form for minimalisme’. Impulser fra minimalismen er da også hørbare; men hos Ruders har minimalismen en dramatisk, om ikke aggressiv karakter. På grund af vekselringningstabellernes konstant skiftende rækkefølger og komponistens ofte komplekse manipulationer med sit diatoniske materiale minder teknikken, f.eks. i hovedværker som Four Compositions og Manhattan Abstraction, også i høj grad om serialismen. Specielt er dette tilfældet i værker, hvor Ruders arbejder med et mere abstrakt virkende materiale mindende om det, som kendes fra seriel musik – selvom han ikke kunne drømme om at komponere med egentlige tolvtonerækker. Det minimalistiske præger derimod især hans lange række af motoriske kammermusikstykker for vekslende besætninger, f.eks. Wind-DrummingCha cha chaAlarmBreak-DanceRegime og Tattoo for Three.

Hvad det udtryksmæssige angår, er Ruders’ musik med hans egen formulering ‘billedska­bende associationsmusik’. Ja, han har ligefrem omtalt flere af sine værker som ‘akustiske lærreder’ eller ‘emotionelle arketyper’. Musik og billede hører uløseligt sammen i hans univers. Et par eksempler:

Tredje sats (Plain-Song) i Four Compositions er en slags ‘erindringspastel’ med referencer til middelalder og renæssance. Koraler à la Hassler og Perotin-lignende middelalderpassager er her sat sammen, dannende et svimlende billede. Ruders talte med vanlig sproglig tæft om ‘en gammel musik hørt gennem århundreders tårer’.

Symfonien Himmelhoch jauchzend – zum Tode betrübt (1989) har i sin store åbningssats et langsomt midterafsnit, hvor den før-reformatoriske julesang Lad det klinge sødt i sky (Resonet in laudibus) intoneres på en mørk baggrund af dybe blæsere og strygere af en ensom piccolofløjte og klaver. Den gamle opfattelse af julen som lykkelig fredsbringer sættes på denne måde op mod vore dages uskyldsberøvede bevidsthed om den.

I 1980’ernes ‘abstrakte dramer’ spirede gradvis en forbavsende homogen stil frem, som ingen ville have drømt om i 70’erne. Mindre væsentlige udvendigheder blev ofret under komponistens søgen indad mod en mere personlig musik af neoekspressionistisk /neoromantisk – eller slet og ret postmodernistisk tilsnit. Karakteristiske postmoderne kompositioner er f.eks. to i det ydre meget forskellige klaverværker: 13 postludier for soloklaver fra 1988, et album med nyromantiske karakterstykker, og den klassi­ce­ren­de tresatsede klaverkoncert fra 1994, som er tilegnet Rolf Hind.

Det første værk, som utvetydigt viste denne orientering, var det udvendige, gotiske orkesterstykke Saaledes saae Johannes (1983-84). Partituret indledes med et ‘program’ à la Berlioz-Strauss i form af et længere citat fra Johannes’ Åbenbaring. Værket udmærkes i øvrigt ved en virtuos orkesterbehandling, der tåler sammenligning med samme Strauss, hvilket er et særsyn i dansk musik. Tilsvarende gotiske inspirationer lå til grund for Corpus Cum Figuris (s.å.) og Nightshade (1987). Beslægtet med disse værker er endvidere den stort anlagte Dramatrilogi (1987-88), tre solokoncerter – heriblandt cellokoncerten Polydrama, der er et af de smukkeste eksempler på den neoekspressionistiske enhedsstil, og ovennævnte symfoni Himmelhoch jauchzend – zum Tode betrübt i fire satser, der blev opført under stor opmærksomhed af BBC’s Symfoniorkester i Londons Royal Albert Hall i efteråret 1990.

Ruders’ suveræne beherskelse af orkestret har skabt respekt om hans navn i ind- og udland (især i England og USA). De sidste tyve års bestilllinger fra ensembler og koncertinsti­tu­tioner som London Sinfonietta, Ensemble Inter­Con­temporain, Capricorn, Lontano, BBC, Spe­cu­lum Musicae (New York), The Scottish Chamber Orchestra, Riverside Symphony Orches­tra (New York), Det Kongelige Teater og (i 2002) Berlins Filharmoniske Orkester taler deres tydelige sprog. I 1996 opnåede Ruders at blive den første danske komponist, som blev spillet ved The Last Prom, med Concerto in Pieces, variationer over et tema af Purcell – en brillant komponeret pendant til Benjamin Brittens 50 år gamle A Young Person’s Guide to the Orchestra.

I 1990’erne har Ruders næsten udelukkende arbejdet med det medium, han elsker og mestrer som få: orkestret. Nogle højdepunkter skal nævnes: den mesterlige violinkoncert nr. 2 (1991), Soltrilogien (1992-95), bratschkoncert (1994), Symfoni nr. 2 (Symfoni og forvandling, 1996) og helaftensoperaen Tjenerindens fortælling, hvis opsigtsvækkende premiere fandt sted på Det Kongelige Teater i foråret 2000. Parti­tu­rer­ne til værker som disse er guldgruber af originale orkestrale virkninger. Og når Ruders er inspireret, indgår indfald og kunnen meningsfulde symbioser. Musikken kan være mangestemmig indtil det kaotiske – som i Soltrilogiens første del Gong; den kan trylle med changerende blandinger af treklange – som i Zenith, trilogiens anden del; eller den kan betjene sig af en særlig rudersk heterofoni – som i violinkoncerten og symfonien – for blot at nævne nogle få af komponistens kendemærker.

Symfoni og forvandling er vel nok 90’ernes hovedværk. Heri viser Ruders med stor kompositorisk konsekvens mulighederne i tiårets nye kompositionsteknik, ‘minimorfose’. (Betegnelsen er dannet af ordene ‘minimalisme’ og ‘metamorfose’, dvs. forvandling). I minimorfose-teknikken har Ruders videreudviklet sin vekselringningsteknik på en sådan måde, at musikkens mindste tonemæssige bestanddele (dens “klokker”), som reguleres af taltabeller, nu i modsætning til tidligere konstant modulerer. Som følge heraf kastes de motiver, som indgår i komponistens temaer, og musikken som sådan ud i en nærmest uendelig forvandling (jf. sym­fo­niens navn). Vekselringningen har med minimorfosen fået nye, fantastiske dimensioner.

En science fiction-lignende roman af Margaret Atwood ligger til grund for operaen The Handmaid’s Tale (Tjenerindens Fortælling) i to akter med prolog og epilog – en nutidig ‘grand opera’ for 14 sangsolister, kor og stort orkester. Den skræmmende fremtidshistorie foregår i 2006 og handler om kvindernes endegyldige umyndiggørelse i et teokratisk diktatur à la nutidens Afghanistan indført ved et blodigt kup i et forhenværende USA. Der er tale om en klaustrofobisk gyser af en type, der er få af i operaens historie. Arbejdet med den foregik da også ud fra devisen ‘at tilføre librettoen samme umiddelbare dragning som en rigtig god film’.

Værkerne

Det tonesprog, som den helt unge Ruders betjente sig af i de korte klaverstykker, der udgør Tre breve fra den ukendte soldat (1967), afspejler det overvældende indtryk, Pendereckis musik gjorde. Titlen ‘Tre breve til den ukendte soldat’ har noget af den samme suggererende kraft som Pendereckis ‘Klagesange til minde om ofrene i Hiroshima’. Foredragsbetegnelser som ‘Hidsigt’ og ‘Frastødende anti­lyrisk’ tangerer det ungdommeligt overdrevne, men peger alligevel på væsentlige sider hos komponisten. Det ‘hidsige’ og det ‘frastødende’ kommer ikke mindst til udtryk i den voldsomhed, hvormed ekstreme register­mæssige og dynamiske kontrasteringer er eksponeret.

Den tosatsede Dante-Sonate (1970) er Ruders’ første substantielle værk og skrevet til Elisabeth Klein. Sonoriteten i Tre breve var nu et overstået stadium, og i stedet høres et mere traditionelt, fritonalt stof med stadige akkordbrydninger i enkle gentagelsesmønstre, alternerende med virtuose passager.

Det er en ‘programmatisk’ sonate, idet to citater fra Dantes La Divina Comedia’s Inferno-del antyder musikkens ‘indhold’. (Samme fremgangsmåde benyttedes senere i tonedigtet Saaledes saae Johannes).

Og jeg, der stod og stirrede betaget,

saa mennesker tilsølede i mosen;

helt nøgne var de og med vrede miner.

De slog hinanden, ikke blot med hænder,

men og med deres hoved, bryst og fødder;

med tænderne de flaaede grumt hverandre.

(Canto VII 109-115, Inferno)

Fra dyndet siger de: ‘Uglade var vi

i jordens milde luft, hvor solen spiller,

med bitre dunster gemt i vore hjerter;

nu maa vi græmmes i det sorte mudder.’

(Canto VII 121-124, Inferno)

Titlen refererer naturligvis til Franz Liszts sonate Après une lecture du Dante (1837/49), og midtvejs i første sats dukker et Liszt-Schumann-lignende romantisk tema op – lidt ligesom Andante sostenuto-temaet midtvejs i Liszts h-mol-sonate. Med dette tidlige, ægte pianistiske værk, der uforfærdet går i dialog med den pianistiske tradition, fremstår Ruders således – lige inden 70’ernes turbulens – som den ‘postmodernist’ han senere blev. En del af det tematiske stof har præg af lån (selv­om der ikke forekommer direkte citater), og formen, der i første sats inden for de korte forløb danner en mosaik af variationer og ombytninger af korte celler resulterende i en lidt “bondsk” minimalisme, låner i begge satser den traditionelle klaversonates store format med reprise.

Sonate nr. 2 blev skrevet tolv år efter Dante-Sonate som et bestillingsværk til Yvar Mikhas­hoff. Ifølge komponisten ‘går den i den ældre sonates fodspor, hvad angår vægtfylde og maksimal udnyttelse af instrumentet’.

Sonaten er i fire satser:

  1. Vivace e ritmico
  2. Tempo di sarabande
  3. Leggiero e elegante (attacca)
  4. Monumentale e senza espressione

De hurtige satser, første og tredje, er baseret på vekselringning, mens de langsomme er frit komponeret og fritonale – i stilistisk henseende på linie med Dante-Sonate og – for sidste sats vedkommende – endog med Tre breve.

Den store åbningssats benytter samme veksel­ringnings-grundlag som første sats af kammerkoncerten Four Compositions fra 1980. Dens to indledende afsnit (1-86) er faktisk identiske med Tema, variation 1 og 2 i det ældre værk. Men siden udvikler klaversatsen sig selvstændigt – idet dog det meste fortsat genereres af vekselringningens tikkende taltabel. En gis-mol-sekstakkord (en favoritklang hos Ruders!) tildeles efterhånden en betydningsfuld rolle. Komponistens egen beskrivelse af satsen fortjener at blive citeret i sin helhed:

En atletisk, rytmisk melodi sparker satsen i gang i et lynhurtigt tempo. Flere lag bliver tilføjet, og værket åbner sig som en storstilet symfonisk/polyfon vifte; tempoet bliver gradvis langsommere, og codaen er en gigantisk klokkeagtig passage, udført con tutta forza – med den yderste styrke.

Anden sats, Tempo di sarabande er beslægtet med den ligeledes sarabande-lignende, langsomme sats i Dante-Sonate, men er mindre kompakt, mere polyfon i arbejdet med sine tonale og polytonale klange. Tredje sats er sona­tens scherzo og styres ligesom første sats af vekselringningstabeller. ‘En lynhurtig scherzo, som jeg ubeskedent vil betegne som intelligent minimalisme’. Gennem det meste af satsen ledsager venstre hånd med skiftende ostinater, mens højre hånd spiller vekselringnings-melodier i alternerende 7/8- og 5/8-takt.

Sidste sats består udelukkende af akkorder.

Alt fryser til is. Kæmpestore akkorder følger efter hinanden uden nogensomhelst rytmisk variation. Tårnhøje og uudholdeligt langsomme som isbjerge.

Satsen er noteret uden taktstreger. Dynamikken er blok- eller terrassemæssig vekslende mellem subito fff tutta forza og subito ppp una corda. Akkorderne er tonale eller blandingsklange (f.eks. B-dur + c-mol), med eller uden tilføjet dissonans, og der er mange gentagelser. Gis-mol (og her tillige g-mol) spiller igen en vis rolle, f.eks. slutter satsen med akkordfølgen gis-mol – g-mol.

Star-Prelude and Love Fugue er en frugt af ‘et vidunderligt ophold i Tokyo, marts 1988’ og komponeret i februar 1990 og tilegnet Aki Takahashi.

Præludiet er en fantasi over forspillet til 2. akt af operaen Tycho (1986), hvilket forklarer titlen ‘Stjernepræludium’, og kærlighedsfugaens tema er taget fra åbningstakterne i a cappella-motetten Charitas nunquam excidit: Kærlighed ophører aldrig. De to satser er enkle og velformede – og fatter sig i korthed.

Stjernepræludiet er vaskeægte minimalmusik med faseforskydninger, dvs. metriske forskydninger, mellem højre og venstre hånd. Som regel benytter Ruders vekselringningsteknik i sådanne tilfælde, men ikke her. Fugaen er renset for genrens traditionelle tyngde, hvilket allerede signaleres i foredragsbetegnelsen ‘Swinging’. De indledende 11 takter stammer fra motetten, men derefter er alt nykomponeret.

Per Erland Rasmussen, 2001

Release date: 
april 2001
Cat. No.: 
8.224148
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
730099984829
Track count: 
11

Credits

Recorded at the Carl Nielsen Academy of Music (Det Fynske Musikkonservatorium) on 19-21 July 2000
Recording producer: Preben Iwan
Sound engineer: Preben Iwan

Dacapo Records acknowlegdes, with gratitude, the financial support of the Sonning-Fonden