Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Me Quitte

Niels Rønsholdt

Me Quitte

SCENATET, Anna Katrin Øssursdóttir Egilstrøð, Niels Rønsholdt

»Me Quitte er bærer af en sjælden skønhed« Dagbladet Information

Kærligheden er ikke altid et forløsende gode - tværtimod er den i lige så høj grad roden til menneskelig ulykke og fornedrelse. Komponisten Niels Rønsholdts surreelle sangcyklus Me Quitte (2012) lader en ikonisk parisisk kærlighedssang reflektere i et kabinet af troldspejle, som forvandler godt til ondt, gør kærligheden destruktiv og skønheden frastødende. På denne premiereindspilning hører vi komponistens egen, skrøbelige stemme sammen med den færøske sangerinde Anna Katrin Egilstrød og det danske ensemble SCENATET.

Køb album Stream

CD

  • CD
    Jewel Case
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
Lars Svankjær
"Ved at sætte komponistens skrøbelighed i fokus kradser han i billedet af den perfekt organiserende og genuint skabende komponist, som det 20. århundrede idealiserede."
Mathias Monrad Møller, SEISMOGRAF
"'Me Quitte' er alt andet end svær avantgardekunst, snarere er det følsomt, skrøbeligt, bevægende, drømmende, ja faktisk charmerende"
Ingo J. Biermann, Nordische Musik
"Me Quitte er bærer af en sjælden skønhed. (...) Den gennemborer vores forestillinger, og den efterlader os både rensede og konfuse."
Emil Eggert Scherrebeck, Information
PATOS OG PINLIGHED – om Niels Rønsholdts sangcyklus Me Quitte

af Sanne Krogh Groth

”I Me Quitte blamerer jeg mig fuldstændigt. Jeg var sikker på, at det her bliver det sidste værk, som jeg kommer til at kunne lave. Det er så pinligt og for langt at gå, bare at lave de sange her, som så ganske vist er støbt ind i en konceptuel konstruktion. Men altså selve materialet, det er simpelthen… ”

(Niels Rønsholdt, marts 2016)

Niels Rønsholdt har i Me Quitte (2012-13) taget udgangspunkt i Jacques Brels (1929-78) sang Ne Me Quitte Pas, 1959(Forlad mig ikke). Jacques Brel var en belgisk-fransk visesanger, senere skuespiller og instruktør, der er særligt kendt for sine franske chansons. Brels sange var politiske og lystige, men, som det gælder det mest kendte af hans numre, Ne Me Quitte Pas, også romantiske og lyriske. Sangene er opført af kunstnere verden over i både oversatte og franske versioner, men Brels egen opførelse af sangene står dog som noget helt særligt. I hans version af Ne Me Quitte Pas oplever vi, bag ord og toner, en længsel og desperation i fremførelsen, der med en grådkvalt stemme river os med til en sådan grad, at sangen og dens afsender bliver så troværdige, at lytteren har svært ved ikke at indleve sig i den hjerteskærende fremførelse. Men samtidig bliver fremførelsen også, i al sin medrivenhed og franske patos til en kliché, der driver af sentimentalitet, ulykkelig kærlighed og rødternede parisiske duge.

I Me Quitte har Rønsholdt fundet sin inspiration til både koncept og materiale i denne franske chanson. ”Kærligheden er smuk – klart,” siger Rønsholdt, ”men den er også noget, som trækker destruktive spor igennem menneskers liv. Og den er årsag til lige så meget splid og ulykke som til det gode. Men i populærkulturen, og måske som en kristen religiøs reminiscens, opfattes kun den, der taler gennem kærligheden, som den gode. Ganske vist er vi i nuet måske lige lidt før eller lige lidt efter den eneste ene. Men når vi opnår kærligheden, så er det som om vi træder ind i en paradisisk tilstand, hvor alt er lykkeligt. Det, at vi forbinder kærligheden så stærkt med lykke, det mener jeg i høj grad er noget som etableres i populærkulturen. Og arnestedet er for mig at finde i chansonen, den rummer det hele – Paris, romantikken, den ideelle kærlighed etc. Derfor tager jeg den musik, men vender den om, så man på en måde ser spejlvendt, -gennem et troldspejl: Kærligheden som en slags dæmoni, der forfører med en smuk overflade, men viser sig at rumme det modsatte, destruktionen. Ligesom antikrist er det godes omvending, er dette på en måde chansonens, kærlighedssangens, modsætning. Derfor er titlen også en slags omvending, kun nægtelsen er fjernet. Og derfor synger jeg selv – min magtesløshed på scenen er en omvending af croonerens indtagende virtuositet.”

Rønsholdt har – som han selv formulerer det – komponeret ”de bedste sange jeg overhovedet kunne – sådan uden distance. De er ikke bare pasticher. De skulle være blottet for ironi – jeg ville gå så tæt på materialet som muligt.” Den tætte relation til materialet er ikke kun at finde i kompositionsprocessen, men også i opførelsen af værket: ”Jeg ser det lidt som en slags method acting, altså at jeg her iklæder mig en rolle som crooner og chansonkomponist. Ved at minimere afstanden til materialet opstår en situation hvor identifikationen bliver så stærk, at adskillelsen mellem hvad der er mig, og hvad der er rollen, udviskes.”

Rønsholdts tekst består af ordene fra Ne Me Quitte Pas, men er i Me Quitte fordelt i fragmenter over alle 10 sange. Fragmenterne er uigenkendelige, da de synges baglæns. Som en del af udarbejdelses– og indstuderingsprocessen indspillede Rønsholdt sine egne melodier, afspillede dem baglæns og transskriberede dem, hvorefter den fragmenterede tekst blev sat til de omvendte melodier. Rønsholdt indspillede herefter disse sange, for siden at vende denne indspilning igen, og kom frem til det ønskede resultat: Rønsholdts lyriske melodier med Brels fragmenterede tekst – sunget baglæns. Indspilningen blev et redskab til både udarbejdelsen af partituret, til indstuderingen af nonsens-teksten og til at studere og overføre ’lyden af baglæns’: at lydenes anslag fjernes, så de i stedet fremtoner i små ’crescendoer’. Rønsholdt overfører de manipulerede lyde til sin komposition for akustiske stemmer og instrumenter. Tilbage af elektronisk manipulation bliver kun det bagvendte klaver i værkets begyndelse. Den konkrete lyd videreføres dog også i instrumentationen, hvor den lever i form af instrumenteret vinylstøj – skramle-lyde af præpareret klaver, buer på violinkasser, banken på guitarkasser og skraben på trommeskind. Også i sangstemmerne etableres en konkret lydæstetik i form at hæshed i klang og skrøbelighed i frasering. Dette høres måske især i komponistens egen stemme, der hverken er skolet eller trænet, som konventionen -ellers foreskriver det.

Samtidig fremføres musikken også, som var den en abstraktion i sig selv, gennem patosfyldte instrumentationer, længselsfulde melodier, dramatiske dynamikker og inderlige fraseringer. Dette udtryk bliver en kontrast til det konkrete lydunivers, der undervejs lurer både rytmisk og klangligt i og bag de lyriske og forførende strofer.

Effekten kommer stærkest til udtryk i den sidste af sangene, hvor en tromme med kraftige slag intervenerer i den lejrbålsagtige idyl, som de to sangere, nu den ene med en guitar, forsøger at etablere. ”Det er en massakre på fænomenet ’en sang’ og dæmonien formuleret helt umisforståeligt”, siger Rønsholdt.

Med denne kontrast præsenterer Rønsholdt os for to koncepter i musikken: Dels vender han den forestillede Hollywood kærlighed på vrangen, og dels er det musikken i sig selv, der bliver udsat for kraftigt modspil.

I dette greb ligger det Rønsholdt selv har beskrevet som kernen i sit arbejde: ”Hele min praksis har på mange måder handlet om at finde ind til kernen af noget. Dette er til dels baseret på en kritik af samtidsmusikken, hvor jeg oplever et lag af afstand; eksempelvis en afstand i håndværk gennem for meget fokus på strukturer, i den måde musikken bliver opført på, og en afstand til et indhold. Men hvad er så egentlig indholdet i musikken?”

For Rønsholdt bliver undersøgelsen af dette spørgsmål en søgen efter at nå frem til et udtryk, der ikke er gemt væk bag alt for mange lag, og som appellerer direkte til publikum. Med en dyrkelse af patos, grænsende til det banalt ekspressive, i de kompositorisk relativt enkle værker begiver han sig ud på en færd, hvor grænseundersøgelsen ikke kun bliver af musikalske former, men også af selve situationen de opføres i. Her kommer relationen til publikum til at spille en særlig rolle.

I sin stræben efter at etablere en situation, hvor der kan opstå en nærhed til publikum, kommer ’det pinlige’ til at spille en central rolle: ”Når noget føles pinligt, så er det, fordi det er sandt. I det øjeblik, der opstår en pinlig situation mellem to mennesker, så er det, fordi der er noget sandt, man indser: det her – det går ikke, for eksempel. Altså, hvis vi sad her på en blind date, og der så opstod en pinlig tavshed, så er det et øjeblik, der rummer en sandhed. Det er pinligt, fordi det er sandt. Og det er sandt, fordi vi begge to ved, at det her ikke bliver til noget.”

På scenerne for ny eksperimenterende musik kunne man tænke sig, at alt er tilladt, men også her hersker konventioner, der kan overskrides, så det pinlige kan provokeres frem. Det er for eksempel pinligt, når nogen indtager scenen fordi de har magten, men måske ikke evnerne til det. Det er således pinligt, at Rønsholdt som komponist insisterer på at opføre sit eget værk, selv om han blot er amatørsanger, mens resten af ensemblet (og kulturen generelt) består af professionelle, uddannede musikere. Det er pinligt at introducere patos og inderlighed på en scene, hvor intellekt, spidsfindighed og intertekstualitet er de herskende sprog. Og det er pinligt, når han eksempelvis i en-mandsoperaen Ord for Ord vælger at lade sig iscenesætte i nylonstrømper, bundet til en stol.

Som publikum har jeg oplevet at blive flov på hans vegne og dermed ikke føle mig helt tilpas i situationen. Hvorfor søger han mod den banale musik, når der nu findes et hav af veje at gå? Hvorfor tager han skjorten af, når jeg kun sidder en meter fra ham? Hvorfor skal han omgive sig med en underlagt, halvnøgen ung kvinde, og dermed direkte provokere feministen i mig? Hvorfor skal han gå så langt? Men i al denne pinlighed føler jeg mig også omgivet af en ramme, der ikke får pinligheden til at udvikle sig til panik. Modstanden i de medrivende melodier, de klare musikalske formgreb og Rønsholdts insisterende performance giver mig lyst til at blive og opleve pinligheden med ham. At mærke efter, undersøge den og lytte med, og finde ud af, hvor den fører mig hen. Det er netop her, Rønsholdt adskiller sig fra Brel.

Hos Rønsholdt skal vi ikke forføres af emotionelle drømme om det uopnåelige. I stedet er det en rystende klarhed i situationen selv, vi mærker i kroppen, – hvad enten det er koncertens akavede format, musikkens problematiske abstraktion eller håbløse menneskelige relationer, der er værkets konceptuelle omdrejningspunkt.

”Det pinlige er en ægte følelse. Hvis vi føler noget, er vi nået hen til noget.”

Sanne Krogh Groth er Ph.D. i Musikvidenskab fra Københavns Universitet (2010). Hun er for tiden tilknyttet Det Kgl. Bibliotek, hvor hun står for forskningsprojektet “Composers on stage” om komponister i det 21. århundrede. Siden 2011 har hun været ansvarshavende redaktør for onlinemediet Seismograf.org.

Release date: 
maj 2016
Cat. No.: 
8.226592
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
636943659229
Track count: 
11

Credits

Indspillet The Village og NOA Studio, foråret 2014
Producer og lydtekniker: Peter Barnow
Redigering og mix: Peter Barnow and Niels Rønsholdt
Mastering: Morten Bue

Kunstnerisk leder: Anna Berit Asp Christensen

SCENATET – on this recording: Kirsten Riis-Jensen, violin; Karolina Öhman, cello; Frederik Munk Larsen, guitars; Sven Micha Slot, piano; Mads Bendsen, percussion

Design: Denise Burt, elevator-design.dk

Forlag: Edition·S, edition-s.dk

Dacapo takker Dansk Komponist Forenings produktionspulje / KODAs kulturelle midler, Kodas nationale midler og Statens Kunstfond for støtte til produktionen.

randomness