Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Den Sidste Olie

Niels Rønsholdt

Den Sidste Olie

Katinka Fogh Vindelev, Morten Grove Frandsen, Nana Bugge Rasmussen, Richard Låås, Athelas Sinfonietta, James Sherlock

Den Sidste Olie er en ny kammeropera, der udforsker udnyttelse som verdens drivkraft. Handlingen finder sted under koloniseringen af Grønland i 1721 og udfolder sig som en tidløs fortælling om rovdrift på territorier og medmennesker. Operaen præsenterer sig som en slags barokopera, den dominerende stilart i oplysningstidens Europa. Ved hjælp af barokkens tonesprog skaber den prisbelønnede komponist Niels Rønsholdt et helt nyt og originalt værk, der strækker sig fra begyndelsen af olieudvindingen til den ødelæggelse, vi tydeligt ser konturerne af i dag.

Køb album Stream
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
  • FLAC 24bit 96kHz
    105,00 kr.
    Studio Master
    €14.09 / $15.33 / £12.01
    Køb
Nana Fransiska Schottländer & James Sherlock © Tom Ingvardsen
Total runtime: 
57 min.
Hurtigere, højere, længere?

Af Leonie Reineke

Hurtigere, højere, længere – den vedvarende jagt på optimal profit, selv på bekostning af ressourcer, udbytning og menneskeliv. Vi er udmærket klar over, at princippet kun lader sig opretholde i en begrænset periode. Det presser vores klode til det yderste, får den til at stønne og give efter under byrden af vores handlinger og udstikker i sidste ende en kurs mod selvødelæggelse. Den aktuelle stigning i udledningen af drivhusgasser er allerede fuldstændig åbenlys og tegner et dystert billede af de kommende årtier.

Så længe vi fortsætter med at ignorere realiteterne omkring os, kan problemerne måske virke fjerne, i hvert fald for os i den vestlige verden. Netop denne afstand er dog også en hæmsko for den meningsfulde forandring, vi så desperat behøver. For sandheden er, at vi har nydt godt af vores hensynsløse udnyttelse af kloden og hengiver os til velstand og luksus.

Ikke desto mindre er eksperter på tværs af videnskabelige fagområder optaget af en nøgtern vurdering af, hvad der venter os, hvis vi vælger at fortsætte som hidtil. Deres resultater får det til at løbe koldt ned ad ryggen.

Komponisten Niels Rønsholdts engagement i det tvetydige emne er samtidig intet mindre end isnende – og det helt bogstaveligt. Hans kammeropera Den Sidste Olie for fire sangere og ensemble udfolder sig i omgivelser omkring frysepunktet: Østerbro Skøjtehal i København. Publikum, iført vintersportstøj og udstyret med pigsko, sidder i næsten totalt mørke på selve skøjtebanen i en stor rundkreds, som musikdramatikken udfolder sig indeni.


Performancekunstner Nana Fransiska Schottländer sammen med Katinka Fogh Vindelev som Magten og Richard Laås som Skepsis © Tom Ingvardsen

Følelsesløse hænder
Oplevelsen af at sidde ubevægelig i bidende kulde i næsten en time under en operaopføresel, kun oplyst af et svagt skær fra nogle få stearinlys og uden at kunne rejse sig og gå uden assistance, er lige så krævende, som den er ærefrygtindgydende. Det er en tilstand, hvor scenen ikke blot bliver iagttaget, men i sandhed også følt. Alligevel står musikerne og de optrædende over for endnu voldsommere udfordringer ved at skulle synge ved temperaturer under frysepunktet og håndtere instrumenterne med hænder, der er ved at blive følelsesløse – hvilket også for tilskuerne er en prøvelse.

At ryste og skælve, fornemme synapser fryse til og stivne i kulden – alle disse fænomener giver også musikalsk genklang. Sangstemmerne består primært af loops – vedvarende gentagelser af enkelt ord og stavelser, som om en vinylplade kørte i samme rille.

Efter hver sunget frase synes de optrædende at bryde sammen og hengive sig til en bemærkelsesværdig tvangsmæssig, bevidst stammen. Stabilitet i lytningen tilskyndes af de harmoniske valg, der konstant forbliver inden for et traditionelt dur-mol-tonalt område. En fjern association kunne være den berømte arie ”What Power Art Thou”, som The Cold Genius synger i frostscenen i Henry Pucells opera King Arthur. I denne musik fra 1691 marcherer arktiske akkorder så nådesløst og smittende skælvende frem, at blot det at lytte til den får det til at isne. På samme måde udstråler det klanglige bagtæppe i Niels Rønsholdts Den Sidste Olie, på trods af det overvejende blide og afrundede lydbillede, en nådesløs kulde.

De vedvarende gentagelser af enkelte toner eller celler, bestående af to toner, trænger også igennem i ensembleledsagelsen. Vuggende bevægelser og stammende akkordcrescendoer dukker regelmæssigt op i samtlige instrumentgrupper. Nogle gange bliver sangerne kun ledsaget af klaver, så isolerede, brudte akkorder kan dryppe ud i mørket. Melodilinjerne veksler med dialog, lapper indimellem ind over hinanden og samler sig kortvarigt i korpassager. Dermed forbliver klangbilledet også hovedsageligt gennemsigtigt, nærmest som om man kan se ind i musikkens frosne skelet.


Morten Grove Frandsen som Idealerne © Tom Ingvardsen

Konstrueret vinter
Alene det at vælge en skøjtebane som ramme for Den Sidste Olie rejser spørgsmål, uanset hvor visuelt overdådig oplevelsen udfolder sig. Blot en overfladisk tanke på vores kriseramte verden og holdning til ressourcer kan give anledning til overvejelser som: Behøver vi egentlig kunstigt konstrueret vintersteder? Er et så ekstravagant energiforbrug på ren og skær fritidsfornøjelse ikke grundlæggende obskønt?

Alligevel er det nøjagtig også disse spørgsmål, som komponisten har tænkt med i de foruroligende rammer. Operaen borer sig ned i netop sådanne tvetydigheder i vores samfund og undersøger udnyttelsen af ressourcer fra Danmarks kolonisering af Grønland i 1700-tallet og hvalfangstæraen til nutidens udnyttelse af oliefelter. “Hurtigere, højere, længere” er måske menneskehedens mest bedrageriske impuls og har eksisteret i århundreder.

Med et så overordnet tema bliver rollerne også holdt tilsvarende abstrakte. De består ikke af konkrete personer, men omfatter i stedet levendegjorte begreber som Idealisme, Magt, Kynisme og Skepsis. Som modsætning hertil udgør kostumerne en mere konkret forestilling ved at ligne en kombination af barokdragter, fjerprydelser og nøgterne sci-fi-uniformer.

Indenfor de mørke rammer lyser vokalkvartettens stemmer kun endnu mere op. Med besætningen sopran, kontratenor, mezzosopran og baryton er der primært fokus på de høje stemmeregistre og lyse klangfarver. Som følger heraf synes kvartettens stemmer at svæve yndefuldt afsted hen over instrumentalakkompagnement. Stilistisk er et recitativisk og deklamerende udtryk i centrum, blottet for overfladisk brillans eller overdrevne prydelser, og med en balance mellem overjordiskhed og jordbundethed som resultat.


Nana Bugge Rasmussen som Kynismen © Tom Ingvardsen

Jorden som en hval
Værket begynder sin fortælling i Oplysningstiden. De fire figurer begræder en omfattende mangel på lampeolie og dermed på det brændstof, der helt bogstaveligt skal til for at kunne bedrive oplysning. I fællesskab begiver de sig ud på en sørejse nordpå i håb om at møde hvaler, som de kan udvinde værdifuld olie af. Ikke desto mindre viser deres forsøg på at skaffe sig den dyrebare ressource frugtesløst. Gradvis begynder en ny og betragteligt mere radikal idé at rodfæste sig: Jorden selv ses som en hval, der rejser gennem kosmos som i et kæmpestort ocean. Hvis man graver dybt nok, bør det være muligt at udvinde al den tilstedeværende olie i den mægtige hval. Har et sådant projekt en pris? Nej, omkostningerne kommer andre først til at betale senere. Faktisk så meget senere, at det ikke behøver at vedrøre ”os”, beroliger Idealismen sine kammerater. Det er netop i det øjeblik, hvor der findes olie, at griskheden sætter sig igennem hos alle. Som konsekvens heraf går gruppen da også i opløsning i takt med, at hvert af medlemmerne selv forsøger at gøre krav på olien.

”I begyndelsen,” funderer Niels Rønsholdt, ”er der et naturligt behov for noget, der er grundlæggende for vores overlevelse. Bestræbelserne kan imidlertid også rumme en destruktiv kraft, der tvinger os til at blive grådige og selvcentrerede. Vi kapitaliserer på andres lidelse. Det er interessant, at vi ofte ser altovervejende positivt på Oplysningstiden. Ikke desto mindre var det også den periode, hvor ideologerne om vækst og overherredømme begyndte at tage form og resulterede i de ødelæggende konsekvenser, vi iagttager i dag.”

En ”pessimistisk satire over menneskets natur”
Musikalsk har Rønsholdt omsat sine idéer i form af en barokopera. Allerede efter få takter står det imidlertid klart, at formen bliver ført ud i det absurde: de velkendte akkordprogrssioner fra recitativer, hvor en klang på et tidspunkt bliver opløst i den næste tonikaakkord, er af Rønsholdt blevet forvandlet til en slags endeløs løkke. Den tilsyneladende slutakkord i en kadence bliver ”omdefineret” til et nyt mellemtrin, der igen fører videre til den næste tonikaakkord. Og den næste, den næste og så videre. Efter nogen tid begynder mønsteret at gå lytteren på nerverne – måske også den mest dækkende metafor for vores umættelige behov for vækst og udbredelse – altid fremad, som var der aldrig nogen afslutning i sigte.

At lade tekst og musik udfolde sig i en sådan bizar spiral, der ofte kendetegnes ved gentagelser af toner og stavelser, sinker nødvendigvis fortællingens udvikling. Vi zoomer automatisk ind på hvert enkelt ord. Men netop denne forvrængning og fremmedgørelse af et velkendt musikalsk idiom er typisk for Niels Røndsholdts måde at komponere på. Lydene bevarer velkendte diatoniske relationer til hinanden, og alligevel er der noget, der ikke stemmer. Således tilføjer komponisten sin musik en uhyggelig dimension, der ved lytning fremkalder en blanding af fascination og ubehag.

Et særligt foruroligende øjeblik i operaen er en gruppe skøjteløberes uventede opdukken. Pludselig kaster flere helt sortklædte skikkelser sig ind på scenen og løber rundt blandt publikum i rasende tempo. Den visuelle virkning er lige så slående og uhyggelig som optrinnets musikalske dimension. De hvæsende skrabelyde af skøjternes klinger mod isen tilføjer musikken et ekstra lag af nådesløshed.

Niels Rønsholdt kalder selv sin kammeropera ”en pessimistisk satire over menneskets natur”. Han forsøger dermed ikke at besvare tidens presserende spørgsmål, men stiller dem ikke desto mindre. Det fremgår tydeligt både af hans valg af sceniske elementer og mere underforstået i musikken selv. Han gør det så insisterende, at det er umuligt at løsrive sig fra overvejelserne om vores samfunds ildevarslende tvetydighed. Den Sidste Olie er både scenisk og musikalsk en af de oplevelser, der ætser sig ind i hukommelsen – ikke ulig et af de ensomme lysglimt fra stearinlysene i den iskolde luft på skøjtebanen. Sammen med den bidende kulde signalerer de uendelige akkordloops en konsekvens, der er alt for sjælden i vor tid.

Release date: 
januar 2024
Cat. No.: 
DAC-DA2015
FormatID: 
Digital album
Barcode: 
636943201510
Track count: 
18

Credits

Recorded at KoncertKirken (orchestra) on 7 September, 2022 and at Gentofte Kirke (vocals, piano, and double bass) on 15 May, 2023.

Recording producer: Torsten Jessen
Engineering, editing, mixing, and mastering: Torsten Jessen

℗ & © 2024 Dacapo Records, Copenhagen

Liner notes by Leonie Reineke

Publisher: Edition·S, www.edition-s.dk

Den Sidste Olie by Niels Rønsholdt was produced by OPE-N in collaboration with Athelas Sinfonietta Copenhagen, and presented by the Copenhagen Opera Festival. Premiered at Østerbro Skøjtehal on 25–27 August, 2022.

With support from Aarhus Kommunes Musikpulje, Dansk Solistforbund, KODA Kultur and Solistforeningen af 1921.

randomness