Country

At føle sig hjemme i ubehaget

Af Leonie Reineke

Den ensomme cowboy ved lejrbålet på prærien. Med sænket blik holder han sin guitar i hånden. Cikaderne synger, landskabet er badet i aftenrødens skær. Hans ansigtstræk virker eftertænksomme, tegnet af livets spor. På læberne har han en melankolsk ballade. En melankolsk ballade. En melankolsk ballade. En melankolsk ballade. En melankolsk ballade. En melankolsk ballade. Ballade. Ballade. Ballade. Ade. Ade. Ade. Adé. Adé.

Hvad skete der her? Måske det samme som i Niels Rønsholdts Country (2019-20) for cello og kammerorkester. Værket tager udgangspunkt i et musikstilistisk scenarie, der næsten ikke kunne være mere klichéagtigt: den amerikanske countrymusik med alle dens idémæssige og klanglige stereotyper. Men allerede kort efter bliver denne scene fuld af velkendte entydigheder brudt op og glider bort i flertydighed: Hvad der i begyndelsen stadig var en sadelfast countrysang, er blot et øjeblik senere blevet til en monumental, symfonisk klangmasse. Hvad der for et øjeblik siden stadig var en simpel melodi, forvandles til et tekstligt sætstykke, tømt for mening, i en endeløs sløjfe. Sangens intime foredrag bliver til et brusende, harmonisk virvar af forskellige instrumentalstemmer.

Niels Rønsholdts kompositioner lever af en bizart blafrende flertydighed, af skift mellem idyl og kaos, af behag og ubehag. Men hvad sker der egentlig i hans musik?

Niels Rønsholdt betegner sin tilgang til arbejdet som method composing – inspireret af method acting -princippet, som går ud på at opnå troværdighed i skuespil gennem arbejdet med egne minder. I mange kompositioner opererer han således bevidst med materiale, som ikke er koblet til hans personlige smag, hans tid eller kompositoriske ekspertise. I stedet vælger han en genstand, som snarere er ham fremmed – for eksempel en fransk chanson, et barokrecitativ, en traditionel folkemelodi eller det romantiske klaverrepertoire. Han nærmer sig dette materiale skridt for skridt, lærer det at kende og tilegner sig det. Og i det nyvundne musikalske land skaber han så sin egen komposition.

“Det kan sammenlignes,” siger Rønsholdt, “med den måde, vi for eksempel forstår et andet menneske på: Vi imiterer, identificerer os, vi skaber relationer. Når jeg komponerer, går jeg ind i det pågældende musikalske materiale som i en rolle, og så gengiver jeg mit eget billede af dette materiale. Interessant nok har jeg ofte fået at vide, at det næsten altid kan høres, når et stykke er skrevet af mig. Og det er besynderligt, for mit arbejde består jo netop i at håndtere musikalsk materiale, der ikke er af mig, men stammer fra andre. I Country er der for eksempel et særligt rytmisk sprog, specifikke, guitaragtige figurer og typiske molakkorder, som alle sammen er opfundet af andre end mig. De kommer fra countrymusikkens verden. Men hvordan jeg har nærmet mig dette materiale, bærer tydeligvis en genkendelighed i sig på samme måde som min håndskrift. Og musikken findes ikke kun i det klingende, men opstår et sted mellem musikerne, de akustiske fænomener på scenen og tilhørerne. Der er så at sige en tredje dialogpartner til stede, nemlig alle de kulturelle fænomener, som er i spil mellem musikken og dens publikum.”

Et sådant tredje element mellem musikken og publikum viser sig forholdsvis tydeligt i Country: Solistens rolle drives ud i det absurde, idet partituret foreskriver, at celloen skal spilles som en guitar. Desuden skal solisten – på trods af ikke at være uddannet sanger – selv synge sanglignende stykker med titler som “Man of Honor”, “My Guitar” eller “This Road Belongs to You”, som tydeligt læner sig op ad amerikansk countrymusik. Hertil lægger sig som en virtuel duetpartner en gådefuld anden stemme, skabt via en sampler. Musikken svinger frem og tilbage mellem pop- og folkemusiklignende elementer, romantisk symfoniorkestertradition og soundtracklignende gestik. Undertiden sker overgangene som bratte, collageagtige karakterskift, andre gange næsten umærkeligt glidende fra ét stilcitat til et andet. Og netop når man som lytter er begyndt at finde sig til rette og føle sig ‘hjemme’ i et bestemt musikalsk udtryk, trækkes dette holdepunkt væk igen. Dog vender musikken altid tilbage til sit formodede centrum: countrymusikken.

“Jeg har valgt countrygenren, fordi jeg var optaget af forestillingen om ‘autenticitet’,” fortæller Niels Rønsholdt. “For mig handler det ikke kun om musik, men mere generelt om den måde, vi lever på, hvor vi vokser op, hvordan vi positionerer os. Og i den forbindelse melder sig selvfølgelig også det spørgsmål, om der overhovedet findes sådan noget som autenticitet. Jeg har ikke noget svar på spørgsmålet, men dets kerne er også det, der ligger til grund for værket. Countrymusikken har det image, at den er nært forbundet med forholdene på det sted, hvor den er opstået. Man tillægger den ofte en vis autenticitet. Men hvad betyder det egentlig?”

Country er en amerikansk tradition, som forener en række kulturelle baggrunde. Den voksede ud af traditionelle elementer i blandt andet europæiske indvandreres folkemusik, for eksempel fra Irland eller England. Når en skandinavisk komponist som Niels Rønsholdt nu beskæftiger sig med countrymusik, nærmer han sig den fra et helt andet sted. Netop deri består eksperimentet: Rønsholdt tilegner sig en musik, som engang rejste fra det gamle Europa til den nye verden, og genplanter den i nutidens Europa, i et klassisk kammerorkester. Han fratager musikken sit instrumentale ikon, guitaren, og overlader dens rolle til en cello. Et sådant fiksérbillede af musikalsk materiale med forskellige kulturelle referencer kan ses som et spejlbillede af det ikke uproblematiske spørgsmål om autenticitet, om ægthed og naturlighed; og også af det umulige i at give et svar.

Hele settingen i Country har et teatralsk skær. Om det så er den syngende solist, det forkert holdte instrument eller en pseudo-autentisk tekstlinje: Hvert af elementerne får en ‘som om’-rolle – et præg af noget artificielt, efterlignende, noget i bogstavelig forstand ‘forespillet’.

“Teatralske implikationer ser jeg ikke nødvendigvis som noget, der kun har med visuelle handlinger at gøre,” siger Rønsholdt. “Bare det at skabe musik, en solist på scenen eller det at tilegne sig en bestemt musikgenre indeholder for mig noget teatralsk. Alle de kulturelle fænomener, som vi vokser op med og har med os i vores bevidsthed, kan blive til en teaterrolle. Figurerne behøver ikke altid at være mennesker, men kan også være musik. I dette tilfælde står countrymusikken som stereotyp for et populærkulturelt fænomen. Den spiller selv en teatralsk rolle i stykkets koncept.”

Heller ikke cellisten er bare en instrumentalist, men spiller rollen som instrumentalist, idet han holder celloen som en guitar og træder ind i rollen som singer-songwriter. Det ses imidlertid med det samme, at instrumentet ikke er skabt til at blive spillet “alla chitarra”. I den forstand er rollen “uautentisk”, i og med at vedkommende sidder midt i et klassisk europæisk orkester – altså en kontekst, som countrysangeren ikke kunne virke mere malplaceret i. Og at cellisten ikke er nogen professionel countrysanger, men snarere synger amatøragtigt, tilføjer endnu et distancerende lag mellem det musikalske materiale og performancesituationen.

“Lige præcis i den lille sprække mellem det oprindelige materiale og dets transformation i kompositionen,” siger Rønsholdt, “lever hele værkets idé. Man kan også overføre scenariet til mig som komponist: Jeg er ikke countryspecialist, tværtimod. Jeg ser snarere kritisk på den musikkultur, fordi det ofte er et konservativt verdenssyn, der taler igennem den. Set i det lys spiller jeg på sin vis også en ‘rolle’. I kompositionsprocessen har jeg bevæget mig ind i en musik, som er mig fremmed – faktisk ligesom solisten, der spiller sit instrument forkert. På den anden side ville den lille sprække mellem det oprindelige materiale og dets omsætning i kompositionen ikke være interessant, hvis den var for åbenlys. Havde jeg for eksempel formuleret det hele i et stærkt ironisk tonefald, ville det ikke fungere. Det hele skal trods alt være ‘ægte’ nok til, at musikken faktisk forfører os. Vi er nødt til at glemme den konceptuelle baggrund af og til og kunne blive grebet af musikken. Først dér bliver det spændende. Så overraskes vi måske af de steder, hvor forløbet pludselig bliver brudt op, ved at en tilsyneladende udefra kommende kraft blander sig og forstyrrer klangbilledet.”

Således er der igen og igen steder, hvor musikken – som ved en teknisk fejl – bliver slukket for eller hvor en kort passage gentages i en sløjfe, ligesom på en ridset LP. Disse meta-irritationer bevirker, at vi gang på gang rives ud af musikken for kort efter måske at blive suget ind i og lullet til ro af den igen.

“Jeg kan godt lide overgangene fra en situation til en anden,” forklarer komponisten. “Men jeg er ikke interesseret i at gøre mit publikum fuldstændig forvirret, så jeg går mere efter nogle udvalgte steder, hvor der hersker en kort, midlertidig forvirring – øjeblikke, hvor der med ét kræves en anden lytteindstilling af tilhørerne. For i disse overgangsfaser opstår en enorm spænding, indtil publikum har vænnet sig til den nye situation og igen føler sig tilpas i den.”

Sådanne overgangssteder kan udløse et stærkere indre engagement hos lytteren. De har træk af det princip, som Bertolt Brecht betegnede ‘verfremdung’. Måske ses noget tekstindhold pludselig i et andet lys, måske bliver et musikalsk udtryk til en teatralsk gestus, eller måske viser noget musikalsk materiale sig at være et forvrænget eller karikeret billede af sig selv – alle disse øjeblikke, hvor den oprindelige setting sprænges og bliver til noget andet, åbner for en intensiv, måske mere bevidst sansning. For når vores kulturelle referencerammer vakler, opstår usikkerhed eller forlegenhed. Vi tvinges til at stille nye spørgsmål. I sidste ende er det netop disse emotionelle impulser og deres erkendelsesmæssige konsekvenser, Niels Rønsholdt ser som produktive energier, der gør en musikalsk begivenhed desto mere levende.