Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Leonora Christine

Andy Pape

Leonora Christine

Edith Guillaume, Maria Stenz, Jens Bruno Hansen, Jesper Lützhøft, Bo Lundby-Jæger, Thomas Sandberg, Bodil Rørbech, Fredrik Lindström, Morten Olsen, Kaare Hansen

Få mennesker har haft et så omskifteligt og stormombrust liv som den danske kongedatter Leonora Christine (1621-1698). Hun var uægte datter af kong Christian IV og Kirstine Munk og blev som 15-årig gift med rigshov­mester Corfitz Ulfeldt. Grundet mistanke om korruption måtte parret først opholde sig i Sverige i nogle år og blev siden, efter anklage om landsforrædderi, fængslet og indsat i Hammershus på Bornholm. Her sat i musik af Andy Pape

Køb album Stream

CD

  • 169,5067,80 kr.
    €9.1 / $9.9 / £7.76
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    103,5041,40 kr.
    mp3
    €5.55 / $6.04 / £4.74
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    118,5047,40 kr.
    CD Quality
    €6.36 / $6.92 / £5.42
    Køb
Total runtime: 
110 min.
 

Leonora Christine, Dronning af Blaataarn

Operaen Leonora Christine blev til på foranledning af Maria Stenz, der havde tiltænkt sin kollega Edith Guillaume hovedrollen som Leonora Christine. Persongalleriet blev dog udvidet til at inkludere Maria Stenz selv, idet Andy Pape havde oplevet dem begge optræde sammen i en forestillng bygget over viser og cabaretsange. Selv om deres stemmer er skolet i hver sin tradition (klassisk opera, og vise/cabaret tradition) fandt han, at de klingede usædvanlig godt sammen. Komponisten blev desuden betaget af hver deres stærke sceneop­træden. Nina Malinovski blev inddraget i projektet idet hendes færdigheder som lyriker og filmmanuskriptforfatter var gode forudsætninger for at skrive en vellykket libretto. Pape og Malinovski har så i samarbejde udarbejdet selve ‘historien’ til operaen på baggrund af Leonora Christines egen skrifter samt på baggrund af andre forfatteres værker om hende og hendes tid. Således blev figuren ‘Christian Tårngemmer’ opfundet som en sammensmeltning af flere fangevogtere i løbet af Leonoras fangenskab. Selvom historien er fiktion, tager den udgangspunkt i mange faktuelle forhold, og det tætte samarbejde mellem komponist og librettist gjorde det muligt at indarbejde mange musikalske ideer og temaer i historiens grundstof.

I Andy Papes operaer karakteriserer musikken personer og skildrer handlingsforløb. Den er derudover med til at levendegøre de omgivelser handlingen foregår i. I Dronningen af Blaa­taarn strækker musikken fortællingens perspektiv ud over det snævre tårnrum hvor handlingen udspiller sig, men samtidig strækker de skiftende musikalske stilarter også tids­per­spektivet ud over den periode hvor de historiske begivenheder foregik. Musikken fremhæver dermed at Leonoras Christines historie fortsætter frem til vor tid i den forstand at hendes erindringsværk Jammers Minde i løbet af de trehundrede år er blevet genstand for skiftende fortolkning.1 De jagende rytmer, dissonanser og voldsomme udbrud i operaens første scene er således holdt i et tonesprog fra vor tid.

De to kvindelige vokalpartier er udformet specielt til de personlige stemmekarakterer hos de sangere som partierne var tiltænkt, Maria Stenz og Edith Guillaume, og de to syngemåder, de repræsenterer. Men også melodisk understreger musikken den store forskel mellem de to rollers personkarakterer. Allerede da Leonora Christine i scene 2 bryder igennem mareridtsmusikken med spredte melodistumper afspejler hendes tænkemåde sig i kredsende tonefald (“Skakspillet ...”) 2 der er langt fra den ligefremme folketone hos kammerpigen Karen der prøver at berolige hende, en bondepige, hvis univers er et andet og langt fra så raffineret som Leonora Christines. Noget af det første komponisten gjorde var at bede librettisten skrive en folkevise til Karen, som hun kunne have med sig som arvegods når hun kom ind i Blåtårn, en folkevise som “I skovens dybe stille ro” eller noget lignende, meget gerne sørgelig og let genkendelig, så den kunne fungere som et tematisk gennemgående træk der fulgte hende operaen igennem.

I tredje scene giver Karen sig til at lege fin dame med den hat, som Leonora Christine i det foregående har omtalt som symbol på “en konge­datters værdighed“, og musikken følger her de forskellige roller som kammerpigen afprøver: som adelsdamen der skrider majestætisk henover gulvet, og som deltager i et hofbal, hvor hun forestiller sig at hun har tjener og vogn. Hendes leg ledsages af danse i re­næs­san­ce­stil, som Andy Pape gennemlyttede mange af mens operaen tog form, en musik, som han fandt fremmedartet og spændende, på en måde så gammel at den lyder næsten ny, med akkordforbindelser og melodier der har meget lidt med vores dur- og mol-tonalitet at gøre, og som samtidig tjener som reference til den tid personerne tilhører.

Musikken i fjerde scene forstørrer rottens bevægelser op og viser de to kvinders forskellige måde at reagere på: Karen bedende, Leonora kommanderende. Når de genkalder sig de minder som synet af rotten fremkalder er kam­mer­pigens tonefald på “Jeg har ikke gjort dig noget ...” det samme som kongedatterens “Det var ikke med vilje ...”. men da Leonora Christines tanker i scene 5 påny retter sig mod de farer hun frygter vender også hendes kredsende melodibevægelser tilbage.

Christian Tårngemmers entré i scene 6 er en grel kontrast til det foregående. Den vals der følger hans optræden operaen igennem hører stilmæssigt en senere tidsalder til, men komponisten har valgt Tårngemmerens musik intutitivt som personkarakteristik. Selvom Tårngemmeren ligesom Karen tilhører de lavere klasser er han en helt anden type. Han er manden der har magten, og efterhånden som man lærer ham at kende gennem operaen understreger musikken hvordan han åler sig, sniger sig rundt. Den skifter tit tonalitet, eller han synger i store, akavede intervaller som septimspringene i “Som to / dråber vand, af skiden / adelstand” eller med små kromatiske ændringer der skaber indtryk af at han er snart her, snart der, og så pludselig et helt tredje sted (“kvind’folk af hendes slags ... snakke så højt om ... passer sig eller ej”).

Ved overgangen til scene 7 slår Tårngemmermusikkens plumpe jovialitet om og giver frit løb for hans ondskabsfuldhed og magtbrynde, og da valsen vender tilbage efter at Leonora er blevet kropsvisiteret, fra ordene “eller ligger”, er den en stivnet grimasse.

Musikkken i scene 8, hvor Leonora simulerer at hun begår selvmord med en synål, er en parodi der gør nar ad Christian Tårngemmer. I den magtkamp som musikken skildrer operaen igennem er Leonora tydeligt nok hele tiden mere raffineret end de to andre, mere velovervejet. Hun udfolder sig i større former og med mere gennemslagskraft og ender da også med at overvinde sine modspillere – det kan samtidig afspejle hvordan hun kan have været uden for Blåtårn.

I scene 9 markerer musikken Leonoras skiftende sindsstemninger med korte udbrud, indtil den i scene 10 munder ud i hendes fremførelse af den tekst hun foregiver at læse op af det brev Karen havde konfiskeret. Musikken dertil fortsætter under bibeloplæsningen i scene 11, sødmefuldt og meget romantisk. Hvor meget af den der skal tages for pålydende vil komponisten ikke direkte svare på, men den hører med i hans billede af Leonora Christine som den store forfører, der kan få folk til at tro og gøre som hun vil – og som til stadighed udnytter det.

I resten af første akt bryder magtkampen ud i lys lue mellem de tre personer, hvis musikalske karaktertræk er flettet ind i skildringerne af de grusomme hændelser, de fortæller om. Da tæppet går op for anden akt er der gået toogtyve år, men magtkampen er der stadig, også i musikken.

I scene 15 er de to kvinder optaget af hver sine sysler, omhyllet af en musik der strømmer i to selvstændige lag med hvert sit tempo, forstyrret af stadigt skiftende rytmiske betoninger. Karen syr på en dukke; hun følger musikkens øverste lag med småtrallen, folkevisestumper og tænken højt. Det irriterer Leonora Christine, der begynder at afbryde hende, først med brudstykker af det hun skriver, derefter med melodiske indskud, der stadig mere håndfast hæver sig op over Karens monotoni, indtil hun har ført denne sangerkrig til ende i nådeløs triumf.

Scene 16 fører magtkampen mellem de to kvinder endnu videre, da de for at slå tiden ihjel spiller teater efter bibelens Jobs Bog, hvor Karen for en gangs skyld får lov til at være Gud. Hun forsøger sig på sin egen måde, men musikken viser at hendes begrænsede udtryksevne ikke slår til. Så tager Leonora Christine sagerne i sin hånd. Hun sætter Karen til at spille Job som hun plejer, og nu hører vi hvor melodisk velformuleret en rigtig Vorherre udtrykker sig. Musikken beskriver hendes sammensatte person, snart er hun blid som et lam, sød og dejlig, venlig og forførende, men pludselig slår hun om og afslører hvilket magtmenneske hun er, da det lykkes hende at få Karen til at indrømme at denne har dræbt sit lille barn. Leonora Christines kropsvisitation af Karen ledsages af samme musik som i scene 7 hvor rollerne var omvendt, og ligesom dér afbrydes den af Tårngemmerens vals, da han griber Leonora Christine på fersk gerning.

Sammen med Tårngemmeren dominerer valsen i mere eller mindre groteske varianter forløbet af scene 17 indtil optrinet hvor han og Karen opfører en parodi på hvordan den unge Dronning går i forbøn for Leonora hos Dron­nin­ge­moderen; det sker til samme musik som spillet mellem Job og Gud. Men de evner ikke at gennemføre ideen og går også musikalsk i stå; musikken skifter idet Leonora Christine endnu engang griber ind og vender sagen til sin fordel.

I scene 18 følger musikken de gøgleroptrin som de to kvinder kan se i et spejl fra tårnvinduet, en slags folkedans eller gøglermusik, der lyder velkendt uden at det er muligt at identificere den. Den efterfølges af en lidt mystisk musik, en refleksion eller en genklang som ledsagelse til linedansen, der er symbol på Leonora Christines liv, med hende selv som line­dan­serinden. Hun ser nogle børn, der går ud på linen og sammenligner dem med sine egne børn, og bjørnen hun synger om, der går rundt i snor og samler penge ind symboliserer Corfitz Ulfeldt. Den anspændte situation understreges af den stadige skiften mellem gøglermusik og linedans indtil hornsignalet på samme tid melder den gamle Dronnings komme nede fra torvet og indleder den heksedans der ledsager Leonora Christines besværgelser. Efter Dronningens bratte død tier Leonora Christine, men musikken røber hendes vilde triumf.

I slutscenen udnyttes den overordnede kompositoriske idé at den musik der karakteriserer personerne skulle have mulighed for at passe sammen: Karens folkevise, Tårngemmerens vals og Leonora Christines melodiske vending “Et sting ...” fra scene 15 mødes her og munder ud i et marionetagtigt mønster før Leonora Christine får det sidste ord.

Mogens Andersen, 2001

1 Præsentationen af operaen bygger til dels på en samtale med komponisten, udsendt i DR den 31. marts 1999.

2 Tekstcitaterne henviser til musikken efter de ord, der angives.

 

Leonora Christine

Få mennesker har haft et så omskifteligt og stormombrust liv som den danske kongedatter Leonora Christine (1621-1698). Hun var uægte datter af kong Christian IV og Kirstine Munk og blev som 15-årig gift med rigshov­mester Corfitz Ulfeldt. Grundet mistanke om korruption måtte parret først opholde sig i Sverige i nogle år og blev siden, efter anklage om landsforrædderi, fængslet og indsat i Hammershus på Bornholm. Senere, efter et længere ophold i Flandern og et mislykket forsøg på at hente hjælp hos den engelske konge, blev Leonora Christine taget til fange og tilbragte årene fra 1663 til 1685 i Blåtårn i København. Hun levede sine sidste år i Maribo Kloster, hvor hun døde i 1698.

Fra et liv i ufattelig rigdom som en af landets mest betydningsfulde personer endte hun altså sin tilværelse som ringeagtet fange. Et højt begavet og modsætningsfyldt menneske var hun og på mange måder forud for sin tid. Hun var arrogant og magtsyg, dybt troende og frivol, hævngerrig og intelligent, havde udpræget sans for humor og et veludviklet strategisk talent.

Og takket være hendes evne til at udtrykke sig skriftligt er vi i dag, trehundrede år senere, i stand til at være tilskuere til begivenheder i hendes liv. Men skal vi nu tro på det, hun fortæller os, er hun en såkaldt troværdig fortæller?

Er Leonora Christine mon den Kristi korsdragerske, som hun kalder sig selv i „Jammers minde“, den trofast hustru og moder, den forfulgte uskyldighed? Eller et magtbegærligt menneske, der ikke tøver med brutalt at fjerne de forhindringer, der er på hendes vej til magten? En landsforrædder og løgnerske?

Læser man hendes egne beretninger, er det netop i fortielserne og i de små skævvridninger af sandheden, at mennesket Leonora Christine bliver interessant og nærværende. Eller sagt på en anden måde: med syvmilestøvler tager hun et kæmpeskridt og vader over de mellemliggende århundreder og havner lige midt iblandt os. Voila!

Første akt af operaen „Dronningen af Blåtårn“ udspiller sig i Leonora Christines allerførste dage i Blåtårn, anden akt finder sted i de sidste dage af hendes fængselstid. Sammen med hende møder vi Karen, der er sat til at passe hende, en enfoldig og umiddelbar kvinde, tidligere straffefange, og Christian Tårngemmer, som har nøglerne til fængselscellerne og dermed magten i tårnet. Eller har han?

Imellem de tre mennesker udspiller der sig en naturlig kamp om magten i Blåtårn, hvor snart den ene, snart den anden er ovenpå, jævnbyrdige som de er med deres meget forskelligartede kræfter.

Nina Malinovski, 2001

 

Andy Pape

Andy Pape, født 1955 i Californien, kom til Danmark som femtenårig. Efter studentereksamen læste han musik ved Københavns Universitet et par år, men blev i 1979 optaget i Ib Nørholms kom­po­si­tions­klasse på Det kgl. danske Musikkonservatorium, hvor han seks år senere aflagde diplomeksamen. I 1987 og 1993 fik han Statens Kunst­fonds treårige arbejdslegat, men har iøvrigt virket som musiklærer ved Kunsthøjskolen i Holbæk. I øjeblikket arbejder han udelukkende som freelance komponist.

Med kammeroperaen Den store Houdini fik Andy Pape i 1988 et usædvanligt musikdramatisk gennembrud. Hans musik levede op til de forhåndsforventninger der var vakt med valget af historien om udbryderkongen som emne for en opera og ved samarbejdet med den fol­ke­kære Erik Clausen som instruktør, og brugen af slagkraftige melodier i stramt komponerede forløb gav musikken en bærende funktion. Efter et utal af opførelser landet over og udgivelse på cd (Helikon, HCD 1003) blev succesen seks år senere overtrumfet af Bokseroperaen med beslægtet emne og miljø og med den samme forening af populærmusikalske udtryksformer og avanceret kom­po­si­tionsteknik.

Papes værkliste indeholder en række instru­men­talteater-kompositioner foruden orkester- og kammermusik med forkærlighed for specielle instru­ment­kom­bi­nationer og hyppig brug af slagtøj, som i det bemærkelsesværdige ora­to­rieværk Con­­fessions of Time (1999) til tekster af Peter Høeg og Augustin, for skuespiller, dob­beltkor, tre slagtøjspil­lere, to klaverer og fire kon­tra­basser.

 

Nina Malinovski

Nina Malinovski er født i Århus i 1951. 
Hun har skrevet en række digtsamlinger, fortællinger og dramatiske værker. Er udkommet i svensk, nederlandsk, polsk og engelsk oversættelse. Nina Malinovski har endvidere produceret lyrikmontager, prosatekster og anmeldelser til Danmarks Radio. Oversætter fra svensk og nederlandsk og lærer i litteratur ved forskellige højskoler. Nina Mali­novski færdiggjorde i 1990 uddannelsen på Den Danske Filmskoles manu­skript­linje og har siden midten af 80’erne skrevet en række manuskripter til film, teater og radio, bl.a. “Linegang” til TV-teatret (1986), “Natten til lørdag” til Radioteatret (1990), “Ellevild”, en teaterforestilling, Husets Teater (1990) og “Den sommer ved havet” til TV-fiktion (1994). Udover Statens Kunstfonds årlige støtte hat Nina Malinovski modtaget Litteraturrådets tildelinger, Emma Bærentzens Legat, Leck Fisher-legatet, Fredslegatet, Morten Nielsens mindelegat og Statens Kunst­fonds 3-årige arbejdslegat samt Filminstituttets og den europæiske manuskriptfond SCRIPTs støtte til udarbejdelsen af spille­films­manuskriptet “Johny er ligeglad”.

Release date: 
juni 2001
Cat. No.: 
8.224171-72
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
730099987127
Track count: 
19

Credits

Recorded at the Danish Radio House, Studio 2, on 6-13 December 1999

Recording producer: Evanthore Vestergaard
Sound engineer: Peter Molander
Executive producer: Andy Pape
Editing engineer: Knud Erik Esmark

Cover layout: Clara Zangenberg

This CD has been recorded in cooperation with Danmarks Radio

randomness