EMP 4

"Giv os tilbage, urørt, lyden og lysets klang"

Af Jonas Olesen

Syv cirkler (1958) kan trods sin relativt korte varighed på knap syv minutter betragtes som Else Marie Pades elektroniske hovedværk, der stadig i dag fremstår som moderne og fremsynet. Værket er komponeret sammen med DR-teknikeren Sven Drehn-Knudsen, kort efter at de sammen havde afsluttet det ambitiøse musique concrète-værk Symphonie magnétophonique.

Syv cirkler er inspireret af oplevelser, som Pade og Drehn-Knudsen havde, da de besøgte den stort anlagte verdensudstilling i Bruxelles tidligere i 1958. Sammen med andre kollegaer fra Danmarks Radio besøgte de udstillingen for at orientere sig om de nyeste musikalske tendenser og samtidig for at finde egnede musikstykker til en planlagt udsendelsesrække om elektronisk musik i Danmarks Radio under titlen Musik i atomalderen. I Bruxelles mødte Pade sine to store musikalske forbilleder, komponisterne Pierre Schaeffer og Karlheinz Stockhausen, og oplevede koncerter og foredrag med blandt andre John Cage, Luciano Berio og Henk Badings. Det intensive sansebombardement har Pade selv beskrevet:

"Inde på udstillingen fik jeg simpelthen mit livs chok! Hele, hele den kæmpe verdensudstilling var fuld af eksperimenter. Alle eksperimenterede med alt."

Pade og hendes kollegaer oplevede også firmaet Philips' specialdesignede pavillon, der efterfølgende fik status som et ekstremt vigtigt fikspunkt i den elektroniske musiks historie. Pavillonen var tegnet af arkitekterne Le Corbusier og Iannis Xenakis og var karakteriseret ved at være opbygget af en serie såkaldte 'hyperbolske paraboloider', der gav den et stærkt futuristisk udseende. Når de besøgende kom ind i pavillonen, ventede der en spektakulær multimedieforestilling centreret omkring det specialkomponerede elektroniske værk Poème électronique af Edgar Varèse. Som 'pausemusik', når publikum gik ind og ud af pavillonen, afspilledes Xenakis' Concret PH gennem ikke færre end 425 højttalere.

Det var dog en anden rumlig installation på udstillingen, der blev den direkte inspiration til Pades Syv cirkler, nemlig det såkaldte Vortex-show af den amerikanske komponist Henry Jacobs, der blev vist i et planetarium, hvor kunstige stjerner sås på en kuppel underlagt elektronisk musik afspillet på et flerkanalssystem. Pade erindrede senere:

"Man kunne sagtens holde stjernerne fra hinanden, ligesom når man ser på dem på den virkelige himmel. De ser helt ens ud, men de klumper ikke sammen. De holdt afstanden på grund af højttalernes akustiske placeringer ... det blev ved og ved med at køre rundt i mit hoved, og det gik op for mig, at det var cirkler, det hele. På den måde opstod idéen med at beskrive de syv sfærer ved at give dem hver sin klangfarve og hastighed, så de var lette at skelne fra hinanden."

Tilbage i Danmark besluttede Pade, at det næste, hun ville komponere "skulle være noget astralt", og hun og Drehn-Knudsen gik straks i gang med at komponere Syv cirkler. I senere erindringer har Pade beskrevet værket som en direkte bestillingsopgave fra Jacobs til en Vortex-installation i San Francisco, men der er sandsynligvis tale om, at inspirationen til værket kom først, og bestillingen fulgte efter. Det har desværre ikke været muligt at finde oplysninger om, hvorvidt værket faktisk blev afspillet i den amerikanske Vortex-installation.

Fra partituret til Syv cirkler, s. 3 © Edition·S

Syv cirkler bygger på et serielt princip, hvor en række af syv toner gennemløbes, gentages i transponeret form og løbende erstattes eller overlejres af nye rækker. Det cirkulære i kompositionen er tydeligt hørbart i form af en pulserende og gentagende rytmik, der skiller sig ud fra samtidens ofte mere rytmisk abstrakte elektroniske musik. De enkelte tonemotiver forløber med en tilsyneladende ens varighed, der giver rytmikken et metrisk/ sekventielt præg, uagtet at der er tale om enkelte toner indspillet fra en tonegenerator klippet sammen på bånd.

I begyndelsen af værket introduceres tonerne som enkelttoner med pauser imellem, og efter omkring et minut påbegyndes de rytmiserede tonerækker, først langsomt og senere i dobbelt tempo. Midterdelen af værket består af et mere abstrakt og arytmisk tonemateriale, der minder om triller, som bliver hastighedsændret på båndoptageren, så de henholdsvis stiger og falder i tonehøjde.

Værket må karakteriseres som værende melodisk båret i langt højere grad end Pades senere elektroniske værker, hvor de tonale elementer som oftest fremtræder mere fragmenterede. Det musikalske udtryk er præget af en kølig atmosfære, hvor de cirkulerende tonerækker får en nærmest hypnotisk virkning. Det var oprindeligt meningen, at de enkelte 'cirkler' skulle bevæge sig rundt i stereobilledet, men da dette ifølge Pade ikke var teknisk realiserbart, endte værket i mono.

Fra partituret til Syv cirkler, s. 22 © Edition·S

Lys og lyd (1960) med tekst af Piet Hein (1905-1996) er komponeret specielt af Pade til en 'natkoncert' i Falkonercenteret i København, hvor det indgik i et samspil med en 'lyskomposition' af filminstruktøren Jens Henriksen (1907-1995), som Pade var blevet bekendt med gennem Aspekt (en forening for tidens eksperimenterende kunstnere stiftet i 1958 af Pade, maleren Martin Jepsen og forfatteren Jørgen Nash). Pade samarbejdede flere gange med Henriksen. Værket her var kun en lille del af et større koncertprogram med mere traditionel musik og var arrangeret "til fordel for jazzmusikeren Oscar Pettifords (1922-1960) tre efterladte børn". Pettiford var død i København kort før sin 38-års fødselsdag af en virus tæt beslægtet med polio.

Værket, der er rent elektronisk, diffuseredes ved opførelsen gennem et ukendt antal højtalere placeret rundt om i bygningen, mens Henriksens 'lyskomposition' var "nøje tilpasset musikkens dynamik og bevægelser, og den blev fremført på et såkaldt 'lysorgel' af to lysmestre under instruktion af Jens Henriksen selv." Der foreligger ikke yderligere oplysninger om dette 'lysorgel', men benævnelsen kan måske lyde mere avanceret end det, der reelt var tale om, og dækker sandsynligvis over et permanent installeret lyssystem i Falkonercenteret, der blev taget specielt i anvendelse til anledningen.

Ved opførelsen stod to oplæsere på hver sin side af scenen og fremførte Piet Heins prolog, der begynder med ordene: "Giv os tilbage, urørt, lyden og lysets klang / Lad os fornemme rum og tid – som for første gang."

Og slutter:

"Oplad dig. Dette er skabelsens nu, hvori alt er nyt / Tiden farer og varer. Rummet er lydt. Lyt!"

Efter oplæsningen blev et scenetæppe trukket til side, musikken begyndte og lyskompositionen projiceredes på et lærred.

Heins lydtematiske tekst taler om "lysets klang", hvilket er med til at understrege værkets multimedialitet: det er tydeligt, at det er tilstræbt, at de enkelte elementer – musikken, lyset, teksten – skal opleves som en organisk helhed.

Lys og lyd begynder med en serie meget højfrekvente sinustoner med tilføjet efterklang, langsomt faldende i tonehøjde. Herefter høres en række komplekse akkorder, der sammen med en helikopterlignende støjlyd er gennemgående i kompositionen. Pade anvender også morsekodelignende bip, hvis rytmik senere gentages med skiftende klange. Senere vender også begyndelsens højfrekvente toner tilbage, men nu i en form, hvor de er amplitudemodulerede med andre toner.

Sidste halvdel af værket forløber med mere punktuelle klange med pauser imellem, og stykket slutter med lav filtreret hvid støj, der langsomt fades ud. Udtryksmæssigt er værket relativt dramatisk med en del forekomster af 'pludselige' lyde, men skal selvfølgelig høres med den præmis i hukommelsen, at værket er skabt som et 'koncertværk', hvor oplæsningen og 'lyskompositionen' var integrerede elementer, der giver en nutidig lytning en mere dokumentarisk karakter.

I Etude I (1961) anvendes filtreret støj og sammensatte sinustoneakkorder som det primære materiale. De fleste lyde i værket gentages i båndsløjfer med faldende lydstyrke, i hvad der lyder som meget langsomme ekkoer, og tilføres vibrato der ikke lyder elektronisk skabt, men snarere er fremkommet ved lette berøringer af et spolebånd, mens det afspilles. Et enkelt sted høres et fragment af hvad der lyder som en stemme, men ellers lader det ikke til, at der er anvendt konkrete lyde.

Som i andre af Pades værker fra perioden anvendes de mest basale lydkilder: sinustoner og hvid støj. Både dette sparsomme lydmateriale og værkets titel kunne pege på Karlheinz Stockhausens tidligste rent elektroniske værker Studie I (1953) og Studie II (1954) som inspirationskilder.

Fra partituret til Vikingerne, s. 8 © Edition·S

Vikingerne (1961) var et samarbejde mellem filminstruktøren Jens Henriksen og Pade om en undervisningsfilm om vikingernes liv i Norden. Filmen blev bestilt af Statens Filmcentral og har således været beregnet til fremvisning i skoler og lignende.

Det har ikke været muligt at opspore filmens billedside, så i dag kendes kun Pades lydside. Denne er helt igennem elektronisk og begrænser sig til at anvende den klassiske elektroniske musiks mest basale byggesten: sinustonen og den hvide støj. Med disse enkle midler har Pade skabt et mangefacetteret lydmateriale, der indeholder både komplekse akkorder sammenstillet af rækker af sinustoner og både punktuelle og langstrakte klange skabt ved at filtrere hvid støj i forskellige frekvensbånd. Der anvendes ikke, som i de fleste af Pades andre værker, konkrete lyde, undtagen muligvis enkelte råb fra Pades studietekniker, der i fald de er anvendt, er manipuleret så kraftigt, at de er meget svære at genkende. Lydsiden er udformet dels som stemningsskabende underlægningsmusik, dels som direkte lydlige illustrationer af filmens handling.

En udtalelse fra Pade løfter sløret for, hvordan hun greb opgaven an:

"Det var et virkelig spændende projekt, for jeg skulle sætte mig ind i en masse om vikingernes liv, og mens jeg researchede på det, fandt jeg på at inddele det, så det kom til at omhandle de forskellige dele af vikingernes liv, nemlig jagt, fiskeri, landbrug, krig, hverdagsliv, fester og tilbedelse af guder. Det begynder med nogle bittesmå prikkende lyde overalt, ligesom småbitte hakker, der hakker ned i noget jord, og det var deres arbejdslyde."

De "bittesmå prikkende lyde", som Pade omtaler, er nogle af de mest fremtrædende i værket og er med til at give det en karakter, der minder kraftigt om såkaldt granular syntese, der netop anvender mikroskopiske lydenheder helt ned til enkelte klik og efterfølgende sammensætter disse til mere komplekse klange. Et af de første eksempler på en komposition, der anvendte granular syntese, er Iannis Xenakis' Concret PH, som Pade hørte under besøget i Bruxelles i 1958, hvorfor det kan tænkes at have været en lydlig inspirationskilde.

Vikingerne starter med langstrakte sinustoner, der væves glidende ind i hinanden, og underlægges lav, "buldrende" filtreret hvid støj. Herefter følger de omtalte punktuelt "prikkende" lyde, der lyder, som om de er skabt ved at klippe små bidder ud af længere sinustone- og støjforløb. Herpå høres accelererende og decelererende toner, der både stiger og falder i tonehøjde og tempo på samme tid. Et andet klangfænomen, Pade anvender, er korte 'opladende' ansatser, for eksempel af hvid støj, der hurtigt stiger i volumen for derpå at 'forløses' i en kort tone med efterklang.

Omtrent midtvejs i kompositionen bliver musikken mere kontemplativ og præget af langstrakte glidende filtreringer af hvid støj, og de tilstedeværende toner og akkorder tilføjes efterklang. Med al sandsynlighed er der her tale om lyde, der skal illudere vandfald, sådan som Pade her beskriver:

"Vi lavede også lyde af vandfald, når de var ude og fiske og harpunere, og de lyde var elektronisk lavet. For at illustrere deres fester brugte vi nogle trommeagtige lyde, som også var lavet elektronisk, og som blev vildere og vildere."

Disse trommelyde af "fester og tilbedelse af guder", som her omtales, er ligeledes skabt med filtreret hvid støj og abrupte sinustoneakkorder og er langt fra naturalistisk lydende. Uanset hvordan billedsiden har været, må man forestille sig, at de elektroniske efterligninger har virket stærkt surrealistiske, men det kan netop havde været en central pointe med musikken, at man i stedet for at forsøge sig med efterligninger af noget, der skulle forestille autentisk 'vikingemusik', har valgt det stik modsatte og hyret en komponist til at skabe et fuldstændigt syntetisk lydbillede.

Høres værket løsrevet fra forestillingen om en tilhørende billedside, kan det sagtens betragtes som et rent musikalsk værk, idet de illustrerende lyde er fuldstændigt organisk integrerede i kompositionen. Formmæssigt er en ren musikalsk lytning måske mere problematisk, idet forløbet er stærkt abstrakt, og de illuderende lyde kontra de mere stemningsskabende tonale klange kan siges at mangle indbyrdes logisk sammenhæng.

Formålet med den stærke klanglige integration må fra Pades side formodes at havde været et forsøg på at skabe et samlet lydunivers, der udfordrede den mere traditionelle filmiske fremgangsmåde, hvor musik og reallyde oftest eksisterer på adskilte niveauer. Man kan således vælge at lytte til værket, som det foreligger, og betragte det som et fascinerende lydunivers med store musikalske kvaliteter.
 

Jonas Olesen er elektronisk komponist, lydkunstner og skribent. Han er forfatter til Pionerer & outsidere – Dansk elektronisk musik 1928-1980 (Multivers, 2022). Programnoten er udarbejdet med udgangspunkt i kapitlet om Pade i denne bog.

Noter
Forskellige kilder veksler mellem titlen Syv cirkler og 7 cirkler. I en partiturskitse/teknisk rapport påbegyndt den 17. oktober, årstal ukendt, har værket titlen Circles of Sevenths (EMP Arkiv Edition·S). Skitsen er blevet udgivet som partitur af Edition·S i 2017. Sandsynligvis har den engelske titel været beregnet til Vortex-bestillingen. Det er uklart, hvorfor Pade ikke har oversat titlen ordret og anvendt titlen Seven Circles, men med hensyn til værkets brug af tonerækker på 7 toner, kan titlen Cirkler af syver esiges at være mere præcis. Der eksisterer desuden visse variationer blandt forskellige kilder med hensyn til titlerne Lys og lyd og Lyd og lys. Pade skrev selv Lys og lyd på omslaget til båndoptagelsen.