EMP 3

En hyldest til hverdagens lyde

Af Jonas Olesen

I årene 1958-59 realiserede Else Marie Pade i tæt samarbejde med lydteknikeren Sven Drehn-Knudsen fra Danmarks Radio værket Symphonie magnétophonique – en symfoni for magnetbånd. Værket blev udsendt første gang i forbindelse med DR-programserien om elektronisk musik, Musik i atomalderen, i 1959.

Else Marie Pade og Drehn-Knudsen søgte med Symphonie magnétophonique musikalsk at illustrere et døgn i København med et udvalg af de forskellige lyde, man ville høre i løbet af 24 timer i den danske hovedstad. Pade beskrev selv lyduniverset som ”... snorkelyde, vækkeur, tandbørstning og en kedel, der fløjter – alle sammen velkendte morgenlyde. Herefter tages vi ud i verden, på arbejde, i Tivoli, på restaurant og hjem i seng igen.”

Inspirationskilden var angiveligt James Joyces modernistiske roman Ulysses (1922), der giver et unikt indblik i de forskellige lyde, som kan høres i løbet af et døgn i en storby. Ud over dette kan komponisten Luciano Berios elektroakustiske Thema (Omaggio a Joyce) (1958) for stemme og bånd også have spillet en betydelig rolle for Pade.

Værket bygger på en oplæsning af det 11. kapitel i netop Ulysses og genbehandler det elektroakustisk. Man kan heller ikke undgå at tænke på, om en tredje inspirationskilde til Pades Symphonie magnétophonique kunne være den kendte lydcollage Wochenende (1930) af den tyske filminstruktør Walter Ruttmann (1887-1941), der på elleve minutter humoristisk hylder hverdagen i Berlin og er produceret og klippet efter spillefilmsprincipper. Det vides imidlertid ikke, om Pade har været bekendt med værket.

Symphonie magnétophonique står i dag som et helt centralt værk af Else Marie Pade i den såkaldte musique concrète-tradition, hvor grundlaget er elektronisk bearbejdning af konkrete lyde. Så tidligt som i 1952 havde Pade rejst til Paris for at møde genrens ophavsmand Pierre Schaeffer, der arbejdede med basis i den franske radios studier.

Pade og Drehn-Knudsen udarbejdede et ”realiseringspartitur” på 47 sider til værket, hvor eksempelvis ”12 takters hamren med en hammer i 4/4-takt og ni takters tandbørstning i 4/16-takt” angives. Allerede i partituret kan man ane, at værket har et betydeligt humoristisk præg, hvilket bekræftes, når man lytter til det.

Det humoristiske, lettere bizarre indhold kontrasteres dog af den pompøse titel Symphonie magnétophonique, der giver værket en aura af noget storladent og højtideligt. Når man lytter til Symphonie magnétophonique, bliver det imidlertid tydeligt, at titlen skal forstås, om ikke ironisk, så dog noget mere jordbunden: Som en symfoni over dagliglivets lyde, fastholdt på magnetbånd.

Samtlige lyde i Symphonie magnétophonique er konkrete lyde af for eksempel biler, fodtrin, stemmer og stegelyde fra et køkken. En del af er optaget til lejligheden med mikrofon, enten i studiet eller af Pade selv. Andre er fundet i DR's lydarkiv af præindspillede lyde til brug i eksempelvis hørespil. En del af lydmaterialet er efterfølgende manipuleret mere eller mindre ved hjælp af klippeteknikker og hastighedsændringer, der er foretaget på spolebåndoptagere, mens andre fremstår helt umanipulerede.

Symphonie magnétophonique kan bedst beskrives som en ”musikalsk” lydcollage, der udfolder et narrativt forløb, der skal illustrere døgnet fra morgen til aften. Samtidig søger værket at ”musikalisere” det konkrete lydmateriale ved hjælp af elektroniske behandlinger, sammenklippede rytmiseringer og gentagelser. Denne dobbelthed er tydelig allerede i ansatsen, hvor man hører filtreret fuglesang behandlet med kunstig efterklang. Fuglesangen er genkendelig som sådan, men den besidder samtidig et ekstra, abstrakt lag.

De konkrete lyde optræder gennemgående tydeligt genkendelige i værket, men de optræder næsten konstant med en eller anden form for elektronisk behandling, der varierer i styrke fra radikale modulationer, baglæns afspilning og kraftige hastighedsændringer til mere subtile klangændringer som for eksempel svage ekkoer eller nænsom filtrering.

I begyndelsen høres typiske morgenlyde i form af rådhusklokkerne fra Københavns Rådhus og lyden af et tikkende vækkeur, der langsomt tager til i lydstyrke, før uret endelig ringer. Senere høres tastelyde fra en skrivemaskine, der indikerer, at arbejdet er i gang. Der høres stemmer, blandt andet fra Pressens Radioavis, hvor enkelte ord gentages i båndsløjfer, og stemmen moduleres kraftigt af, hvad der lyder som en ringmodulator. Gennemgående er alle stemmer i værket behandlet med kraftig modulation eller ”unaturlig” høj tonehøjde – de optræder med andre ord ikke i naturalistisk form.

Lydbilledet i Symphonie magnétophonique er desuden kendetegnet ved at indeholde korte musikcitater, såsom fragmenter af klassisk musik og en gentaget fløjtemelodi i en båndsløjfe. Nogle gange opstår der komplekse, næsten polyrytmiske forløb, når flere båndsløjfer lægges i lag og forskydes. Det er her, at værkets intention om at ”musikalisere” det konkrete lydmateriale tydeligst træder frem. Mod slutningen af værket skifter atmosfæren til en mere kontemplativ stemning, hvor en slags elektronisk vuggevise høres sammen med lyden af et bankende hjerte, før værket når sin afslutning.

Symphonie magnétophonique kan betragtes som en sammensmeltning af narrativ lydcollage og konkret musik. Med dens omfattende manipulationer af lydmaterialet og hele lyduniverset, er værket både humoristisk og underholdende, men det besidder også dramatiske undertoner. Det samlede udtryk er radikalt og insisterende, og i kombination med dobbeltheden mellem musik og narrativ gør det Symphonie magnétophonique til et unikt og særegent værk i dansk musikhistorie.

Symphonie magnétophonique er tidligere udgivet som cd på albummet Face It, Dacapo Records, 8.224233 (2002). Det komplette håndskrevne partitur er aftrykt i Inge Bruland (Red.): Else Marie Pade og Symphonie magnétophonique, Museum Tusculanum (2006).