Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Atrium

Josefine Opsahl

Atrium

»Stemningsfuld, hip solocellomusik« Gramophone Magazine
»En fascinerende, dybt udbytterig samling af værker« The Strad

Den danske cellist og komponist Josefine Opsahl debuterer på Dacapo Records med Atrium – et slående personligt album, skrevet og spillet af Opsahl selv, der udforsker dobbeltheden i musikken gennem et helt særligt setup af cello og elektronik. I Opsahls hænder forenes digitale loops, kroppe og bygninger, menneske og maskine umådeligt dragende.

Køb album Stream

CD

  • CD
    Jewel Case
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
  • FLAC 24bit 96kHz
    105,00 kr.
    Studio Master
    €14.09 / $15.33 / £12.01
    Køb
Josefine Opsahl © Rasmus Sigvaldi
Atrium er en lydelig sanseoplevelse, en givende rejse ind i Opsahls univers
Julie Hugsted, SEISMOGRAF
Opsahls indbydende musik er både teknisk raffineret og følelsesladet på samme tid
Johanna Paulsson, Dagens Nyheter
Det er en fascinerende, dybt udbytterig samling af værker som er umiddelbart tiltalende, men med masser af detaljer og dybde
David Kettle, The Strad
Kronprinsparrets Kulturelle Stjernedryspris gives til Josefine Opsahl for hendes nysgerrige og grænsesøgende tilgang til musikken. Ved at vise os vejen til uudforskede musikalske universer, præsenterer hun os for den klassiske musik på nye og inspirerende måder
Kronprinsparrets Priser
Stemningsfuld, hip solocellomusik, der sender lytteren til friske, nordiske himmelstrøg
Liam Cagney, Gramophone
Der er tale om stærkt koncentrerede forløb, kompleks, mangefacetteret, ind imellem bombastisk og viljestærk musik, men sine steder også lyrisk og indbydende
Evanthore Vestergaard, Kulturen.nu
Det er en oplevelse i bevægelse og lyd. Musik for drømmeren og opdageren
Veerle Deknopper, Cultuurpakt
Der er store kvaliteter i Josefine Opsahls tonesprog, og hendes lyd er virkelig indbydende
Sune Anderberg, Magasinet Klassisk
Opsahls musik er gennemgående både overbevisende og oprigtigt udtryksfuld
Peter Burwasser, Fanfare
Sammenstød

af Tim Rutherford-Johnson

Et atrium er en gang eller gårdsplads midt i en bygning. I antikkens Rom var den åben opadtil, mens den i moderne bygninger typisk er overdækket med et glastag. I begge tilfælde er der imidlertid tale om store, klart definerede rum med lige vægge og stærke, lodrette søjler. Flere af de store værker på denne udgivelse er bestilt til sådanne rum, til opførelse ved konkrete lejligheder i konkrete bygninger.Gaaer ikke Soels og Maanes Vei ned under dybe Hav? (2019) er skrevet til Statens Museum for Kunst i København. Liquid Entity (2018) er skrevet i anledning af 100-året for arkitekten Jørn Utzons (1918-2008) fødsel og til opførelse i Utzon Center i Aalborg, som blev fuldført af hans søn Kim Utzon. KHGR (2019) (titlen står for “Khoreia Graphein” eller “danse-skrift”) undersøger bevægelse og lyd (som første del af en seks timer lang koncert) og blev uropført mellem Bertel Thorvaldsens monumentale skulpturer på Thorvaldsens Museum i København. Town Will Change Town Will Remain (2020) blev komponeret som fanfare til åbningen af Københavns Museum i 2020. Rummene påvirker Opsahl gennem deres akustik, hvis særlige resonans hun inkorporerer i opsætningen af de elektroniske klange, der finjusteres til at ræsonnere med rummet.

Dette legende og undergravende aspekt – “Det føles godt at spille rummets klang i rummets klang” – er imidlertid også den afgørende nøgle til Opsahls musik. For den arkitektoniske definition på et atrium er kun den ene halvdel af historien. Navnet bruges også for de to hjerteforkamre, som pumper blod videre til selve kamrene. To definitioner: en biologisk og en arkitektonisk. Ud fra dette sammenstød skaber Josefine Opsahl en række klingende dobbeltheder: blødt/hårdt, organisk/konstrueret, naturligt/kulturbetinget. De kommer mest grundlæggende til udtryk i hendes karakteristiske instrumentopsætning med cello og live-elektronik, hvor hun anvender et specialdesignet effektpedal-board med mulighed for at styre loopeffekter, harmonizere, rumklang, delayeffekter med mere, der alle aktiveres med fodkontakter og derigennem gør det muligt for hende at opbygge hele orkestre af elektronisk manipulererede og fordoblede celloer live og som reaktion på sit akustiske spil. Det arkitektoniske rum – defineret gennem lyden af hendes cello og indfanget af effektpedalerne – bliver flydende og plastisk, underlagt en justering på en knap eller trykket fra en bue. Omvendt kan den udøvende og hendes instrument af træ, strenge og hår formes til en præcist defineret kombination af digitale loops. Kroppe og bygninger. Menneske og maskine.

Der er i lige så høj grad kvinder – i særdeleshed dem, som er blevet søgt skrevet ud af historien – til stede i musikken, som der er arkitektoniske rum. Til Gaaer ikke Soels og Maanes Vei ned under dybe Hav? (skrevet til og uropført af cellisten Toke Møldrup) blev Opsahl bedt om at komponere et værk som reaktion på et billede fra Statens Museum for Kunsts udstilling i 2019 af danske guldaldermalerier, Verdenskunst mellem to katastrofer. Hun valgte Havfrue, malet i 1847 af den polsk-danske maler Elisabeth Jerichau-Baumann (1819-1881). Baumann har malet i hvert fald fire billeder af havfruer, hvoraf det fra 1847 er det første. Med sit hår af tang, et maskelignende ansigt og et skæbnesvangert gennemtrængende blik er Baumanns havfrue i mørk silhuet mod den nedgående sol stærk, ligevægtig og gennemført selvsikker, den diametrale modsætning til H.C. Andersens kyske Den lille havfrue. Opsahl kombinerer hende med digtet ‘Fiskeren’ (1803) af Adam Oehlenschläger, hvor havfruen prøver at forføre fiskeren og lokke ham i døden ved at komme ned til hende i havet, nøjagtig ligesom solen og månen gør det. Havoverfladen symboliserer grænsen mellem menneske og dyr, mellem det tæmmede og det utæmmede, og for fiskerens vedkommende mellem liv og død. Havfruen har hjemme i begge verdener og forener modsætningerne mellem dem, men slører også forskellene på dem. I begyndelsen af Opsahls værk symboliserer celloen den “realistiske,” menneskelige verden og spiller solo uden elektronisk ledsagelse. Men når lydene kommer i kontakt med den elektroniske verden, bevæger de sig fra den pastelfarvede solnedgangshimmel ned i havets mørke dyb, spejler sig i og folder sig ind over hinanden og ender med at symbolisere noget, der er langt vanskeligere at fatte. I løbet af fire korte satser bliver elektronikkens og celloens positioner byttet om, og hvad der begynder som forførende sang af en menneskestemme forvandler sig til et sagnvæsens sultne skrig. Ligesom Baumanns havfrue vender Opsahl også vores kønsbestemte læsning af cello og elektronik på hovedet ved at betragte førstnævnte som et maskulint instrument, det kræver betydelig fysisk styrke at spille på, mens sidstnævnte kræver raffinement og intuition.

Pendulum indgår i det større værk 8 Circles (2017), der ligeledes portrætterer en kvindelig kunstpioner. Den svenske maler, teosof og spiritualist Hilma af Klints værker (1867-1944) var stort set ukendte i hendes levetid, men anses i dag for nogle af de tidligste eksempler i den vestlige kunst på abstrakt maling (de foregriber Kandinskys “Den blå rytter”-periode med to-tre år). Med Opsahls formulering blev Klints billeder til “i en verden, som endnu ikke var parat til at acceptere dem”. Hver enkelt sats i 8 Circles anlægger et nyt perspektiv på Klints værker, og heraf forholder Pendulum sig til uendelighedstanken og princippet bag kaosteorien: at bittesmå handlinger eller forandringer (som når en sommerfugl bevæger vingerne i Kina) kan udløse enorme begivenheder andetsteds (et uvejr i Caribien). Stykket er baseret på ganske små musikalske elementer – et motiv bestående af to toner – men med sindrig brug af elektroniske båndsløjfer og en række spilleteknikker i vekslende grader af forvrængning formår Opsahl at lade den lille gestus vokse og blive til noget langt større. Nok så vigtigt forløber værket imidlertid over kort tid; tre minutter er nok til blot at antyde muligheder. Selvom vi som Klint muligvis kun spiller biroller i historien, kan vi blive katalysatorer for langt større bevægelser, hvis potentiale vi ikke selv er klar over.

Liquid Entity fortsætter undersøgelserne af modsætningen mellem natur og kultur. Utzon Centers enestående placering var medvirkende til, hvordan Opsahl udtænkte og fremførte sit værk, men lige så stor betydning havde Utzons eget liv. Utzon voksede op ved havet i Aalborg, hvor hans far som skibsingeniør arbejdede med kræfter og materialer som cement, stål og det flydende, ukontrollerbare hav. Kombinationen af det konstruerede og det organiske, samt nærheden til vand, prægede alle Jørn Utzons bygninger – heriblandt hans mest berømte, operahuset i Sydney. (Også for Opsahl spiller vand en stor rolle. Hun taler jævnligt om at “smelte” stive strukturer og begreber, og et oplagt eksempel herpå er de to satser i KHGR, ‘Water’ og ‘Wave’, hvor hendes cello på samme tid svømmer igennem og selv skaber et glitrende, bragende elektronisk hav). En anden inspirationskilde til Liquid Entity var Utzons kærlighed til C.P.E. Bachs musik; siden 2003 har operahuset i Sydney rummet en gobelin tegnet af Utzon som hyldest til den tyske komponist. Med inspiration fra sin egen far, Johann Sebastian, bidrog Carl Philipp Emanuel til at udvide den klassiske cellos repertoire og teknikker. Hans musik har spillet en afgørende rolle for Opsahls kunstneriske og instrumentale udvikling, og i så henseende deler hun altså inspiration med Utzon; i cellostemmen her kan vi høre svage ekkoer af C.P.E. Bachs cellokoncert i a-mol, Wq. 170. Ved hjælp af rumklang, harmonizer og loop-effekter får Opsahl sit instruments hårde lyd til at smelte, nøjagtig ligesom Utzon blødgør sin bygnings tunge funktionalitet og gør den organisk.

Town Will Change Town Will Remain bygger på lyden af klokkespillet i Københavns Rådhus (fire stemte klokker samt en femte og dybere til timeslagene). Som et akustisk symbol på København og nordisk identitet lød klokkerne første gang ved midnat den 1. januar 1900 og har gjort det tre gange om dagen lige siden med melodier komponeret specielt til dem af organisten og komponisten Thomas Laub (1852-1927). Town Will Change Town Will Remain (også skrevet til Toke Møldrup) trækker på de samme musikalske fraser og kombinationer af fire toner og er hele tiden i dialog med dem. Som altid er al elektronikken hentet fra celloens lyd, men henviser også til klokkernes metalliske klang (ligesom til lyden af vinden, fuglenes sang, byens larm med mere).

Et atrium kendetegnes imidlertid ikke kun ved at udgøre et rum, men også ved det. som det lader passere igennem. I et antikt romersk hjem omfattede atriummet ofte et ildsted, hvor røgen og varmen blev trukket opad mod den fri luft. I en moderne bygning trækker glasloftet i et atrium lys ned i midten af bygningen. I hjertet fører atriumkamrene blod fra årerne til hjertekamrene, hvorfra det pumpes videre ud til resten af kroppen. På samme måde fungerer de korte værker på Atrium som overledninger mellem de store værker. De begyndte som fragmenter fra Opsahls solokoncerter, men selvom grundlaget ligger fast, afhænger realiseringen af dem af omgivelserne ved hver enkelt opførelse. Titlerne henviser til temaerne på albummet – passage og spaltning af lys (Prism I og Prism II, 2020), rum og lokaler (Intimo, 2018; Rauma, 2019), det første menneske (EVI, 2020), leg med forventninger (Prelude, 2018) som afslutning på albummet) – nøjagtig ligesom de gør det i deres kreative dialog mellem elektricitet og kattetarm. Samtalen kunne blive ved i det uendelige, og netop derfor må Prism II også ende så brat med en skærende lyd, der lige så godt kunne være en båndoptagers sammenbrud som buens kværnende tryk på en streng.

Release date: 
august 2022
Cat. No.: 
8.226596
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
636943659625
Track count: 
17

Credits

Recorded at Studio PragsBLVRD 63 in Copenhagen, Spring 2021

Recording, mix and mastering by Tomas Kærup
Produced by Tomas Kærup

℗ & © 2022 Dacapo Records, Copenhagen

Collisions, by Tim Rutherford-Johnson, translated from the English by Jakob Levinsen
Proofreaders: Jens Fink-Jensen, Colin Roth

Cover photo: © Lis Kasper Bang
Cover collage: Paw Grabowski
Cover artwork: Lea Charbonnier

www.josefineopsahl.dk

With support from Léonie Sonnings Talentpris and KODA Kultur