Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

BEINTA

Anna Katrin Øssursdóttir Egilstrøð
Allan Gravgaard Madsen

BEINTA

Anna Katrin Øssursdóttir Egilstrøð, Aarhus Symfoniorkester, Andreas Delfs

"... Jeg stirrer på det pulserende landskab. En storm har raset i tre måneder. Det driver mig ud i mørket." Egilstrøð og Madsens dragende symfoniske sangcyklus BEINTA er født af den menneskelige psykes umulige paradokser og henter inspiration fra den legendariske 1700-tals femme fatale fra Færøerne, Beinta. En skikkelse fuld af store kontraster, lige så utæmmet og lunefuld som den voldsomme natur omkring hende i den lille, afsidesliggende præstegård i Viðareiði – et sted, hun siges at hjemsøge den dag i dag.

 

Køb album Stream

CD

  • CD
    Jewel Case
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
  • FLAC 24bit 96kHz
    105,00 kr.
    Studio Master
    €14.09 / $15.33 / £12.01
    Køb
  • FLAC 24bit 192kHz
    131,00 kr.
    Studio Master +
    €17.57 / $19.13 / £14.98
    Køb
© Rammatik
Mageløst indfangende at lytte til
Gregers Dirckinck-Holmfeld, Gregers DH
Alt opleves som værende integreret, organisk og del af en helhed. Det er overbevisende
Knút Háberg Eysturstein, Dimmalætting
Enhver, der vover at tage et kig ind i Beintas sjæls afgrunde, vil blive belønnet med uhyggeligt smukke, gåsehudsfremkaldende øjeblikke
WDR3 TonArt (Radio)
Egilstrøð's stemme, akkompagneret af instrumentale forvrængninger, lyser i mørket
Marçal Borotau, Sonograma Magazine
Et passivt-aggressivt orkesterlandskab, altså ikke et brølende og buldrende ensemble, men et sprødt, øde og foranderligt et af slagsen
Magasinet Klassisk
Banebrydende eksperimentel modernisme
David Denton, David's Review Corner
Nomineret i kategorierne Årets komposition & Årets klassiske udgivelse
Faroese Music Awards
Total runtime: 
39 min.
Havet giver, havet tager

Af Andrew Mellor

Lyt til fortællingen om Beinta Broberg. Så dystert et rygte fik denne arme sjæl fra det syttende århundrede, at hun hjemme på Færøerne blev kendt som ‘Onde Beinta’. Hun skal efter sigende havde giftet sig med tre præster i træk og sammen med de to sidste have boet på en afsides præstegård på et nordatlantisk klippeskær. Hvad der end er sandheden om Beintas tilværelse, er den for længst blev sløret af den senere folklore, nemlig at den første præst døde under uklare omstændigheder, den næste gik samme vej og den tredje gik fra forstanden.

Overleveringen fordømte Beinta som heks. Litteraturen – i skikkelse af Jørgen-Frantz Jacobsens færøske bestsellerroman Barbara fra 1939 – fremstillede hende som et fejlbarligt, men frisindet væsen, der trods velmente forsøg på det modsatte var ude af stand til at tøjle sine erotiske drifter. Hvem Beinta end var, såvel i det virkelige liv som i de senere fortællinger om hende, bliver hendes personlighed kun mere fængslende, desto mere man fordyber sig i den. Allan Gravgaard Madsen og Anna Katrin Øssursdóttir Egilstrøð lod sig lokke af emnet, men var også fast besluttet på at komme om bag de ophobede skrøner.

Efter i flere år at have turneret verden rundt med folk-electronica som forsanger i bandet Valravn, besluttede den færøske sanger og komponist Anna Katrin Øssursdóttir Egilstrøð sig på et tidspunkt for at tage en pause i sit hjemland. En barndomsven, som nu er præst, inviterede hende til at bo på præstegården i Viðareiði i den nordligste bebyggelse på Færøerne – det samme hus, hvor Beinta angivelig hærgede. “Jeg kom til at bo på det værelse, der siges at have været Beintas,” siger Egilstrøð. “Det er et gammelt hus med en masse naturlige, mystiske lyde, og nogle gange bliver huset endda endnu mere mystisk på grund af vejret. Måske blev jeg hjemsøgt af hende.” Beinta forlod ejendommen for sidste gang i 1718, men ifølge manges opfattelse blev hendes genfærd ved med at bo der.

“Jeg kendte selvfølgelig historierne om Beinta,” siger Egilstrøð, “men der er ingen samlet entydig og ‘sand’ beretning om begivenhederne. Hun var en viljestærk kvinde med sine meningers mod og ville ikke lade sig begrænse af kønsstereotyperne i det religiøst konservative samfund, hun boede i. Jeg tror, samfundet reagerede på hendes oprørske ånd ved at prøve at give hende et blakket ry, udstøde hende og afbilde hende som en slags falden kvinde.

Under sit fem måneder lange ophold på præstegården følte Egilstrøð sig i udtalt grad isoleret. Hun begyndte at overveje forestillingen om en krop og sjæl i en overgangsfase på vej mod nye og foruroligende omstændigheder, hvor naturens kompromisløse kræfter kunne påvirke selv sjælens inderste. “Gennem vinduet kunne jeg se hav, klipper og bjerge i en uendelighed,” husker hun, “og uanset at jeg selv er fra Færøerne, føltes det som at være ved verdens ende.”

Et nyt værk var allerede begyndt at tage form i Egilstrøðs tanker med afsæt i samtaler om Beinta med Madsen, hendes ven og kollega fra Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus. De to komponister havde igennem nogen tid været interesseret i at prøve at samarbejde og fandt det helt rigtige emne i Beinta. “Vi blev draget af mørket, af dysterheden,” siger Madsen, “myterne om Benta og stemningen i dem var udgangspunktet for at give os i kast med den mørke side af menneskesindet.” Det deraf følgende værk har muligvis navn efter Beinta, men forestiller sig også en mere flertydig figur bevæge sig frit i tid og rum.

Samarbejdet var mildt sagt uortodokst i kraft af at være enkelt partitur skabt af to komponister med hver sin kunstneriske baggrund. “Vores musikalske hjerner er forskelligt indrettet,” siger Madsen, “og vi har begge to adgang til værktøjer, som den anden ikke har.” Egilstrøðs ekstraordinært udtryksfulde stemme kom til at danne udgangspunkt for en cyklus på syv sammenhængende sange for orkester og forstærket stemme, som hun selv stod for. Hvis vokalstemmen bærer Egilstrøðs fingeraftryk og den lysende orkestersats Madsens, er omvendt ingen af elementerne udelukkende den ene eller den anden komponists domæne. Ligeledes er heller ikke den personlighed, vi møder, klart defineret. “Stemmen synger ‘jeg,’” forklarer Madsen, men mener i virkeligheden “vi”.

De to komponister begyndte med at dele deres overvejelser op i de scener, der skulle forme den enkelte sang – “værelser til at gå ind i.” Musikalsk forsøgte de at nå frem til et fælles sprog. De afholdt workshops og fik råd om instrumentalteknik gennem individuelle prøveforløb med medlemmer af Aarhus Symfoniorkester. Konkrete anvisninger til musikerne viste sig afgørende for at kunne fremmane Færøernes topografi som værkets dramatiske rygrad. “Jeg havde glemt, hvor bange jeg var for naturen, før jeg i august 2015 kom til Færøerne,” siger Madsen, “for intensiteten og tidløsheden i naturen deroppe er overvældende.”

Det færdige partitur blev uropført den 30. april 2016 af Egilstrøð, Aarhus Symfoniorkester og dirigenten Jesper Nordin og blev ved den lejlighed ledsaget af en til lejligheden produceret film optaget on location på Færøerne i sort/hvid af den færøske duo Rammatik. De indadvendte og dunkle sange i cyklussen er dækket af et primært passivt-aggressivt orkesterlandskab, ikke et brølende og svulmende ensemble, men et stridbart, forladt og letforanderligt. Lige fra begyndelsen blæser der iskolde vinde i musikken, men den formår også nogle gange uhørligt at skubbe instrumenterne ud af kurs i retning af mikrotoner eller glissandi. Trods de store vidder er terrænet mere realistisk end filmisk og kan ligesom det færøske vejr på et øjeblik slå om fra lyst til mørkt eller fra indbydende til truende. Sangene bevæger sig helt enkelt gennem et terræn, mens deres folkemusiklignende melodier tilføres diskret dristighed og hypnotisk kraft. Langsomt, men sikkert bliver vi trukket ud af et jordisk landskab og ind i et sjæleligt.

Whiskere, plasticposer og strengeinstrumenter spillet med træet på buen fremmaner sitrende landskaber i den første sang, der fortæller om “sorte klipper;” “øjne fuld af hav” og om at “kæmpe med sig selv.” Den diatoniske harmoniks varme dukker også op i forbifarten i form af et intermezzo, som fører videre til “a drop of time a pinch of salt”. “Havet giver, havet tager,” får vi at vide i forbifarten, mens de orkestrale stigninger og fald nedenunder bevæger sig op og glider op og ned i mikrotonerne ligesom den rullende overflade på havet og glimter under diverse lyskilder i lyset i det efterfølgende Intermezzo.

“Tempted” er skamløst erotisk. Teksten fortæller om ulovlige seksuelle handlinger og om ekstasen under samlejet, alt imens orkestret præsterer hårdklimakser i tykke akkorder. Sangstemmen stiger og stiger, før den atter synker udmattet ned. Efter et pulserende intermezzo kan “Moon” minde om en månearie med samme bevægelsesmønster som en popballade. Månens tilstedeværelse holder historiefortælleren på ret kurs, men når den forsvinder som hentydning til en solformørkelse, har det foruroligende virkning.

“Óró” handler om angst, sådan som musikken på trods af at blive drevet fremad af et hamrende klaver forbliver ubevægelig. Da den kortvarigt forsvinder, bliver stemmen hængende i luften som båndet efter violinsoloen. “Hun kæmper mod en krop, der ikke elsker hende, og en vilje som ikke vil kunne redde hende,” siger Egilstrøð, “det er en kamp, det er skyggen inden i hende, frygten.” Musikken vender rasende tilbage, blot for at gå i stykker i de glimtende skår, som udgør det krystallinske femte intermezzo og fører direkte ind i det elegante spejlspil i “Reflection”. I denne sang bølger billederne gennem orkestret: “Jeg er dit spejlbillede, ligesom du er mit,” synger stemmen, mens kun skårene kigger tilbage.

Den kolde luft i “Departure” bliver fremmanet ved at lade strygerne spille med bagsiden af buen. Netop som stemmen synger om at kunne mærke “kulden fra våde, sorte sten,” sætter en messingkoral ind. Vi begynder at kunne mærke noget nærmest seismisk være ved at blive bygget op i orkestret. Umiddelbart inden beslutter Egilstrøð sig for at “afkode,” og gennem en kollektiv, opadgående modulation ændrer hele klangbilledet sig. Kulden fra den indledende sang omfavner endnu engang stemmen, måske for sidste gang, mens sangeren identificerer sig med kærligheden – hvad Egilstrøð kalder Beintas “overordnede navigationspunkt”. Måske har havet taget hende tilbage, men hun kan også havde set et solstrejf af håb. Eller begge dele.

Release date: 
april 2022
Cat. No.: 
8.226187
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
636943618721
Track count: 
7

Credits

Recorded at Odense Koncerthus, on 23 November 2021, and at Musikhuset Aarhus, on 24-26 April 2019

Recording producer: Preben Iwan
Sound engineer: Preben Iwan
Editing, mix and mastering: Preben Iwan

℗ & © 2022 Dacapo Records, Copenhagen

Ocean gives, ocean takes, by Andrew Mellor, translated from the ­English
by Jakob Levinsen
Proofreaders: Jens Fink-Jensen, Colin Roth
Lyrics printed with permission © Anna Katrin Øssursdóttir Egilstrøð
Artwork: Studio Tobias Røder, www.tobiasroeder.com

Publisher: Edition·S, www.edition-s.dk

Anna Katrin Øssursdóttir Egilstrøð, www.annakatrin.dk
Allan Gravgaard Madsen, www.agm.dk

To Ella

Commissioned by AUT (Aarhus Unge Tonekunstnere) in connection with their 50th Anniversary celebration in 2016. First performance by Anna Katrin Øssursdóttir Egilstrøð and Aarhus Symphony ­Orchestra conducted by Jesper Nordin at the SPOT Festival on 30 April 2016 with film elements by Rammatik.

Special thanks to Line Tjørnhøj, Anne Hübertz, Signe Høirup Wille-Jørgensen, ­Anette David, Sebastian Edin, Maria Jørðdal Niclasen, Marianna Mørkøre and ­Rannva Káradóttir.

With support from Koda Kultur 

randomness