Libra

Per Nørgård af Eva Hvidt

Per Nørgård (født 1932) er Danmarks store og originale komponist i tiden efter Anden Verdenskrig. Med sin livlige og følelsesfulde fantasi og sine sindrige strukturer har han flyttet grænser og åbnet op for nye musikalske landskaber og erkendelser, der udfordrer musikernes og lytternes musikalitet.

Per Nørgård leger med sproget, både når han taler og komponerer. Han arbejder med betoninger, bevægelser, vokalklange og finurligheder. Denne egenskab i hans personlighed har på en interessant måde viklet sig ind i principperne omkring hans såkaldte uendelighedsrække og i hans rytmer, der ofte er formet over det gyldne snits proportioner. Som korkomponist har Per Nørgård skrevet en lang række værker. Nogle har salmeagtig karakter, nogle er virtuose a cappella værker, andre satser er med tilhørende akkompagnement. En af de tidligste vokalværker, Du skal plante et træ (1967 med tekst af Piet Hein), findes både som sang og korsats. Denne intuitivt nedskrevne sang bærer på den ene side et præg af ungdomskulturens blomstrende dyrkelse af naturlighed og fællesskab, på den anden side et præg af noget dybt rodfæstet i den næsten kirketonalt harmoniserede sang. I den anden ende af udtryksskalaen finder man de stærkt ekspressive, virtuose og frie korværker, bl.a. Wie ein Kind (1980), der er inspirerede af den skizofrene schweiziske kunstner, Adolf Wölfli.

Per Nørgård har tilbragt det meste af sit liv i København, hvor han er født. Men han har også rejst vidt omkring i Østen og i Vesten, og han har tilbragt mange dage og nætter i sit sommerhus på Langeland. I studietiden var Per Nørgård elev af Vagn Holmboe; samtidig nærede han stor beundring for finnen Jean Sibelius' musik. Senere udforskede han ligesom andre komponister i sin generation den centraleuropæiske serielle musik. Dette var baggrunden for, at Per Nørgård i 1959 opfandt sin særlige 'uendelighedsrække' på basis af matematikeren Benoît Mandelbrots fraktalteorier.

Per Nørgårds tonerække og mønstre udgik fra en vision af 24 søjler af overtonerækker og undertonerækker. På det vandrette plan kunne uendelighedsrækkens melodiske strukturer og det gyldne snits rytmiske dynamik bevæge sig på en række samtidige og indbyrdes forskudte planer og derved fremkalde melodier og akkorder. Et hierarkisk -system, hvis principper i vid udstrækning kunne genfindes i naturen og i den såkaldte Fibonacci-talrække. Herved nærmede Per Nørgård sig på forunderlig vis det diatoniske igen, i en tid hvor dur-mol tonaliteten i høj grad var i miskredit blandt samtidens avantgarde. På denne baggrund komponerede Per Nørgård en stor mængde værker, hvoraf operaen Gilgamesh (1972) og 3. symfoni blev monumentale højdepunkter inden for den heraf afledte kompositionsmåde og de tanker han gjorde sig om altings kosmiske sammenhæng. Af andre lignende og mindre værker fra 1970'erne kan nævnes Libra, klaverværket Turn, trioen Spell samt korværket Singe die Gärten, der indgår i afslutningen på 3. symfoni.

Omkring 1980 begyndte Per Nørgård at udvide sin kompositoriske palet, idet han ønskede at finde midler til at udtrykke sig dybere og finde ind til de mørkere sider af menneskesindet. Til dette formål lavede han en række Wölfli-inspirerede værker, heriblandt en række korværker og den 4. symfoni, der veksler mellem idyl og katastrofe, orden og kaos.

Libra (1973). Per Nørgård har i perioder interesseret sig for astrologi som fænomen. Det afspejler sig i hans 3. symfoni, hvis første sats i musikalsk forstand gennemløber alle 12 stjernetegn, og i 'Libra', der er den latinske betegnelse for vægtens tegn. Værket Libra er et kantateagtigt værk i ti satser, der trods sine mange vidt forskellige dele er helt gennemstruktureret.

Per Nørgård skriver: 'I lighed med titlens betydning er musikkens element behandlet ud fra forestillingen om det harmonisk afbalancerede. Grundmaterialet er det samme, men det udspaltes i former, der på én gang kontrasterer og afbalancerer hinanden'.

Tonematerialet er et fragment af Per Nørgårds ‘uendelighedsrække', hvori motiver optræder, forsvinder, vender tilbage, spejler sig i overordnede tempi. Teksterne består dels af Rudolf Steiners strofe 'Die Welten erhalten Welten' om kærlighed, harmoni og balance, dels af uddrag fra psalmisten David. Komponisten kalder det kærlighedsmusik for tenor solo, guitar, 2 kor, der er opdelt i et a cappella kor og et koralkor, samt 2 vibrafoner og blæsere ad libitum. De ti satser veksler således, at man overfor den bevægelige guitarindledning hører en rolig koral, over for solosangen en korsats i 4 gange så langsomt tempo etc. I 8. sats ledsager sangere guitaren ved udelukkende at synge på vokale, fonetiske stavelser, hvilket giver fornemmelsen af overtonesang. Værket kulminerer i 9. sats, hvor alle de medvirkende deltager, og musikken er en slags syntese af det hidtidige materiale. Rudolf Steiners digt fremføres i et langsomt tempo, roligt, klangfuldt og behersket. 10. sats er en hurtig og festlig koral-apoteose, hvor de to kor synger forskellige tekster, mens de ledsages af et forsiret akkompagnement fra guitar og vibrafoner.

Libra er komponeret til guitaristen og sangeren Ingolf Olsen og findes i flere versioner. Den såkaldt 'integrale' version, som kan høres på denne CD, blev oprindelig uropført i Lysekil Kyrka (Sverige) den 8. nov. 1973 af Ingolf Olsen, Göteborg Kammarkör og Collegium Musicum under ledelse af Gunnar Eriksson.

Rêves en pleine lumière (1989/2002) var oprindelig det ene kor af et stort værk for dobbeltkor med titlen La peur - As it were til (samtidigt sungne) tekster af Paul Éluard og John Cage. Dette store værk blev senere trukket tilbage, men Paul Eluard-delen havde sit eget liv og blev siden det selvstændige værk, Rêves en pleine lumière (Drømme ved højlys dag). Per Nørgård har i dette værk sammensat et udpluk af den franske digter Paul Éluards (1896-1952) tekster. Det første digt, La peur\ (Angsten for og modet til at leve og at dø/Døden er så vanskelig og så let) kan indholdsmæssigt sammenlignes med Picassos store maleri, Guernica. Den strofe, der har lagt navn til korværket, Ses rêves en pleine lumière, handler om lysten til at leve frem for at dø. Til disse sanselige, surrealistiske, franske tekster har Per Nørgård komponeret en en række tæt sammenføjede satser i en ret fri, sensuelt-ekspressionistisk vokal tekstur. Små og store tertsintervaller står i spænding mod hinanden, nærmest som et billede på teksternes kredsen om liv og død. Livskampen synes afspejlet i stemmerne, der spænder over meget store vokale tonespring og registre. Melodierne kastes nærmest op og ned mellem oktaverne. Sopranerne stræber opad, mellemstemmerne klynger sig til teksten, mens basserne lægger en ekstrem dyb bund. Der fløjtes og spilles på fingerbækkener og claves.

Melodierne i Rêves en pleine lumière er altså meget komplekse og virtuose, mens strukturen er forholdsvis enkel. I CD'ens to øvrige værker, Libra og Kredsløb, forholder det sig nærmest omvendt. Her er melodierne forholdsvis enkle og strukturerne meget komplekse.

Kredsløb (1977) er et værk, der udvikler sig og ændres undervejs, også rent stemmemæssigt, hvor der veksles mellem det enstemmige og det 12-stemmige. Per Nørgård skriver om dette og andre, beslægtede korværker til tekster af den danske digter, Ole Sarvig (1921-81): 'Da jeg havde afsluttet min 3. symfoni (1972-75) skrev jeg en række enkle melodier til tekster af Ole Sarvig (især digtene "Året" og "Korsalme"). Melodierne var udsprunget af samme grundlag som symfoniens anden del, og de kunne indbyrdes harmoniseres og udfoldes i flere forskellige, samtidige tempolag - i dag ville man sige fraktalt - hvilket inspirerede mig til adskillige kor- og instrumentalværker igennem det følgende tiår, bl.a. Frostsalme, Vinterkantate, Cantica, Nu dækker sne den hele jord m.fl. Hvert værk får således sit særpræg - som et prisme eller et krystal, hvori lyset jo kan skabe et uendeligt variabelt form- og farvespil.' En af melodierne, 'Som året går', indgår nu i Den Danske Salmebog (nr. 720)

I Kredsløb kombineres og udfoldes især tre melodier: den koralagtige hymne ("Der er så stille på vor jord"), en nedadgående, mere dansant sangstrofe ("En himmelkim på fuglefod") og et længere bugtende tema ("Vi går i ringe, i store skove"). Melodierne er skabt ved at uddrage udvalgte toner fra uendelighedsrækken. Per Nørgård har desuden formet satsernes struktur forskelligt: 'spiraliserende' i "Ringe og spiraler" (1. sats) gennem bestandige tempoforøgelser og glissandi. Fra centrum og ud i satsen "Kim og krystal", også dynamisk fra det helt stille til det meget kraftige. I sidste sats, "Ringe og refleksioner" genoptages musik- og tekststykker fra stykkets begyndelse i ændrede og spejlede former. Kredsløb er oprindelig komponeret i seks satser, men anden sats er efter komponistens ønske udeladt, da den udelukkende er en stum sekvens, hvor sangerne skifter plads.

Eva Hvidt, cand. mag. og musikjournalist. Ekstern projektmedarbejder på Dansk Center for Musikudgivelse (DCM) på Det kgl. Bibliotek.

"\