Accordeonkoncerter

Accordeonkoncerter

af Jens Cornelius

Ole Schmidt: Symfonisk Fantasi & Allegro
Det hele begyndte i 1958 med Ole Schmidts Symfonisk Fantasi og Allegro. Komponisten og dirigenten Ole Schmidt havde gavn af sin slagfærdighed, da han skrev denne første moderne accordeonkoncert. Katalysatoren var hans møde med den danske accordeonvirtuos Mogens Ellegaard (1935-1995).

Jeg kunne ikke fordrage harmonika, men da jeg mødte Mogens Ellegaard, blev mine meninger om instrumentet totalt ændrede - på mindre end en time\, huskede Ole Schmidt. "Det var på det tidspunkt, at jeg besluttede mig til at skrive min "Symfoniske Fantasi og Allegro" til ham. Og jeg gik til opgaven i nært samarbejde med interpreten. Ellegaard sagde til mig: "Føl Dem frit stillet til at skrive med så megen virtuositet, De har lyst. Der er næsten ikke den ting, som ikke kan udføres på harmonikaen."

Det blev til en solokoncert i to satser, hvor "den langsomme sats" er udeladt. Schmidt udtrykker sig i sin karakteristisk legende, men præcise stil, og har helte som Stravinskij og Bartók stående ved sin side. Første del har udgangspunkt i et skarpt rytmisk motiv, mens anden sats' rytmiske leg er mere skælmsk og typisk for komponistens barokke humor.

Schmidt fulgte Ellegaards opfordring angående solostemmen. "I Fantasien har solisten rig lejlighed til fri musikalsk udfoldelse i brede virtuose cadencer", forklarede han. "Den sidste sats spiller på rytmisk, scherzando-agtig elegance - men uden den traditionelle Grande Finale med "fire spark og en pirouette". Tværtimod: Codaen ebber ud i et delikat pianissimo, og harmonikaen har det afgørende ord."

Schmidt og Ellegaard uropførelse med DR SymfoniOrkestret var i selve sin idé skandaløs, fordi det klassiske miljø dengang nedladende betragtede ethvert harmonikainstrument som folkeligt i værste forstand. Men overraskelse er netop en hovedidé i Schmidts koncert, og at Symfonisk Fantasi og Allegro stadig virker sådan efter mere end et halvt århundrede, fortæller om dets stærke musikalske kvaliteter.

Dengang var det for øvrigt slet ikke muligt at blive uddannet som klassisk accordeon-spiller i Danmark. Ellegaard havde i 1953 været en af de første danskere, der fik fat på et af de nyopfundne klassiske accordeoner med melodibas, som i modsætning til en traditionel harmonika har et frit klaviatur i begge hænder. Hans virtuose demonstration af instrumentet fik adskillige af tidens bedste nordiske komponister til at kaste sig over dets muligheder. I 1970 blev Ellegaard udnævnt som den første danske konservatorielærer - og siden professor - i accordeon, og også på den måde fik han instrumentet solidt placeret i den moderne musik. Adskillige fremragende accordeonister er kommet til siden, og udviklingen af accordeonet sker fortsat - her og nu.

Anders Koppel: Concerto Piccolo
Et eksempel på hvor naturligt accordeonet indgår i nutidsmusikken finder man i Anders Koppels musik. Siden 1990'erne har han i en sand raptus skrevet mere end 20 solokoncerter for forskellige instrumenter, heraf en dobbeltkoncert for violin og accordeon (indspillet af Bjarke Mogensen på Dacapo 8.226055) og senest accordeonkoncerten fra 2009 med titlen Concerto Piccolo, der er skrevet til Bjarke Mogensen og DR's Ungdomsorkester.

Som søn af den alsidige komponist og pianist Herman D. Koppel voksede Anders Koppel op med musik døgnet rundt. Da ungdomsoprøret satte ind, trak han sig for en periode ud af den klassiske kultur for at starte det skelsættende rockorkester Savage Rose. Siden har han som komponist og keyboardspiller beskæftiget sig med alt fra filmmusik, ballet og world music, og de senere år i høj grad med symfonisk musik.

I Concerto Piccolo er neoklassiske træk blandet med en afsmitning fra tango og jazz, og i 1. sats er stemningsfuldheden nærmest filmisk. Der hviler en uhyggelig neddæmpethed over musikken, som bygger på en ildevarslende tik-tak figur, holdt i skak af Koppels underfundige humor. I Largo-satsen er tystheden uventet tragisk - men smuk! - inden tik-tak rytmerne vender fornyet tilbage i 3. sats, der er en Scherzo med afsluttende solokadence.

Concerto Piccolo er "piccolo" fordi accordeonet spiller i et højt "piccolo-leje" og fordi orkestret er reduceret til kun strygere. Men der er absolut intet småt over denne nyfortolkning af den klassiske koncertgenre, og ligesom Ole Schmidts værk er Koppels koncert en god målestok for, hvordan man håndterer balancen mellem accordeonet og orkestret.

Martin Lohse: In Liquid ...
Også komponisten Martin Lohse (f. 1971) har skrevet sin accordeonmusik direkte til Bjarke Mogensen.

Blandt værkerne på denne cd er hans In Liquid ... fra 2008 det teknisk vanskeligste for solisten - selv om det hverken kan eller skal høres. Solostemmen fungerer ikke som en opvisning af virtuositet, men indgår i det musikalsk hele, hvor solisten er nødt til at have et detaljeret kendskab til orkestrets enkeltstemmer.

Om titlen forklarer Martin Lohse selv: "Titlen betyder I flydende ..., og den henviser især til den flydende fornemmelse af tid. Gentagelser, sekvenser og mønstre ændres langsomt eller flettes ind og ud imellem hinanden, tempoer forskydes; bliver hurtigere og hurtigere eller fryser fast i en nærmest statisk tid - måske en fornemmelse af en svunden tid der lever i vores erindring, og som blandes med vores tilstedeværelse her og nu ... "

Lohses musik er inspireret af bla. Arvo Pärts minimalistiske stil og dyrker højtidelige udtryk fra fortiden i en drømmeagtig klangverden. Indadvendtheden kommer også til udtryk ved at den traditionelle koncertform bliver vendt om. In Liquid ... har sit koncerterende og dramatiske materiale placeret i midten af værket, mens ydersatserne er statiske og mediterende. 1. sats er en neoromantisk elegi, hvor accordeonet på raffineret vis sniger sig ind i helheden. Senere træder det tydeligere frem i en spændende tekstur med bla. vibrafon og harpe. I 2. sats stiger tempoet efter en langsom indledning, og det hurtige forløb kulminerer i 3. sats, der er en stor kadence i improviseret stil. Med sidste sats vender musikken tilbage til sin drømmeverden fra begyndelsen.

"Jeg søger i min musik at indkredse små musikalske momenter og stemninger, som kan folde sig ud i et længere tidsforløb. Sammenstillingen af den "rene" og klare musik med en mere forvitret og flerlaget musik er et af kendetegnene i min musik. Harmonisk og melodisk udtrykker musikken ofte mindelser om noget som var - musikalske erindringer i små glimt eller længere forløb som med sin flydende tid (accelerando, ritardando mm.) skaber en musik med det organiske som en af sine grundpiller."

Per Nørgård: Recall
Per Nørgårds accordeonværk Recall er komponeret i 1968 for symfoniorkester og i 1977 revideret til en udgave med kammerorkester. Bortset fra en meget tidlig Concertino for klaver er det Nørgårds første værk for solist og orkester. Hans øvrige solokoncerter er skrevet i 1980'erne og 1990'erne og rummer helt anderledes konflikter mellem solist og kollektiv.

Recall står på flere måder for sig selv. Det er et værk, der stammer fra Per Nørgårds afgørende årti, hvor han forlod sin lærer Vagn Holmboes udstukne linje for at afprøve alt muligt andet. Han udviklede sin unikke teknik over den såkaldte uendelighedsrække, og arbejdede også med streng serialisme, collage og improvisationer. I Recall er det især folkemusik, der er inspirationen.

"Recall blev oprindeligt komponeret som en hyldest til mine erindringer om Balkan-folklorens vitalitet - som oplevet af en skandinavisk bybo. Lytteren vil således lytte forgæves efter nogen form for autenticitet i materialet. Den langsomme introduktion og den hurtige hovedsats udfolder sig frit på deres egen måde, som er om at adoptere lyde, melodier og rytmer, der i højere grad er "Danmark i 1960'erne" end "oplevet folklore": det er underholdning, baseret på barndomserindringer set og hørt med en voksens blik", skrev Nørgård mange år senere.

Recall blev komponeret til Nørgårds ven, Lars Bjarne (senere Lars Dyremose), der var Ellegaards rival. De var virtuoser på samme niveau og dannede på hver deres måde skole i accordeonmiljøet. Nørgård skrev værker til dem begge: I 1967 det eksperimenterende soloværk Anatomisk safari til Ellegaard og året efter Recall til Lars Bjarne. Værket er en slags rapsodi i tre afsnit med italienske titler: Cántico Antico, Villanesca og Rondino. De to sidste dele er med deres folkefest og dansemusik en for Nørgård usædvanlig hyldest til den nationalromantiske tradition fra Liszt og Enescu. Hos Nørgård er festen opdateret med 1960'er-congas og med akkordgange og rytmer, der måske er udtryk for hans begejstring for The Beatles. Recall er "musik om musik", hvor fortidens spillemænd møder flowerpower-æraens boblende optimisme.

"\