Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Symfonier 5 og 6

Carl Nielsen

Symfonier 5 og 6

New York Filharmonikerne, Alan Gilbert

Danmarks store symfoniker og nationalkomponist Carl Nielsen søgte nye musikalske veje helt frem til sin død. Hans to sidste symfonier, nr. 5 og 6, fuldender billedet af komponistens kunstneriske udvikling, som altid var langt foran omgivelserne. Denne indspilning af New York Philharmonic og chefdirigent Alan Gilbert kaster nyt lys på den originalt udformede skæbnekamp i Nielsens 5. symfoni side om side med 6. symfonis uudgrundelige ironi, som var svær at forstå på Nielsens tid, men har forsynet efterfølgende generationer af komponister med symfonisk brændstof.

Køb album Stream

SACD

  • SACD
    Super Jewel Case
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
  • FLAC 24bit 88.2kHz
    105,00 kr.
    Studio Master
    €14.09 / $15.33 / £12.01
    Køb
  • FLAC 24bit 192kHz
    131,00 kr.
    Studio Master +
    €17.57 / $19.13 / £14.98
    Køb
"If you like your Nielsen big, bold, and gutsy, then this is the cycle you need to own... This is fantastic."
David Hurwitz, Classics Today 10/10
"Gilbert’s weighty, serious approach [on the Fifth Symphony] is effective. The extended static passages are unusually ominous, brass and percussion letting rip to deafening effect. The improvised side drum solo is terrifying. The first movement’s pale, exhausted close is wonderful, preceding a second movement where Gilbert’s well-chosen tempo allows his players to articulate the notes. The symphony’s dizzying ending rightly astonishes, Nielsen avoiding the expected peroration with an abrupt, ecstatic screeching of brakes. Sensational music, superbly played, and a fitting conclusion to an impressive new Nielsen cycle."
Graham Rickson, The Arts Desk
"In sum, this is a reliable and intermittently distinguished modern set of the Nielsen symphonies."
David Fanning, Gramophone
"A most recommendable conclusion to a fine Nielsen Symphony cycle."
Graham Williams, SA-CD.net
"The orchestra itself has not sounded this good since the Bernstein era: Gilbert clearly knows how to extract the maximum warmth, precision and sectional balance from an orchestra that has often been rather ragged and unruly under a variety of conductors."
Infodad.com
"Astounding orchestral virtuosity is heard throughout [...] the engineers have done a remarkable job in achieving a big, bright and solid orchestral sound."
Robert Benson, Classicalcdreview.com
"In his last two symphonies, composer Carl Nielsen shared his own vision of a battle between good and evil – so says conductor Alan Gilbert, whose compelling versions of Nielsen’s fifth and sixth symphonies are the subject of this recent release."
Chris Morgan, Scene Magazine
"Gilbert’s Fifth and Sixth are a clear Record of Month, a stunning artistic and administrative achievement fully realizing the high expectations at the outset of this Danish-American collaboration."
Jack Lawson, MusicWeb International
"Gilbert and the NY Philharmonic make a fabulous and powerful case for [these works] in this new release."
Steven A. Kennedy, Cinemusical
"Intensely layered, the music achieves a weird density that dissolves into a waltz worthy of the Danse macabre."
Gary Lemco, Audiophile Audition
"Gilbert and the New York Philharmonic carry the day, with carefully impassioned readings of both symphonies that are surely to my mind definitive. It is a moving disk, something a Nielsenite will cherish and a newcomer will get the best possible way into the works. This is by all means a triumph!"
Grego Applegate Edwards, Gapplegate Classical-Modern Music Review
"...Gilbert’s interpretations spring from deep conviction and an abiding commitment to the composer. Those who know this music will be startled by how much expressive detail they hear, especially at the big climaxes, where even the best recordings often come up short."
Max Westler, Enjoy the Music
"Astounding orchestral virtuosity is heard throughout..."
Robert Benson, Classicalcdreview.com
"Nielsen’s symphonies require a great orchestra, superb engineering, and a deeply sympathetic conductor who both understands and loves the music. Here we have all three. The New York Philharmonic is a virtuoso ensemble that can handle the composer’s sometime impossible demands with grace and power. Dacapo’s recording team has given us the most spacious, detailed, and transparent sound these works have ever received. [...] Those who know this music will be startled by how much expressive detail they hear, especially at the big climaxes, where even the best recordings often come up short."
Max Westler, Enjoy the Music
"Pågående, bomstærk og alligevel trimmet. Newyorkernes rå kraft er et blæret fikspunkt, der slår benene væk under én."
Jens Povlsen, Jyllands-Posten
"The recorded sound is marvelous. The CD has terrific impact; the SACD is especially effective in quiet passages among the winds, and it pinpoints Nielsen’s subtly crisscrossing harmonies. I have no hesitation recommending this disc and all of Gilbert’s Nielsen."
James H. North, Fanfare
"Gilbert has a fine sense of Nielsen’s quirky rhetoric: The dramatic effects of his colors; the dizzying disorientation of his superimposed conflicts; the misleading premonitions of things to come; the emotional point of Nielsen’s unexpected dissonances and harmonic lurches. Gilbert usually has a fine ear for balances, too. The orchestra plays magnificently, with exceptional solo work, and a terrifying unanimity where required; and…the aural experience is more satisfying than anything I’ve heard live at Avery Fisher. If you buy this recording, you surely won’t feel that you’ve wasted your money."
Peter J. Rabinowitz, Fanfare
"…outstanding playing and powerful interpretations. Everything rolls out smoothly, at a slightly slow tempo, with dignity and effortless execution. Textures are impeccably sculpted and blended."
Roger Hecht, American Record Guide
Total runtime: 
71 min.

Symfonisk brændstof og lystige ting

Carl Nielsen skrev seks uortodokse symfonier. Ingen af dem følger de standarder, man i sam­tiden havde for en symfoni. Dertil kommer Carl Nielsens dybt originale tonesprog, der på én gang er krøllet, ligefremt og visionært. Det gør det svært at placere hans musik i de sædvanlige stilistiske og historiske kategorier.

“Det er svært at sætte etiketter på Nielsen”, siger New York Filharmonikernes chefdirigent, Alan Gilbert. “Nogle gange er hans musik spændende og sjov, andre gange trøstesløs og tilknappet. Han kan lide at sætte meget forskellige billeder op mod hinanden, og han laver pludselige ryk på en meget karakteristisk måde. Hvad bliver det næste? Som jeg ser det, maler han et billede af livet.”

På to måder kom Carl Nielsen fra randområdet: Han var dansker i periferien af Europa og landsbybarn opvokset langt væk fra hovedstadens professionelle musikliv. Han blev født på Fyn i 1865 som søn af en landsbymaler og spillemand, der lærte ham at spille violin og trompet.

Familien havde ikke råd til at betale for en uddannelse, så 14 år gammel fik Carl Nielsen arbejde som regimentsmusiker. Ugelønnen var nogle småpenge og et firekilos rugbrød. Men i den danske provins følte man sig ramt på mindreværdet, når lokale talenter gik til spilde. Derfor gik velgørere i Odense sammen om at sende drengen til København (lige som det var sket for bysbarnet H.C. Andersen et par generationer tidligere). Nielsen blev optaget på konservatoriet som violinist, og i 1889 vandt han konkurrencen om en fast stilling i Det Kgl. Kapel. På bare ti år havde han bevæget sig fra udsigtsløs fattigdom til hovedstadens kulturelite.

En stærk drivkraft forhindrede Carl Nielsen i at blive på sin plads ret længe ad gangen. I 1905 opsagde han sin orkesterstilling for at koncentrere sig helt om at komponere. Musikalsk set opsøgte han lige til sin død nye veje, også selv efter at han i en moden alder omsider opnåede bred anerkendelse. Hans to sidste symfonier fuldender billedet af Nielsens kunstneriske udvikling, som hele tiden var langt foran hans omgivelser. Koste hvad det ville.

Symfoni nr. 5

Carl Nielsens musik sammenlignes ofte med en naturkraft, og ingen steder passer den beskrivelse bedre end på hans Femte Symfoni fra 1920-22. Samtidig rummer symfonien en rungende efterklang af menneskets egne kræfter, som havde hærget i 1. Verdenskrig. Striden i Femte Symfoni har kosmisk format. Nielsen ville ikke anerkende, at det er en krigssymfoni, men bemærkede dog: “Der er ikke én af os, der er den samme nu som før krigen.”

Symfonien er et todelt, polariseret værk. Musikken begynder i en naturtilstand. Ikke en idyl, men en primal verden, en uciviliseret fred. To temaer, der begge udspringer af den indledende strøm i bratscherne, holder hinanden i skak. Et fredeligt tema spilles af blæsere parvis som dyrene i Noahs ark. Over for det står modpolen, en borende, hvirvlende figur. Spændingsbalancen bliver brudt af en tromme, men retter sig igen, og halvvejs inde i 1. sats er verden øjensynligt atter fredfyldt. Det åbner for en Adagio, så smuk og hellig, at den næsten er “religioso”, og musikken kulminerer i en hymne, hvor horn og strygere stræber mod himlen.

Men magten kan ikke bare sådan tippe over til det lyse. Mørket angriber med trommen som spydspids, og denne gang er der kræfter nok til at skabe et ragnarok. Nielsen beder trommeslageren om spille “i sit eget tempo, som ville han for enhver pris forstyrre musikken.” Det udvikler sig til en undergangstilstand, hvor “trommeslageren fantaserer ganske frit med alle mulige opfindelser.”

Denne skæbnekamp – et af de første eksempler på tilfældighedsmusik i en symfoni – falder ud til lysets side. Trommen trækker sig tilbage, dog uden at være slagen, for den er i live, da den forsvinder bagud i orkestret, mens omgivelserne synker sammen i fred.

Anden del af symfonien er et billede på en ny verdensorden. Ansatsen med et ærgerrigt tema, der tager manisk fat på udfordringerne, viser sig at mangle udholdenhed og går i stå som en gammel motor. Da en djævelsk fuga tager over, splitter den i stedet for at bygge op, og fremskridtet brænder sammen. Den desperate heroisme har spillet fallit. Nu vender satsens hovedtema tilbage, denne gang spillet pianissimo. En afspændt flerstemmighed åbner for en magisk rejse mod lyset. Som afslutning hører man hovedtemaet i sin oprindelige form, helt sejrssikkert. Toppen er nået.

Da Carl Nielsen arbejdede på sin Femte Symfoni, havde han fået status som Danmarks national­komponist. Hans folkelige sange havde givet ham et stort publikum, men i koncertsalen var han ikke ubetinget populær. Man frygtede, at han i udviklingens navn ville ødelægge alt det beundringsværdige. Ofte nåede publikum ikke at komme sig over hans seneste eksperiment, før Nielsen igen stak af i en ny faretruende retning.

Uropførelsen i 1922 dirigerede Nielsen selv i Københavns konservative Musikforeningen, og programmet, han havde lagt til lejligheden, var med et pænt ord “nysgerrigt”: Først Beethovens Leonore ouverture nr. 2, så Bachs Brandenburgkoncert nr. 1 og hans strenge påskekantate “Christ lag in Todesbanden”. Og så den nye Symfoni nr. 5!

Symfonien kostede igen Carl Nielsen opbakning. Hans gamle støtte, komponisten og dirigenten Victor Bendix, beskrev den harmdirrende som “denne urenlige løbegravsmusik, dette frække bedrag, denne knytnæve i ansigtet”. Det var ifølge Nielsen den hårdeste kritik, han kunne få. Værre, end at der ved førsteopførelsen i Stockholm i 1924 “udbrød en virkelig panik”, som aviserne rapporterede, da store dele af publikum udvandrede under 1. sats “med rædsel og vrede malede i deres ansigt”.

I 1920’erne blev symfonien spillet i bl.a. Berlin og Paris og opført af berømte dirigenter som Wilhelm Furtwängler, Pierre Monteux og Jascha Horenstein. Det definitive gennembrud kom i 1962, da symfonien blev indspillet af New York Filharmonikerne og Leonard Bernstein. I dag står Carl Nielsens 5. Symfoni som ikke blot et af hans stærkeste værker, men som en af de mest originale symfonier fra det 20. århundrede overhovedet.

Symfoni nr. 6, “Sinfonia semplice”

Symfoni nr. 6 fra 1924-25 blev længe opfattet som Nielsens “tossede” symfoni, stemplet som meningsløs og tilfældig. Nu har den langt om længe opnået anerkendelse som et af hans mest fremsynede værker. En postmoderne symfoni, skrevet mere end et halvt århundrede før postmodernismen! Igen placerer Carl Nielsen sig uden for de gængse strømninger. Det havde ingen øre for ved uropførelsen i 1925, selv ikke hans tilhængere. Havde mesteren virkelig skrevet en svag symfoni?

Titlen “Sinfonia semplice” (Enkel symfoni) er underfundig. Den hentyder umiddelbart til de naive temaer og til den gennemsigtige orkestrering. Carl Nielsen er tilsyneladende også vendt tilbage til de klassiske dyder med fire adskilte satser, og i pressen fremhævede han det lette og ligetil ved symfonien. Den er ”af lysere Farve end mine andre Symfonier – der er lystige Ting deri”, sagde han, uden at man i avisen kunne aflæse, om det blev sagt med eller uden et sardonisk smil.

For der er en meget stærk ironi i musikken. De naive temaer gøres til postulater, og det gode humør svinger gang på gang over i sarkasme. Og først og fremmest er de symfoniske argumenter alt andet end enkle. Musikken bygger på tvetydigheder og brud, og den modsiger sig selv fra start til slut. Nielsens samtid håbede, at det hele blot var en underlig vits.

1. sats lægger tilsyneladende ud som en harmløs neoklassisk symfoni, men hurtigt melder der sig en kompleksitet, der gør “enkelheden” falsk. Alle gode intentioner undergraves, og tre gange mislykkes Nielsens forsøg på at skabe kerneindhold ved hjælp af en fuga. Satsen arbejder sig op mod et højdepunkt, der kikser storslået på en skærende uhyggelig dissonans. Enkelhedens misvækst har allerede tabt, og satsens afrunding er slukøret – den holder bare op med at være til.

Så følger Nielsens mest yderligtgående symfonisats, Humoreske. En kollektiv improvisation fra surrealismens gennembrudsår, hvor instrumenterne slippes løs i et grotesk anarki. Satsen klynger sig til et halmstrå, en spillemandsmelodi, der skal rette op på kaostilstanden. Det forsøg skyder Nielsen selv ned, mens trombonen gaber provokerende af kedsomhed.

Klip til symfoniens strengeste sats, den neobarokke Proposta seria (proposta er det samme som temaet i en fuga, som her er af næsten patetisk karakter). Oven på Humoreskens chok forsøger symfonien at samle sig ved hjælp af klassisk satsteknik. Flere forsøg undervejs bliver ikke gennemført efter planen. Da satsen omsider falder til ro, er det ikke efter veloverstået gerning, snarere på grund af opgivenhed.

4. sats er symfoniens klimaks: Et sæt variationer, så forskelligartede, at det grænser til ren collage. Med udgangspunkt i en lille fagotmelodi, der lyder som en sangleg, sender Nielsen fantasien afsted ud over stepperne. Variationsformen spændes hårdt, og også dette formprincip mister evnen til at fungere som ramme. Det endelige brud sker i en vals, hvor Nielsen trækker tråde til valsene i sit debutværk Suite for strygere, og i den beundrede Symfoni nr. 3. Men denne gang går det galt – den uskyldige valsemelodi angribes af kaotiske udbrud fra messingblæserne, der i dobbelt tempo og fremmede taktarter får musikken til at kannibalisere sig selv. Til sidst er der kun knoglerne tilbage i en makaber variation for slagtøj.

Afslutningen annonceres af en overdreven fanfare, som er en præsentation af – ingenting! Man får kun det mest forulempende, hele symfonien har at byde på, en fuldemandspolka med idiotiske umpapa-lyde. Skingre klange i piccolofløjte og klarinet klemmer variationstemaet ud en sidste gang, mens fagotterne bliver efterladt på deres dybe tone uden at opdage, at symfonien er slut.

Carl Nielsen brugte sin sidste symfoni til en dekonstruktion. En pinagtig skuffelse for den fan­skare, der troede de vidste, hvad de skulle beundre – men stærkt stimulerende for efterfølgende generationer, der med Nielsens 6. er forsynet med symfonisk brændstof til mange år frem i tiden.

© Jens Cornelius, 2014

Release date: 
januar 2015
Cat. No.: 
6.220625
FormatID: 
SACD
CoverFormat: 
Super Jewel Case
Barcode: 
747313162567
Track count: 
10

Credits

Recorded at Avery Fisher Hall, Lincoln Center, New York City, 1-3 October 2014
Recording producers: Preben Iwan and Mats Engström
Sound engineer: Preben Iwan
www.timbremusic.dk

Recorded in the DXD audio format (Digital eXtreme Definition) 352.8kHz / 24 bit
Live monitoring on MK Sound speakers
Microphones main array: Decca Tree with outriggers: 5x DPA 4006TL
– surround microphones: 2x DPA 4015TL
Converters & Preamps: DAD AX24 – DAW system: Pyramix with Smart AV Tango controller
Mastering monitored on B&W 802Diamond speakers

The recording team of TimbreMusic wishes to thank Lawrence Rock, audio director of the New York Philharmonic, for his support during the productions.

Graphic design: Denise Burt, www.elevator-design.dk

Publisher: The Carl Nielsen Edition – Edition Wilhelm Hansen AS, www.ewh.dk

Dacapo acknowledges, with gratitude, the financial support of Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat, Augustinus Fonden and Beckett-Fonden Instruments made possible, in part, by The Richard S. and Karen LeFrak Endowment Fund.

randomness