Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Passage - Danske klavertrioer

Carl Nielsen
Vagn Holmboe
Per Nørgård
Anders Nordentoft

Passage - Danske klavertrioer

Trio Ondine, Erik Heide, Jonathan Slaatto, Martin Qvist Møller

På debut-cd’en Passage har Trio Ondine valgt at vise alverden deres musikalske bagland ved at stille skarpt på fire fornemme danske komponister og forbindelsen mellem dem. I den musikalske passage fra den unge Carl Nielsen over Vagn Holmboe og Per Nørgård til Anders Nordentoft kommer den stærke tradition, som binder komponisterne sammen, til udtryk med klavertrioen som synsvinkel og talerør. Den tætte forbindelse mellem de fire komponister på tværs af generationerne har en naturlig forklaring. Der løber nemlig en rød tråd af personlig overlevering gennem de indspillede værker: Carl Nielsen optog Vagn Holmboe på konservatoriet i København, Holmboe underviste Per Nørgård samme sted – og tyve år efter dennes flytning til Århus fik Anders Nordentoft sin afsluttende komponistuddannelse dér.

Køb album

CD

  • CD
    Digipack
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
Total runtime: 
67 min.
DM i moderne klavertrio for sværvægtere

Alle europæiske lande har en kanon af komponister. Folk i alle nationer har i et større eller mindre omfang sorteret i historiens musik og foretaget et udvalg, der synes at stå centralt i musikhistorien. Hvilke kriterier, der ligger til grund for udvalget, fortaber sig som regel i det dunkle, men komponisternes indflydelse, evner, originalitet og personlighed må være nogle af dem.

De fire komponister på denne udgivelse kunne sagtens være et udtryk for sådan et udvalg. Laver man et par opslag i en hvilken som helst bog om dansk musikhistorie fra de seneste 30 år, rammer dette rimeligvis plet. Og det bemærkelsesværdige er, at på trods af 110 års adskillelse i tid, og lige så vidt i æstetik, har alle de repræsenterede komponister i større eller mindre omfang haft et lærer-elev-forhold til hinanden. Der løber så at sige en rød tråd af personlig overlevering gennem værkerne: Carl Nielsen optog Vagn Holmboe på konservatoriet i København, Holmboe underviste Per Nørgård samme sted – og

20 år efter dennes flytning til Århus fik Anders Nordentoft sin afsluttende komponistuddannelse dér. Dette forhold er selvfølgelig et udtryk for, at Danmark er et lille land, men er også, hvad der er vigtigt, et udtryk for den sammenhængskraft historien har i mindre, og måske mere lukkede, samfund, hvor den foregående lokale tradition får en umiddelbar nærhed og tyngde. De har alle kendt hinanden og forholdt sig til hinanden. Alligevel er det på selv samme tid iørefaldende, hvor forskellige de forskellige værker er, uagtet deres personslægtskab. Alle værker er ganske udogmatisk skrevet uden om faste traditioner, og det vidner, i et eller andet omfang, om den åbenhed, aktørerne i et lille land er nødt til at udvise for ikke at stivne i provinsialisme.

På den måde kan man opleve 100 års dansk musik igennem fem klavertrioer. Fra Carl Nielsens kuriøse begyndelse, over musik skrevet i et nordisk åndedrag af Vagn Holmboe, hen over traditionsbruddet i 1960’erne eksemplificeret ved en af dets absolutte foregangsmænd, Per Nørgård, og hans åbne gestus, til Anders Nordentofts højst personlige og pluralistiske 1990’er musik. Og i og med at de alle er repræsenteret af en klavertrio, er det muligt, fordi mediet er det samme, at høre alle forskelle og ligheder på samme betingelser. Klavertrioen er med andre ord ligningens konstant.

Vagn Holmboe: Klavertrio op. 64 og Nuigen op. 129
Vagn Holmboes musik er i løbet af de seneste 10 år blevet tilgængelig for et stort publikum som følge af en lind strøm af udgivelser og opførelser af hans over 400 værker. Det viser sig nu, hvad en mere sluttet kreds altid har vidst, at Holmboe med sin personlige, altid gennemførte og poetiske stil er en helt central figur i dansk musik. I og for sig lå dette også i kortene i 1926, da Holmboe blev indrulleret på musikkonservatoriet i København på foranledning af selveste Carl Nielsen. Netop denne undervisning må have været en grundsten for Holmboe; renæssanceteoretikeren Knud Jeppesens undervisning på det melodisk-harmoniske felt aflejrede sig i Holmboes musik livet igennem som en art frit kontrapunkt. På det formmæssige plan blev metamorfosetanken central hos Holmboe i midten af 1940’erne, i en tid hvor han nød stor anerkendelse, og denne idé om den stadige forandring uden tab af identitet dominerede som teknik i og sindbillede for en stor del af hans musik.

Også Klavertrio op. 64 er influeret af metamorfosen. Skrevet i en frugtbar periode i Holmboes liv i 1954 udviser klavertrioen dog også mange andre væsentlige træk: det frie kontrapunkt uden imitationer eller lovmæssige bindinger, den fleksible frasering, den rene sangbare melodi og den modale harmonik uden iørefaldende kadenceringer eller tonale hjemsteder.

De tre satser er væsensforskellige udtryk af den samme sag. Hvor førstesatsen mest af alt i sin dramatiske udfyldning af alle takternes slag viser – hvad der er banalt i ord – hvordan melodier kan gå trinvis op og ned på mange måder. Andensatsen er derimod langt mere transparent i sin tekstur med enkle, langsomt lange, utroligt smukke, melodiske fraser i strygerne, hvorunder klaveret fra tid til anden lægger en spinkel harmonisk grund. Tredjesatsen er noget af det tætteste, Holmboe kommer på en art neoklassicisme. Ifald den er der, er den a la Béla Bartók med folkloristiske melodier i et mekanisk-maskinielt setup. Og i slutningen er det muligt at genkende de rullende motiver, der indledte værket, men ikke i en tilbagevenden: i en helt ny sammenhæng og på den måde som en funktion af metamorfosen.

Nuigen op. 129 er fra 1976 og viser trods den kendte Holmboeske tone ganske andre aspekter af komponistens oeuvre end Klavertrio op. 64. De tre hovedsatser er adskilt af intermezzi, og overalt forholder musikken sig til det indledende hovedtema i variationer, kontraster og gennemføringer. Temaet er umiskendeligt folkloristisk – måske fra Balkan, Rumænien eller sågar Grønland – men den præcise oprindelse fortaber sig, i og med at musikken er stiliseret kunstmusikalsk i den forstand, at temaet mere signalerer folklore som sådan, end det citerer fra en kulturspecifik tradition.

Førstesatsen er stort set en ren tematisk præsentation. Det let melankolske, men dog ganske iltre, violintema vises i alle de afskygninger, der er nødvendige for at kunne akkumulere identitet og tyngde til det videre forløb i de næste satser. Andensatsen er nemlig en tydelig gennemføring i langsomt tempo, hvor det ellers markante hovedtema opløses til melodiøse fragmenter. Her og der er der dog indskudte allegropassager fra klaveret, der fungerer til ihukommelse af førstesatsens fyrige folkemusik. I tredjesatsen er temaet forvandlet, men genkendeligt, i en ilter allegro over stok og sten. Først til allersidst citeres hovedtemaet toneret og tegner det sidste stykke af den organiske cirkel, der omslutter værket.

Det er interessant, at de to intermezzi er langsomme og inderlige kirkemusikalske passager for de to strygere, idet de som indskudte bemærkninger – det første som koral, det andet som to-stemmigt kontrapunkt – formår at give de omkringliggende satser et religiøst modspil til det folkelige og giver værket en både musikalsk og “moralsk” helhed.

Per Nørgård: Spell
At Per Nørgård er den bedst kendte nulevende danske komponist har flere grunde. Hans enorme produktivitet, hans evne til at finde nye veje med sit tonesprog, hans store synlighed i musiklivet gennem den mangeårige aktivitet som kompositionslærer og skribent har gjort og gør hans position og betydning i det danske musikliv svær at overvurdere.

Nørgårds musik fås i alle afskygninger – han har gennem årene på original vis formået at søge nye udtryk og nye former. Et element har dog spillet en væsentlig rolle for hans virke; nemlig opdagelsen af den såkaldte uendelig-hedsrække i slutningen af 1950’erne, der siden via sine uendelige udfoldninger har været det bærende kompositionsprincip i megen af Nørgårds musik. Princippet bag rækken er tilsyneladende enkelt: man bevæger sig fra tone til tone systematisk via intervalomvendinger og transponeringer, men mulighederne er mangfoldige – alt efter hvilket tonemateriale man lægger princippet ned over. Også nærværende klavertrio Spell fra 1973 er et resultat af uendelighedsrækken, og her er der tale om en mere minimal udgave, der giver musikken er særlig hørbar homogenitet.

Titlen Spell er dobbelt og begge betydninger er i spil; hvor den første, en fortryllelse, henviser til værkets hensættende virkning, er den anden, at stave, et billede på Nørgårds kompositoriske fremgangsmåde og altså den proces, de enkelte melodiske linjer er en del af. De mange tonegentagelser, som i små dynamiske grader ændrer sig, etablerer tydelige bevægelser fra punkt til punkt, som var musikken en konstant opremsning af tillægsord, der knytter sig til en substans – som om det var ord i et abstrakt digt, skrevet rundt om en ukendt genstand – som først til sidst, og i erindringen om det samlede lydbillede, bliver tydelig.

Musikken er et forløb af figurer, der gradvist ændrer sig i sektioner. De enkelte figurer arbejder mod hinanden rytmisk i et langt spænd af uens betoninger, sådan at et ustabilt, gyngende fletværk af toner opstår. Værket er i to halvdele, hvor den første – med klaverets ubrudte klangbånd og de mange tonegentagelser – opbygger et klangrum med en fuldstændig klar identitet af enkelhed, der på overfladen giver illusionen om, at musikken står stille, alt imens den konstant ændrer sig indeni. Den anden halvdel er et modstykke af tydelig udvikling i pendul mellem poler af det nærmest pastorale og det iltre, dramatiske. Kulminationen er afdæmpet, og værket afsluttes med en lille koda, der i sin mekanik giver mindelser om værkets begyndelse.

Carl Nielsen: Klavertrio
Har man Carl Nielsens mesterværker i frisk erindring, bliver man formentlig overrasket over denne meget tidlige og aldrig før udgivne klavertrio. Det drejer sig om et ungdomsværk fra 1883 fra tiden, hvor Nielsen ernærede sig som regimentsmusiker i Odense, endnu før optagelsen på konservatoriet i København og den uomtvistelige succes, der fulgte.

Dette er formentlig det kun tredje værk fra Nielsens hånd. Det er komponeret under indflydelse af Outzen – en ældre miskendt barpianist, der var velbevandret i den klassiske musiklitteratur, i hvis selskab Nielsen lærte Mozart, Haydn og Beethoven ganske indgående at kende.

Netop Mozart må have stået som forbillede for denne klavertrio. Wienerklassiske grundsten som klar, sangbar melodiføring i fire takter ad gangen, akkompagnement af brudte klaverakkorder, konstant bevægelse mod kadencen og en tæt tilknytning til hovedtonearten er alle til stede i trioen. Små enkle temaer der repeteres, varieres og gennemføres i en fast form kan med rimelighed opsummere værket.
Det er dog bemærkelsesværdigt, i sammenhæng med hele Carl Nielsens virke, hvordan disse grundtræk, trods den fantastiske originalitet senere i livet, bliver ved med at fascinere komponisten og i et eller andet omfang vedbliver at være stilideal. Den enkelhed og gennemsigtighed i sats, der i høj grad præger hele Nielsens produktion af sange og kammermusik (og i mindre grad symfonierne), er tæt forbundet med hans ungdoms kim, der både overlevede uddannelse, århundredskift og berømmelse.

Anders Nordentoft: Doruntine
Anders Nordentofts musik er sjældent præget af stor indvendig kontrast. Udtrykket kan sagtens være ekstremt, men det er det dvælende, undersøgelsen af det særlige, der er i fokus i modsætning til det dramatiserende. Nordentoft er født i 1957 og betragtes trods dette faktum som oftest som en yngre dansk komponist. Dette paradoks må tilskrives musikkens friskhed og altid højst personlige originalitet, i og med at Nordentoft har været en vægtig, etableret del af musiklivet i Danmark i snart 20 år.

Et helt særligt træk ved Nordentoft er hans udogmatiske tilgang til musikken, hvor stilistiske kendetegn fra de konventionelle musikalske territorier – jazz, modernisme, rock, pop, klassik – fungerer uproblematisk sammen. Dette er dog vel at mærke uden at komponere crossover i den forstand, at disse stiltræk er lukkede om sig selv og på hver sin måde stikker ud i musikken; tværtimod er musikken altid helstøbt, Nordentoftsk og sig selv.

Klavertrioen Doruntine fra 1994 er Nordentofts eneste. I lighed med en stor del af hans øvrige produktion er der tale om en, på samme tid, ganske traditionel tilgang til det at komponere og samtidig en fuldstændig udogmatisk omgang med stoffet. Med andre ord ligger det traditionelle aspekt i, at de musikalske fraser udelukkende er betinget af den musik, der går forud, sådan at musikken følger en indvendig, poetisk logik. I samme åndedrag er musikken fri og ubundet af stilistiske konventioner, og musikalske udbrud, fraser og vendinger giver derfor under hele forløbet overraskende svar på de spørgsmål, den forudgående musik stiller.

At der er tale om en art poetisk opgaveløsning og udfoldelse af de første par takters problem, sådan at den musik, der indleder, kan blive til et udfoldet hele, er et træk ved megen dansk musik skrevet af Nordentofts generation. Der har været talt om en 1980’ernes og 90’ernes Århus-skole, hvor en mængde komponister satte løsning af konkrete musikalske problemstillinger som tema for det at skabe musik som sådan.

Titlen på værket tilfører i øvrigt musikken et programmatisk indhold. Doruntine er originaltitlen på den albanske forfatter Ismail Kadares roman om en middelalderprinsesse, der via sit giftermål oplever et ekstraordinært livsforløb. I Nordentofts værk repræsenterer celloen med sin snirklede vej gennem de forskellige lydlandskaber netop Doruntine og hendes mærkværdige historie.

Henrik Friis, 2004

Release date: 
januar 2005
Cat. No.: 
8.226009
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Digipack
Barcode: 
636943600924
Track count: 
13

Credits

Indspillet i DR Radiohusets koncertsal 8. september 2001, 26. and 28. marts og 30. april 2003
Producere: Morten Mogensen og Henrik Sleiborg
Teknik: Ronald Skovdal og Peter Bo Nielsen
Redigering: Morten Mogensen
Grafisk design: www.elevator-design.dk

Denne cd er produceret i samarbejde med Danmarks Radio

randomness