Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Orkesterværker

Tage Nielsen

Orkesterværker

Århus Sinfonietta, Aarhus Symfoniorkester, Jean Thorel

”Musik skal være udtryksfuld, men samtidig kontrolleret” sagde komponisten Tage Nielsen en gang i et interview. Ordene passer perfekt til Dacapos nye cd-udgivelse med fem centrale værker af den nyligt afdøde komponist, der brugte store mængder energi på at organisere dansk musik- og kulturliv. At Tage Nielsen samtidig har haft overskud til at komponere er et under i sig selv, og at det blev til værker som Il giordano magico og Passacaglia gør ikke underet mindre. Tage Nielsen forstod som komponist at skabe en særlig fortættet stemning og et rum med mange musikalske dimensioner. Kollegaen Karl Aage Rasmussen sagt om Tage Nielsens oeuvre, at han ”insisterede på at give sine værker fylde i stedet for omfang”. Dette gælder også cd’ens kammerorkesterværker Konzertstück, Retrospect og 5 operafragmenter – den sidste med musik fra operaen Latter i mørket. Musikken er gribende, ofte voldsom i alle disse værker, og alligevel sidder man ofte med ørene som på stilke for at få alle detaljer med. Tage Nielsen formåede i sandhed at forene udtryk med kontrol. Tage Nielsens orkester- og kammerorkesterværker er indspillet af henholdsvis Århus Symfoniorkester og Århus Sinfonietta, begge dirigeret af franske Jean Thorel. Erik Kaltoft er solist i Konzertstück.

Køb album

CD

  • 139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
"Der er meget at hente i disse nyindspilninger med deres rene, men direkte farver og detaljer, meningsfulde gestik og timing”
Jan Jacoby, Politiken
Total runtime: 
62 min.
Mangfoldighed i stil og klang

For den danske komponist Tage Nielsens virke (1929-2003) gjaldt det, at det at skrive musik var noget, han også gjorde. Oprindelig uddannet cand.mag. i musik og fransk ved Københavns Universitet og med privatstudier hos Rued Langgaard i komposition opnåede han ubetinget succes på to fronter, dels musikalsk, hvad denne udgivelse vidner om, men dels også i udviklingen af en mangfoldig og levende musikkultur i Danmark. For da Tage Nielsen for nylig gik bort, forsvandt en vægtig og vigtig skikkelse i dansk musikliv. På det organisatoriske plan prægede Tage Nielsen Danmarks Radios musikafdeling i de stormfulde år omkring 1960, og senere bestred han i en lang årrække rektorposten ved konservatoriet i Århus. Her formåede han i den grad at vende op og ned på begreberne provins og hovedstad, og hvad der sædvanligvis knytter sig dertil af tillægsord. De administrative poster må dog have stjålet tiden fra det kompositoriske; Tage Nielsen værkliste er ikke specielt lang – til gengæld har han, med kollegaen Karl Aage Rasmussens ord “insisteret på at give værkerne fylde i stedet for omfang” i en sjældent set musikalsk omhyggelighed. Alle værker fra Tage Nielsens hånd synes konsekvente i tanke og håndværk med en eminent sans for både klanglige finesser og behørig action.

Tage Nielsens musik undergik markante forandringer, da modernismen kom til Danmark for alvor i 1960. Fra, i tråd med den herskende tidsånd, at komponere neoklassisk, Béla Bartók-inspireret musik i 1950’erne lod Nielsen en atonal, klangmættet stil bære sine værker allerede i fx værket 2 nocturner i 1961 og fortsatte derefter, som de fleste, eksperimenterne op gennem årtiet. Eksperimenter i ordets egentlige forstand, hvor komponisten ingen anelse har om udfaldet, er et ord, der kun delvist dækker; Tage Nielsens musik fornægter aldrig de musikalske regler, der har århundredernes gyldighed – kontraster, melodi-føringens spændinger og former af enheder, der fungerer som helheder sammen – sådan at selv om musikken er moderne og frisk, er den også musik, der virker i og af sig selv. Fra den periode udviser værkerne en ret voldsom ekspressiv side, hvor mægtige klangflader, ofte i størrelse af et fuldt orkester, spændes op i hidsige forløb, der veksler mellem det afmålt moderne, patos og poesi. Fra 1970 og frem sneg også “citat”-musikken sig ind på Tage Nielsen, hvor ganske megen forskellig musik adopteres som materiale og formes på ny i et selvstændigt, nutidigt sprog. Et centralt eksempel på dette er komponistens største succes, i billetsælgerens forståelse af ordet, operaen Latter i mørket til tekst af Nabokov, hvortil denne udgivelses 5 operafragmenter knytter sig som en art forløber.

Il giardino magico (1967-68)

Orkesterværket er kort fortalt en musik af usædvanlig mange forskellige musikalske elementer, der forener sig til et hele af klang. Titlen henviser til en klosterhave, en magisk have, i en lille italiensk bjergby, hvor Tage Nielsen i midten af 1960’erne gik tur og fik inspiration. Og selv om musikken ikke er noget skøn-maleri, er det alligevel ikke svært at fornemme, hvordan inspiration blev til komposition. For i rigtige haver er det ikke blot oplevelsen af den enkelte blomst eller busk, der giver magien, men blikket ud over det sammensatte spil af elementer. På samme måde er de enkelte toner og klange i Il giardino magico blot dele af større sammenhænge – ikke at delene er uvæsentlige, uden dem ingen helhed, men de er ufuldstændige uden deres fællesskab.

Man kan sige, at værket er komponeret i flader af smådele, der giver lytteren en illusion om, at musikken står stille – på overfladen – mens alle smådelene, ofte 30-35 forskellige samtidige stemmer, bevæger sig indeni. Så når man skal beskrive, hvad der foregår i musikken, er det nødvendigt at zoome ud fra de enkelte dele og følge de bevægelser i tempo, klangfarve, karakter og register, de store flader danner.

Klangflademusikken havde en del ophavsmænd i 1960’erne, med Ligeti og Penderecki som de mest berømte, men i modsætning til disse, der roligt kan siges konstant at forfølge bestemte måder at komponere dem på, er Tage Nielsens musik ganske varieret. Her er dels passager, hvor det at alle instrumenter gør noget forskelligt, men uprægnant, giver enhed, men dels også steder hvor alle instrumenter gør præcis det samme, og dermed skaber et hele.

I øvrigt, som en lille kuriositet, er nærvæ-rende magiske have i den lille italienske bjergby også stedet, hvor Richard Wagner godt 100 år tidligere udtænkte Klingsors tryllehave i 2. akt af Parsifal, og bevidst eller ubevidst har der sneget sig mindelser om den ældre kollegas særkender ind: rundt omkring findes utrolig ekspressive passager, hvor en enkelt stemme støt stiger i tonehøjde og spænder klangen endnu mere – på samme måde, som når Wagner lader sine melodier stige en halv tone ad gangen og øger intensiteten eksponentielt for hvert enkelt skridt.

Passacaglia (1981)

Dette er et af Tage Nielsens absolutte hovedværker. I og for sig er der tale om et stykke ægte klassisk musik, hvor værkets første klang udarbejdes gennem hele værket, sådan at den enkelte enhed er en bunden del af værkets mangfoldighed. En passacaglia er en barokdans med melodien i bassen, og Nielsen fornægter ikke grundlaget; strygernes indledende, langsomme, højspændte akkord-række – passacagliaens melodi – formår at definere grundkarakteren stykket igennem. Selv i værkets lange midterdel, hvor musikkens tempo er omskifteligt i en fri, fortællende stil, og hvor melodien udsættes for en serie afbrydelser, farvninger, omvendinger etc. forbliver melodien intakt og afslutter som sådan værket. Musikken giver klare klanglige associationer til musikken i ekspressionismens Wien ved forrige århundredskifte: tætheden i melodierne og den klanglige mætning bliver udtryk for en syntese for Tage Nielsen som komponist, forstået sådan at den klassisk enkle elegance i melodi og form kombineres klangligt med det ekspressive indadvendte i én gennemarbejdet helhed.

De forskellige stadier, musikken gennemgår, vidner om en enorm spændvidde. Selv om værket er fuldstændig sig selv hele vejen med en klangbund, der favner de mange skift, bevæger musikken sig igennem et stort repertoire af dramatiske karakterer, hvor det er svært ikke at blive imponeret af de fuldstændig minutiøst udlagte ‘armbevægelser’ musikken har. Og som i øvrigt ‘kan’ det hele: de er hidsige, de er klaustrofobisk spændte og de er sarte og poetiske.

Konzertstück (1998)

Humoren er i højsædet i denne alternative klaverkoncert for det enkeltbesatte symfoniorkester, sinfoniettaen. Musikken er i udgangspunktet enkel, men bliver pga. én lille rytmisk detalje uoverskuelig kompliceret: dirigenten må ikke dirigere pianisten, og pianisten må ikke se på dirigenten. På den måde forskyder musikken sig indbyrdes konstant, og punkterne, hvor stemmerne samler sig til en kulmination, mister lidt deres potens, når pianisten enten har været der, eller kommer et par sekunder for sent. I sin enkelhed er musikken bygget af to lag. Pianisten spiller stort anlagt og virtuost noget, der kunne minde om 1950’ernes flimrende supersystematiske serialisme, hvor alle tonerne får lige mange indsatser, mens de øvrige instrumenter jævnt travende tegner en støt faldende linje af halvtoner indtil en kulmination – og så forfra igen og igen på stort set samme måde.

Ud over at være sig selv er værket også en ironisk kommentar til det drævende samspil i Ludwig van Beethovens 4. Klaverkoncert. Denne ekstraordinære dimension i musikken, denne traditionsleg, giver musikken et nyt betydningslag, som er ganske svært at beskrive, da det i stedet for at handle om det, der spilles, handler om det, der huskes og vides i lytterens hoved.

Retrospect (2001)

Titlen på værket antyder en eller anden form for tilbageskuende, opsummerende karakter, og i det lys kan Tage Nielsens musik måske generelt høres som et konfliktfyldt skisma mellem den kontrollerede komposition af musikalske elementer i stram tid – og en fri, dvælende musik, hvor de enkelte lyde og klange for lov at være sig selv. For i Retrospect er netop disse to poler tematiseret musikken igennem; der veksles mellem afsnit af enorme og energiske kontrapunktiske væv og passager af tidløs, tyst musik, hvor instrumenternes indsatser har den fornødne stilhed på hver side til at klinge et-eller-andet smukt i-sig-selv.

Det er selvfølgelig en illusion af dimensioner, at de tyste afsnit er frie og ude af tid. Tage Nielsen er gået vidt for at konstruere et rum af vekslende taktarter, generalpauser og forskydninger, sådan at musikken er utællelig og derfor virker rubato estremo eller måske endda improviseret. Lige så iørefaldende er så de klanglige effekter, der bydes på i de stramme ‘komponerede’ afsnit. Dette fx når alle stemmer i sinfoniettaen bevæger sig i et væv af forskellige melodiske linjer – der på den måde danner en samlet klang – for derefter at samle sig i triller, der vel at mærke ikke kulminerer, men forbliver klang, der udvider sig, trækker sig sammen, stiger og falder i tempo.

5 operafragmenter (1986-91)

Vladimir Nabokovs roman, og Tage Nielsens kammeropera, Latter i mørket handler om den respektable midaldrende mand Albinus, der forlader sin kone til fordel for en elskerinde, halvt så gammel som ham, der ligesom hovedpersonen gerne vil gøre sig i filmens verden i 1930’ernes Berlin. Romanen kort fortalt er et stykke satirisk katastrofe om begær, bedrag og forblindelse. De 5 operafragmenter er instrumentale scener, der netop søger at indkredse det dekadente berlinerliv i en vidtgående blanding af musikalske stilarter – ekspressionisme, romantik, pop, jazz og kabaretmusik – i en stemning, der med Tage Nielsens egne ord mest af alt består af en ironisk distance, men hvor tragedien samtidig lurer lige om hjørnet.

Mangfoldigheden i stil lader sig bedst beskrive ved en gennemgang af de fem sceniske fragmenter: hvor den første er bundet af afmålt og kølig modernisme, af punktuel musik, sarte komplekse klange og vilde gestikulationer, er den anden en sær kabaret af marcher og wienerklassik. Den tredje er så til gengæld en ægte ragtime, men hvor de skæve, vel egentlig falske, blæserindsatser, lader lytteren ane, at der er mere end en brølende danseklub under overfladen. Albinus’ mareridt er fjerde fragment, og fragmenteret er vel også den bedste beskrivelse af formen på onde drømme; musikken er uden overordnet logisk sammenhæng, men til gengæld ekstremt dramatisk. Femte og sidste fragment er scenen, hvori Albinus dør. Det er igen ganske dramatisk, men denne gang klaustrofobisk indestængt med en serie krampagtige slagtøjsudbrud, førend alt samler sig i en udånding og et stivnet dødsøjeblik.

Henrik Friis, 2004

 

Release date: 
februar 2005
Cat. No.: 
8.224702
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Digipack
Barcode: 
747313690220
Track count: 
9

Credits

Indspillet i Frichsparken, Århus 9.-12. september 2003 og 22.-26. marts 2004
Producer: Morten Mogensen
Teknik: Claus Byrith

Coverbillede: Denise Burt
Grafisk design: www.elevator-design.dk

Dacapo Records ønsker at takke Århus Symfoniorkesters Fond, Dansk Komponistforening/KODAs midler til sociale og kulturelle formål og KODAs kollektive båndmidler

randomness