Maskarade

Forord

af Michael Schønwandt

Carl Nielsen definerede på det nærmeste den danske sangtone. I utallige sange og viser, som kendes og synges af snart sagt alle danskere, skabte han en tone, der synes altid at have været til stede i den fælles danske bevidsthed.

Og Maskarade bygger en enestående bro mellem det folkelige og den elitære kunst. Dens sprog rammer lige ned i den danske tone: på én gang meget ligetil, sprognær, fuld af typisk hurtig dansk vid, og samtidig raffineret. At høre Jeronimus´ centrale sang ”Fordum var der fred på Gaden” er tilsyneladende som at høre en af Carl Nielsens utallige danske viser. Men ved nærmere eftersyn viser den sig at være langt mere krævende at synge med et spænd på over halvanden oktav! Den ville aldrig gå som fællessang!

Der er for mig ingen tvivl om, at Carl Nielsen hentede inspiration til Maskarade i Falstaff og Mester­sangerne i Nürnberg – to operaer, han selv i de år som violinist i Det Kongelige Kapel var med til at spille på Det Kongelige Teater. Som i de to operaer syder orkestret af vittige kommentarer til handlingen gennem hele operaen, men tonesproget er helt umiskendelig Carl Nielsen.

Maskarade har fulgt mig hele mit liv. Jeg lærte operaen at kende, da jeg var 10, og lærte hurtigt hver eneste tone udenad. Jeg tager den viden og kærlighed som en udfordring til hver eneste gang at belyse partituret på ny, i tæt samarbejde med de medvirkende sangere og musikere med deres viden, erfaring og kunstneriske sind.

I over 100 år har Maskarade været den danske nationalopera. Og når den som her opføres af en perlerække af de fremmeste danske sangere anno 2015, mærker man tydeligt generationers opsparede viden om og kærlighed til Maskarade. Måtte dens rigdom på livsglæde blive ved med at hylde kærligheden og det uudslukkelige liv!

Vinder i det lange løb

af Knud Ketting

Så tidligt som i begyndelsen af 1890’erne havde den da nyansatte violinist i Det Kongelige Kapel Carl Nielsen (1865-1931) tumlet med ideen om at skrive en opera på basis af Ludvig Holbergs komedie Mascaraden. Nielsen opgav dog tanken igen, og hans første opera, Saul og David, blev i stedet baseret på Det Gamle Testamente. Den blev uropført på Det Kongelige Teater i 1902.

Ideen om en Holberg-baseret opera havde Nielsen dog ikke glemt. I første omgang forsøgte han sig med en handlingsgang på grundlag af Holbergs Kilderejsen. Han forkastede hurtigt ideen til fordel for Mascaraden, der på Holbergs tid var blevet uropført på Teatret i Lille Grønnegade (Det Kongelige Teaters forløber). Denne komedie var sidst blevet spillet på Det Kongelige Teater i sæsonen 1896-97, så den ville adskillige københavnske teatergængere stadig have en levende erindring om. Det gjorde valget af librettist så meget mere afgørende.

Det problem mente Nielsen at have fundet løsningen på, da han en aften ved en forestilling, som Universitetet gav i Folketeatret, fik øje på den stort set jævnaldrende litterat Vilhelm Andersen (1864-1953), som spillede med i forestillingen. Andersen var velmeriteret efter at have vundet Københavns Universitets guldmedalje i 1891, og Nielsen opsøgte ham nu med sin Holberg-idé under armen.

Andersen tændte på projektet og gik straks i gang med librettoen ud fra Nielsens synopsis. Holbergs komedie fra 1724 var i tre akter. Nielsen havde også en treakts-opera i tankerne, hvor dog kun første akt skulle baseres mere eller mindre på dele af Holbergs første og anden akt. Hele Nielsens tredje akt skulle foregå i Maskaradehuset, hvor vi hos Holberg kun har været i det intermedium, der afslutter hans første akt, og som Holberg kun har denne korte beskrivelse af:

”Intermedium, hvorudi Mascaraden præsenteres. Derudi præsenteres Leander at blive forliebt i en Maske, som er Leonora, Leonards Datter. De demaskerer sig begge, tales ved, og gir hinanden sine Ringe. Naar samme Præsentation har varet et Qvarteer, lader mand Dekket falde.”

Nielsen havde librettoen liggende fra foråret 1904, men kom først i gang med at komponere omkring årsskiftet 1904-05. Nielsen havde fra april 1904 fungeret som kapelmestervikar ved Det Kongelige Teater, men modtog så i marts 1905 meddelelse om, at han fra den følgende sæson skulle tilbage til sin plads i Det Kongelige Kapels andenviolin-gruppe. Det ønskede Nielsen ikke og fratrådte derfor ved udgangen af sæsonen 1904/05. Han skulle dog fra sæsonen 1908/09 få ansættelse som Teatrets 2. kapelmester 1908/09 (og dermed atter få mulighed for at dirigere Maskarade, nu som ansat kapelmester, ikke som værkets komponist).

Nielsens hustru, billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen, havde fra medio november 1904 været i Athen for at fortsætte sit arbejde med at kopiere antikke skulpturer på Akropolis-museet. Hendes langvarige fravær belastede både ægtemanden og de tre børn, og Anne Marie havde omkring 1. april 1905 efter stadig mere desperate breve fra Carl i al hast måttet rejse hjem til København for at rede trådene ud.

Derefter kom der atter gang i kompositionsarbejdet. I første omgang handlede det om for Nielsen at få indleveret førsteakten til Det Kongelige Teater, så den nye opera kunne blive godkendt til opførelse i sæsonen 1905-06. Blækmanuskriptet til 1. akt skulle foreligge inden sæsonens afslutning 31. maj 1905, og det klarede Nielsen. Derimod måtte han ved Teatrets næste frist, 9. oktober 1905, hvor han skulle aflevere hele operaen, i al hast komponere nogle heftige slutakkorder og håbe på, at gamle Johan Svendsen, Det Kongelige Teaters mangeårige chefdirigent, ikke ville opdage, at operaen faktisk endnu ikke var helt færdigkomponeret. Eller måske ville se igennem fingre med det. Han havde nemlig altid været Nielsen venlig stemt. Svendsen accepterede da også den nye Holberg-opera i sit votum. Teatrets tekstcensor, Otto Borchsenius, var yderst negativ over for Vilhelm Andersens tekst, men erklærede sig heldigvis villig til at bøje sig for Johan Svendsens positive votum.

Forskellige praktiske forhold gjorde det nødvendigt at udskyde premieren til 11. november 1906, og Nielsen udnyttede tiden til det sidste: ouverturen, der i lighed med ouverturen til Mozarts Don Giovanni leder direkte over i operaens første akt, blev færdig seks dage før premieren, og derefter tilkomponerede Nielsen yderligere en vise til Leonoras tjenestepige Pernille i operaens anden akt. Denne figur havde ikke fået så tydelig en profil som sin mandlige partner, Leanders tjener, Henrik. Ham havde Andersen på Nielsens foranledning nemlig udstyret med en oprørsånd, der ganske vist mere svarede til perioden omkring revolutionen i Paris 1789 end til Holbergs epoke et halvt århundrede tidligere.

Den her foreliggende indspilning rummer hele Nielsens Maskarade-partitur. Men allerede under prøverne forud for urpremieren havde Nielsen måttet indvillige i at stramme tredje akt gennem tre mindre beskæringer. Rollebesætningen rummede ikke kun en række af Teatrets sangere, men også nogle af dets bedst syngende skuespillere, deriblandt så ypperlige karakterfremstillere som Karl Mantzius (1860-1921) som Jeronimus og Jonna Neiiendam (1872-1938) som hans fru Magdelone. I de overvejende positive anmeldelser fremhævedes operaens første akt som særlig vellykket.

Blev det så Holbergs komedie eller Nielsens opera, der i længden løb af med københavnernes gunst? Holberg-komedien blev igen spillet nogle gange i sæsonerne 1914/15 og 1915/16, men derefter ikke yderligere i Nielsens levetid. Mens operaen i den oprindelige iscenesættelse frem til sæsonen 1929/30 oplevede i alt 59 opførelser under skiftende dirigenter, inklusive Nielsen selv, og med lidt skiftende forkortelser i anden og tredje akt.

I 1931 skulle operaen så genopsættes, stadig i det oprindelige sceneudstyr, men med ny instruktør, Poul Wiedemann, og ny dirigent, italienske Egisto Tango. Nielsen var på premiereaftenen den 26. september tydeligt besværet af de hjerteproblemer, der faktisk med mellemrum havde plaget ham i årevis. Denne gang viste det sig dog at være mere alvorligt. Han måtte den 1. oktober lade sig hasteindlægge på Rigshospitalet, hvor han vågnede kortvarigt for sidste gang omkring kl. 22 den følgende dag. Døden indtraf omkring ti minutter efter midnat den 3. oktober.

Hjælpsom havde Nielsen været helt til det sidste. Jonna Neiiendam skulle stadig synge fru Magdelone i den nye 1931-indstudering. Nielsen havde godt lagt mærke til, at hun under prøverne nu syntes at have besvær med den lille solo i anden akt, hvor den forlystelsessyge gamle kone skal liste sig over gaden til Maskaradehuset. Han havde derfor ti dage før premieren sendt hende en nænsomt revideret udgave af soloen, der lige så stille hjalp hende ud af kvalerne.

Er det ikke netop sådan, gamle venner kan hjælpe hinanden i nødens stund?

© Knud Ketting, 2015