Frozen Moments

<h5>Erindrede sange</h5><p><em>Af Andrew Mellor</em></p><p>Der kredser hele tiden musik rundt omkring Mette Nielsens hoved: barndomshjemmets akkordeonmelodier, børnesange og den permanente &ldquo;komplekse maskinlarm&rdquo;, som hun hører for sit indre øre og har været adskillige år om at få bragt ned på papir. I de 10 år, der er gået siden Mette Nielsens eksamen fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 2013, har resultaterne af denne proces til gengæld skaffet hende adskillige priser og er blevet opført af grupper som Ensemble intercontemporain, Athelas Sinfonietta og symfoniorkestret i hendes fødeby, Odense.</p><p>Sange og det at synge er forblevet et afgørende element i Mette Nielsens værker, også når der ikke indgår stemmebånd i opførelserne. Hun synger selv i det bulgarsk-syngende kvindekor Usmifka, hvis brug af liggetoner, improvisation og en råt vibrerende klang har været med til at lade hende finde sin egen klanglige kraft og personlighed som komponist. Ved hendes debutkoncert i 2017 fra solistklassen ved Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus blev erindrede sange fra de medvirkendes barndom flettet sammen til et større værk, som sitrede af sangmelodier.</p><p>Mette Nielsens fortsatte lydhørhed over for sine musikalske barndomsoplevelser &ndash; og hendes første kompositionsforsøg endnu inden hun fyldte 10 &ndash; afspejles i hendes bestillingsværker til skole- eller børneensembler og den nuancerige, smukke upræcision, der uvægerlig kendetegner sådanne ensembler under en fremførelse. Det kan igen hænge sammen med Mette Nielsens frugtbare interesse for det, hun kalder &ldquo;uperfekt enstemmighed&rdquo;: friktionen mellem to marginalt forskellige frekvenser, som enten kan adskille sig fra hinanden eller forsøge at tilnærme sig hinanden. Denne spænding mellem to næsten identiske toner giver med Mette Nielsens egne ord mulighed for &ldquo;at lukke op ind til nogle meget små rum&rdquo;.</p><p>Mødet med musik af Pelle Gudmundsen-Holmgreen og Rasmus Zwicki (der også har været hendes lærer) gjorde Mette Nielsen opmærksom på de kreative muligheder i det absurde og i aleatorik. I lighed med Gudmundsen-Holmgreen har hun anvendt modulteknikker, hvor et partitur måske består af et enkelt element fra et andet partitur eller af et eksisterende partitur, hvor nogle af stemmerne er blevet fjernet. Uforudsigelige elementer baseret på tilfældighedssystemer eksisterer side om side med en grad af total kontrol, hvor Mette Nielsen personligt instruerer enkelte musikere under en fremførelse.</p><p>Flere af disse teknikker præger også de her indspillede værker, et øjebliksbillede af et årti i komponistens liv, men i betragtning af hendes produktivitet inden for mange genrer og kombinationer heller ikke mere end det. Trilogien bestående af de beslægtede værker <em>Alone,</em> <em> Together </em> og <em>Apart&nbsp;</em>lader ved hjælp af modulteknikken hvert enkelt værk afsløre nye sandheder om de to andre. Det er musik drevet af sang og musik, der borer sig dybt ind i forestillingen om den uperfekte enstemmighed. &ldquo;På hver sin måde,&rdquo; forklarer komponisten, &ldquo;handler alle stykkerne om at bevæge sig ind i en lyd, standse tiden eller ændre tiden.&rdquo;<br />&nbsp;</p><p><img alt="" class="inline_860x2" height="1146" src="/sites/default/files/styles/inline_image_860x2/public/images/NOVO_Quartet_c_HEIN_Photography.jpg?itok=i_nbCKpf" width="1720" />NOVO Quartet &copy; HEIN Photography<br /><br /><strong>String Quartet in One Movement</strong> (2012)<br />Som elev af (blandt andre) Bent Sørensen og Niels Rosing-Schow har Mette Nielsen ikke mindst lært noget om sammenhængen mellem &ldquo;idéen&rdquo; og dens realisering &ndash; og forståelsen af, at &ldquo;idéen&rdquo; kan blive nødt til at ændre eller udvikle sig for at kunne eksistere i den virkelige verden, ikke ulig processen i forbindelse med at ville indfange eller genskabe et flygtigt billede set gennem et vindue.</p><p>Efter at have været gennem en kreativt udfordrende periode og holdt et års orlov fra sine studier viskede Mette Nielsen tavlen ren med sin <em> String Quartet in One Movement &ndash; </em> et &ldquo;ground zero&rdquo; for hendes kompositionsprincip om at skære ind til det teknisk og klangligt elementære og samtidig i ekstrem grad få bekræftet sin antagelse af, at enstemmighed aldrig kun er helt enstemmig.</p><p>Musikken lader en enkelt tone gå på omgang mellem de fire instrumenter i en strygekvartet. Tonen D (som er en løs streng på alle de fire involverede instrumenter) bliver i rytmisk henseende opdelt fra den oprindelige halvnodeværdi i fjerdedele, trioler og ottendedele samt udsat for terrassedynamik og et overflødighedshorn af klanglige variationer, heriblandt et sagte <em>col legno battuto</em> (hvor strengene anslås med bagsiden af buen). Det ligner på samme tid en lutrende jagt på ligevægt i ensemblet og en &ldquo;spaltning&rdquo; af ensomheden, der resulterer i en musik af langt mindre minimalistisk karakter, end den umiddelbart fremstår.</p><p><strong>Alone, Apart, Together</strong> (2021)<br /><em>Alone</em>, <em>Apart&nbsp;</em>og <em>Together&nbsp;</em>er tre separate stykker, der i et vist omfang også er indbyrdes forbundet &ndash; med Mette Nielsens egen formulering &ldquo;ledsagerstykker&rdquo;. <em>Alone</em> er for bassetklarinet &ndash; den dybere og mere fyldige variant af den almindelige klarinet, som blev udviklet i slutningen af 1700-tallet, og som Mozart skrev sin klarinetkoncert for. I <em>Alone&nbsp;</em>hører man klarinetten udforske et rum i al dets tomhed &ndash; et intet, som delvis fyldes ud i <em>Together</em>, hvor tre strenge klinger med i netop de tomme områder, som klarinetten tilsyneladende bevæger sig rundt. I <em>Apart&nbsp;</em>hører vi strengene reagere uden klarinettens undersøgelser. Det fører ifølge Mette Nielsen til, at &ldquo;tiden bliver elastisk&rdquo;.</p><p><em>Alone</em> er skrevet til klarinettisten Jonas Frølund, som ifølge partituret både skal spille flere toner samtidig, growle og synge gennem instrumentet. Ofte synger han den samme tone, som han frembringer på klarinetten, men hans stemme presser tonen en anelse i retning af en halvtone og skaber dermed friktion med den rene tone fra instrumentet.<br />&nbsp;</p><p><img alt="" class="inline_860x2" height="1147" src="/sites/default/files/styles/inline_image_860x2/public/images/Jonas_Froelund_c_Birgit_Tengberg.jpeg?itok=dgqO3reZ" width="1720" />Jonas Frølund &copy; Birgit Tengberg</p><p><em>Alone</em> er præget af en søgende stemning: Instrumentet undersøger omgivelserne, tager bestik af dem (også af sit eget omfang) og springer frem fra den sammenpressede energi i en gruppe tætte halvtoner. Tonerne selv placerer sig i overensstemmelse med det, Mette Nielsen kalder en &ldquo;tonespiral&rdquo;, værkets tonehøjde-dna. Undervejs vurderer soloklarinetten denne tonespirals position og indhold &ndash; og opdager formen og karakteren af det rum, den befinder sig i. Derigennem får den også bekræftet, at den i sandhed er alene.</p><p><em>Apart&nbsp;</em>fortæller historien set fra den modsatte side &ndash; fra rummet selv i skikkelse af en strygekvartet. Det bliver sat i bevægelse af abrupte, skingre akkorder bestående af tomme kvinter på alle fire instrumenter, der fungerer som vagtposter. De udløser de efterfølgende reaktive genklange, hvoraf mange er noteret i &ldquo;frie&rdquo; tempi &ndash; en aleatorisk teknik, hvor hver enkelt musiker spiller de foreskrevne toner og den ønskede rytme, men i overensstemmelse med sin personlige tidsopfattelse som reaktion på at lytte til de andre instrumenter.</p><p>Det bidrager til følelsen af, at &ldquo;tiden&rdquo; i traditionel forstand ikke er til stede i <em>Apart.&nbsp;</em>Måske udspringer tanken af en mere omfattende forestilling om, at vi i dette værk hører virkninger uden årsag. Indimellem fornemmes en lyrisk melodi som et ekko af noget uhørt, alt imens alternative spillemåder som &ldquo;kradse-&rdquo; eller &ldquo;knase-toner&rdquo; bestyrker tanken om reaktiv genklang. Selv de stramme kvintakkorder river sig til sidst løs som et sikkert tegn på, at grundlaget i <em>Alone</em> ikkelængere er til stede til at forankre musikken, som til slut fordamper.</p><p>Som titlen antyder, forener <em>Together&nbsp;</em>de to øvrige partiturer. Vi hører klarinettens forløbere og deres virkninger, her gengivet på tre strenge. I særdeleshed de usammenhængende elementer fra <em>Apart </em>falder pludselig logisk på plads som dele af en i sandhed reaktiv musikalsk dialog. Mette Nielsens tonespiral viser sin arkitektoniske betydning, kombinationen af klarinettens multitoner danner en slags samlende net, og helheden falder på plads det sted eller i det rum, den forsøgsvis har taget mål af.</p><p><strong>Kvartet til minde om en sang</strong> (2016)<br /><em>Kvartet til minde om en sang</em> gør brug af en melodi, som Mette Nielsen selv skrev som barn (og som også optræder i hendes eksamensværk <em> En sang</em>). Melodien præsenteres næsten som et tema i en fuga, men uden at blive udviklet i traditionel forstand.</p><p>I stedet opstår der et korroderende variationsværk, hvor melodien gøres stadig mere skrøbelig og fraværende: vaklende, tilsyneladende drømt og psykedelisk, forklædt, forvrænget grænsende til støj, tilsmudset, ridset og udvisket, så den næsten er forsvundet og gjort flygtig af samtidige overtoner, eller man bliver distraheret væk fra den ved hjælp af smældende pizzicatoer. De enkelte instrumenter går deres egne veje med melodien, men er ofte ude af stand til at fastholde grebet om den. Uanset hvor flygtig melodien forekommer, er dens tilstedeværelse imidlertid altid mærkbar &ndash; på en eller anden måde.</p><p><strong>Forestilling om et fastfrosset øjeblik</strong> (2020)<br />&ldquo;Hvordan ville det være, hvis man kunne holde inde midt i et stykke &ndash; hvis man kunne standse tiden, gå rundt om de enkelte elementer og iagttage dem?&rdquo; spørger Mette Nielsen i forordet til sit partitur til <em> Forestilling om et fastfrosset øjeblik</em>. Tanken fremmaner idéer om en efterhånden velkendt filmteknik, hvor handlingen et kort øjeblik stivner, mens kameraerne fortsætter med at bevæge sig rundt omkring den, tage bestik af folk og genstande, som svæver i luften &ndash; fastfrosne i tid.</p><p>Partituret for strygekvartetten er en musikalsk realisering af denne tanke og udvider samtidig Mette Nielsens interesse for at fokusere på ekstreme detaljer eller et enkelt musikalsk objekt. Her er udgangspunktet en relativt enkel musik, hvor det sanglignende tematiske &ldquo;hook&rdquo; høres i bratschen. Efter et temposkift knap et minut senere begynder vi at se tilbage på det samme materiale fra alle mulige forskellige vinkler og zoome ind på bestemte elementer som for at holde dem op og vende og dreje dem for ørerne af os. Det viser sig imidlertid, at den tematiske udvikling faktisk ikke er standset: Temaet er fortsat og frembyder rigeligt af andet materiale at spole tilbage, samle op og undersøge &ndash; side om side med trangen til at vende tilbage til den enkle indledende musik og undersøge den forfra endnu engang.</p><p>Processen fortsætter. Undervejs stivner musikken på bestemte toner eller akkorder i perioder på fem (to gange), 10, 15, 25 og 40 sekunder &ndash; hvor tonehøjderne står stille, mens musikken fortsætter med at forandre sig som følge af, at hver musiker har lov til at veksle mellem forskellige foreskrevne artikulationsmåder &ndash; bruge forskellige dele af buen eller strengen til at opnå forskellige klangfarver med. Det er, som om vi bliver ført ind i akkorden for at se nærmere på dens indre og opleve den fra indersiden, ligesom når de omkringstrejfende filmkameraer til glæde for tilskueren kredser rundt om den fastfrosne scene. Det sidste af disse &ldquo;stillbilleder&rdquo; på 40 sekunder afslutter værket med en fornemmelse af, at musikken nu er fast forankret i uendeligheden &ndash; en scene, som er standset for altid og derfor aldrig hører op.</p>