Bittersweet

Den hårfine grænse

Af Tim Rutherford-Johnson

Der er et punkt, hvor det guddommelige umærkeligt glider over i det sensuelle, hvor sangen klamrer sig til kirkerummets stilhed og genskinnet fra væggene gløder. Det er i dette hårfine grænseland, man finder Nikki Martins Bittersweet (2019), der er skrevet til det islandsk-græske KIMI-ensemble. Trioen, der består af sopran, accordeon og marimba, søger ud mod verden og koncertsalen, men de insisterende, syngende gentagelser har bønnens karakter. Indpakket i harmoni er melodien snarere omsluttet end ophøjet, altid bedende, aldrig dominerende. Den er én stemme i menigheden. Men den holder på en hemmelighed.

Martins tætteste musikalske forbillede er den engelske digter, komponist og lutenist John Dowland, en mand, der vidste en ting eller to om skellet mellem det hellige og det profane. De indledende toner i Bittersweet vækker minder om det karakteristiske ‘faldende tåre’-motiv fra Dowlands berømte sang ‘Flow my tears’, og hans syv Lachrymae: fire faldende toner med et snert af en hurtigere rytme på anden og tredje tone. Britiskfødte Martin kender utvivlsomt til forbindelsen; interessant er det, at Dowland boede i Danmark, ligesom Martin, men ved Christian IV’s hof. Hvor Dowlands snørklede polyfoni – en trækken i sammenfiltrede tråde – placerer stemmen midt i alverdens smerter og lidelser, rummer Martins omhyggeligt bundne homofoni den i en ensom krop. Accordeon og marimba er ikke mere afsondret fra sangerens stemme, end åndedræt og fingre er adskilt i en elskers sitrende begær.

Hemmeligheden findes i de sungne ord: ikke i en bøn, men i to brudstykker (i Jim Powells hjerteskærende oversættelse) af Sapfo, den mest erotiske af de lyriske digtere: Kærligheden rystede mit hjerte, som når vinden griber egene i bjergene; Jeg længes efter … Da sangeren prøver at søge endnu mere indad, og det kun bliver til lidt mere end en en-tonet besværgelse, begynder hendes bevidsthed at briste. Splittet mellem personlig længsel og sine to ledsagere nås et kritisk punkt, som understøttes af Juan Ramón Jiménez’ tanker om skelnen mellem selvet og egoet: ‘Yo no soy yo’ (Jeg er ikke mig). Mod værkets slutning træder et anonymt citat frem som en ekspressiv markering: ‘Og dagen kom, hvor faren ved at forblive lukket som en knop blev mere smertefuld end faren for at blomstre’. Til slut må ånden, fingrene og sangen række ud efter verden.