There is a spell upon your lips
There is a spell upon your lips
Jazzpianisten og komponisten Martin Lutz (f. 1974) er en kunstner, som udtrykker sig med den brede pensel, både stil- og genremæssigt. Mens de to hovedværker Stabat Mater og To Maria-motetter er musikalske udsættelser af berømte religiøse tekster, er de øvrige værker tilegnet den jordiske kærlighed i sin mest fortryllende form til poesi af William Shakespeare og Emil Aarestrup. Denne udgivelse præsenterer Martin Lutz' klassisk inspirerede kormusik for første gang på CD, indspillet af Kammerkoret Camerata og dirigenten Martin Nagashima Toft sammen med en lille gruppe udsøgte instrumentalister.
1 | Stabat Mater - I. Stabat Mater dolorosa / II. Cuius animam gementem | 2:49 |
12,00 kr.
€1.61 / $1.75 / £1.37
|
||
2 | Stabat Mater - III. O quam tristis et afflicta | 1:58 |
12,00 kr.
€1.61 / $1.75 / £1.37
|
||
3 | Stabat Mater - IV. Quae maeraebat et dolebat | 2:26 |
12,00 kr.
€1.61 / $1.75 / £1.37
|
||
4 | Stabat Mater - V. Quis est homo qui non fleret / VI. Quis non posset contristari | 1:49 |
12,00 kr.
€1.61 / $1.75 / £1.37
|
||
5 | Stabat Mater - VII. Pro peccatis suae gentis | 2:19 |
12,00 kr.
€1.61 / $1.75 / £1.37
|
||
6 | Stabat Mater - VIII. Vidit suum dulcem natum | 2:43 |
12,00 kr.
€1.61 / $1.75 / £1.37
|
||
7 | Stabat Mater - IX. Eja, mater, fons amoris | 2:16 |
12,00 kr.
€1.61 / $1.75 / £1.37
|
||
8 | Stabat Mater - X. Fac ut ardeat cor meum | 2:54 |
12,00 kr.
€1.61 / $1.75 / £1.37
|
||
9 | Stabat Mater - XI. Sancta Mater, istud agas | 2:59 |
12,00 kr.
€1.61 / $1.75 / £1.37
|
||
10 | Stabat Mater - XII. Tui nati vulnerati / XIII. Fac me vere tecum flere | 1:53 |
12,00 kr.
€1.61 / $1.75 / £1.37
|
||
11 | Stabat Mater - XIV. Juxta crucem tecum stare | 3:04 |
12,00 kr.
€1.61 / $1.75 / £1.37
|
||
12 | Stabat Mater - XV. Virgo virginum praeclara | 1:49 |
12,00 kr.
€1.61 / $1.75 / £1.37
|
||
13 | Stabat Mater - XVI. Fac ut portem Christi mortem | 2:06 |
12,00 kr.
€1.61 / $1.75 / £1.37
|
||
14 | Stabat Mater - XVII. Fac me plagis vulnerari | 2:07 |
12,00 kr.
€1.61 / $1.75 / £1.37
|
||
15 | Stabat Mater - XVIII. Inflammatus | 3:11 |
12,00 kr.
€1.61 / $1.75 / £1.37
|
||
16 | Stabat Mater - XIX. Fac me cruce | 2:01 |
12,00 kr.
€1.61 / $1.75 / £1.37
|
||
17 | Stabat Mater - XX. Quando corpus morietur | 3:25 |
12,00 kr.
€1.61 / $1.75 / £1.37
|
18 | Two Marian Motets - Salve Regina | 2:30 |
12,00 kr.
€1.61 / $1.75 / £1.37
|
||
19 | Two Marian Motets - Ave Maria | 2:19 |
12,00 kr.
€1.61 / $1.75 / £1.37
|
20 | Hoc est corpus, hokus pokus (2013) | 5:22 |
18,00 kr.
€2.41 / $2.63 / £2.06
|
21 | There is a spell upon your lips (2000) | 9:46 |
18,00 kr.
€2.41 / $2.63 / £2.06
|
22 | Two Love Songs - Those lips that love’s own hand did make | 2:11 |
12,00 kr.
€1.61 / $1.75 / £1.37
|
||
23 | Two Love Songs - How oft, when thou, my music, music play’st | 2:06 |
12,00 kr.
€1.61 / $1.75 / £1.37
|
There is a spell upon your lips
af Christian Hildebrandt
Når en musiker bliver komponist, opstår kunsten ofte i forlængelse af musikudøvelsen. Nogen gange direkte, som når pianisten komponerer sine egne klaverværker. Andre gange som en udfyldelse af et musikalsk udtryk, man ikke har direkte adgang til gennem sin egen musiceren. Som den forlængede eftertanke, der får lyd i et andet medium.
Sådan er den klassiske komponist oprindelig opstået. Som en musiker med mere på hjerte end sin egen musikudfoldelse. Og sådan er det også med jazzpianisten Martin Lutz, når han udfolder sin romantiske og poetiske åre i korværker.
Martin Lutz (f. 1974) er en grundig mand, og hans musik viser dyb indlevelse i den genre og stil, han arbejder med. Men han er også en kunstner, som udtrykker sig med den brede pensel, både stil- og genremæssigt. Med et par håndfulde udgivelser bag sig har han vist sig hjemmevant ikke bare som ankermand i sine forskellige jazz- og crossoverprægede ensembler, men også som ophavsmand til musik for børn, musik til idrætsbrug og som klassisk komponist og arrangør. Sidstnævnte rolle er i høj grad vokset ud af Lutz’ mangeårige virke som dirigent for en række amatørkor og skolekor. Ved siden af sit mangeartede musikervirke er Lutz til daglig gymnasielærer i musik og tysk.
Alligevel tager Martin Lutz med nærværende udgivelse et skridt ud i en ny dimension. Kammerkoret Camerata og dirigenten Martin Nagashima Toft præsenterer sammen med den lille gruppe udsøgte instrumentalister her komponisten Martin Lutz fra hans mest rendyrket klassiske side.
Hovedværket er det godt 40 minutter lange Stabat Mater (2007) for sopran- og tenorsolist, blandet kor, obo, vibrafon og cello. ”Stabat Mater”, et religiøst digt fra 1200-tallet, som tilskrives Jacopo di Todi, er en af den katolske traditions mest kendte hymner. Teksten handler om den sørgende Maria, som står ved korset, hvor hendes dødsdømte søn Jesus hænger og gennemlever sine sidste timer som jordisk menneske.
De seneste 500 år er hymnen med sin historie om Jesu lidelse og død på korset set fra hans moders ekstra smertelige synsvinkel blevet verdensberømt som grundlag for en lang række store musikværker i motetgenren. På den måde er Stabat Mater blevet til en slags motettens sidestykke til Requiem-messen.
Og Martin Lutz placerer sig med sit Stabat Mater i den ambitiøse ende af genren, med større udstrækning end de berømte klassiske forbilleder Palestrina, Scarlatti og Pergolesi. Han lægger sig mere efter romantikkens værker af blandt andre Rossini og Schubert, som med et dramatisk oratorisk element hæver genren til koncertlængde.
Trods sin størrelse er Lutz’ Stabat Mater dog ikke et svulmende romantisk værk. Der er noget intimt og nærværende over værket, som bevæger sig gennem 17 korte satser med skiftevis korisk og solistisk besætning, tilsat varierende instrumentalledsagelse. Musikken bæres af et stærkt billedskabende udtryk, som blander klassisk dur-mol-tonalitet med en mere frit fabulerende firklangsharmonik. Satserne træder frem som en række tableauer af stemningsskift, hvor det formskabende element er en gradvis klanglig opbygning af gentagne melodiske fraser, ofte med et enkelt fængende motiv som ostinat. Man mærker her musikkens rod i den legende improvisationspraksis, hvor de musikalske ideer flyder let og naturligt over i hinanden og skaber et blidt og organisk forløb.
De To Mariamotetter, Salve Regina og Ave Maria, hører genremæssigt til samme kategori som Stabat Mater. Også her er tale om yndede katolske tekstforlæg, som en kongerække af komponister i århundrederne har sat på den klassiske kortraditions stjernehimmel. Både Salve Regina og Ave Maria er tidebønner og hører dermed i modsætning til Stabat Mater til gudstjenesten – de lægger ikke op til den stort anlagte koncertform, men har tradition for en mere ydmyg og eftertænksom musikalsk klædedragt. Det gælder også for Martin Lutz’ Mariamotetter, som med hver deres nuance af andægtig alvor lovpriser den hellige jomfru Maria. Også her er den gode melodi i front, men det homogene a cappella format giver anledning til mere langstrakt frasering og et udtryk, som kan karakteriseres som en blanding af traditionel polyfon motetstil og nutidig modal korklang, som giver mindelser om de seneste års gennembrud af komponister som Ola Gjeilo, Paul Mealor og Eric Whitacre.
Den specielle titel Hoc est corpus hokus pokus afslører, at vi med det næste værk træder ud af sammenhængen med de traditionelle forbilleder. Men alligevel er der dog også her tale om en motetkomposition. Trylleformularen ”Hokus Pokus” er nemlig udledt af de latinske ord ”Hoc est corpus”, som stammer fra den katolske nadveruddelings sakramentale forvandling af nadverbrødet til Jesu legeme. Hvad den underfundige værktitel derfor antyder, er, at motetten tager udgangspunkt i teksten til det latinske nadverrituals indledning, men derefter bliver afløst af en engelsk oversættelse af ritualets afslutning. Overgangen mellem de to sprogverdener bliver udtryksfuldt markeret af en langstrakt tenorsolo. En musikalsk pointe spores også i, at den polyfone og melismatiske stil i den latinske indledning bliver afløst af en varmt klingende og tekstnær koralstil i den engelske afslutning.
Albummets titelværk There is a spell upon your lips er med sine næsten 10 minutters spilletid også den længste enkeltstående sats. Teksten er en engelsk oversættelse af Emil Aarestrups berømte kærlighedsdigt ”Der er en Trolddom paa din Læbe” fra 1835. Sopransolist, obo og kor smyger sig satsen igennem om hinanden i inderlig forening, hvor stilen blidt bevæger sig frem og tilbage mellem et nyromantisk klangunivers og en mere nutidig jazzpræget modal stil, markeret af en blød rytmisering af takten og en antydning af perkussive elementer i korstemmerne. Et langt afsnit i første halvdel af satsen træder frem med en række gentagelser af samme frase, hvor herre- og damestemmer på skift messer tekstens første ord ”there is a spell” som en trylleformular. Og som en stiliseret dans omkring den usagte kærlighedserklæring bag de tryllebindende læber.
Med Two love songs til tekster af William Shakespeare spilles kærlighedstemaet naturligt videre fra Aarestrups trylleri, men samtidig trækkes den historiske ramme også tilbage til renæssancens poetiske univers. De to satser er meget homogene og ligger stil- og udtryksmæssigt ikke langt fra Mariamotetternes nutidige korlyrik. Alt er velklang og i en smagfuld balance, som nok kan siges at slægte renæssancens afklarede idealer på. Men med en nutidig klangfarve og iørefaldende melodier går Martin Lutz rent ind i hjertet med sit bud på moderne korklassikere.
© Christian Hildebrandt, 2014