Songs

Fjerne klokkers sjæleringning

Af Esben Tange

Rued Langgaard er en komponist, der overrasker. Har man hørt et værk, er der stor sandsynlighed for, at det næste, man hører, er helt anderledes. Det gælder også hans dansksprogede sange, hvoraf en del nu for første gang kan opleves i en professionel indspilning. I netop disse sange, der strækker sig fra tiden som hyperbegavet teenagekomponist og frem til de første visionære ungdomsår, hvor Rued Langgaard var i begyndelsen af tyverne, kommer vi helt tæt på ham. Både som komponist og menneske.

I disse år oplever Rued Langgaard sit livs største succes, da han som 19-årig får sin timelange Symfoni nr. 1, Klippepastoraler opført med Berliner Filharmonikerne. Nogle få måneder efter – i sommeren 1913 – bliver Rued Langgaard i Kyrkhult i Sverige forelsket i den jævnaldrende Dora From. Følelserne lader til at være gensidige, men der er tale om uforløst kærlighed, og Dora og Rued bliver aldrig et par i virkelighedens verden. Til gengæld sætter det skelsættende møde sig som en bittersød erfaring, melankoli og en drøm om forløsning. Netop denne voldsomme spændvidde er i særlig grad gældende for de dansksprogede sange.

Louise McClelland Jacobsen og Kristian Riisager under indspilningen af Songs © Alexander Banck-Petersen

I Fire sange og Russiske sange oplever vi Rued Langgaard som en romantisk ekspressionist. Selvom tonesproget er tilbageskuende mod den verden af i går, som Rued Langgaard blev født ind i som enebarn i et religiøst klunketidshjem i København i 1890’erne, så er musikken fuld af frimodig fortællelyst og med stærke emotionelle udladninger. Mest originalt i Fire sange, hvor vi lige fra begyndelsen af den første sang ‘Du blomst i dug’ slynges ind i en ekstatisk drømmeverden.

I Sommer og Sange af Jenny Blicher-Clausen oplever vi i højere grad Rued Langgaard som en stemningskunstner, hvor rum og tid går i ét, og hvor øjeblikkets evighed byder sig til. Som en impressionist lader Langgaard sin musik opsluge af et enkelt ord, en tanke eller et billede. Her kan alt ske. Det gælder især sangtonebillederne Sommer, hvor Langgaard selv har skrevet teksten, og hvor vi i ‘Luften er svalet af torden og regn’ fornemmer magien i et forladt værelse med let blafrende gardiner i aftenvinden.

Endelig er der også et udvalg af tidlige sange, hvor vi får indblik i den tankeverden, der prægede den purunge Rued Langgaard. Også her er kærlighed et kodeord, og i modsætning til sangene fra nogle få år efter anfægtes den dybtfølte kærlighed ikke.

Livet står på spring i ‘Hvad lærken sang!’, komponeret af den 15-årige Langgaard. Perspektivet i den romantiske tekst af Carl Andersen er lærkens, der højt på himlen en forårsdag ser to elskende plukke røde roser. Ved nærmere øjesyn viser det sig dog, at den unge mand plukker roser af pigens røde mund. Med en tekstnær vokallinje og en perlende brillant klaverstemme viser Langgaard, at han mestrer den klassisk-romantiske liedtradition til perfektion.

Fire sange er fra begyndelsen af Rued Langgaards lieder-år, der kickstartes af den ulykkelige forelskelse i Dora og falder sammen med, at Rued Langgaards far, Siegfried Langgaard, dør nogle få måneder senere. Der var i mere end én forstand tale om et tab, da Siegfried var den, der stod Rued nærmest rent kunstnerisk. Netop på dette tidspunkt begynder Rued at dyrke et poetisk og intimt musikalsk univers, og han udvikler en særlig forståelse for den følsomhed og åndelighed, der er at finde i poesien.

I løbet af nogle få år komponerer Rued Langgaard omkring 120 sange, og med Fire sange hvirvles vi direkte ind i nogle af de vigtigste temaer for Langgaard: smertefuld længsel og afsked. Det står lysende klart med de to første sange, der begge er til tekster af den unge J.P. Jacobsen. I den første sang stammer ordene fra J.P. Jacobsens debutnovelle, hvor vi med den unge kvinde Thora og sansningen af en blomst i dug får indblik i den dybeste kærlighedslængsel. I den anden sang er perspektivet diametralt modsat. Her står vi ved den elskede Asalis grav, hvor alt er tabt og naturen begræder den kærlighed, der aldrig blev.

Rent musikalsk udtrykker Rued Langgaard de to poler ved i ‘Du blomst i dug’ at komponere en higende porøs musik, hvor vokalen bevæger sig i ekstremer mellem det florlette og det mest inderlige. Og ved i ‘Alle de voksende skygger’ at lade musikken gå på listefødder med en tilbageholdt, svævende klaversats, der tilfører denne gravscene et skær af mystik.

Rued Langgaard forestillede sig oprindelig en samling på tre sange, hvor ‘En sommerklang’ med hans egen tekst fulgte lige efter de to J.P. Jacobsen sange. Med en forfinet perlemorsmusik udfolder Langgaard her den flygtige natur i det poetiske ord “sommerklang”, vender sig mod fjerne horisonter og siger et nostalgisk farvel til sommeren.

Siden tilføjede Langgaard ‘Gammel melodi’ som den næstsidste sang. I Thor Langes tekst berettes om et kærligt møde på et dansegulv. Tankevækkende er det dog, at den valsende musik høres som gennem et slør. Trods musikkens sanselighed ser Rued Langgaard tilbage i Fire sange. En drøm om en kærlighed, der knap har eksisteret.

© Alexander Banck-Petersen

I de otte Russiske sange møder vi figurer, der er i deres sansers vold, og hver især repræsenterer de følelsesmæssige poler. Teksterne, der er gendigtninger af poesi fra overvejende Ukraine, har karakter af folkeviser, og en leg med masker har tydeligvis talt til Langgaards dramatiske side. Det står allerede klart i de to første sange.

Tonesproget i ‘Intet ly’ er arkaisk, kuldslået og emmer af dyb ensomhed. Sorgen synges ud, alt imens to fortabte sjæle går til på den vilde hede. I ‘Sigøjnervise’ er der til gengæld tale om en eksplosiv musik. En gnistrende klaverstemme antænder sangeren og sætter kosmos i bevægelse. Med en tekst, der beretter om et “jeg”, der “står på himlens bue, tænder jord og hav i lys lue” går der en direkte linje frem til Langgaards dommedagsopera Antikrist, hvor “Den store skøge” lader stjernerne falde i en “Afgrundsnat”.

I de to følgende sange møder vi en Rued Langgaard i mental storform. ‘Flugt’ er forrygende let musik, hvor vi animeret af den piskende regn følger en ung pige i fuldt firspring på vej mod sin elsker. I ‘Mens du kan, kys mildt på mund’ er solen brudt igennem, og akkompagneret af mildt vuggende klokkeklange beretter pigen om hjertet, der springer ud og om at lade sig kysse mildt på mund, så længe kærligheden er der. Alt dette ryddes af vejen i den følgende sang ‘Sus ikke for mig’, hvor en sorgfuld sjæl akkompagneret af en tragisk, mørk musik bønfalder naturen om at tie.

I de næste to sange oplever vi to vidt forskellige portrætter af unge kvinder. I ‘Dansemelodi’ om pigen med de mange elskere er humøret højt. Livfulde accenter driver musikken frem, lige indtil den overstadige fortælling får en brat ende, da pigens forældre griber til korporlig afstraffelse af deres frække datter. I ‘Stakkels, stakkels lille pige’ er alt håb til gengæld ude lige fra første tone. Til et akkompagnement i dunkel mol, hvor tonerne falder som tunge skridt mod graven, møder vi en desillusioneret ung pige, for hvem kærligheden er tabt.

I den sidste russiske sang, ‘Ak, du tid’, er perspektivet igen lærken, der synger af glæde højt på himlen. Men denne gang kun som kontrast. Trods den stolt valsende musik har vi at gøre med en deroute. Den 23-årige Langgaard ser her tilbage på tiden, der er gået, og kærligheden som ikke blev fanget.

Rued Langgaard komponerede i efteråret 1915 en række sange til digte af norske Vilhelm Krag, der som nyromantiker dyrkede subjektive oplevelser, følelser og fantasi. Det gælder i højeste grad også ‘Vi tænkte slet ikke på nogen ting’. Her har Langgaard skabt en melodramatisk scene. I indledningen, hvor musikken er let og lystig, møder vi et ubekymret forelsket par i den lyse sommernat. Men næste dag er alt forandret. Der falder nu mørke efterårsskygger ind over den musikalske sats, og døden tager den svigtede unge mand under armen. Gotisk uhygge i det lille format.

‘Min moder’ og ‘Jeg beder ej om guldets glød’ er kærlighedsfyldte sange komponeret af Rued Langgaard som stor dreng. I den sødmefyldte ‘Min moder’ drejer det sig om moderkærlighed og en uskyldsren taknemmelighed for livet. I ‘Jeg beder ej om guldets glød’ – komponeret godt et år efter som 14-årig – ser Rued Langgaard nu ind i fremtiden og udtrykker en inderlig kærlighedslængsel.

Med et fortættet samspil mellem den harmonisk rige klaversats og den vokale linje er der tale om ægte liedkunst. Og en nøglesang, der vidner om dybderne i Rued Langgaards hjerte.

I de fire sangtonebilleder Sommer tager Rued Langgaard os med på ferie i Skåne. Teksterne til de tre første sange skrev Langgaard i juli måned 1917 i kurbyen Tyringe, og i den sidste sang er vi på vej ind med færgen i havnen i Helsingborg. Musikken skrev Langgaard dog først i november måned, hvor han ser tilbage på sommeren som gennem et rystet spejl. Det ene øjeblik er vi vidne til virkelighedsnær reportage, det næste øjeblik slår sansningen over i ren følelse.

I ‘Byger drager med regn og plask’, som Langgaard oprindelig forsynede med karakterbetegnelsen “Smilende med en understrøm af ekstase”, er omdrejningspunktet den forventningsfulde anspændthed inden modtagelsen af en gæst, der ankommer med toget i bygevejr. Med animerede tonegentagelser i klaveret bygges spændingen op og giver anledning til, at sangeren vender blikket opad og drømmer sig bort til synet af blå himmel og en snarlig dans.

I ‘Aftnen svøber sin skumringskåbe’ er blikket også vendt mod himlen. Klaveret illuderer et klokkespil, og med en papirstynd, tyst musik skaber Langgaard en magisk stemning. Og med en opadstræbende melodilinje og en tekst, der fortæller om “dæmpet svingning fra fjerne klokkers sjæleringning”, befinder vi os i en religiøs sfære.

Magien kulminerer i ‘Luften er svalet af torden og regn’. Med en gravitetisk klaversats, hvor tonerne strækker sig i en ubrudt strøm, får musikken mere tyngde. Samtidig udmales billedet af et tomt værelse og en svunden kærlighed. Vi er i overgangen mellem aften og nat, hvor naturen “nynner om sommer og savn”. Forladthedsfølelsen er monumental.

I den sidste sang, ‘Solblink, vajende flag’, løsnes grebet. Med en blidt perlende musik giver Langgaard sig hen til barndommens lystfyldte ankomst til Helsingborg. På samme tid nostalgi og modernitet tilsat humor. Grundtonen er romantisk, men med en pludseligt springende melodistemme og et underfundigt reklameslogan – “Mazettis Ögonkakao” – er vi også i kubisternes verden, hvor virkeligheden fordrejes på forunderlig vis.

© Alexander Banck-Petersen

De fem Sange af Jenny Blicher-Clausen er dyb sjælemusik med fintfølende digte, der stammer fra Jenny Blicher-Clausens versroman Violin. Et nutidsdigt med et forspil og intermezzoer (1900). Den romantisk følelsesladede tekst om en kvinde, der bundet i et ægteskab føler sig stækket som kunstner, har tydeligvis appelleret til Rued Langgaard, der efter et år med dramatiske følelsesmæssige udsving nu kender til oplevelsen af ensomhed.

Sangene er skitseret i løbet af tre martsdage i 1914, og efter ikke at have komponeret sange med dansk tekst i seks år forener Langgaard nu det sproglige og sanglige på raffineret vis. Som en hypnotisør arbejder Langgaard med gentagelser og minimale forskydninger, der appellerer til en bred vifte af sanser.

I den første sang, ‘Det rinder med dug’, kommer det til udtryk igennem duggen, der foruden at løbe i en blid strøm i klaverstemmen også opleves i teksten, der kredser om tårer og bloddråber og “fanger tusinde farver i skyggen”. Herfra er der åbent ind til sindets inderste, hvor alle tanker forsvinder i et ‘skrig efter lykke’ i en kunstart, hvor natur og psyke er nært forbundne.

Det gælder i høj grad også den tredje sang, ‘Du natsværmerdronning fine’, hvor vi oplever en poetisk syntese, når de fineste skrøbelige drømme og støvet fra natlige sommerfuglevinger går i ét. Her midt i natten råder mystikken, og tonesproget er tyst. Før og efter ‘Du natsværmerdronning fine’ har Langgaard placeret to sange med samme tekst: ‘Alle de små klokker de ringe i dale’. I den første illuderes lyden af lyse morgenklokker og i den anden malmfulde aftenklokker, der gentages igen og igen i roligt tempo. Der er tale om evighedsmusik, hvor der males et landskab op i en dal i en fjern bjergegn. Naturen bliver en kirke, hvori mennesket kan sænke sin sjæl.

Den sidste sang, ‘Og det var den mørke blåregn’, er en elegi, hvor den ulykkeliges tanker samles i en tæt, mørk blåregn, spiddet af rosens torne. Klaveret bliver igen medie for en klokkekoncert. Nu med de fineste sølvklokker, der til slut dør ud og bliver et med stjernerne. På samme tid en korsfæstelse og en genopstandelse i det hinsides.