Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Samlede værker for violin og klaver vol. 3

Rued Langgaard

Samlede værker for violin og klaver vol. 3

Gunvor Sihm, Berit Johansen Tange

Sidste etape på en lang rejse, her er tredje og sidste del af den roste Langgaard-serie af violinisten Gunvor Sihm og pianisten Berit Johansen Tange. Tredje bind byder på Langgaards Violinsonater nr. 2 og 3 – to mesterlige værker med karakteristiske, stærke træk – samt to enkeltsatser skrevet af teenageren Rued: den charmerende Aubade skrevet på en sommerferie med forældrene i Sverige og det poetiske, mørkfarvede Vægtervers.

Køb album Stream

CD

  • CD
    Jewel Case
    139,50 kr.
    €18.75 / $21.8 / £15.82
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.27 / $10.79 / £7.82
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.62 / $12.35 / £8.96
    Køb
  • FLAC 24bit 192kHz
    131,00 kr.
    Studio Master +
    €17.61 / $20.48 / £14.85
    Køb
© Caroline Bittencourt
Gunvor Sihm og Berit Johansen Tange er lidenskabelige fortalere for denne enigmatiske og fascinerende komponist
Gerald Fenech, Classical Music Daily
Sihm og Tange udgør en uforlignelig dynamo i formidlingen af Langgaards næsten bipolære verden
Valdemar Lønsted, Information
Det er lykkedes for de to musikere at skabe et intimt rum, hvor Langgaards underlige tonefortællinger kan folde sig helt ud
Henrik Friis, Politiken
En spændende skive med to kunstnere, der er fremragende advokater for Langgaards særlige musikstil
Peter Dürrfeld, Kristeligt Dagblad
Kompleksiteten bestemmes i høj grad af den stilistiske variation og Langgaards store evne til at genskabe stemningsfulde og suggestive atmosfærer
Carme Miró, Sonograma
Gunvor Sihm er fremragende til at præsentere temaet med grader af differentiering
Andrew Mellor, Gramophone
Sihm og Tange gør det igen formidabelt og følger med i alle komponistens krumspring og lader dem fremstå friske og spontant medrivende
Mikael Garnæs, Magasinet Klassisk
Sihm fremkalder alle tænkelige klangfarver fra sit instrument
Hanns-Peter Mederer, Amusio
Et gribende møde med en formentlig historisk miskendt kunstner
Jakob Brønnum, POV International
Violinisten Gunvor Sihm og hendes partner-in-crime, pianisten Berit Johansen Tange, gør et fremragende stykke arbejde
Lynn René Bayley, The Art Music Lounge
Total runtime: 
66 min.
En excentrisk romantiker

Af Bendt Viinholt Nielsen

Rued Langgaard blev født 28. juli 1893 i København og døde 10. juli 1952 i Ribe. Allerede som elleve­årig havde han en bemærkelsesværdig debut som organist og orgelimprovisator, og da han var nitten, blev hans første symfoni uropført i Berlin af Berlinerfilharmonikerne. I begyndelsen af 1920’erne oplevede Langgaard en kortvarig ­interesse for sine symfoniske værker i Tyskland, hvor hans mest progressive kom­positioner, Sfærernes Musik (1916‑18) og Symfoni nr. 6 (1919‑20), blev uropført. I Danmark betragtede musikmiljøet imidlertid den indesluttede og enspænder­agtige kompo­nist med betydelig skepsis. Et kunstnerisk gennembrud udeblev, og efter at Langgaard i midten af 1920’erne havde fået sin opera Antikrist afvist af Det Kongelige Teater, reagerede han kraftigt ved at vende modernismen ryggen og rette åben kritik mod det danske musikliv. Langgaards religiøst og symbolistisk farvede musikopfattelse harmonerede dårligt med den antiromantiske og nøgterne holdning, der blev dominerende i Danmark efter 1930. Musik­livet fulgte de normer og det æstetiske spor, Carl Nielsen havde udstukket, og der var ikke plads til en excentrisk romantiker som Langgaard. Efter mange års kamp for at opnå et embede som organist i den danske folke­kirke blev Langgaard i 1940 udnævnt til domorganist i Ribe. Efter hans død i 1952 så det ud til, at han skulle forblive en parentes i dansk musikhistorie. En ­opførelse i 1968 af Sfærernes Musik satte imidlertid gang i en renæssance for Langgaards musik, og i dag, hvor hans hovedværker er blevet kendt, regnes han blandt det 20. ­århundredes betydeligste danske komponister. Rued Langgaards musik er karakteriseret ved stor ­stil­mæssig variation. Hans værker er ofte sammensatte og ukonventionelle i deres form og båret af en stræben mod ekspressive, billedskabende og visionære udtryk. I hans musik ­findes ­elementer, der peger frem mod 1960’ernes og de følgende årtiers avantgarde, minimalisme og ­postmodernisme.

Rued Langgaards værker for violin og klaver 1907-1950

Langgaards kompositioner for violin og klaver står som fikspunkter i hans produktion, idet alle fire hovedfaser i hans udvikling er repræsenteret i denne værkrække. En sonate i tre satser med titlen Digtning – Rosengaarden in memoriam (1918) ville have været et interessant supplement, men værket er simpelthen forsvundet og må følgelig undværes i denne samlede indspilning af Langgaards kompositioner for violin og klaver, omfattende tre cd’er.

Langgaard blev undervist i violinspil som barn, men kun i kort tid, for allerede i tiårsalderen kastede han sig over orglet, som blev hans egentlige instrument. Hans tilskyndelse til at skrive violin­værker lå dog lige for, idet hans faster var gift med violinisten Axel Gade (1860-1921), søn af Niels W. Gade og i en lang årrække koncertmester i Det Kongelige Kapel – i øvrigt også komponist. Langgaards første violin­værk, ­ Aubade (1907), er tilegnet Axel Gade og blev uropført af ham. Det første større kammermusikværk, Langgaard påbegyndte i forlængelse af sin grandiose h‑mol-symfoni (nr. 1), var en sonate for violin og klaver (også i h-mol), som han arbejdede på 1909-11. Kun de to første satser blev fuldført. De blev uropført hver for sig som selvstændige ­satser i 1911 af Axel Gade og den dengang 18-årige komponist. Fire år senere komponerede Langgaard, hvad der skulle blive hans mest omfattende kammermusikværk, den 40 minutter lange Violinsonate nr. 1. Sonaten blev skabt i løbet af blot fire dage i juni 1915. Ligesom i den ufuldendte sonate og den næsten samtidige Strygekvartet nr. 1 er tonesprog og form orienteret mod klassiske idealer. Violinsonate nr. 1 blev opført af Axel Gade i 1918 og blev posthumt tilegnet hans minde. Men ved uropførelsen i Stockholm, to år tidligere, var det dog den 25-årige violinist Gunna Breuning-Storm, der var solist med den jævnaldrende komponist ved klaveret. Breuning-Storm var en af de få musikere, der gik ind for Langgaards musik, og det var givetvis med hende i tankerne, at Langgaard i 1920-21 skrev endnu en sonate for violin og klaver (nr. 2). Breuning-Storm uropførte sonaten sammen med komponisten i 1922 og spillede den endnu et par gange i 1920’erne, bl.a. ved en officiel dansk koncert i Paris i 1923. Langgaard var ikke til stede her, men det var Carl Nielsen, som også havde et værk på programmet. I Violinsonate nr. 2 har Langgaard tydeligvis ladet sig inspirere af Nielsens karske tonesprog, som dog integreres i et eksperimenterende værk i én sats og med store kontraster. Sonaten hører, sammen med andre værker fra årene 1920-24 – Symfoni nr. 6, operaen Antikrist og Strygekvartet nr. 3 – til Langgaards hovedværker. Den blev udgivet i Berlin i 1922.

Der skulle nu gå næsten 25 år, før Langgaard igen bidrog til violinsonate-genren. I ­mellem­­tiden havde han på drastisk vis skiftet spor og var slået ind på en nyroman­tisk retning i forlængelse af komponister som Schumann, Wagner, Grieg og Niels W. Gade. I 1940 var han, sammen med sin hustru Constance, flyttet fra København til Ribe for at indtage embedet som organist og kantor ved Ribe Domkirke. 1930’erne havde været et modløst årti for komponisten, og han var gået i stå med at komponere. I Ribe vendte kreativiteten tilbage, og i 1945 skrev han en ultrakort violin­sonate i én sats med lutter gentagelser, et værk, som i de følgende år blev udvidet igen og igen, indtil det i 1949 fremstod i fem satser som Sonate nr. 3. Det er Langgaard i det ensidigt romantiske, nostalgiske hjørne. Men værket blev fulgt op af en stribe nye værker for violin og ­klaver, inspireret af samspillet med violinisten Haakon Raskmark, der kom til Ribe i 1946 som lærer ved Ribe Stats­seminarium. Langgaard og Raskmark spillede sammen under private former, især romantiske sonater af bl.a. César Franck og Schumann, hvis sene sonater tydeligvis var en inspirationskilde for Langgaard. I den veritable ’musikalske raptus’, som ramte Langgaard 1947-49, skabte han 14 satser for violin og klaver. Satserne blev komponeret enkelt- eller parvis og dels anbragt i den nævnte Violinsonate nr. 3, dels grupperet i Violinsonate nr. 4 og i Écrasez l’infâme, som begge er nøgleværker i Langgaards sene produktion. Hertil kommer Kort violinsonate (1949), og i 1950 fulgte Andante religioso, som blev opført i Ribe samme år. Bortset fra dette stykke blev værkerne fra 1940’erne ikke opført offentligt i Langgaards levetid. Violin­sonate nr. 3 blev uropført så sent som i 1995, og ved Rued Langgaard Festival 2016 i Ribe kunne man for første gang høre Søndags­sonate fra 1949-50. De to første satser er for violin og klaver, de to sidste for orgel og orkester.

Kun Aubade og Violinsonate nr. 2 blev publiceret i Langgaards leve tid, de øvrige violinværker indspilles her efter Rued Langgaard Udgavens kritiske nodemateriale, publiceret 2002-04. De benyttede BVN-numre refererer til Bendt Viinholt Nielsen: Rued Langgaards Kompositioner. ­Annoteret værkfortegnelse, Odense Universitetsforlag (1991).
 

Aubade (Morgenständchen)

Dette lille stykke blev til i august 1907 i fiskerlejet Arild på ­Kullen i Sverige, hvor den dengang 14-årige Rued var på sommerferie ­sammen med sine forældre, Emma og Siegfried Langgaard. Han tilegnede stykket til sin onkel, violinisten Axel Gade. Kompositionen blev trykt i 1907. Det temmelig salonmusikprægede stykke er i Fis-dur og i en simpel, tredelt form.
 

Violinsonate nr. 2

Denne ensatsede sonate hører til den værkgruppe, Langgaard skabte omkring 1920, og som omfatter nogle af hans væsentligste kompositioner, blandt andet Symfoni nr. 6, ­Afgrundsmusik (for klaver) og ikke mindst operaen Antikrist (1921-23). Hans musik fra denne periode er ”livsanskuelsesmusik”, uadskille­ligt forbundet med apokalyptiske idéer og – i kølvandet på første verdenskrig – tanker om et fremtidigt, ­religiøst-idealistisk samfund, hvor en ny slags åndelig musik skulle spille en hovedrolle. Han var blandt andet inspireret af den ­internationale teosofiske bevægelse Order of the Star in the East , hvis tilhængere forberedte sig på en snarlig, åndelig verdensomvæltning. Musikkens energi, form og ‘betydning’ skabes i disse værker gennem sammenstød og interaktion mellem musikalske udsagn af forskellig karakter og stil. Der er tydeligvis tale om ‘konstruktive’ og ‘destruktive’ elementer, som dog sjældent, hver for sig, forekommer klart definerede eller afgrænsede. Og netop dét synes at være en pointe.

Sonaten blev udgivet 1922 af berlinerforlaget Ries & Erler. Den bærer mottoet “Den store mester kommer” efter den velkendte salme af B.S. Ingemann (1789-1862) og med et parallelt motto på tysk, “Siehe, er kommt” – et citat fra Højsangen (kap. 2, vers 8) i Herders tyske oversættelse. Langt senere foreslog Langgaard et andet motto, nemlig Goethes sentens ”Nemo contra Deum nisi Deus ipse” (”Ingen mod Gud uden Gud selv”). Kompositionen blev uropført i København i januar 1922 af Gunna Breuning-Storm og Rued Langgaard. Værket “faldt så godt som til jorden”, skrev en anmelder, men det blev alligevel programsat ved en officiel dansk koncert i Paris i 1923 – et valg, der efterfølgende blev kritiseret i dansk presse. Sonaten opnåede i alt fire opførelser i komponistens levetid, og selv om det ikke lyder af meget, er det tilstrækkeligt til at skaffe værket en plads blandt samtidens hyppigst opførte ­Langgaard-­værker.

Sonaten åbner med en folkevisepræget melodi, som Langgaard i øvrigt senere bearbejdede som en regulær firstemmig salmemelodi til teksten “Den store mester kommer”. Melodien efterfølges i klaverets bas af en skyggeagtig spejling, som bliver et hovedmotiv i sonaten. Med et aggressivt udbrud i klaveret og en kort deklamatorisk violinfigur sættes et musikalsk-psykologisk drama i gang. Violinfiguren rummer en opadspringende tretonefigur (e-g-d), som er et andet hovedmotiv i værket og som præsenteres i 9-10 forskellige transponeringer. Den uskyldige folkemelodi folder sig en overgang ud og mødes af sødladne klokkeklange i klaveret, som også leverer ‘kommentarer’ af dramatisk gestikulerende art. Kompositionen slutter med en ‘finale’ med den besynderlige overskrift Feminile e virile e con lustro (”kvindeligt og ­mandligt og glansfuldt”). Den indledes med violinens fyndige ‘barok’-variation af folkemelodiens skygge­version, men afløses af fabulerende variationer, som imiteres mekanisk af klaveret med konsekvent anvendelse af dissonerende tritonusklange. Med en sidste kraftfuld gentagelse af ‘barok’-elementet i violinen udryddes det destruktive, og sonaten kan slutte med folkemelodien i lysende D-dur – triumphale, maestoso.

I 1948 nedskrev Langgaard en alternativ slutning, som ifølge komponisten svarer til den slutning, han oprindeligt havde planlagt i 1920, men ikke anvendt. Denne slutning rummer en scherzopræget del baseret på det opadspringende motiv og med overskriften Livfuldt elegant katolsk! og karakterbetegnelsen Vittorioso! (sejrsstolt) i violin­stemmen. Slutningen videreføres som en gentagelse af den publicerede slutningsversion. På cd’en kan man springe direkte frem til den alterna­tive slutning, track 7, som her er indspillet for første gang.

Vægtervers

En af Rued Langgaards tidligste sange er Vægtervers, komponeret i 1906 for dyb stemme, violin eller cello og klaver. Kompositionen blev udgivet af Edition Wilhelm Hansen i 1906 og tilegnet en ven af familien, ingeniør og etatsråd William Fridericia (1842-1907). Teksten til sangen var to af de traditionelle danske vægtervers (til kl. 10 og 11), hvis konkrete udformning ­tillægges salmedigteren Thomas Kingo (1634-1703). Normalt benyttes traditionelle melodier, men Langgaard har altså valgt at lave sin egen.

Violinsonate nr. 3

Værket hører til blandt Langgaards mest tilbageskuende ­kompositioner og synes skrevet først og fremmest til brug for hans private duo­sam­men­spil med violinisten Haakon Raskmark i Ribe. Det er en slags ’samleværk’, der i løbet af fire år voksede fra én til fem satser. Det starter i 1945 med 1. sats (men uden ­midter-afsnittet med violin­kadencen), så følger i 1946 nuværende 5. sats, dernæst scherzo­en (nuværende 3. sats) i 1948. Senere i 1948 udvides 1. sats med en violinkadence som indledning og en gentagelse af denne som midterafsnit i satsen. Sidst i 1948 komponeres nuværende 4. sats, og i 1949 splittes 1. sats op, således at violinindledningen fra 1948 udskilles og udvides med et selvstændigt slutafsnit, hvorved den nuværende 2. sats opstår. Det ender således med fem satser.

Trods det velkendte, romantiske tonesprog er sonatens form ikke konventionel, men snarere hvad man kan kalde ‘intuitiv’. Der er intet tematisk arbejde eller nogen ’udvikling’ i nogen af satserne, bortset fra modulationer. Der er hverken hovedtema og sidetema i første sats, som det kendes fra enhver traditionel klassisk sonate. Satsen er i ABA-form, hvor A-delen består af et udspundet tema, som i begyndelsen høres ikke mindre end seks gange (tredje og sjette gang i kort form). Den kontrasterende B-del udgøres af en reel violinkadence. Anden sats begynder højst usædvanligt med en gentagelse af kadencen fra første sats. Derefter kommer en afsluttende del af en besynderlig, sammensat karakter og uden logisk forbindelse med satsens første del.

I Violinsonate nr. 3 synes Langgaards hensigt at være en énsidig fokusering på musikkens ’udstråling’, dens eksponerede, insisterende optimisme. Alle satser er i dur-tonalitet, og yder­satserne er i F-dur, sådan som det er tilfældet for næsten al Langgaards uproblematisk-idylliske musik. Sonaten er et af de få instrumentalværker i Langgaards produktion uden en særlig titel. Et par forslag har dog været fremme, blandt andet Vesperlys, altså aftenlys eller solnedgangslys, og så det franske ord cessé (ophørt), en art ironisk kommentar til værkets stil, som for længst er passé.

Release date: 
februar 2021
Cat. No.: 
8.226132
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
636943613221
Track count: 
13

Credits

Recorded at the Concert Hall, the Royal Danish Academy of Music, Copenhagen, on 18, 20-21 May 2018 (Violin Sonata No. 2), and on 12, 14-15 August 2019

Recording producer: Tim Frederiksen
Engineering: Ragnheiður Jónsdóttir
Editing, mix and mastering: Ragnheiður Jónsdóttir

℗ & © 2021 Dacapo Records, Copenhagen

Liner notes: Bendt Viinholt Nielsen
English translation: John Irons
Proofreader: Svend Ravnkilde

Artwork: Studio Tobias Røder, www.tobiasroeder.com

Publishers:
Ries & Erler, Berlin (Violin Sonata No. 2), www.rieserler.de
Edition Wilhelm Hansen, www.wisemusicclassical.com

This release has been made in cooperation with the Royal Danish Academy of Music, Copenhagen

The recording was generously supported by Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Augustinus Fonden, ­Musikforlæggerne, Langgaard-Fonden, and William Demant Fonden

randomness