Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Music of the Abyss

Rued Langgaard

Music of the Abyss

Esbjerg Ensemble, Signe Asmussen

Rued Langgaards (1893-1952) indre splittelse opleves i ekstrem grad i kammermusikken skrevet mellem 1913 og 1924, hvor den tidlige ungdoms trygge verden gennemtrænges af en mørk musikalsk understrøm. Dette kulminerer i klaverværket Afgrundsmusik, som her præsenteres i en førsteindspilning af Allan Gravgaard Madsens (f. 1984) transskription for ensemble. I mødet mellem Langgaard og Gravgaard kulminerer det moderne menneskes destruktive kræfter i et vanvidsridt mod afgrundsdybet.

Køb album Stream

CD

  • CD
    Jewel Case
    139,50 kr.
    €18.76 / $21.98 / £16.08
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.28 / $10.87 / £7.95
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.62 / $12.45 / £9.1
    Køb
  • FLAC 24bit 96kHz
    105,00 kr.
    Studio Master
    €14.12 / $16.55 / £12.1
    Køb
Esbjerg Ensemble © RedStar
IKKE til at stå for!
Gregers Dirckinck Holmfeld, GregersDH
Denne musik er så særlig, især for sin periode (1921-24), at man tilgives for at tro, at det blev skrevet i slutningen af 1940'erne eller begyndelsen af 50'erne
Lynn René Bayley, The Art Music Lounge
Strålende opført og indspillet
Record Review, BBC Radio 3
Afgrundsmusik

Af Esben Tange

Rued Langgaard var splittet som menneske og komponist. Det oplever vi i ekstrem grad i kammermusikken for blæsere, strygere og vokal fra 1913-1924, hvor Rued Langgaard var i 20-årsalderen, og hvor hans personlige verdensbillede ændrede sig radikalt efter en opvækst i et beskyttet borgerligt miljø i København præget af romantiske idealer.

I foråret 1913, som 19-årig, oplever Rued Langgaard sit livs største succes, da Berliner Filharmonikerne uropfører hans stort anlagte Wagner-inspirerede Symfoni nr. 1 Klippepastoraler for et begejstret publikum og med rosende presseomtale. Efter en international debut, hvor det står klart for alle, at den unge københavnerkomponist er et usædvanligt kompositorisk talent, ligner det begyndelsen på et eventyr.

Men da Rued Langgaards vigtigste støtte, hans far, Siegfried Langgaard, dør i januar 1914, indvarsles en ny tid, hvor den unge komponist bliver ramt af personlige og kunstneriske anfægtelser, der tager til i de følgende år.

I de to værker for strygetrio Augustinusiana. En musikalsk spøg og Scherzo over motiverne C A og “Ach, du lieber Augustin” er vi dog stadig i den tidlige ungdoms trygge verden. Og i Septet for blæsere med indslag af dansk folketone er tonesproget klassisk og tilbageskuende – et kompositorisk spor, Rued Langgaard, til stor forundring i sin samtid, dyrkede med jævne mellemrum resten af livet.

Anderledes er det nogle få år efter i Lenaustemninger og Fjeldblomster for vokal og strygekvartet, der er stemningskunst af den mest forfinede slags, og hvor den personlige krise, Rued Langgaard gennemlever, fornemmes som en mørk musikalsk understrøm. Ligesom i det visionære storværk Sfærernes musik, fra samme periode, begiver Rued Langgaard sig ind i en magisk drømmeverden, hvor natursyner, indre eksistentielle kampe og religiøse forestillinger indgår i et vekselspil.

I Humoreske og klaverværket Afgrundsmusik, der her præsenteres i et arrangement af Allan Gravgaard Madsen for Esbjerg Ensemble, er vi i begyndelsen af 1920’erne, hvor Rued Langgaard er dybt optaget af dommedagsoperaen Antikrist. I ekspressionistiske ord og toner hudfletter Langgaard det moderne menneskes storhedsvanvid, samtidig med at han i stigende grad opfatter sig selv som en aparte skikkelse i dansk musikliv. Fra en position som outsider komponerer Rued Langgaard nu en musik, hvor det dæmoniske spiller en hovedrolle i spændet mellem ekstatiske livsytringer og afgrundsdybe fald.

Septet

I løbet af tre sommerdage i 1915, hvor Rued Langgaard opholdt sig på det smukt beliggende Tyringe Badesanatorium i Skåne i Sverige, komponerede han Septet for blæsere, der i høj grad har karakter af en ubekymret sommerfantasi. Dog giver tilføjelsen af en ekstra klarinet og et horn til den klassiske blæserkvintet værket et lidt mere orkestralt præg, der høres lige fra begyndelsen, hvor musikken drives fremad med markante rytmer.

Den traditionelt klingende musik kan umiddelbart lyde som en musikalsk anakronisme, men de enkelte afsnit er skarpt adskilt med tydelige brudflader, som elementer i den samtidige kubistiske kunst.

Når den danske salmemelodi Nu hviler mark og enge – bygget over Heinrich Isaacs Innsbruch, ich muss dich lassen – høres i et organisk formet andantino-afsnit, er det med en bevægende inderlighed, der afspejler den ældgamle teksts fortrøstning og tro på en himmelsk fred i det hinsides. Derimod er der både trolderi og susen i trætoppene, når blæserne i andre afsnit sættes fri i et fælles ridt.

Septet for blæsere er trods værkets sammensatte karakter musik i balance med sig selv, og det står i skærende kontrast til et brev, Rued Langgaard nogle få dage efter færdiggørelsen af musikken skriver til sin fætter, og hvor han efter at have beskrevet sin egen uformåen afslutter med ordene: “Du og mange andre er da heldigvis et sundt og normalt Menneske, som kør Cycle og lever!”

Augustinusiana. En musikalsk spøg

Augustinusiana er ligesom Scherzo over Motiverne C A og “Ach, du lieber Augustin” for den sjældne instrumentkombination to violiner og cello. Begge værker er skrevet med tanke på private opførelser i tobaksfabrikant Christian Augustinus’ hjem i Charlottenlund nord for København, hvor Rued Langgaard ofte opholdt sig i sin ungdom. Christian Augustinus og dennes hustru, Louise, var i familie med Rued Langgaard, og virkede desuden som mæcen for ham ved blandt andet at støtte opførelsen af Symfoni nr. 1 i Berlin.

I Augustinusiana karakteriseres en række til tider groteske scener fra Augustinus-familiens hjem, lige fra en balscene, hvor der spilles op til dans med en lystig vals, til en situation præget af stor tristesse i afsnittet “Andante tranquillo sostenuto”, hvor der mod slutningen skal “spilles som i dyb søvn”.

Augustinusiana er øjeblikkets musik, hvor det musikalske udtryk ofte ændrer sig radikalt uden varsel, og hvor især celloen optræder som fredsforstyrrer med pludselige markante musikalske kommentarer. En musikalsk karikaturtegning af det augustinusianske hjem sprængfyldt af venligt stemt humør samt et vitalt billede på det ustabile sind, der på godt og ondt var Rued Langgaards.

I blomstringstiden

Fra Rued Langgaard var omkring 20 år gammel og i årene efter, komponerede han et væld af sange i vidt forskellig stil, fra det stormfuldt romantiske til det mest inderlige. Her spiller I blomstringstiden og Lenaustemninger en særlig rolle, idet Rued Langgaard udnytter de fire strygeres klanglige muligheder til at komponere en sælsom dyb nuanceret musik i tæt samspil med teksternes åndelige indhold.

I de to hymner i I blomstringstiden befinder vi os i en religiøs sfære. Teksterne er af den norske forfatter Alvilde Prydz og stammer fra digte, der oprindelig havde titlerne Andagt og I kirken. I den første sang, der begynder med ordene Der ringer klokker over by, er musikken rig på skyggevirkninger, og i en forfinet syntese, hvor klokkeklang, aftenrødme og fantasibilleder løber sammen, prises sommerens gennembrud.

I den anden sang, Stille orgelklang, udtrykker Rued Langgaard sig om et emne, som han havde et nært forhold til. Ikke blot var Langgaard organist, han havde også en klar forestilling om, at orglet spillede en afgørende rolle i den religiøse stemningskunst. I et interview mange år efter udtalte Rued Langgaard: “Kirkemusik skal være stemningsfuld” og “orglet er poesien i kirken.”

Ikke desto mindre er Stille orgelklang præget af dynamik og kontraster. De tjener dog et højere formål, idet vi har at gøre med en glædesfyldt uro, der kulminerer med en forkyndelse af orgelklangens evne til at bære “stærke drøm om Gud!”.

Scherzo over Motiverne C A og “Ach, du lieber Augustin”

Søsterværket til Augustinusiana er mere gemytligt i tonen og med et strejf af salonmusik. En kammermusikalsk idyl, der i miniatureform kan minde om nogle af Richard Strauss’ tonedigte, hvor Strauss i stor stil karakteriserer sit eget familieliv. Her hos Rued Langgaard er vi igen på besøg hos Augustinus’ familie, og med tonerne C og A, der spilles i omvendt rækkefølge i begyndelsen af hovedtemaet, og som høres første gang allerede i anden takt, er familiefaderen Christian Augustinus så at sige vævet ind i musikken.

Oplevelsen af borgerlig harmoni udfordres dog undervejs, når Rued Langgaard beder om, at de to dybeste stemmer fraseres “harmfuldt” i kontrast til hovedmelodien, der med naturlig selvfølelse udfolder sig i bredt syngende, lange melodilinjer. Og med wienerfolkemelodienAch du lieber Augustin, der også dukkede kortvarigt op iAugustinusiana, og som H.C. Andersen citerer i eventyret Svinedrengen, introduceres en kontrasterende og udefrakommende energi.

Men som i den bittersøde fortælling om den muntre balladesanger Augustin, der pludselig oplever, at alt og alle er væk, tager Ach du lieber Augustin dog kun den musikalske opmærksomhed for en kort stund. Og når tonerne C og A til slut spilles med kælen dolceklang i begge violinstemmer, er freden mere intakt end nogensinde før.

Lenaustemninger

Med tekster af Thor Lange, der er inspireret af den romantiske digter Nikolaus Lenau, spiller det religiøse – som det er tilfældet medI blomstringstiden – også en vigtig rolle i Lenaustemninger. Men nu oplevet igennem et slør af forfaldsstemninger præget af weltschmerz, melankoli og fortrøstning.

I den første af sangene i Lenaustemninger udmales en fintfølende efterårsstemning iblandet dødslængsel. Tonesproget er tyst med vuggende melodistumper, der gentages igen og igen i samklang med teksten, som beskriver bladene, der sagte falder. Effekten er suggestiv, og med en musik domineret af lyse, gennemsigtige harmonier, der kredser om dødslængsel, hviler der et forklaret skær over Bleg, stille falmen alle vegne.

Noget lignende gør sig gældende i den sidste af sangene, Sol derovre går til hvile. Også den står i afskedens tegn. Tanker om ungdommen, der er forbi, alt imens solen går ned. Rent musikalsk føres vi nedad mod natten af en støt faldende evighedssang. Men med en salmelignende kvartetsats og tekstens løfte om en stjernes ild i det fjerne er sangen båret af en dyb fortrøstning.

I de to midterste sange er det religiøse fraværende til fordel for en nervespændt dekadence. I Gennem krat og dunkle bregner er vi vidne til en aftenstemning ved en dyb skovsø, der gemmer på et “væld af halvglemt sang” og anes som “sukkes boblelyd på stille vand”. Rent musikalsk er vi også på gyngende grund med pizzikerede toner, der fra et udspring i det dybe celloleje stiger til vejrs og indgår i et dynamisk vekselspil med de øvrige dybe stemmer under melodiens spejl.

I kontrast til den anelsesfulde dekadence i Gennem krat og dunkle bregner slår den nervøse stemning over i affekt i Vindstød over søen fare, hvor nodebilledet er oprevet og musikken piskes op af sitrende instrumenter. I denne krisemusik oplever vi en søgende sjæl, der en stormende nat har mistet orienteringen.“Guds stjernelys” er veget for “sorte skygger, kuldegys.”

Humoreske

Humoreske er sjældent dobbeltbundet musik, komponeret i perioden hvor Rued Langgaard netop har færdiggjort Antikrist. Nu venter han spændt på svar fra Det Kgl. Teater om, hvorvidt de vil opføre det, som skulle vise sig at være et hovedværk. Rued Langgaard kom til at vente forgæves.

Rued Langgaards oprindelige titel på det nye stykke er “Symfoni”, men på et tidspunkt ændrer han titlen til Humoreske. Besætningen er usædvanlig: en blæserkvintet, hvor hornet er erstattet af et engelskhorn, hvilket giver en ekstra intens og mørk klang. Og så tilføjer Rued Langgaard en militærtromme. Ligesom lilletrommen i Carl NielsensSymfoni nr. 5, der, kort før Rued Langgaard skrev Humoreske blev uropført med stor succes, har den en destruktiv rolle.

Det er i disse år, der begynder at tegne sig et billede af Carl Nielsen som Danmarks store komponist, hvorimod Rued Langgaard bliver opfattet som en musikalsk særling, til trods for at han i denne periode komponerer nogle af sine mest vægtige og banebrydende værker. Og det er, som om det hele mødes her i Humoreske. Verdens ondskab, der er på spil i Antikrist, og oplevelsen af på et personligt plan at være forsmået. Temaer, der er en symfoni værdig, men som her i skjul af den mere uforpligtende titel Humoreske kan lade det absurde få frit spillerum.

I begyndelsen hører vi en koral, der med karakterbetegnelsen “Solenne Crudele” (højtideligt grusomt) er alt andet end fredfyldt. Snarere indledningen til en sort messe. Siden følger en række variationer. Men det er ikke muntre variationer som i Carl Nielsens samtidige blæserkvintet over den elskelige koral Min Jesus, lad mit hjerte få. Højdepunktet hos Rued Langgaard er en “Fuga con disperatezza” (Fuga med desperation), hvor fløjten isoleres i et amokløb i det høje hysteriske leje, på konfliktkurs med de øvrige blæsere. Et billede på en forpint sjæl.

I anden del af Humoreske, der indledes med en klarinetsolo, flyder musikken med charmerende, legende lethed, men der stikker noget under. Der skal spilles “Semplice lusinghiero” (enkelt, smigrende). Musik, der vækker falske forhåbninger, og som til slut kommenteres af militærtrommen “Lento minaccioso” (langsomt og truende). Humoresker er oftest humoristiske og uskyldige. Det er ikke tilfældet her.

Afgrundsmusik

Ligesom Humoreske er klaverværket Afgrundsmusik nært knyttet til Antikrist, som Rued Langgaard fik sin første inspiration til i Venedig i det tidlige forår 1921. Det var også under opholdet i kanalbyen, at Rued Langgaard begyndte at komponere Afgrundsmusik, og ligesom i operaen beskæftiger han sig her med nogle af tidens og tilværelsens mest destruktive kræfter.

“Afgrund – tages her som udtryk for det stærkeste, det vil sige det såkaldte ‘onde’. ‘Filosofien” her vedkommer imidlertid ikke denne musiks spontane udtryk for ‘liv’.”

Citatet, der stammer fra 1924, hvor Rued Langgaard færdiggjorde Afgrundsmusik, udtrykker en dobbelthed. Beskrivelsen af afgrund er nært beslægtet med forestillingen om “jeg’ets storhedsvanvid”, som Langgaard udfolder i Antikrist. Her lader han for en tid Antikrist råde i verden, i håb om at ondskaben og den menneskelige egocentri vil rase ud én gang for alle. Samtidig refererer Rued Langgaard til Carl Nielsens motto udtrykt i forbindelse med Symfoni nr. 4, “musik er liv, som dette uudslukkeligt”, hvori der er en tro på, at musikken besidder en kraft i sig selv.

Allerede i det første afsnit af Afgrundsmusik udfoldes der et drama, da Rued Langgaard lader et aggressivt udhamret motiv, lånt fra Liszts h-mol-sonate, stå uformidlet over for et højtideligt spillet koraltema. Den religiøst farvede musik bliver her til en kastebold i et frådende vanvidsspil, der afsluttes med, at Liszt-motivet mod slutningen af Afgrundsmusik rydder alt af vejen i et hysterisk ridt.

Afgrundsmusik er blandt Rued Langgaards mest ekspressive værker, og undervejs er det, som om han forsøger at sprænge den instrumentale sats indefra, at overskride det fysisk mulige på et klaver.

I Allan Gravgaard Madsens transskription for Esbjerg Ensembles besætning (blæserkvintet, slagtøj og strygekvartet) tilføres disse indre spændinger nye dimensioner.

Det farverige vekselspil mellem blæserne og strygerne i første sats understreger musikkens indsmigrende og lokkende karakter, og i kraft af xylofonen, der ifølge Gravgaard Madsen kan lyde “spøgelsesagtigt som døde knogler, der rasler”, fornemmes der i endnu højere grad et gotisk gys.

Og de maniske rastløse gentagelser i anden sats får i kraft af den større instrumentale besætning en mere altomfattende karakter. I takt med at det musikalske rum udvides, bliver det tiltagende klaustrofobisk. Det står klart, at der brænder en uudslukkelig vanvidsild i denne musik.

Release date: 
august 2021
Cat. No.: 
8.226152
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
636943615225
Track count: 
12

Credits

Recorded at Musikhuset Esbjerg, on 7-9 September, 2020

Recording producer: Sean Lewis
Sound engineer: Sean Lewis
Editing, mix and mastering: Sean Lewis

℗ & © 2021 Dacapo Records, Copenhagen

Liner notes: Esben Tange
Translation of liner notes: Colin Roth
Translation of song text: James Manley
Proofreaders: Jens Fink-Jensen, Colin Roth
Artwork: Studio Tobias Røder, www.tobiasroeder.com

Publishers: Rued Langgaard Udgaven and Edition Wilhelm Hansen, www.wisemusicclassical.com

Dacapo Records acknowledge, with gratitude, the support of Augustinus Fonden, Dansk Solistforbund, Langgaard-Fonden and Solistforeningen af 1921.

8.226152