Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Works for Solo Piano Vol. 2

Friedrich Kuhlau

Works for Solo Piano Vol. 2

Marie-Luise Bodendorff

Ugens album – MDR Kultur
»Klasse!« Rondo Magazin

På fortsættelsen til sit meget roste første album med Kuhlaus klavermusik lægger Marie-Luise Bodendorff fra land med hans tre tidligere uindspillede rondoer, op. 1, der viser sig som noget af Kuhlaus mest charmerende og karakteristiske klavermusik. De efterfølges af de seks sonatiner, op. 55, der stadig er et populært valg blandt nutidens pianister. Albummet afrundes af Fantasi over svenske sange, op. 93, hvor Bodendorff fremviser alt det gode håndværk, elegance og venlighed, der findes i Kuhlaus klavermusik.

Køb album Stream

CD

  • CD
    Jewel Case
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
  • FLAC 24bit 192kHz
    131,00 kr.
    Studio Master +
    €17.57 / $19.13 / £14.98
    Køb
Marie-Luise Bodendorff © Nina Gilera
Ugens Album - uge 12
Annett Mautner, MDR Kultur radio
Marie-Luise Bodendorff har sat hans overdådige produktion af klaverstykker et flot minde
Gregers DH, GregersDH.dk
Den melodiske udtrykskraft, som Marie-Luise Bodendorff besidder, ​​er en sand auditiv glæde - en musikalsk fornøjelse
Carme Miró, Sonograma Magazine
Kuhlau tenderer i sine værker mod stærke kontraster mellem stærkt resolutte tematikker og lyrisk yndefulde episoder, som Bodendorff efterfølger med stort temperament og følsomhed på baggrund af fremragende pianistiske færdigheder. Klasse!
RONDO-Redaktionen, Rondo Magazin
Tysk/dansk tidlig romantik, når det er bedst, med meget fine næsten Mozarts udsmykninger
Veerle Deknopper, Cultuurpakt
Ugens Album uge 21
DR P2
Marie-Luise Bodendorffs performances overdriver aldrig musikken, men lader den kommunikere sin egen charme, mens Dacapos lydteknik er pletfri. Meget anbefalelsesværdigt
David Denton, David's Review Corner
Total runtime: 
77 min.
Klaverkunst

Af Andrew Mellor

Den 23. januar 1811 gik scenetæppet på Det Kongelige Teater op for en ukendt tysk musiker. “Hans ranglede skikkelse virkede lettere klodset i det sorte koncerttøj,” lød en beretning fra aftenen. “Hans nydelige hoved med krøllet hår og langt, rødmosset ansigt var skæmmet af et manglende øje […] Så satte han sig og begyndte at spille værket, sin klaverkoncert i C-dur, så indtrykket af kejtethed, der havde tynget hans generelle fremtoning, forsvandt. Han viste sig som en mester.”

Den omtalte musiker var Friedrich Kuhlau. Uger tidligere, i de sidste dage af 1810, var han 24 år gammel flygtet til den danske hovedstad under navnet Kasper Meier. I årevis havde han uden større held forsøgt at skabe sig en karriere som pianist i det nordlige Tyskland, og da Napoleon endelig overtog kontrollen med Hamborg, stod Kuhlau til at blive tvangsudskrevet til hæren. Beslutningen om at rejse nordpå viste sig at være en af hans karrieres klogeste, selvom rejsen i første omgang kun blev set som et midlertidigt stop på vejen. Kuhlau var ikke ubekendt med mangel på held, men som tilflytter lykkedes det ham at indynde sig i Danmarks musikalske og aristokratiske kredse. I løbet af tre år færdedes han hjemmevant i palæernes korridorer og endte med at tilbringe resten af sit liv i landet som dansk statsborger.

Daniel Friedrich Rudolph Kuhlau blev født i 1786 i Uelzen nær Hannover. Da han som barn faldt ned ad en trappe, knustes en flaske, han havde båret på, og et glasskår havnede i hans højre øje. Øjet endte han med at miste, men under sygelejet købte hans far, der var kapelmester, et klaver til sønnen og knyttede dermed den unge mands skæbne til det klaver, der i lige så høj grad som tværfløjten skulle komme til at definere hans karriere.

I 1803 bosatte familien sig i Hamborg, hvor Kuhlau hurtigt gjorde fremskridt og snart efter studerede hos kantor Schwencke, der havde efterfulgt C.P.E. Bach som organist ved Katharinenkirche i Hamborg. Hans beslutning om at drage nordpå kan meget vel have været påvirket af onklens ansættelse som organist i Aalborg. Uanset hvad blev Kuhlaus møde med Danmark straks en succes. Koncerten i 1811 på Det Kongelige Teater blev vel modtaget, hvilket nok lige så meget skyldtes danskernes hang til at fatte sympati for en akavet, undertippet skikkelse som oprigtig interesse for Kuhlaus musik. Danmark kendte til Beethovens musik og fornemmede Kuhlaus forbindelse til den tyske mester i hans flair for drama og elegance, og Kuhlau havde allerede optrådt med Beethovens Kvintet for klaver og blæsere, op. 16, i Danmark, før han introducerede sin egen klaverkoncert til Det Kongelige Teaters publikum.

Kuhlaus kontinentale baggrund fik aristokratiet til at opsøge ham som klaverlærer. Med sin egen fattigdom i frisk erindring udviklede han en streng arbejdsdisciplin, men stillede sig til gengæld aldrig helt tilfreds med at undervise. På opfordring fra Adam Oehlenschläger skrev han sit første syngespil til Det Kongelige Teater, Røverborgen, som havde premiere i 1814. Hans til tider knortede forhold til teatret nåede sit højdepunkt i 1828 med musikken til skuespillet Elverhøj, skrevet i forbindelse med fejringen af kong Frederik VI’s datters bryllup. Partituret skulle senere blive en hjørnesten i dansk kultur og fik halvandet hundrede år senere slået sin status fast i en sindrig filmkoreografi udtænkt af den partiturkyndige Egon Olsen i Erik Ballings Olsen-banden ser rødt fra 1976.

Kuhlaus karriere var kendetegnet af løse tilknytninger til såvel Det Kongelige Teater (hvor han var syngemester en enkelt sæson) og hoffet (hvor han fik etableret sin egen semi-freelancestilling som kongelig kammermusikus). Også hans liv var uafklaret og lettere kaotisk, samtidig med at han udviklede en voldsom appetit på både alkohol og tobak. I 1814 flyttede Kuhlaus fattige forældre og yngste søster fra Tyskland for at bo hos ham i huset i Lyngby. Det familiære arrangement belastede komponistens økonomi og foranledigede ham til at udgive værker i hastigt tempo, heriblandt de mange værker for fløjte, som siden har sikret Kuhlau høj status i træblæserkredse.

I sin levetid var Kuhlau dog primært kendt som pianist. I denne egenskab rejste han både til Sverige og Østrig og tilbage til sit tyske fødeland. På en sådan rejse havde Kuhlau i 1825 et veldokumenteret møde med sit musikalske forbillede, Ludwig van Beethoven, hvis fem klaverkoncerter han allerede havde givet danske førsteopførelser. Som beskrevet i Alexander Thayers Beethoven-biografi tog et selskab omfattende Beethoven og Kuhlau på landlig udflugt, gjorde holdt på et værtshus for at få forfriskninger og fortsatte så hjemme hos Ludwig med forskellige intellektuelle løjer, heriblandt udarbejdelsen af kanoner. Kuhlau skrev en kanon over navnet Bach, mens Beethoven som tema valgte at udlægge sin kollegas navn: “kühl, nicht lau” (kølig, ikke lunken). Efterfølgende skrev Beethoven undskyldende til “min kære Kuhlau”, tydeligvis flov over måske at have overskredet hans grænser. Både Beethoven og hans forlægger, Schlesinger, kunne godt lide og beundrede deres dansk-tyske bekendtskab, som de i breve hengivent omtalte som “kyklopen”.

Tilbage i København begyndte tilværelsen at sætte sig spor hos Kuhlau. Han mistede begge forældre i 1830, og et halvt år senere, i februar 1831, brændte hans hus ned til grunden, inklusive alle hans utrykte manuskripter og manuskriptet til en ny klaverkoncert. Han kom sig aldrig helt efter at have stået ude i den iskolde nat og fulgt ildens hærgen og måtte tre måneder på hospitalet efter at have fremskyndet en allerede kendt brystlidelse på denne måde. Han døde i København lidt over et år senere.

Kuhlaus musik havde alle den tidlige romantiks kendetegn på et tidspunkt, hvor dansk musik kun lige var ved at få øjnene op for den. Desuden var han en stilbevidst pianist med forståelse for den hastige udvikling af instrumentets teknologi og i en god position til at drage fordel af middelklassens forkærlighed for at have et instrument i hjemmet. Hans klavermusik kan inddeles i dels værker til undervisningsbrug eller med henblik på talentfulde amatører (ikke mindst de velkendte sonatiner), dels stort anlagte værker for erfarne pianister. Generelt er hans bedste klavermusik melodisk righoldig, udnytter alle instrumentets klangmuligheder og spænder i sin opbygning fra det sarte til det pompøse.

Det er Kuhlaus første opusnummer et eksempel på. Hans 3 rondoer, op. 1, for klaver er antagelig komponeret i 1809 forud for komponistens ankomst til Danmark, men blev først trykt i København året efter. Værket er tilegnet “Signora Contessa de Wallmoden-Gimborn”, som var datter af den tyske generalløjtnant Johann Ludwig von Wallmoden, der meget vel kan have været elev af komponisten. Den nøgterne titel afslører ikke kun Kuhlaus pædagogiske hensigter, men også hans brugervenlige fokus på enkle klassiske former – i dette tilfælde et værk, hvor det musikalske hovedmotiv i hvert stykke optræder regelmæssigt eller “vender tilbage”. Den temmelig tørre beskrivelse dækker imidlertid over noget af den mest charmerende og karakteristiske musik fra Kuhlaus hånd.

Rondo nr. 1 præsenterer et høvisk tema, der både rummer formmæssige mindelser om Beethoven og karaktermæssige mindelser om Mozart, og hvis forskellige gentagelser veksler med stadig mere komplekse og virtuose gennemføringspartier (med masser af Kuhlaus elskede skalaer). I Rondo nr. 2 præsenteres en drilsk melodi i det lyse register, men bliver gradvis mere dannet og alvorlig, efterhånden som den kommer ned på jorden, også selvom den lige til det sidste bevarer glimt af sin oprindelige friskhed.

Det robuste hovedtema i Rondo nr. 3 er mere ukonventionelt, rytmisk markant og tvetydigt og kommer dermed til at danne afsæt for et af Kuhlaus mest originale værker med gentagne akkordsekvenser og sågar et accelerando. På et tidspunkt splintres klangbilledet i et nærmest pointillistisk mønster, hvor Kuhlaus hovedtema bliver fordelt over hele klaviaturet og dermed fuldstændig blottet.

Kuhlaus fire sæt af sonatiner (“små sonater”) er stadig populære blandt pianister med ønske om at finpudse deres færdigheder. De 6 sonatinaer, op. 55, blev trykt i København i 1823 og er tydeligvis tiltænkt det voksende publikum af ambitiøse amatører. Værkerne præsenterer den udøvende for nogle af klaverspillets grundlæggende elementer: fingerfærdighed, kunsten at skabe balance mellem de to hænder (der skiftes til at være akkompagnerende og melodibærende) samt udviklingen af en nuanceret og elegant frasering (hvilket er altafgørende hos Kuhlau). Ligeledes stifter pianisten i sonatinerne også bekendtskab med sonateformens grundlæggende konstruktionsprincipper.

De tre første stykker i op. 55 er velkendte, mens de tre sidste ikke i samme grad er det. Straks fra sættets første stykke er Kuhlaus generelt lyse og elskværdige temperament åbenlyst i den ligefremme toneart C-dur. “Allegro”-satsen præsenterer en munter melodi, opsøger nyt materiale i dominanttonearten G-dur og gentager derefter åbningstemaet. Anden sats, en lynhurtig “Vivace” med brug af en opadgående kromatisk skala, vil kunne styrke fingrene hos enhver håbefuld pianist.

I Sonatine nr. 2 i G-dur dækker umiddelbarheden over et sart aspekt, hvor en blid, langsom sats med angivelsen “Cantabile” står i kontrast til antydningerne af kromatik i de to omgivende “Allegretto”- og “Allegro”-satser, hvoraf den første er høvisk, mens den sidste med sine fanfarelignende akkordgrupper antyder glimt af humor. Sonatine nr. 3, atter i C-dur, byder gennem to satser på hektisk musik i form af blandt andet et tema i parallelle sekster (“Allegro spirito”) og opvisninger i fingerfærdighed (“Allegretto grazioso”).

I første sats af Kuhlaus Sonatine nr. 4 i F-dur præsenteres der mere komplicerede rytmiske virkemidler såsom trioler – hvor pianisten skal spille tre toner inden for et tidsrum afsat til to – og i finalen “Alla polacca” de skæve betoninger fra en polsk dans. En kort, men ekspressiv “Andantino” er klemt ind mellem de to.

Rytmen er også central i Sonatine nr. 5 i D-dur, hvor den indledende “Tempo di marcia” sættes i gang med markante, punkterede rytmer, inden højrehånden udfolder melodien i den energiske “Vivace assai”. I den afsluttende Sonatine nr. 6 i C-dur udvider Kuhlau sættets ambitionsniveau og udtryksmidler ved under sidetemaet i den storladne “Allegro maestoso” at lade pianisten krydse hænder (musikken bevæger sig også ud i et større repertoire af tonearter). Den slutter med en traditionel “Menuet” og “Trio” med tilføjet coda.

Kuhlau var kendt for sin hang til at improvisere ved klaveret over iørefaldende melodier, og hans hobby resulterede i adskillige trykte sæt af variationer og fantasier. Han var særlig glad for folkesange fra Skandinavien, heriblandt også Sverige, som han jævnligt besøgte.

Kuhlau var første gang på turné i Sverige i 1815 på opfordring fra den tyske hornist Johann Gottfried Schuncke. En af Kuhlaus elever, pianisten Carl Schwarz, bosatte sig i Göteborg og opretholdt en tæt forbindelse til sin tidligere lærer. Med hjælp fra Schwarz formåede Kuhlau at blive en del af eliten i Göteborg. Hans Fantasi i g-mol over svenske sange, op. 93, er tilegnet en “Madame Betty Magnusson fra Göteborg”.

Værket udviser al den håndværksmæssige kunnen, elegance og elskværdighed, som gør også Kuhlaus lettere værker virkelig interessante. I den indledende “Maestoso” i dette værk veksler massive akkorder med letflydende passagespil, mens der hentydes til forskellige svenske melodier. Derefter præsenteres et tydeligt tema, mens det i den følgende “Andante mesto”-passage får ændret stemmeføring og bevæger sig frem og tilbage mellem pianistens hænder med et stadig mere raffineret filigranakkompagnement.

I den indledningsvis højtidelige “Allegretto pastorale” præsenteres endnu et tema, der udvikler sig til en selvstændig variationsdel og endnu en gang lader melodien bevæger sig frem og tilbage mellem hænderne sammen med et raffineret, men aldrig overdrevet passagearbejde (denne del er tydeligt baseret på elementer fra sonatinerne). Unisone skalaer og en improvisatorisk overledning fører til den tilbageholdne, indadvendte stemning i “Allegretto con tenerezza”-delen, hvor en kæde af toogtredivtedele lægges ind over melodien, som nu er i venstre hånd, ligesom man kan finde det hos Beethoven. Denne del ender med lidenskabelige, stormfulde undertoner, før melodien i en afsluttende “Allegretto scherzando” bliver lagt ind over homofone sekstendedelsakkorder frem mod en afsluttende forfølgelsessekvens.

Release date: 
marts 2022
Cat. No.: 
8.226205
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
636943620526
Track count: 
18

Credits

Recorded at Konservatoriets Koncertsal, the Royal Danish Academy of Music, Copenhagen, on 2-5 August 2021

Recording producer: Daniel Davidsen
Sound engineer: Daniel Davidsen
Editing, mix and mastering: Daniel Davidsen

℗ & © 2022 Dacapo Records, Copenhagen

The art of the pianist, by Andrew Mellor, translated from the English
by Jakob Levinsen
Proofreaders: Jens Fink-Jensen, Colin Roth
Artwork: Studio Tobias Røder, www.tobiasroeder.com

With support from Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Augustinus Fonden, Solistforeningen af 1921, Weyse Fonden and William Demant Fonden

This recording was made in cooperation with the Royal Danish Academy of Music, Copenhagen

randomness