Koncerter fra det 19.århundredes Danmark

Fra det 19. århundredes Danmark

af Gorm Busk

Friedrich Daniel Rudolph Kuhlau blev født i 1786 i en slægt af regimentsmusikere i den nordtyske by Uelzen, der ligger midtvejs mellem Hamborg og Hannover. Omkring 1802 flyttede familien til Hamborg, og her fik den unge Friedrich Kuhlau lidt musikundervisning af C.F.G. Schwencke, der var elev af Carl Philip Emanuel Bach og dennes efterfølger som kantor og musikdirektør for Sankt Catherine Kirke i Hamborg. Friedrich Kuhlau optrådte som pianist ved koncerter både med andres og egne værker, og i slutningen af 1810 tog han på en skelsættende koncertrejse, der endte i Køben­havn, hvor han slog sig ned og levede resten af sit liv. Om han rejste af frygt for at blive taget til fransk soldat er vel tvivlsomt, da han som 10-årig havde mistet sit højre øje ved et fald på gaden.

Det evige spørgsmål, om Kuhlau er tysk eller dansk, besvares bedst med, at han var tysk og dansk. Han levede faktisk nøjagtigt halvdelen af sit liv i Tyskland og halvdelen i Danmark, men næsten alle hans værker er dog skrevet herhjemme, og det skulle måske så være en grund til at anse ham for dansk.

I Danmark fortsatte Kuhlau i begyndelsen sit koncertliv og blev i 1813 kongelig kammer­musikus, men først i 1818 med gage og med forpligtelse til hvert andet år at skrive en opera eller skuespil­musik som Elverhøj til Det Kongelige Teater. Det gjorde han med glæde, selv om han ikke samtidig kunne opretteholde den store produktion af klaver- og fløjteværker til danske og tyske musikforlag, som var hans hovedindtægtskilde.

Friedrich Kuhlau sad hele livet i små kår, og i 1826 bosatte han sig i Lyngby nord for ­København for at bo billigere, men ulykken ramte ham: Huset, Kuhlau boede i, brændte ned til grunden i 1831, og efter et hospitalsophold flyttede han til Nyhavn (nuværende nr. 23, det højeste hus på venstre side), hvor han døde af tuberkulose 46 år gammel.

Friedrich Kuhlau
Concertino for to valdhorn og orkester, op. 45 (ca. 1822)

Under sin lange rejse til Tyskland og Østrig i 1821 traf Friedrich Kuhlau på vejen til Hamborg hornisten Joseph Gugel og dennes søn, som også spillede horn, og til dem komponerede han sin Concertino for to valdhorn og orkester. Den blev planlagt til en koncert i København i februar 1822, der dog senere blev aflyst, og kom først til opførsel fire år efter, med andre solister. Som så mange af datidens concertinoer afviger denne fra koncertens tresatsede form og består af en Adagio non troppo, en Allegro alla polacca, en Larghetto, en let forandret gentagelse af ­polaccaen og så en Allegro assai.

Friedrich Kuhlau er kendt for at efterligne værker af andre komponister (Kuhlaus 1. Klaverkoncert i C-dur begynder næsten som Beethovens tilsvarende), uden at det dog går ud over hans personlige stil. Den indledende Adagio i horn-concertinoen begynder således med et unisont stryger­tema, der minder meget om den finsk-svenske komponist Bernhard Crusells 2. Klarinetkoncert i f-mol, som Kuhlau måske har hørt under sin rejse til Stockhholm i 1815. Kuhlau havde meget besvær med at få concertinoen afsat og måtte, i sin forlegenhed for at få den trykt, forære den til Edition Peters Musikforlag i Leipzig, hvor den udkom i 1830, og hvor manuskriptet stadig befinder sig.

Værket har fine klangvirkninger, karakteristiske og melodiske temaer, og der er nok at lave for de to valdhorn, der spiller i alle tænkelige kombinationer, og til hvem de tekniske krav er betydelige. Polaccaen sættes i gang af strygere og pauke, inden vi møder solohornenes ægte kuhlauske, synkoperede tema, der gentages af orkestret, hvorpå hornene fortsætter med nye temaer og figurationer. I Larghettoen sættes man i en rigtig serenade-stemning, i og med at de to horn i tertser og sekster spiller en duet à la Rossini, som akkompagneres af de dybe strygeres pizzicato. Polaccaen går i gang igen og slutter denne gang med hornkvinter (akkompagneret af pauken) – et springbræt for slutsatsens “jagttema”, der til sidst, som værkets clou, spilles af orkestrets to horn med ekkovirkende gentagelser i solohornene. Det blev for Kuhlaus vedkommende kun til tre koncerter: to klaverkoncerter – hvoraf den anden er gået tabt – og så denne concertino.

Ouverture til William Shakespeare, op. 74 (1825-26)

En senere rejse til Wien i sommeren 1825 er kendt for mødet den 2. september med Kuhlaus store forbillede Beethoven i Baden-Baden, hvor Beethoven opholdt sig på sommerferie. I selskab med andre musikfæller blev det en rigtig herretur med vandring i bjergene, masser at drikke og udveksling af kanoner. Nogle dage efter overværede Kuhlau uropførelsen af ­Beethovens Strygekvartet i a-mol, op. 132, som må have været rejsens kunstneriske højdepunkt. Under besøget blev Kuhlau inspireret af Beethovens nye ouverture Zur Namensfeier (1814-15), der blev modellen for Kuhlaus egen ouverture til William Shakespeare, som han komponerede kort efter sin hjemkomst til Danmark.

William Shakespeare er et skuespil af den nu næsten glemte præst og forfatter Caspar Johannes Boye (1791-1853), og bygger på en muligvis sandfærdig historie fra Shakespeares ungdom om hans krybskytteri og kontroverser med den lokale herremand, hvori der på romantisk vis er indflettet personer (Oberon og Titania) og mindelser fra forskellige Shakespeare-skuespil (fx en pantomime over Macbeth). Det er et af Boyes bedre arbejder, der overgår de to opera­libretti, Kuhlau komponerede musik til – Elisa (1820) og Hugo og Adelheid (1827).

Ligesom Beethovens Zur Namensfeier står Kuhlaus Shakespeare-ouverture i C-dur og har en langsom indledning. Hos Kuhlau udmønter det sig i et dramatisk forløb med en varieret rytmik og blæsersoli, der leder over i den hurtige del. Som i flere af Kuhlaus ouverturer indledes denne med et strygerfugato i piano, der efterfølges af et tutti i forte med flere markante temaer. Gennemføringsdelen behandler fugatoet, som derfor udelades i reprisen, der bringer ouver­turen – Kuhlaus bedste sammen med den til Elverhøj – til en flot afslutning. Musikken til William Shakespeare har visse steder en kuriøs lighed med to andre Shakespeare-inspirerede værker komponeret samtidig: Webers opera Oberon (1825-26) og Mendelssohns ouverture til En skærsommernatsdrøm (1826).

Christian Frederik Barth
Koncert for obo og orkester, op. 12 (ca. 1823)

Hvem kender i dag Christian Frederik Barth? Han var ud af et dynasti af oboister og måske en af de betydeligste. I V.C. Ravns artikel, Koncerter og musikalske Selskaber i ældre Tid (1886), får Barths musik følgende rosende omtale: “Chr. Barths kompositioner for oboen vandt endog udbredelse i udlandet, hvor han flere gange foretog kunstrejser og allerede i sit 18. år gjorde opsigt ved sin rene, sarte og skønne tone, sin store færdighed og sikkerhed og sit smagfulde foredrag, der røbede både ånd og følelse”. Eller som det hedder i tyske blade fra 1804: “En obokoncert i form af en syngescene, hvormed han på en af sine senere rejser noget dristigt udfordrede til sammenligning med Spohrs berømte stykke [Violinkoncert nr. 8 i a-mol, op. 47, 1816] skal have vakt sensation”. Det er dog næppe den obokoncert, der optræder på denne udgivelse. Barth omtales også som komponist af “flere ouverturer fra 1810-1829”.

De øvrige oboister i slægten var faderen Christian Samuel (1735-1809), der også var hof­violinist og i Det Holstenske Selskab foranstaltede beneficekoncerter med Christian Frederik og sin anden søn Philip (1774-1804). I slægten var også en sangerinde, Amalie Frederikke Vilhelmine.

Barths koncert står i B-dur og indledes med en Adagio i firedelt takt. Den består af en række forskellige tempoafsnit og er ganske velproportioneret med mange smukke og rigt varierede solo­partier – en spændende genopdagelse i den ellers ikke særlig righoldige danske obolitteratur.
 

Niels W. Gade
Capriccio i a-mol (1878)

Niels W. Gade var en af de første danske komponister, der ikke havde tyske forfædre. Hans far var instrumentmager, og som komponist slog Gade sit navn fast med ouverturen Efterklange af Ossian, op. 1 (1840) og Symfoni nr. 1 (1841-42), der er bygget over hans egen folkeviseefterligning til B.S. Ingemann-teksten Paa Sjølunds fagre Sletter. Gades melodiske øre ramte tidsånden og begge værker vandt Mendelssohns beundring. Niels W. Gade opnåede derfor efterhånden stillingen som Mendelssohns højre hånd ved ledelsen af det berømte Gewandhausorkester i Leipzig. Da Mendelssohn døde i november 1847, var det naturligt, at Gade overtog ledelsen af orkestret. Ved udbruddet af Treårskrigen 1848-50, mellem Danmark og Det Tyske Forbund, vendte Gade imidlertid hjem til Danmark, hvor han med sine mange værker – symfonier, ouverturer, kammer­musik, klaver- og orgelmusik og oratorier som Elverskud og Korsfarerne – blev toneangivende i dansk musikliv.

Sammen med J.P.E. Hartmann (1805-1900) – den anden store danske komponist i høj­romantikken – stiftede Gade Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København. Eftertidens dom, at han blev “fejret, agtet, glemt”, var overdreven hård. I dag har Gades musik fået en renæssance, og det gælder også hans Capriccio. Det delikate og ret korte værk, der også findes i en udgave for violin og klaver, karakteriserer Gade selv således: “... jeg har gjort det så violinmæssigt, som det var mig muligt. Det falder i tre afsnit, et humoristisk-karakteristisk i a‑mol – et sangbart-ekspressivt i F-dur, så tilbage til det første i a-mol, og så coda i A-dur, blid og følelsesfuld i begyndelsen og til sidst kapriciøs og brillant”.

Gorm Busk (2019), dr.phil., specialist i den danske guldalder og Friedrich Kuhlau.