Fikta

En kærlighedshistorie

Af Árni Heimir Ingólfsson

Akkordeonet var et af de første instrumenter, der vandt udbredelse i Island i 1800-tallet. Kort før 1850 gjorde det sig bemærket til dansesammenkomster i Reykjavík, som på det tidspunkt kun var en landsby. I 1890’erne havde akkordeonerne bredt sig til hele landet og blev typisk betjent af selvlærte musikere, som spillede efter gehør. Inden for klassisk og nutidig musik har det imidlertid taget akkordeonet væsentligt længere tid at etablere sig, og først i slutningen af 1900-tallet begyndte islandske komponister at skrive for instrumentet. I de seneste år har Island udklækket flere fremragende akkordeonspillere, heriblandt Jónas Ásgeir Ásgeirsson. Musikken på denne udgivelse er skrevet mellem 1972 og 2020 og repræsenterer tre forskellige generationer af islandske komponister, heriblandt to værker skrevet direkte til Ásgeirsson.

Finnur Karlsson (f. 1988) er uddannet ved Islands Kunstakademi og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium med blandt andre Hans Abrahamsen, Atli Ingólfsson og Úlfar Ingi Haraldsson som lærere. Hans akkordeonkoncert er skrevet til Jónas Ásgeirsson og Elja Ensemble, der består af unge islandske musikere. Værket blev uropført i Island i sommeren 2020 – ved hvad der var tænkt som den første koncert på en omfattende turne – men blev et af de mange ofre for COVID-19-pandemien. Som følge af restriktioner indført med kort varsel blev det nødvendigt at aflyse resten af turnéen i lighed med yderligere to opførelser og en efterfølgende indspilning. Først næsten to år senere kunne den foreliggende optagelse langt om længe finde sted. Værket vandt Den Islandske Musikpris for ‘Årets komposition’ i 2021.

Akkordeonkoncerten er i syv korte satser, hvoraf de med ulige numre er de mest substantielle. Her anvender Karlsson materiale hentet fra flere forskellige og ofte uventede kilder. Første sats (‘A Dream about Flying’) citerer på sindrig vis to melodier som er velkendte i Island, omend de er blevet sat ned i tempo og forvrænget til noget nær ukendelighed: Flugvélar (Flyvemaskiner) med den islandske popgruppe Nýdönsk, og Bedstemors flyvevise fra Thorbjørn Egners klassiske børnestykke Dyrene i Hakkebakkeskoven. Tredje sats (‘Thread / Longed for’) er overvejende baseret på en hexatonisk skala, og femte sats (‘Bontempi’s Ghost’) er inspireret af Karlssons eksperimenter med optagefunktionen på sin lille datters Bontempi-legetøjskeyboard. Karlsson optog en clusterakkord ved at trykke så mange tangenter ned som muligt og trykkede derefter play – hvilket fik instrumentet til at gengive akkorden som en sekvens af forskellige tonehøjder. Koncertens satser med lige numre er kortere, har præg af intermezzi og titler derefter: ‘one and a, two and a’ og ‘three and a’. De udspringer alle af en lille, kvik sang, som Karlsson skrev med akkordeonets folkemusikalske rødder i tankerne. Sidste sats, ‘Et Cetera’, er ligeledes et fragment af sangen.

Atli Ingólfsson (f. 1962) har studeret hos Davide Anzaghi i Milano og Gérard Grisey i Paris og regnes blandt de førende islandske komponister i sin generation. Hans værker kendetegnes af en yderst original tilgang til lyd, som ofte er påvirket af spektralteknikker og resulterer i virtuose og farverige musikalske strukturer. Radioflakes er skrevet i 2004 til den norske akkordeonspiller Frode Halti som bestillingsværk fra Radio France. Ingólfsson beskriver værkets idé således: “Jeg kan ikke lade være med at betragte akkordeonet som en forløber for den transportable radio, den såkaldte ghettoblaster. Dermed er det for mig også indbegrebet af en kamp mellem dets karakteristiske rytmiske puls, en mere aggressiv klangenergi og ubekymret bevægelse frem og tilbage mellem radiokanalerne. Værkets tilblivelse var lige så fascinerende som at sidde foran radioen som barn og lege med kanalvælgeren.” I værkets indledning udforsker Ingólfsson forskellen på at spille med og uden vibrato og udvikler gradvis tonehøjder, rytmer og dynamik gennem en virtuos udforskning af akkordeonets ‘ghettoblaster’- eller radiolignende egenskaber. Til allersidst får musikeren besked på at improvisere “meget uregelmæssige, morselignende figurer”. Det tager Ásgeirsson helt bogstaveligt ved at morse værkets titel, Radioflakes, i morsealfabetet:
· – · · – – · · · · – – –  · · – · · – · · · – – · – · · · ·

To af Islands førende komponister fra de sidste årtier af 1900-tallet blev født med kun få måneders mellemrum: Atli Heimir Sveinsson (1938-2019) og Þorkell Sigurbjörnsson (1938-2013). Ud over at være produktive som komponister satte de sig også begge, i kraft af at være aktive som lærere, administratorer og kulturpersonligheder, uudslettelige spor i musiklivet. I sine yngre dage havde Sveinsson status af lidt af en enfant terrible i islandsk musikliv. Han studerede på Staatliche Hochschule für Musik i Köln hos Günther Raphael og Bernd Alois Zimmermann. Ligeledes deltog han i kompositionskurserne i Darmstadt og modtog undervisning af Karlheinz Stockhausen. Hvis man kan tale om en karakteristisk stil hos Sveinsson, er den eklektisk, nyskabende, stemningsfuld og ekspressiv. Den kan være iørefaldende smuk, men også eksperimenterende, provokerende og kendetegnet af skarpe kontraster. Selv talte Sveinsson om gerne at ville “kombinere det hele” i en altomfattende pluralisme, en improvisatorisk syntese af øst og vest, af gammelt og nyt.

Man ved ikke meget om oprindelsen til Sveinssons værk Lieder und Intermezzi for sopran og akkordeon. Musikken til tre digte af den russiske digter Osip Mandelsjtam (1891‑1938) i tysk oversættelse af Paul Celan blev komponeret i 1996, men der er ikke dokumentation for, at de er blevet opført dengang. Sveinsson synes at have komponeret dem af ren og skær indre trang, og musikken blev først uropført i 2020 af de samme musikere som på denne plade. Musikken er et eksempel på Sveinssons mere abstrakte side, om end akkordeonet hen mod slutningen spiller en blid melodi med akkorder under, som ifølge Sveinssons angivelser skal spilles “Quasi ‘Bossa Nova’”, men meget stille.

Þorkell Sigurbjörnsson blev uddannet i USA, først på Hamline University og derefter på University of Illinois i Urbana-Champaign under Kenneth Gabura og Lejaren Hiller. Sigurbjörnssons mest berømte værk er koralen Heyr, himna smiður (Lyt, himlenes skaber), som i de senere år er blevet populær blandt kor overalt i verden. Sigurbjörnssons udgangspunkt som komponist var uprætentiøst og bevidst antiromantisk. Hans musik er først og fremmest “leg med toner” – titlen på et kursus, han i mange år holdt på musikkonservatoriet i Reykjavík, og som inspirerede en hel generation af yngre komponister. Sigurbjörnssons typiske fremgangsmåde var at vælge nogle få toner, et motiv eller et tema, og så lege med materialet. Sigurbjörnsson var også en yderst praktisk komponist, som skræddersyede mange af sine værker til bestemte musikere, ofte sine venner.

Det gælder også det foreliggende værk, Mobilissima visione (1972). Det blev skrevet til det danske ensemble Trio Mobile bestående af den legendariske akkordeonspiller Mogens Ellegaard, guitaristen Ingolf Olsen og slagtøjsspilleren Bent Lylloff. I januar 1971 gav trioen en koncert i Island, hvor de mødte Sigurbjörnsson og andre fremtrædende kulturpersonligheder, heriblandt den litterære Nobelpristager Halldór Laxness. Sigurbjörnsson skrev sit værk til trioen i foråret 1972, altså lidt over et år senere. Titlen er et ordspil, en sammentrækning af trioens navn og titlen på Paul Hindemiths ballet Nobilissima visione fra 1938.

Den yngste komponist på denne udgivelse er Friðrik Margrétar-Guðmundsson (f. 1993). Han aflagde eksamen ved Islands Kunstakademi i 2017 og er siden primært blevet kendt for musik til teater, dans og visuelle medier. Hans første opera, Ekkert er sorglegra en manneskjan (Intet er sørgeligere end et menneske), har modtaget to priser ved den islandske teaterpris, Gríman, blandt andet for ‘Årets musik’.

Fikta er skrevet til Jónas Ásgeir Ásgeirsson i 2018, året efter Margrétar-Guðmundssons komponisteksamen. De er gamle studiekammerater, og Ásgeirsson finder det kun passende, at det første soloværk, som er komponeret direkte til ham, er skrevet af en med så nært et kendskab til ham. Komponisten forklarer, at han stadig var i gang med at “fordøje alt det, jeg havde lært på studiet, men også begejstret over at kunne lave noget, der var helt igennem mit eget, og hvor jeg ikke behøvede at tænke på at skulle have karakter”. På islandsk betyder verbet fikta at “lege med” eller ligefrem “fuske med”, men værkets titel er også en hentydning til middelalderbegrebet musica ficta, hvor visse tonehøjder i vidt omfang overlades til musikernes forgodtbefindende. Margrétar-Guðmundsson forklarer, at han i sin studietid var blevet fascineret af middelalderens musik, i særdeleshed polyfoniens opståen og udvikling frem mod dur-mol-systemet. “Selvom det i tilbageblik kan ligne en uundgåelig udvikling, må det i datiden have vakt stor uenighed, at det førhen forbudte bliver tilladt. Men i Island udviklede tingene sig anderledes; den lokale tvisöngur (en islandsk tradition for at synge i parallelle kvinter, som fortsatte frem til 1900-tallet) overlevede alle disse forandringer, og måske er tingene ikke nær så uundgåelige som ved første øjekast.” Hovedemnet for Fikta er således spændingen mellem konservatisme og avantgarde. Margrétar-Guðmundsson henter værkets musikalske indhold, rytme og form fra frekvensforholdet i den rene kvint (3:2). Fikta er tilsyneladende en uundgåelig udvikling fra den indledende tomme kvint frem mod den F-dur-akkord, man hører til sidst. Men som komponisten minder os om, er den måske alligevel ikke helt så uundgåelig, som den forekommer.