Aladdin

Et livsværk i modvind

Af Inger Sørensen

Christian Frederik Emil Horneman (1840-1906) var ud af en kunstnerslægt. Hans farfar var miniaturemaleren Christian Horneman, der havde malet portrætter af både Haydn og Beethoven efter levende model. Faderen, Johan Ole Emil Horneman, var både pianist, musikforlægger og komponist. Han skrev talrige klaverstykker og sange, blandt andre “Højt fra træets grønne top” og “Dengang jeg drog af sted”. Det lå derfor i kortene, at C.F.E. Horneman, der som sin fader blev kaldt Emil, også skulle være musiker. Han komponerede da også allerede som barn og studerede fra 1858-60 på konservatoriet i Leipzig, hvor han knyttede et livslangt venskab med Edvard Grieg. Ved hjemkomsten oprettede han et musikforlag, var senere medstifter af musikforeningen Euterpe til fremme af ny nordisk musik og senere af Koncertforeningen, hvor han optrådte som dirigent og grundlagde sit eget musikinstitut.

Selvom C.F.E. Horneman primært måtte tjene sit brød ved undervisning, var han livet igennem overbevist om, at hans egentlige kald var at komponere, og at hans evner i den retning især lå inden for den dramatiske musik. Derfor blev operaen Aladdin hans livsværk, som han arbejdede på i hen ved 40 år, uanset hvor megen modgang han havde.

Få år efter sin hjemkomst fra Leipzig besluttede han sig for at skrive en opera over eventyret om Aladdin, men vel at mærke ikke baseret på Oehlenschlägers dramatiske digt, men på den oprindelige fortælling i 1001 nats eventyr. Til tekstforfatter valgte han sin og Griegs nære ven, litteraten Benjamin Feddersen, der mellem 1859 og 1865 oversatte og bearbejdede en række lystspil og sangspil for Casino, Københavns første privatteater, og også leverede teksten til sangscenen De florentinske blomsterpiger med musik af Horneman, Grieg og Viggo Kalhauge, der blev opført sammesteds 14. juni 1864.

Det var også i 1864, at Horneman komponerede ouverturen til sin opera, som han selv dirigerede ved førsteopførelsen i Euterpe den 14. april 1866 og igen 8. maj samme år. Den blev ingen større succes, selvom en anmelder skrev, at ouverturen var et værk, der vidnede om komponistens begavelse til trods for, at ouverturen ikke var af slående originalitet, men sundt og kraftig tænkt, virkningsfuldt instrumenteret og gennemgående melodiøs.

Horneman arbejdede trøstigt videre på sin opera, som han medbragte, da han rejste rundt i Europa på det Anckerske Legat i efteråret 1867. Han var flittig, for i november kunne han berette for sin tekstforfatter, Feddersen, at alle dem, han havde spillet musikken for i Tyskland, havde erklæret, at det ligefrem var noget af det bedste og mest originale, de havde hørt i den senere tid.

Ved hjemkomsten fortsatte Horneman arbejdet og blev med større og mindre afbrydelser færdig med skitserne engang i 1868 eller 1869, hvorefter han instrumenterede de to første akter – selv kunne han ikke huske præcis hvornår. Men da faderen døde i maj 1870, måtte han lægge arbejdet med Aladdin på hylden for at skaffe sig smør på brødet, da han havde giftet sig med Louise Nannestad i 1866 og Elizabeth, det første af deres børn, var blevet født i 1867.

Engang i november 1872 havde Horneman nær mistet sit partitur til Aladdin. Der udbrød brand i hans lejlighed i Løvstræde 8, mens han sad og underviste. Han fik hurtigt sin kone og datteren Elisabeth, der var fem år gammel, ud af bygningen. Elisabeth fortalte mange år senere, at faderen var styrtet ind i huset og havde hentet tre af farfarens malerier og partituret til Aladdin ud med en bemærkning om, at nu kunne resten godt brænde.

Partituret var reddet, men det varede mange år, før Horneman atter tog det frem for at arbejde videre på det. Kampen for det daglige brød havde førsteprioritet, og udover arbejdet med forlaget og Nordiske Musikblade tog Koncertforeningen og senere etableringen af Musikinstituttet al hans tid.

Endelig i 1883 skete der noget. Godt støttet af blandt andre Grieg, Det Kongelige Teaters kapelmester, H.S. Paulli, og korsyngemesteren C.L. Gerlach lykkedes det ham at få tildelt en årlig statsunderstøttelse. Sidstnævnte karakteriserede Horneman som “en af vore mest begavede yngre komponister, hvis opera ville blive både ham selv og hans fædreland til ære, hvis han fik mulighed for at gøre den færdig”.

Horneman var glad for denne hjælp og tog fat på at instrumentere de to sidste akter og foretage forskellige ændringer. I foråret 1888 var han så vidt, at han indleverede Aladdin til Det Kongelige Teater. Den musikalske censor, kongelig kapelmester Johan Svendsens dom var ultrakort. Han skrev den 25. april til teaterchefen: “Et meget talentfuldt Værk, som jeg paa det varmeste anbefaler til Antagelse paa det Kgl. Teater.” Desværre var dommen over Benjamin Feddersens tekst den diametralt modsatte. Erik Bøgh skrev: “Af alle de daarlige Operatekster, der har været indsendte til det kongelige Teater, veed jeg ingen, der i Henseende til aand- og formløs Udarbejdelse staar under den foreliggende Mishandling af det berømte Æmne.”

Horneman var rasende over, at “denne Sjover, Erik Bøgh,” som han kaldte Det Kongelige Teaters censor, ifølge Horneman havde så meget aldeles meningsløst at indvende, så at teksten måtte omarbejdes, men i begyndelsen af september 1888 forelå der en ny version af teksten. Erik Bøgh lagde dog ikke skjul på, at han stadig fandt den under al kritik, men han indrømmede dog, at det var den musikalske komposition, der var af afgørende betydning for operaens succes, og derfor var han parat til, efter igen at have udtalt sig om tekstens ukunstneriske habitus, at overlade det afgørende ord til Johan Svendsen. På grund af de divergerende meninger fik Horneman dog besked om, at der sandsynligvis ville gå lang tid, før operaen ville blive opført.

Teatret skiftede imidlertid mening. Den 18. november skulle man fejre Christian 9.s 25-års regeringsjubilæum, og det skulle naturligvis ske med pomp og pragt og festforestilling i Det Kongelige Teater. Da Christian 9., med prædikatet “Europas svigerfar”, naturligvis ventede en mængde gæster fra udlandet, måtte det nødvendigvis være en opera, men der var ikke nogen af de forestillinger, der stod på repertoiret, der var velegnede. Men så kom man i tanker om denne nye danske opera, som lå og ventede, og besluttede sig seks uger før fejringen for at opføre Hornemans Aladdin.

Det var hasarderet ud over alle grænser. Nodematerialet var ikke klar, og desværre var det ikke muligt at skaffe så mange nodeskrivere, som opgaven krævede, så Horneman måtte nøjes med tre unge, temmelig langsomme skrivere og også indforskrive sin datter, den senere skuespillerinde Elisabeth Rosenberg.

En af Hornemans elever hjalp ham med rettelser i solostemmerne, hvor der flere steder var hele scener, der var udeladt, mens han selv indstuderede Aladdins parti med den svenske tenor Arvid Ødman og Noureddins med Niels Juel Simonsen. Og let var det ikke for sangerne. Den fejrede kammersanger Peter Schram, der sang Sultanen, skrev til sin datter, at Wagner var en sinke imod Horneman, hvad det angik at skrive svær musik.

Da det gik op for instruktøren, Pietro Krohn, hvor lang operaen var, og hvor svært det var at lære den, begyndte han i sidste øjeblik at foretage forkortelser. Horneman var mere end én gang ved at tage sit partitur under armen og forlade Det Kongelige Teater. Bølgerne gik så højt, at man til sidst formente ham adgang til prøverne, fordi han uafladeligt forsøgte at få sine egne idéer realiseret.

Resultatet af det kaotiske indstuderingsforløb udeblev da heller ikke. Man kan nærmest sidestille operaens skæbne med Beethovens Fidelio, der blev en fiasko ved uropførelsen i Wien i 1805, fordi publikum hovedsagelig bestod af Napoleons franske besættelsestropper. Premieren på Aladdin, med alle de fornemme gæster i parkettet, blev også en fiasko, og typisk nok var det balletindslagene, der fik det største bifald. Rasende beskrev Horneman udfaldet i et brev til Grieg: “Som Du maaske allerede har hørt, gjorde Aladdin Fiasco paa Kongens Jubilæumsdag. Intet Under: De blegfede Comtesser og forspiste Festherrer, der lige var kommet fra den store Banket paa Børsen, samt det øvrige af Konger og Prindsesser stærkt betagede Publicum var aldeles ikke modtagelig for en Opera, ovenikjøbet en ny Opera af en dansk Componist.”

Især var Horneman rasende over, at så godt som alle sangpartierne var fejlbesatte, idet deres stemmetyper ikke svarede til dem, han havde skrevet dem for. Desuden var hele scener skåret væk, og det havde været den almindelige opfattelse i orkestret, at de først skulle til at prøve for alvor, når festforestillingen var overstået, men de tog fejl. Teaterchefen var ikke indstillet på at ofre mere tid på en opera, der havde haft premiere, uanset hvor urimelige vilkårene havde været.

Modtagelsen i pressen var højst forskelligartet. I Illustreret Tidende sablede Charles Kjærulf operaen ned, mens anmelderen i Musikbladet i det store og hele var positiv, men fremhævede, som mange andre, den dårlige tekst: “Hvis saa endda denne Text blot var lagt godt til Rette for musikalske Former, men den indeholder næsten ingen Hvilepunkter og giver kun Motiverne sparsom Lejlighed til at vende tilbage. Des større Roes tilkommer der Komponisten, fordi han paa dette daarlige Grundlag har kunnet bygge et Toneværk af virkelig Betydning.”

Berlingske Tidendes anmelder mente, at operaen var inspireret af Wagner og havde også positive ord: “Til Operaens ubestridelige Fortrin hører en stor rhythmisk Opfindsomhed og fremfor Alt en Instrumentation, der er ualmindelig fyldig og velklingende uden nogensinde at blive raffineret.” Slet så stor en fiasko, som Horneman selv anså Aladdin for at være på grund af den utilstrækkelige indstudering, var operaen altså næppe blevet.

I 1895 fik Horneman delvis oprejsning for den måde, hvorpå operaen var blevet behandlet af Det Kongelige Teater, da Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik udgav et klaverpartitur, som Horneman selv havde udarbejdet, og som var forsynet med både dansk og tysk tekst.

Da klaverpartituret var komplet, hyldede Jakob Fabricius Horneman i en stor forsideartikel i Illustreret Tidende, som han indledte med ordene: “Musiksamfundet har med Udgivelsen af dette Hornemans Hovedværk opfyldt, hvad det maatte anse for sin Pligt: at give det sin officielle Anerkendelse og bidrage sit til at bane det Vej i Livet, hvilket de mindre heldige Forhold, hvorunder det første Gang saa Lyset, maatte opfordre til.”

I forsommeren 1898 foretog Horneman med statsstøtte en tysklandsrejse primært med det formål at præsentere Aladdin for forskellige operahuse. På forhånd havde han sendt klaverudtog til operahusene i blandt andre Berlin, Dresden, Frankfurt, Weimar, Mannheim, Mainz, Stuttgart og Wiesbaden, og Johan Svendsen og teaterchef P. Hansen havde givet operaen deres bedste anbefaling med på vejen, ligesom Horneman havde ladet trykke brochurer med uddrag af anmeldelserne af Aladdin, men alt forgæves. Aladdin blev aldrig opført på tyske operascener.

Både Edvard Fallesen, der var teaterchef, da operaen blev uropført, og hans efterfølger P. Hansen udtalte flere gange over for Horneman, at de skyldte ham oprejsning for den skandaløse uropførelse, men det førte ikke til noget. Da P. Hansen i 1899 afløstes af Einar Christiansen, var Horneman derfor ikke sen til at henvende sig til ham for at forhøre sig om mulighederne for en genoptagelse af sit mishandlede storværk. Christiansen var positiv, men der var andre nye operaer, der først skulle opføres, blandt andre Lange-Müllers Vikingeblod og en af August Enna, så derfor kunne det ikke blive før i sæsonen 1900/01. Den 25. maj 1900 meldte Christiansen så endelig ud, efter at være blevet overtalt af Johan Svendsen og sceneinstruktøren Julius Lehmann, at det var deres alvorlige hensigt at opføre operaen, forhåbentlig i den kommende sæson.

I februar 1901 holdt Julius Lehmann og Horneman et møde om iscenesættelsen, og Horneman bad om selv at få lov til at udarbejde mise-en-scène, hvilket han fik tilladelse til. Det tog ham hele sommeren. Den 5. september kunne han endelig sende den til Lehmann, men der skulle komme til at gå to en halv måned, inden denne fik tid til at indkalde ham til et møde om sagen, hvilket han foreslog skulle foregå hjemme hos ham i Købmagergade, så de kunne skændes i al gemytlighed. De synes dog at være nået til gensidig forståelse, for i et læserbrev i Nationaltidende angående en detalje i forestillingen betegnede Horneman senere iscenesættelsen som “glimrende, fantasifuld og smagfuld”. Einar Christiansen besatte rollerne i samråd med Horneman, og han udtalte i et interview i anledning af premieren, at teatret havde rettet sig fuldstændig efter komponistens fordringer.

Premieren den 4. april 1902 blev da også en overvældende succes. 18 opførelser for fulde huse blev det til. Hornemans datter har fortalt, hvorledes hun den sidste gang, Aladdin stod på plakaten, mødte sin far på Kongens Nytorv. Han sagde ikke et ord, men pegede smilende over på teatret, hvor den røde lygte strålede. Endelig havde han vundet den anerkendelse for sit værk, han altid havde drømt om.

Nationaltidende havde dagen efter premieren nøjedes med følgende notits: “Hornemans ‘Aladdin’ gik i Aftes for første Gang i en ny Indstudering. Den præsenterer sig nu smukt og glansfuldt i hele Iscenesættelsen og ligeledes for det Musikalskes Vedkommende i en god og følgeret, paa sine Punkter udmærket Gjengivelse. Publikum var stærkt interesseret i de store musikalske Skjønheder, dette Værk indeholder, og især de to mellemste Akter sloge stærkt an.”

Til gengæld benyttede avisen sig den 7. april af, at den berømte østrigsk-ungarske dirigent Hans Richter havde overværet premieren og bragte i stedet for en traditionel anmeldelse et interview med ham. Richter var en fremragende operadirigent med rige erfaringer fra blandt andre hofoperaerne i Wien og Bayreuth, hvor han havde dirigeret den første samlede opførelse af Wagners Nibelungens ring i 1876, så det var ikke hvem som helst, der udtalte sig. Han havde glædet sig over at stifte bekendtskab med et værk af en så højt begavet, sund, varm og fin kunstnernatur, og han tog sin hat af for den store kompositoriske dygtighed, med hvilken det var skrevet. Især var han imponeret over den fuga a la Händel, som danner slutningskoret.

De 18 udsolgte huse til trods gik Aladdin over scenen sidste gang den 31. oktober 1903 og er ikke siden blevet vist på Det Kongelige Teater. Medvirkende hertil har formodentlig været, at Oehlenschlägers skuespil blev genoptaget i 1919 i en pragtopsætning ved Johannes Poulsen og med Carl Nielsens musik, der også blev brugt ved de efterfølgende genopsætninger i 1940 og 1959. I 1953 producerede Statsradiofonien – som den første operaproduktion overhovedet – en forkortet udgave af Hornemans Aladdin med tidens bedste sangere, blandt andre Thyge Thygesen, Ruth Guldbæk og Holger Byrding, dirigeret af Launy Grøndahl.

Alle hans ønsker opfyldt: Hornemans Aladdin

Af Niels Bo Foltmann

Hornemans Aladdin er overleveret i to forskellige versioner. Første version fra 1888 og en stærkt omarbejdet version, der dannede grundlaget for den opsætning, som gik på Det Kongelige Teater i sæsonerne 1902/03 og 1903/04. Det er denne sidste version, som kan høres på nærværende indspilning. Horneman havde imidlertid meget svært ved at få lagt sidste hånd på sit værk, og det originale nodemateriale vidner om, hvordan han gang på gang foretog ændringer i partituret, selv efter at prøverne var begyndt. Af praktiske grunde kunne det ikke lade sig gøre at indføre alle disse ændringer i orkesterstemmerne ved 1902-opsætningen, men i forbindelse med udarbejdelsen af nodematerialet til denne udgivelse har det været muligt at medtage alle Hornemans seneste ændringer, således at man her for første gang kan høre komponistens allersidste intentioner.

Ouverturen er den eneste del af operaen, som har holdt sig på de danske koncertsales repertoire frem til i dag. Den blev, som tidligere omtalt, komponeret allerede i 1864, inden Horneman gik i gang med selve operaen, men siden omarbejdede han ouverturen flere gange, blandt andet i forbindelse med førsteopførelsen af operaen i 1888, hvor han udvidede besætningen med piccolofløjte, to ekstra horn og tuba. Denne version blev også anvendt ved 1902-opsætningen, idet Horneman ved denne lejlighed dog foretog en større forkortelse af ouverturens midterdel.

Horneman var en sand mester i instrumentation, og i Aladdin udfolder han sit talent i en velklingende, fantasifuld orkestersats, som spænder over hele den romantiske operas farvepalet, lige fra den dystre stemning i begyndelsen af første akt og kirkegårdsscenen i fjerde akt til den pompøse festmusik i tredje akt. Operaen rummer et omfattende vokalsolistensemble med meget krævende partier til de tre centrale skikkelser: Aladdin, Noureddin og Gulnare. Ikke mindst Aladdins lyrisk-dramatiske tenorparti stiller store krav til sangeren, der som den eneste solist medvirker i alle fire akter. Også koret er tildelt en fremtrædende rolle og optræder i mange forskellige forklædninger: Som alfer og gnomer i den magiske hule, som usynligt kor, der ledsager ringens ånd, som usynlige ånder og genier på kirkegården og endelig som det persiske folk i Isfahan i de store scener omkring Sultanens palads.

Ikke ulig Wagners ledemotiver anvender Horneman også motiver, der knytter sig til særlige forhold. For eksempel er ringens ånd karakteriseret af en særegen ‘mystisk’ harmonik, når den opfylder Aladdins ønsker. Noget lignende gør sig gældende med ouverturens indledende strygermotiv, som i operaen repræsenterer det magiske element, eksempelvis i scenen i hulen i første akt og i forbindelse med bortførelsen af Gulnare i tredje akt. Selvom operaens tema lægger op til en østerlandsk kolorit, er Horneman dog ganske behersket med dette virkemiddel. Kun lejlighedsvis farves orkestersatsen af orientalsk inspirerede klange, som i tredje akts balletindslag og ikke mindst i den efterfølgende bryllupsdans, der kan give mindelser om balletmusikken i Verdis Aida.